• Frugal Friday

    Frugal Friday

    Endnu en fredag, og endnu en omgang Frugal Friday! Denne uge har vi/jeg:

    • Spist rugbrød eller rester fra mandens arbejde, kombineret med råkost eller andet grønt fra eget køleskab, så det har været en ganske billig uge. Imorgen skal vi have sushi. Fordi, balance og sådan … 🙂
    • Byttet noget af fodboldtøjet, som blev købt i sidste uge, fordi kæresten havde været lige til den ambitiøse side i forhold til, hvad vi manglede. Man kan faktisk overgøre udstyret, blev vi næsten enige om …
    • “Tjent” 5000 kroner fordi vi købte Matas på det rigtigt tidspunkt. Men de falder måske tilbage imorgen igen, så lad os nu se på den lange bane…!
    • Kommet godt igang med at strikke en ny cardigan (på billedet ovenfor), som jeg skal bruge over mine nye kjoler, så de alle kan bruges til vinter. Hvis jeg har beregnet rigtigt, så kan den strikkes kun med garn fra lager og jeg tror, at jeg har genbrugsknapper liggende – og så er den jo nærmest gratis…! Jo, den er 😉
    • Været i biffen og se De Utrolige 2. Jeg nævner det som en frugal-win fordi vi selv tog vand og slik med hjemmefra, og kun købte deres overprisede, vildt dårlige popkorn. Og nej, man må ikke medbringe noget hjemmefra, men det gør vi. Bum.
    • Vitterligt intet mad smidt ud. Efter mange år med fokus på at mindske madspild har vi efterhånden det sorte bælte herhjemme. Når jeg taler med min 98(!) årige mormor, og prøver at forklare, hvad jeg skriver om her på bloggen, så kalder hun det, hverken zero-waste, minimalisme eller eksotisk. Hun kalder det bare hendes hverdag 🙂

    Apropos samme mormor, så hælder jeg drengene i bilen på søndag og besøger hende. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre at bruge benzin (og tid) på, end at give drengene en chance for at lære deres seje oldemor rigtigt godt at kende. Hvad er dine weekendplaner?

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Klimaforandringer

    Earth Overshoot Day – sammen er vi stærke

    Som du nok har bemærket, hvis du bevæger dig lidt rundt i mediefladen idag, så er det Earth Overshoot Day. Det betyder, at idag er skæringspunktet for det tidspunkt på året, hvor vi har brugt de ressourcer, som jorden kan nå at gendanne til næste år. Så fra nu af, og resten af året, bruger vi mere end vi har. Vi er i en slags kollektivt overforbrug, hvilket sjovt nok ikke lige er mig.

    Så hvad kan man gøre ved det, som en helt almindelig småbekymret borger? Jeg har før skrevet om, hvordan bevidst forbrug og minimalisme har hjulpet mig til at leve mere bæredygtigt, både i forhold til min egen hverdag, men også forhold til at efterlade et mindre miljømæssigt spor på verden. Når man køber brugt og ganske få ting, så skabes der ikke ny efterspørgsel. Jeg nyder at have meldt mig ud af “mere vil have mere”-ræset og blot bruge mine penge på de ting, som betyder noget for mig.

    Men ud over at hacke din egen hverdag, tage cyklen fremfor bilen, spise mindre kød, ikke smide mad ud, droppe engangsprodukter og stemme for de grønnere virksomheder med dine indkøb, så tror jeg også, at løsningen skal findes i fællesskaber.

    I fællesskaber kan vi inspirere hinanden til at tænke grønnere, og skabe fælles front overfor virksomheder og politikerne og fortælle dem, hvad vi helt almindelig borgere synes om deres (ikke-eksisterende) måde at afhjælpe klimaforandringerne på. Det gamle hippie-råb “sammen er vi stærke” er næsten på sin plads, for vores ord får mere pondus, når vi er mange samlet, fremfor enkeltindivider, der prøver at gøre en forskel i deres egen lille hverdag.

