
Jeg har efterhånden vænnet mig til at leve med den svage mislyd af klimasorg i mit hoved. Med bloggen som terapi har jeg skrevet mig igennem sorgens faser og er nu nået frem til en form for accept. Og jeg tror på, at alle de små bæredygtige skridt vi kan tage i vores eget hverdagsliv – selvom de er småbitte i det store billede – de gør en forskel, og de skaber håb og giver ro i sjælen.
Men på sådan en dag, hvor det føles som om verden brænder om ørerne på os, så tænker jeg, at det nok skal blive værre før det bliver bedre. For jo mere tydeligt det bliver, at vores nuværende levestandard er ved at ødelægge vores eget habitat, jo mere ekstreme skridt vil vi som civilisation blive tvunget til at foretaget. Men jeg tvivler ofte på, at viljen er der.Men jeg øver mig i at finde håb i handling og grønne fællesskaber, og glæder mig over, hvor hurtigt der sker en stemningsændring i samfundet nu, hvor de fleste godt kan se (pånær dem der ikke vil se), at vi er nødt til at gøre noget anderledes.
Og så prøver jeg at huske på teorien om circle of influence, som ganske simpelt går ud på, at der er ting, som er indenfor din kontrol, ting, der er indenfor din indflydelse/influence og så en hel masse ting, som er ganske udenfor din kontrol og indflydelse og som du allerhøjst kan være bekymret over. En stor del af mediebilledet hører til den sidste kategori, og jeg øver mig i at trække lidt på skulderen over de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved – og så rette fuld fokus på dem, som jeg kan.
Det er min lille hack til at bevare troen på, at det hele nok skal gå, i en lidt fucked up verden.
Hvad gør du for at bevare håbet?
-0-