Jeg har opdaget en fællesnævner i mange af de kommentarer, som jeg får, når jeg fortæller om min glæde ved at leve simpelt, eller minimalistisk, og særligt min glæde ved løbende at rydde ud og leve med så få “ting” som muligt.

Kommentaren lyder sådan her:

Hvad nu hvis …

Dette spørgsmål melder sig tydeligst, når det gælder oprydning, eller decluttering. Når jeg fortæller, at vi skilte os af med størstedelen af indholdet af vores loftrum og kælderrum, da vi flyttede og nu bor i et hus, nærmest uden opbevaringsplads og af samme grund, hårdhændet løbende skiller os af med alt, som vi ikke bruger jævnligt. Særligt spørger folk ind til, om vi ikke har manglet noget af det, som vi har givet væk, solgt eller sendt til genbrug.

Og svaret er nej, eller det vil sige, stort set nej. For kort tid efter vores flytning måtte vi gå ud og genanskaffe fire hyldebeslag, som vi havde sendt til genbrug og faktisk efterfølgende fik et behov for. Og det samme gælder to bordben, som vi endte med at gå ud og købe igen, og hvor vi havde haft et tilsvarende sæt liggende i loftsrummet til den gamle lejlighed. Men ellers er svaret nej. Og det faktum, at vi har spildt 2-3oo kroner på at genanskaffe disse ting, i løbet af de 2,5 år, der er gået efter flytningen, kan på ingen måde skygge for den glæde, som vi har hver eneste dag ved at bo i et hjem, hvor alle hjørner og kroge ikke er fyldt op af ting.

For at sætte det mere på spidsen, så havde vi ikke kunne bo i vores nuværende hus, hvis vi havde insisteret på at medbringe de godt 20 kvadratmeter gammelt skrammel, som vi havde liggende. Så havde vi været tvunget til at købe et større hus (dyrt) eller et gammelt hus (dyrt i længden) i stedet for. Reelt burde man undersøge, hvad prisen er for de ekstra kvadratmeter, der skal bruges på at opbevare hvad-nu-hvis-ting: Gamle køkkenting, stel fra moster, farmor, svigermor osv., ekstra møbler, gamle studiebøger, tøj til hvis man ændrer vægt eller stil igen, osv. Uden alle disse ting kunne det måske være muligt at sælge et stort hus og købe et mindre, der var nemmere at holde eller lå tættere på job eller familie. Eller man kunne leje et værelse ud, og få råd til at rejse en måned mere om året 🙂

Ved at gemme ting på grund af hvad nu hvis kan man nemt ende med at lade sig styre af en følelse af frygt. Frygt for ikke at “have nok”. Frygt for at fortryde. Frygt for at “gå glip af”. Men jeg tror, at de færreste har fortrudt at sende de støvede billedrammer, urtepotteskjulere eller for stort/for små tøj, videre ud i verden. Personligt betragter jeg genbrugsbutikkerne, som mit fjernlager, og hvis jeg mangler noget, så går jeg ud og finder det igen. Det hælper mig til at give slip på frygten for pludselig at mangle noget, og jeg vil til enhver tid hellere have plads omkring mig, end at lade frygt føre til at jeg overfylder mit hus.

Hvad er du bange for at give slip på?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Jeg er stadig igang med en større oprydning herhjemme, og selvom jeg forlængst er gået væk fra at fjerne en særlig mængde hver dag, så sender jeg løbende en masser ting videre ud i verden. Den sidste uge har jeg fået solgt tre sweatre fra lageret, en dråbe i havet, men lidt har også ret 🙂 og to kogebøger. Jeg har sat en masse strik til salg, og håber at få sendt endnu mere ud i verden før foråret starter og folks lyst til uld falder lidt igen.

I løbet af de sidste par ugers oprydning, er det gået op for mig, at jeg har virkelig mange ting i mit hjem, som jeg hverken elsker eller bruger. Og når man tænker på, at jeg har været i en proces mod et liv med færre ting og en mere minimalistisk hverdag siden 2012, så skulle man jo tro, at vores hjem var helt ryddet, og kun indeholdt ganske få og nøje udvalgte ting. Men nej.