    Vi er virkelig kommet langt siden 2015, hvor jeg gik lidt rundt og var trist i min egen boble og til nu, hvor alle medier har en vis dækning af klimaforandringerne, som en potentiel risiko for det livet som vi kender det. I verdens bedste facebook-gruppe bliver jeg hver dag inspireret og motiveret til at leve et mere bæredygtigt liv. Og jeg kan også anbefale dette nye klimanetværk, hvor helt almindelige borgere med samme bekymring som mig, har samlet sig sammen og prøver at skabe forandring.

    Kom og vær med 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Frugal Friday er min måde at dokumentere de små tiltag i vores hverdag, som sparer os for penge, tid og miljømæssige aftryk på verden. I denne uge har vi/jeg:

    • Startet arbejde efter ferien, med drengene placeret hos bedsteforældrene. Fremfor at benytte lejligheden til at spise tre-retters middage og champagnebrunch, så har vi spist rugbrød med rester til aftensmad alle dagene og fået drukket lageret af kolde øl i køleskabet (de skulle jo nødigt gå til spilde). Efter tre ugers ferie, så trængte vi til rolige dage herhjemme og vil hellere gemme pengene til at spise sushi med drengene, når vi får dem tilbage igen.
    • Købt nyt tøj til bryllup, hvilket i sig selv ikke er hverken bæredygtigt eller sparsommeligt, men alt er købt med tanken om, at det kan bruges igen. Og selv drengenes hvide skjorter overlevede og er klar til de næste par fester, så jeg er fuldt tilfreds med investeringen. Faktisk købte jeg selv en ny kjole (plus lidt mere), hvilket nærmest aldrig sker, og jeg updaterer derfor shoppelisten snart.
    • I skrivende stund spiser jeg en pandekage, der blev til overs fra igår. Jeg ofrer mig i madspildsbekæmpelsens hellige navn 🙂
    • Vandet køkkenhaven med “overskudsvand“, hvilket både sparer penge og føles godt.
    • Gået endnu mere i min hjemmesyede nederdel. Og for dem, som mener, at det er dyrt at sy sit eget tøj, så kan jeg røbe, at jeg har købt stof for 55 kroner, og elastik for 20 kroner, hvilket giver nok til to nederdele (hej søster). Det er altså ikke dyrt i min verden. Dog kræver det, at man har en symaskine i forvejen 🙂
    • Købt aktier for første gang. Det har krævet et længere tilløb før jeg turde springe ud i det, og kan på overfladen virke knapt så sparsommeligt. Men tanken er at placere vores overskud et sted, hvor pengene avler og ikke bare placere dem på en bankkonto, som svarer til at lægge dem under madrassen. Men det har klart krævet et mindset-skifte for mig at bevæge mig fra at betale af på gæld, og til at investere. Og vi har vildt meget at lære endnu, men det føles som en vigtigt rejse. Jeg har en drøm om at blive økonomisk uafhængig, og det føles som om, at vi i denne uge har taget et babyskridt i den rigtige retning 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • Minimalisme

    Om at kunne følge med

    Jeg er vild med, at der kommer mere og mere fokus på at bekæmpe overforbrug af ressourcer, skrald i verdenshavene og at vores nuværende forbrugsmønstre nok ikke er så holdbare i længden. Hverken for planten eller for os selv. Der går ikke en dag uden, at en avisforside i mainstream medierne har en nyhed om et supermarked, der vil droppe engangsbestik (hurra), institutioner, der bekæmper madspild (også hurra) eller forskere, der råber højt om klimaforandringer (endnu mere hurra for dem). Det føles heldigvis som om, at 2015 er længe siden 🙂

    Dag for dag dukker der nye seje iværksættere op, som viser at bæredygtighed, lækkert design og god forretning godt kan gå hånd i hånd. Det gør det nemmere at stemme med vores penge – og vise hvad vi gerne vil se mere af i verden – og fravælge de virksomheder, som vi gerne vil se mindre af fremover. Jeg ville personligt græde tørre tårer, hvis brug-og-smid-væk-kulturen viste sig blot at være en kort (ussel) periode mellem os og vores bedsteforældre, og vi nu besluttede os for at droppe engangsprodukter, købe få men gode ting og passe godt på dem. Bruge pengene fornuftigt, og kun der, hvor det giver mening for netop os. Og give mindre taletid til sociale medier, som prøver at bilde os ind, at vi ikke er gode nok som vi er, men skal købe mere, gøre mere, være mere – før vi er nok. Suk. Man blir sgu så træt.

