De sidste to dage havde jeg prøvet at fange mormor på telefonen. Og efterhånden som antallet af mistede opkald voksede på min mobil, steg min puls tilsvarende. Sandheden er, at selvom jeg føler mig tæt på hende, og det er nemt at holde kontakt via telefonen, så er det to timers kørsel til at besøge hende fysisk og det betyder, at jeg ikke lige kan kigge forbi for at tjekke om alt er okay. Heldigvis, så bor hendes søn, min morbror lige ved siden af hende, så jeg har altid en nødlinje til at tjekke om hun har det godt.

Femte og sidste opkald til mormor – før jeg havde lovet mig selv at sladre til min morbror – så tog hun telefonen. Og kunne berette, at hun blot har brugt de sidste par dage mest udenfor. Og har klippet indersiden af hækken, så den er vinterklar. Med en hækkesaks, uden strøm. Hun er hundrede og et 🙂

Jeg blev så lettet, da hun tog telefonen, at jeg næsten græd. Men vender frygten til glæde for, at vi endnu engang kan tale sammen. Om ugens oplevelser, dagens måltider, sæsonens æblehøst og bekæmpelse af madspild 🙂 Jeg er så taknemmelig for at kunne tage telefonen og høre hendes stemme, endnu engang. Det tager jeg ikke for givet. Ikke det mindste.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Frugal friday er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

Du kan lytte med her.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Er det muligt at leve minimalistisk, og have børn? Og er det måske endda en fordel. Det undersøger vi nærmere i episoden, hvor jeg blandt andet svarer på jeres spørgsmål om gaver, teenagere og bedsteforældre 🙂

Du kan lytte med her.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Jeg har delt mine tanker om minimalisme, bevidst økonomi og klimavenlige hacks her på bloggen, IG, FB-gruppe og podcast siden 2014. Undervejs har jeg ladet mine kanaler overtage for meget af mit liv, og det er tid til en pause, hvor jeg kan skabe ro og plads til at lægge en plan for, hvor meget det skal fylde fremover. Det er lidt sjovt. I min iver for at dele min passion for at skabe et liv med plads til livet, fysisk og mentalt, så har jeg fået fyldt alt for meget ind i mit eget.

Så jeg holder en sommerpause, hvor jeg vil skabe plads til, at:

• Skrive bogen færdig.
• Heppe på tomaterne i drivhuset.
• Hænge ud med mine drenge (og Frede).
• Læse bøger.
• Bade.
• Cykle.
• Kede mig.

Måske – måske ikke – udkommer podcasten herover sommeren. Det har jeg ikke besluttet endnu. Jeg vil give plads til at mærke efter, om jeg savner at tale til jer fra klædeskabet 🙂

God sommer derude.

ps. Husk: Brug det du har, genbrug, sortér dit affald (og saml andres op), brug dine penge på oplevelser – ikke ting, kram dine børn, elskede, familie, venner, naboer, nettomedarbejderen, når vi må igen (spørg altid om lov først ;), gå ud i naturen og kig på det mirakel den ægte er, træk vejret og vid at du er nok. Vi har et eneste, magisk liv. Brug det.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Hvad er livet til? Det spørgsmål stiller jeg altid mig selv, når jeg står foran en stor (og nogen gange lille) beslutning i mit liv. Sagt på en anden måde. Hvad er det meningen, at jeg skal bruge mit liv til? Spørgsmålet virker, når jeg mærker mig selv blive ”sure mor”, der skælder drengene ud over ligegyldigheder. Og det virker, når jeg skal beslutte mig for, hvilket job jeg vil søge, og det hjalp os da vi for mange år siden ledte efter et hus, og banken gerne ville låne os rigtigt mange penge, til et stort flot – renoveringsmodent – hus.

Spørgsmålet hjælper mig til at stoppe op – mærke realiteten – at jeg kun har dette ene, magiske liv på jorden. Og uanset en standard-hverdag med sure sokker, fyldt opvaskemaskine og morgensure børn. Så får jeg lov til at leve endnu en dag, på denne vilde planet og med min frie vilje til at opleve det hele. Det er ret vildt, hvis man lige stopper op, og tænker over det. Jeg vil ikke spilde dette magiske liv, på brok over sure underbukser på gulvet eller tis på brættet (#drengemor). Jeg vil turde være ægte til stede, lige der hvor jeg er, og nyde turen – så længe den varer.