Det hører med til historien, at jeg er lidt ude af balance i disse dage. Jeg er generelt ikke god til at være i transit, men har det derimod allerbedst, når jeg er i faste rammer, så det kommende jobskifte er, udover at være spændende og noget jeg ser frem til, også en svær periode for mig. Den samme følelse af at være på lidt usikker grund, har jeg også fået de gange vi har flyttet, også selvom hver eneste flytning har været ønsket og drevet af lysten til det nye sted.

Denne følelse af at være på usikker grund, giver mig altid lyst til at rydde op og rydde ud, hvilket også er hele baggrunden bag den udfordring, som jeg startede i december. Så disse uger, hvor jeg gennemgår skuffer og skabe er ren terapi for mig, og en måde at finde mit fodfæste igen, efter at være rystet lidt ud af balance.

Det positive er, at vi når et ekstra lag ned i tingene, og det er gået op for mig, at een af grundene til, at der konstant kommer nye ting ind i vores hjem, som ikke kommer i brug og ender som rod, er min forkærlighed for at snuse rundt i genbrugsbutikker. Selvom jeg bilder mig ind, at jeg kun køber det som jeg rent faktisk har brug for, så taler køkkenskabene en anden historie. Idag fandt jeg to (!!!) brødskæremaskiner, som jeg købte da jeg jævnligt bagte rugbrød og aldrig har fået brugt, en ubrugt römertopf, en køkkenrulleholder, som vi sjovt nok ikke har brug for mere og utallige kogebøger, som jeg ikke har lavet en eneste opskrift fra og finder uinspirerende. Så nu er tingene sat til salg, og så er der forhåbelig andre der kan bruge dem, ellers ryger de tilbage til genbrugsbutikken.

Jeg gad godt vide, hvilke andre blinde vinkler jeg lever med, altså steder hvor jeg handler anderledes end jeg går og tror, og som er ude af trit med mine egne værdier. Egentlig modtager jeg erkendelsen om min hovedløse genbrugsshopping med kyshånd, for hvis jeg ikke opdager mine egne blinde vinkler, så er det svært at se mig selv og mine handlinger klart, og svært at ændre min adfærd.

Har du oplevet lignende blinde vinkler hos dig selv?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Som jeg skrev lidt om i december sidste år, så fik arbejdet lov til at fylde for meget i 2017. Og min lange transporttid, som jeg har levet med siden vi flyttede laaaangt ud på landet for to år siden, gjorde det kun værre. Det er gået nogenlunde indtil nu fordi jeg brugte togturen til strikketid, og smed en eller to cykelture ind i ugens løb, og fik lidt gratis motion ind i hverdagen på den måde. Men da 2017 også bød på lange arbejdsdage, så forsvandt balancen lige så stille.

Jeg tror på, at vi har ansvar for vores eget liv, og vores egen glæde. Og mindre på at brokke mig over noget, som rent faktisk kan ændres. Så jeg har søgt, og fået, et nyt arbejde, som ligger 15 kilometer tættere på vores hjem, hvilket gør, at jeg kan cykle hver eneste dag. En daglig (kort) cykeltur, hvilket er den allerstørste luksus for mig. Samtidig slipper jeg for togturen, og sparer (hold fast) 1,5 time hver eneste dag. Så jeg glæder mig rigtigt meget til skiftet, selvom jeg var vild med mit gamle arbejde, så er jeg mere vild med min familie og glæder mig til at se dem markant mere 🙂

Både i min studietid og i mit arbejdsliv har jeg prioriteret at have så kort en daglig transporttid som muligt. Jeg tror på, at hverdagen skal være rar at være i, og det er nemmest for mig, hvis jeg ikke føler, at jeg har for meget spildtid. Vores dage fungerer bedst, hvis der er bare lidt tid til overs til at tænke og være. Jeg har ingen ambitioner om at blive hjemmegående – heller ikke på den anden side af økonomisk uafhængighed. Men det er faktisk også muligt at have en hverdag, hvor der er plads til “det hele”, hvis man sætter tingene lidt i system. Sagde juristen/minimalisten, ikke så overraskende 🙂

Særligt efter, at vi fik børn, har vi haft stor glæde af en vis form for regelmæssighed i vores dage. Rent praktisk, så har vi faste rutiner omkring hvem der afleverer/henter børn, smører madpakker, laver mad, handler, gør rent, bader og putter børn. Alle de ting, som i en vis grad skal gøres hver eneste dag, og som ville give en konstant lille uro, hvis de var til evig diskussion.