    Jeg vil gerne stå på min ret til langsommelighed i mit forbrug. Jeg vil gerne lede genbrugsbutikkerne igennem efter den helt rigtige habitjakke, selvom det tager lidt længere tid. Jeg vil gerne sy og strikke mit eget tøj, for så kan jeg selv bestemme, hvordan det skal se ud, og jeg kan nå at glæde mig til resultatet undervejs. Og jeg vil nyde, at ganske få af mine penge går til tøj, fordi så kan jeg arbejde mindre og stadig føle, at jeg har penge nok – og måske endda kan stoppe med at arbejde længe før det er “planlagt” og vinde al min tid tilbage igen 🙂

    Og når jeg komposterer, medbringer stofposer, genbruger de samme madkasser, drikkedunke og termokopper igen, og igen, og igen. Så sparer jeg penge, hvilket giver frihed, men det føles også godt for sjælen. Jeg kan følge med mig selv og mine egne ideer om, hvordan jeg gerne vil have, at verden skal se ud. Mit hverdagsliv og denne blog er mit lille bidrag til en grønne, mere bæredygtig verden, så tak fordi du læser med.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    • Ugen har i den grad stået på restemad, da vi stadig forsøger at komme i bund i fryseren. Jeg har hørt flere sige, at de ikke kan lide rester, hvilket er noget nær det dummeste jeg nogensinde har hørt. Rester er bare den samme med, som du har fået dagen før – eller ugen før. Det giver ingen mening at sige, at man ikke kan lide det. Basta. Menuen har blandt andet stået på pandekager med fyld ala væltet grøntsagsskuffe, boller i karry og kreativ biksemad med spejlæg. Mums.
    • Igår fik vi sushi for at holde lidt balance i tingene. Sushi-resterne blev gemt til frokost idag – så kom ikke og sig, at du ikke kan lidt rester 🙂
    • Et spontant besøg gav anledning til at lave bananpandekager med bananer, som jeg havde lagt i fryseren sidst vi havde overflod af overmodne bananer. Det fungerede helt perfekt, så tippet er hermed givet videre.
    • I påsken fik drengene hver 500g(!) påskeæg. Og da vi forsøger at holde deres sukker-snackeri til om fredagen, hvor de iøvrigt hellere vil have slik, så har jeg lagt en del af chokolade i fryseren til næste gang vi skal lave bananmuffins med chokolade. Tricket har jeg lært af min svigerinde, og da det også ville være madspild at smide chokolade ud, så er jeg fan.
    • Jeg fik opgraderet storebrors garderobe via Reshopper, og var så heldig at finde en kvinde lige i nærheden, som bare skulle af med tøjet hurtigt, så jeg fik 23 stykker tøj til fem kroner stykket, intet af tøjet er slidt, formodentlig blot brugt et par gange. Så for 120 kroner fik storebror 3 par short, 7 par jeans, 10 tshirt, 2 langærmede og en superfin skjorte i næste størrelse. Og hun boede  så tæt på, at jeg slap for at starte bilen men blot kunne snuppe cyklen, så det var en god dag for en skabs-hippie som mig 🙂
    • Jeg har netop sat en ny strikkeopskrift til salg (billedet ovenfor), hvilket også skaber lidt indtjening ved siden af min normale løn. Alle ekstra penge ryger direkte til afbetalingen af vores sidste “klatgæld”, nemlig kærestens SU-lån.