Minimalisme har givet mig en løftestang til at skabe en hverdag, hvor jeg kan være ægte til stede. Hvor mit synsfelt ikke er fyldt med løse ender og rod, uanset hvor jeg kigger hen. Hvor rengøring, madlavning og økonomi er sat i system, og kører uden den store tankevirksomhed fra nogens side. Lyder madplaner og budgetter kedeligt i dine ører, så fair nok. Men for mig, så rimer det på overskud i hverdagen, som kan bruges til at gå en aftentur, sige ja til børnenes ønsker om legeaftaler og kammerater der spiser med eller at kunne tage en lur i skyggen under bøgehækken med god samvittighed. Hvad skal dit liv bruges til?

Husk du kan købe mine bøger her.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Jeg har ingen forkromede svar på de spørgsmål, som jeg selv stiller i disse dage om balance, passion og fremtid. Men jeg ved, at jeg er ved at skrive min egen nye yndlingsbog (intet mindre), nemlig bogen om/med min seje mormor. Sjældent har et projekt givet så meget mening for mig. Så fremfor at finde svar, så vil jeg skrive videre #skrivforsatan

Fra bogen: “Jeg taler ikke for at vi skal aflyse al udvikling, flytte tilbage til landet i hobetal, bo på små husmandssteder og dyrke jorden. Jeg vil gerne beholde en masse arbejdspladser på hospitaler, forskningsmiljøet, uddannelsesverden, bibliotekerne og alle de mange gode, vigtige arbejdspladser. Men, og der er et men, vi er mange der trænger til lidt mere ro og mening ind i vores daglige liv. Og her kan en husmor fra spidsen af Lolland i den grad hjælpe os til at se den store glæde, ved det lidt mindre og rolige liv. Ved vellavet mad, kortspil med vennerne, jord under neglene og en rutinepræget hverdag, der afstresser mere end det presser os.

Du kan starte i det små ved at sætte farten ned. Gøre en ting ad gangen. Nyde processen fremfor at jagte resultatet. Lad os kalde det husmor-meditation. Når man vælger at bruge en time i haven fremfor en time på yogamåtten – det giver samme sindsro og følelse af balance i verden. Fremfor at tage om på den anden side af jorden for at ”finde dig selv”, så prøv at finde dig selv – i din hverdag – ved at give plads til at gøre dig umage, i det små, og nyde rejsen. Fremfor at jage frem til afslutningen. Det er nok de færreste af os, der får 101 år her på jorden, men mindre kan også gøre det – når vi gør os umage med den tid vi har fået.”

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Jeg læste et opslag på LinkedIn, hvor en kvinde der længe har arbejdet for hjemløses rettigheder, skrev at hun har sagt sit job op. Formulering var, at nogen gange, så brænder man så meget for en sag, at man brænder ud. Jeg tænkte længe over formuleringen, for den rimede på noget, som jeg længe har følt.

Jeg har delt mine tanker om minimalisme, bevidst forbrug, klimakamp og livshacks på sociale medier siden 2014. Om hvordan denne måde at leve på, er bedre for os mennesker og bedre for planeten. Det har aldrig været en forretning, men ren og skær passion. Men på en måde er jeg endt i en blindgyde, hvor jeg prædiker (min version af) det gode liv, men glemmer at være tilstede i mit eget.

Det er som den berømte frø i det kogende vand. Pludselig føles det normalt at passe job i dagstimerne, og drive passionen alle de resterende timer, hvor børn og familie ikke fylder. Instagram-profil voksede til blog, facebook-gruppe, podcast og jævnlige ture rundt i medie-cirkuset, hvor jeg alligevel aldrig har formået at få journalisterne til at gribe bolden om, at det hele handler om klimakamp – ikke hvor mange penge jeg investerer.

Jeg får dagligt beskeder fra – primært kvinder – der har ændret deres liv lidt eller meget med inspiration fra mine skriverier – det gør mig lykkelig – men kan ikke længere skjule, at jeg er virkelig træt. Træt af at være tilgængelig 24/7. Træt af at dele mine tanker – og blive kopieret. Træt af, at det ikke er muligt at gøre passion til forretning. Vist nok bare træt.

Så denne gang spørger jeg dig om hjælp. Hvad ville du gøre i mine sko?