Så vores modspil mod en hverdag, hvor begge voksne har fuldtidsjob, og tidskrævende hobbyer ved siden af, har været at sætte de praktiske ting lidt i system. Madplaner og faste rutiner lyder måske som en spændetrøje for nogen, men det har gjort det muligt for os at have det rart i de hverdage, som der nu engang er allerflest af i livet 🙂 Og jeg bilder mig ind, at den ro det giver os, smitter lidt af på vores børn, dog absolut ikke i deres lydniveau, der konstant ligger højere end højt 🙂

Her i facebook-gruppen deler vi tricks og hacks til at bruge minimalisme som middel til en nemmere hverdag.

Har du nogle hverdags-strategier?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Når man læser om minimalisme og decluttering, så støder man ofte ind i personer, som tæller sin garderobe og på den måde holder øje med antallet af stykker tøj – lidt som at tælle kalorier på en slankekur. Og jeg tror egentligt, at det kan være en fin hjælp til at starte en proces fra et stopfyldt klædeskab til et skab, der kun indeholder det nødvendige 🙂

Jeg tror, at tanken om at tælle tøjet stammer fra Project333, som var een af de første bloggere, der skrev om minimalisme anvendt til at skabe en mindre og mere anvendelig garderobe. Og jeg ved, at metoden har hjulpet rigtigt mange. Jeg har før skrevet om min egen tilgang til projektet få-mindre-ligegyldigt-tøj-i-skabet, og om hvordan jeg er nået frem til der, hvor jeg er idag.

Nu, efter flere års proces, indeholder mit skab kun tøj, som jeg elsker at have på. Væk er de (for) høje hæle, de ti sorte nederdele (hvoraf ingen sad pænt), de for stramme jeans (til når jeg tabte mig), blå skjorter  (som burde være et musthave til et kontorjob, men får mig til at ligne en bankansat på 55) og alt det tøj, som jeg beholdt til hvad-nu-hvis.

På hylder og bøjler er nu en blanding af genbrugsfund og hjemmesyet eller -strikket tøj, og jeg elsker det hele. Jeg laver ikke de store udrydninger i tøjet mere, allerede fordi der ikke er så meget tilbage, men også fordi jeg sørger for løbende at sende de ting videre, som ikke virker mere.

Der er en række fordele ved den måde, som jeg har indrettet mig på:

• Jeg sparer virkelig mange penge, allerede fordi jeg ikke shopper som underholdning mere, men derimod går målrettet ud og køber det som jeg mangler. Først undersøger jeg, om jeg kan låne mig frem (jeg låner også gerne ud), ellers køber jeg genbrug, og som sidste udvej køber jeg nyt.
• Tøjvasken er markant mere overskuelig, når jeg ikke har så meget tøj. Jeg har før skrevet om vores vaske-rutiner, og det er min erfaring, at jo mindre tøj vi alle fire har, jo nemmere er det at få ordnet ugens vasketøj.
• Det er nemmere at tage sig sammen til at reparere tøj, der er revnet eller haft tabt en knap, når det er yndlingstøjet. Jeg har lyst til at forlænge tøjets levetid, og tage mig godt af det, når det er mine favoritjeans eller min elskede læderjakke. Det er generelt nemmere at passe på sine ting, når man ikke har en overflod af dem. Det kan jeg også se gælder for drengene og deres legetøj, så det er måske en mere universel regel.

Iøvrigt, så er det min plan at få syet et par nye toppe. Symaskinen har stået lidt stille det sidste halve år, fordi jeg har klaret mig fint med det tøj, som jeg allerede har. Men to af mine silketoppe er blevet for slidte til, at jeg vil være dem bekendt mere, så jeg skal ud een af dagene og købe stof til to nye. Jeg har lidt kik på dette og dette stof, men nu må vi se, hvad jeg finder. Min strategi for indkøb af stof og garn er, at jeg kun køber nyt til aktuelle projekter og ikke “til lager”. Det er min måde at kombinere minimalisme med et veludviklet krea-gen 🙂

Apropos krea, så har jeg udgivet en ny strikkeopskrift i denne uge, og er ved at lægge sidste hånd på to strikkeopskrifter mere, denne gang til voksne 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.