    Iøvrigt, så har vi rundet 1600 medlemmer i verdens bedste facebook-gruppe, og der er nogen derinde, som er igang med den helt store oprydning, både i ting og liv. Det er virkelig inspirerende 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • Madopskrift

    Opskrift: Squash-fiskefrikadeller

    Min opskrift på squash-fiskefrikadeller opstod i sommers, da min kreativitet blev testet af vores ivrigt producerende squashplante. Kombineret med et tilbud på fiskefars i den lokale netto, så denne ret dagens lys. Som min mor udtalte, så smager de ikke særligt meget af fisk, hvilket er en fordel i visse situationer, hvis man har fiskeforskrækkede børn (hvilket vi ikke har) – men jeg luner mig bare ved tanken om, at jeg sniger en stor mængde grøntsager i drengene – sådan lidt af omveje. Hvis man iøvrigt er i besiddelse af mere grøntsags-skræmte børn end vores, så kan man skrælle squashen før den rives, men jeg vil helst bruge hele squashen både grundet vitaminerne i skrællen og for ikke at skabe madspild 🙂

    Ingredienser (4 personer + rester til madpakken)

    1 pakke fiskefars m torsk

    1 squash

    2 æg

    2 spk. hvedemel

    salt og peber

    Fremgangsmåde

    Riv squashen groft.

    Bland alle ingredienserne godt sammen.

    “Sættes” på panden med en ske, og steges cirka 6 minutter på hver side.

    Dellerne passer fint sammen med hjemmelavede pomfritter, pasta eller ris, men idag spiste vi dem sammen med en rest kartoffelsalat fra igår – og det var også en virkelig lækker kombi – så den ide er hermed givet videre 🙂

    God søndag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Økonomisk overskud bygges én krone af gangen

    Faste læsere herinde ved, at jeg er kæmpefan af Mr. Money Mustache, også kaldet MMM,  og hans tilgang til, hvad der skal til for at leve et godt liv. Spoiler alert, det er ikke shoppeture og luksusbiler 🙂 MMM har klart inspireret min filosofi om at bruge mine penge der, hvor de giver allerstørst glæde. Hvilket for mig vil sige på oplevelser, rødvin og sushi, og knap så meget på dimser til hjemmet, nyt tøj eller to-go-kaffe i store mængder.

    I et af MMMs gamle indlæg skriver han, at formuer skabes af mange små beløb. Jeg har før skrevet lidt om respekt for penge, og det er en filosofi, som jeg arbejder aktivt ud fra. I mine øjne, så handler det om at have respekt for selv små beløb, og den respekt smitter af på, og tiltrækker, større beløb. Det kan virke lidt langhåret, men reelt handler det blot om, at hvis du vænner dig til at have styr på de små beløb, er det nemmere at have styr på de større 🙂

    Det kan være nemt at trække på skulderen af de små beløb i hverdagen. To-go-kaffen eller de ekstra ting til hjemmet, som ryger i kurven, når der kun skulle handles mad. Men små beløb bliver, som bekendt til store beløb i det lange løb, og det underminerer forsøg på at bygge økonomisk overskud, hvis der konstant fosser små beløb ud af din konto.

    En måde at vise respekt for de små beløb er at finde de løse kontakter, der (garanteret) ligger rundt omkring i dit hjem. De skal findes og lægges i pungen, så de finder tilbage i rotation som en del af det månedlige budget. En anden måde, er at fokusere på de små besparelser, som i det store billede kan virke ligegyldige, men som løber op i store besparelser på den lange bane. Her tænker jeg naturligvis på at bekæmpe madspild – min store kæphest 🙂

    Det kan også være svært at se pointen i at bruge tid på at sælge dine overskudsting, hvis de kun indbringer 50 kroner, men det vænner din hjerne til at se værdien også i mindre beløb, og du vil blive mindre tilbøjelig til at klatte pengene væk, hvis det har kostet dig tid at skrabe dem sammen.

    Et andet eksempel, i den anden retning, er luksusfælden. Her er deltagerne helt mistet respekten for penge, og dermed også lidt for dem selv. Og når man mister en følelse af, hvad penge egentlig er værd, så tror jeg, at det er nemmere at lukke øjnene for, hvad man egentlig bruger pengene på, og man mister overblikket over, hvad det betyder at købe på afbetaling fremfor at købe brugt, hvis vaskemaskinen eller tvet skal skiftes ud.

    Hvad tænker du?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    I denne uge har jeg:

    • Har haft symaskinen fremme, med vekslende held, som jeg skrev tidligere. Men udover at klippe en ny skjorte til klude (torsk), så har jeg repareret et hul i kærestens yndlingssweater, lappet et par af storebrors bukser, syet bånd i en stak håndklæder, som vi har arvet fra min mor og lagt først hånd på en ny top til mig selv.
    • Strikket fire nye karklude af garn fra lager. Det var fint at få ryddet lidt ud i garn-skufferne, og jeg måtte kassere de sidste købe-karklude forleden, så der skulle derfor fyldes lidt op i skuffen. Nu har vi kun hjemmestrikkede karklude, hvilket glæder mit hippie-hjerte 🙂
    • Spist rester tre dage, og sushi den fjerde – det er det jeg kalder balance i husmor-regnskabet 🙂
    • Hjulpet storebror med at købe rullesko via DBA. Jeg kender min ælling godt nok til at vide, at han aldrig får dem brugt. Så nu lærer vi ham lidt om at købe brugt og spare penge, og sparer ham for at spilde 600 kroner på et par nye.
    • Sat nye strikkeopskrifter til salg, og tjener derfor lidt penge tilbage på de umådelig mange timer, som jeg “spilder” på at strikke, hvor jeg kunne lave noget mere fornuftigt. NOT.
    • Og jeg sælger i øvrigt stadig ud af strikke-overskuddet, så det ligger ikke bare og fylder op.

    Nu er det din tur, til at prale med ugens nøjsomheds-tricks 🙂

    Iøvrigt, så har jeg set flere hjemmesider skrive om, hvordan man kan modvirke madspild i påsken. Det er fedt at se, hvordan det bliver mere naturligt at tale om ikke at spilde god mad. En af mine bedste råd er at lave en madplan – også for helligdagene – og køb så kun det, som du rent faktisk skal bruge ifølge madplanen. Og prøv at lade være med at hamstre mad, blot fordi (nogle af) butikkerne er lukket i påsken, det skal nok gå!

    God fredag derude 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday – a la skiferie

    Sidste uge var vi på skiferie i Hemsedal i Norge, for femte gang med drengene og vi havde det bedste ferie, med perfekt sne og høj sol. Som jeg ofte skriver, så er hele pointen med vores tilgang til privatøkonomi, at vi bruger absolut ingen penge, der hvor det ikke giver mening for os – til gengæld bruger vi gerne penge på ferie – og allerhelst skiferie. Det er skønt at være aktive sammen, få rykket grænser, rørt kontorkroppen og bare være helt væk fra hverdagen.

    Men bare fordi det er ferie, så behøves det ikke sprænge budgettet, så her følger Frugal Friday, på skiferie-måden.

    • Alles skitøj var enten gengangere fra de sidste mange år, genbrugsfund, arvet eller lånt. Vi købte et par nye skibukser til storebror, som han også kan bruge næste år, og så kan lillebror arve dem efterfølgende. Det var eneste nye køb.
    • Vi kørte i bil til Norge, og kørte om natten, så vi sparede en overnatning, og fik en dag mere på ski 🙂
    • Vi medbragte næsten al maden hjemmefra, og supplerede blot med mælk, yougurt og lidt brød, som vi købte i selve Hemsedal by og IKKE i ski-området.
    • Vi medbragt også rigeligt af snacks og chokolade til at spise på pisterne, og har vand med i taskerne hver dag, og slipper dermed for at give 35 norske kroner for een chokoladebar eller juice-brik. av.
    • Vi medbragte alkohol og snacks til om aftenen, belært af et år, hvor vi glemte begge dele, hvilket blev en dyr fornøjelse. En skiferie er ikke det sammen uden et glas rødvin eller en kold øl om aftenen, når ungerne er gået kolde.
    • Vi smurte madpakker hver dag til turen, så de enkelte gange vi spiste frokost eller drak varm kakao på bjerget var nøje udvalgt, og ikke et resultat af sukkerkolde vokse og børn 🙂
    • Vi laver altid maden hjemmefra og fryser ned, så det bare skal varmes op, efterhånden som vi skal have det på ferien. Det er skønt, efter en lang dag på ski, at ingen skal stå og lave mad i flere timer. Og igen i år, gik det stort set op med mængderne af den medbragte mad, hvilket glæder madspilds-bekæmperen i mig 🙂

    Iøvrigt, så holdt vi skærmfri for drengene på skituren, og har besluttet at fortsætte forsøget efter, at vi er hjemme igen. Ved at skære skærmen helt væk i hverdagene har vi fået en helt anden stemning i huset, og mere tid med drengene. Og det var ikke fordi de så mange timer før, men vi kan mærke, at de konstant søger skærmen. Og de har bare nemmere ved at falde i leg, hvis de ved, at den er lagt helt væk.

    Hvordan har din uge været på sparefronten?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

     

  • Et bæredygtigt liv

    Genbrugsguld og lidt om at være på rejsefod

    Denne mandag var af den mere afslappende slags, da den markerede afslutningen på vores vinterferie og vores uge derfor først rigtig starter imorgen. Den sidste uge har vi været en tur i det kolde og skønne Norge, hvor vi var på vores femte skiferie med drengene. Skiferie er min absolutte yndlingsferietype. Man er ude i den friske luft det meste af dagen, får rørt muskler, som kontorkroppen godt kan glemme eksisterer, tusser rundt i det samme tøj (og uvasket hår) det meste af ugen og kommer langt væk fra alt, hvad der minder om hverdag. Det er skønt.

    Det kan også være en dyr fornøjelse, men vi medbringer eget mad – og sædvanlige anti-madspildsfokus – og klarede endnu et år at holde et fornuftigt budget. Når det er sagt, så ville det da klart være billigere at blive hjemme. Men vores gældfriheds-projekt har aldrig handlet om at droppe de ting, som vi elsker, blot om at holde op med at bruge penge på (for os) ligegyldige ting. En uge i det friske, kolde nord med mine drengene er det allerbedste, som jeg kan forestille mig at bruge penge på.

    Et andet sted, hvor jeg derimod skærer ind til benet, er mit eget tøjbudget. Hvilket bringer mig til dagens fangst i den lokale genbrugsbiks, hvor jeg slog vejen forbi på en gåtur i solskinnet. Med mig hjem kom den længe ventede afløser til min gamle yndlings-habitjakke, en sort tresser-inspireret jakke med rund hals og lidt diskrete detaljer – fra & other stories, og til den rørende sum af 50 kroner. Og jeg fandt også den fineste oversize, sorte top i 100 procent silke – til 10 kroner. Den skal sys lidt om, men det er jo blot en del af fornøjelsen 🙂

    Jeg har før skrevet om genbrugs-shopping, og jeg står virkelig indenfor metoden, både for at mindske ressourcespild og for at spare penge, og over halvdelen af tøjet i mit skab er efterhånden genbrugsfund (den anden halvdel er hjemmelavet) 🙂 Men det kræver absolut lidt tålmodighed at vente på, at de rigtige ting dukker op, og en stærk rygrad, så man ikke køber hele butikken, bare fordi det er billigt. Der er ingen penge sparet, hvis du køber noget med hjem, som du ikke har brug for. Ligegyldigt om det er genbrug eller ej.

    Ved at genbrugsshoppe er det også nemmere at springe op og falde ned på, de trends som modeskaberne (?) har besluttet er det rigtige lige nu, men som slet ikke er min smag, eller passer til min krop. I en genbrugsbutik kan du finde “trends” fra de sidste tyve år, og selv vælge, hvilke du kan lide og som passer til dig. Og jeg har heldigvis nået en alder (snart 37), hvor jeg er rørende ligeglad med, om jeg går i det “rigtige” eller ej – og det er ganske rart 🙂

    Hav en dejlig mandag aften 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin