• Frugal Friday

    Frugal Friday

    Endnu en uge er gået, og det er tid til Frugal Friday her på kanalen. Sidste uge bød på to runde fødselsdage og en familie-reunion, så denne weekend skal vi bare lave så lidt som muligt. Plus vi har en lillebror, der er hårdt ramt af græs allergi, og som måtte et smut på skadestuen onsdag for at blive limet, så det var laveste gear, der blev sagt …

    I denne uge har vi:

    • Spist os igennem køleskabets overflod efter, at vi havde 23 gæster til spisning torsdag. Vi har igen klaret os med minimalt madspild, så ressource-nørden er glad og tilfreds. Eneste minus var, at jeg var så opsat på at sende de hjemmebagte boller med gæsterne hjem, så de ikke blev spildt, hvilket gjorde at vi ikke havde nogen tilbage til os selv. Drengene var ikke tilfredse.
    • Apropos hjemmebagte boller, så bagte jeg koldhævede boller til fødselarens brunchbord onsdag, og de blev virkelig gode, så den opskrift er nu adopteret til det faste repertoire. Nogle gange er det smart at springe hæve-tiden over, og kunne spise nybagt brød 30 minutter efter at vi er vågne. Og så sparer man også på gæren, da der kun skal bruge 1/5 pakke per portion. Mange bække små, og alt det der …
    • Sommeren meldte sin ankomst, og jeg fandt drengenes shorts frem. De har begge en stak fra sidste år, både fra genbrug og fra de lange bukser, som jeg løbende laver til shorts når de ikke kan mere. Og de har rigeligt t-shirts liggende, da de begge bruger t-shirts i stedet for undertrøjer om vinteren. Så når lillebror nu også kan passe sine sandaler fra sidste år, og storebror kategorisk nægter at gå med sandaler, så kan jeg allerede erklære dem for sommerklar. Hvis det er ikke er luksus, så ved jeg ikke hvad er.
    • Jeg har også fundet mine egne sandaler frem, og da jeg bare bruger det samme tøj året rundt, er jeg også helt sommerklar for nul kroner.
    • Til gengæld skal jeg have ryddet ud i det tøj, som jeg har liggende på lager og afventer drengenes næste størrelse, de er begge begyndt at have holdning til deres tøj. Ikke mærker og udseende, men nærmere at det skal være blødt og behageligt. Så jeg allerede se, at noget af det tøj, der ligger og venter ikke har en snebolds chance i helvede for at blive brugt. Så nu ryger det dels til salg og dels videre til min venindes søn. Der er ingen grund til at gemme, bare for at gemme.
    • Plantet tomater og en enkelt agurk i mit drivhus. Måske bliver det til brugbar mad, måske ikke, men det er forsøget værd 🙂

    Og nu vil jeg sætte mig til at rette de sidste steder i bogen, og så er den klar til at blive læst igennem af andre for første gang. Det er ganske angstprovokerende at lade andre læse mine tanker, men jeg er også ganske klar til at få bogen helt færdig, så den kan komme i hænderne på dem, som den kan hjælpe videre.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Så er vi nået til ugens lille opsummering af store og små bæredygtige, nøjsomme hverdagshacks fra ugens løb. I denne uge har vi/jeg:

    • Gået i gang med at strikke en ny sommertop, der bliver en kopi af en gammel yndlings, så jeg glæder mig allerede til den er færdig.
    • Klippet mit eget hår, altså kun spidserne, men det kan nemt udskyde turen til frisøren med en måned eller to, og det er også penge (og tid) sparet.
    • Ønsket mig ting til min fødselsdag, som jeg alligevel ville have købt selv og rødvin ? Så jeg fik kun brugbare ting og intet, der fylder op eller skal støves af.
    • Fået feriepenge og bonus udbetalt, og alle pengene er – sammen med et sædvanlige beløb – blevet investeret i aktier. Efter små 10 måneder som investorer har vi efterhånden fået sammensat vores egen strategi, og har også fået den testet godt af efterhånden. Jeg har bedt søde Sarah fra Ophelia Invest om at dele lidt af hendes viden om, hvordan man kommer i gang som helt nybegynder investor, da jeg har fået en del spørgsmål her på bloggen og jeg føler mig slet ikke kvalificeret til at svare på dem. Så jeg har spurgt en voksen ?
    • Inspireret af mit nye projekt, har jeg været alt mit tøj igennem og opdaget, at jeg mangler flere sommertoppe. Jeg har allerede stof liggende, og planer om at redesigne en gammel top, så jeg burde kunne nå i mål med sommergarderoben uden at købe nyt. Hvis du skulle være i tvivl, så jeg er kæmpe fan af at kunne de mest basale sy-tricks, det kommer så tit til gavn, både med mit eget tøj og drengenes.

    Iøvrigt så består aftenens menu af tomatsuppe, der både udrydder en håndfuld kedelige gulerødder fra køleskabet og en klat flødeskum fra fryseren fra weekendens fødselsdagsfejring. Til suppen skal vi have nybagte boller a la verdens nemmeste opskrift, som blev spædet op med en rest havregryn med mælk og rosiner fra lillebrors morgenmad, og sådan fik vi også bekæmpet madspild idag 🙂

    Hav en dejlig fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Endnu en fredag, og endnu en omgang Frugal Friday, hvor vi hylder de små ting, der sparede os penge og tid i løbet af ugen. I denne uge har vi:

    • Kun købt mælk, yougurt og frisk frugt, og ellers klaret os med rester fra weekenden og fra fryseren. Menuen i aften står på rugbrød (gratis) med varm leverpostej (datovarer) med bacon (fra fryseren), så stort set gratis måltid. Imorgen, lørdag får drengene lov til at bestemme, så der skal vi nok have burger eller pizza (hjemmelavede), og søndag kommer familie til fødselsdag, hvor vi holder anti-madspildsfanen højt.
    • Fundet symaskinen frem til lidt småreparationer af drengenes tøj. De er søde til at komme med tøjet før hullet fylder mere end stoffet, så tøjet kan ofte reddes. De helt smadrede bukser gemmer jeg til sommer, hvor jeg laver dem om til shorts.
    • Omdannet den ekstra strikketid i påsken til to små bluser og en lille nederdel, som kommer til salg senere. Alle tre ting er strikket i rester fra lageret, og nederdelen bliver til en ny opskrift, som snart kommer her på bloggen.
    • Startet (kun mig) fuldt sukkerstop (igen), og har ikke helt overblik over, hvad det sparer os – men det er et ikke ubetydeligt beløb. Og så er det svært at sætte en pris på, at jeg også bliver et mere afbalanceret menneske, når jeg er på den anden side af detoxen.
    • Begyndt selv at bage grovboller til drengenes madpakke, hvilket både sparer penge og e-numre. Vi bager een gang om ugen, og lægger nogle i fryseren, til at tage op undervejs så de ikke når at blive dårlige. Eneste ulempe er, at de smager så godt, at der nogle gange skal bages en ekstra omgang i ugens løb 🙂

    I løbet af ugen har jeg både fået taletid i Femina og talt med søde studerende fra journalisthøjskolen, og begge gange udtalt mig om glæden ved at købe genbrug og hvordan det kan gøre det muligt at leve lidt mere bæredygtigt (og billigere). Det er et emne, som jeg gerne tale højt og længe om, særligt fordi jo større genbrugsmarkedet bliver, jo større chance er der for, at man kan finde det man skal bruge. Og så vinder vi alle.

    Og med alle de penge, der er at spare på at købe genbrug, så bliver det nemmere for de fleste at få råd til bæredygtige alternativer, når der en sjælden gang skal købes nyt.

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovinS

  • Et bæredygtigt liv

    Om grønne sparehacks

    Der er mange fællesnævnere mellem det nøjsomme liv og et grønt, bæredygtigt liv. Og der er mange sweetspots i hverdagslivet, hvor det billige valg også er det mest miljøvenlige valg, hvilket da må siges at være win-win. Når jeg prædiker om genbrugsshopping, anti-madspild og glæden ved at cykle, så er det både fordi det gode liv for mig, gemmer sig i netop den måde jeg har indrettet mit liv på, men også fordi hvis flere levede mere som vores bedsteforældre, så ville vores kollektive CO2-regnskab se noget pænere ud. Egentlig siger MrMoneyMustache det meget bedre, og lidt mindre hippie-agtigt, end mig 🙂

    Jeg kan sagtens forstå, at rådene nedenfor ikke er relevant for alle og at visse af dem kræver, at man ikke sætter nemhed over alt andet – det gør jeg ikke – tværtimod så må ting gerne tage tid. Vi kan ende med at haste os igennem hverdagen, og outsource alt – madlavning, børnepasning, rengøring, madindkøb – for så at bruge ekstra tid på arbejde, eller på sofaen. Der stemmer jeg for at insource flere ting, både for at spare penge – og dermed arbejde mindre eller kortere tid, og for at opleve følelsen af at kunne selv 🙂

    Ideer, der både sparer penge og CO2:

    • Køb brugt, når du køber ”nyt”. Du sparer ofte 75 procent eller mere på prisen, og belaster ikke miljøet med ny-produktion.
    • Brug tørrestativet fremfor tørretumbleren, du sparer strøm og slider ikke så meget på tøjet.
    • Vælg at cykle eller gå, og lad bilen stå derhjemme, alle gange hvor det på nogen måde er muligt. Det er bare et spørgsmål om vane at bruge bilen til korte ture.
    • Brug biblioteket, og køb kun de bøger, som bare må stå i dit hjemmebibliotek.
    • Gå aldrig sulten ud og handle, lav en liste hjemmefra, og husk at medbringer poser/taske.
    • Lav madplan, hvor du får brugt alle ingredienser, så intet bliver spildt.
    • Vis børn glæden ved gratis, grønne glæder, og tag dem med en tur i skoven fremfor at slæbe dem med i storcenteret.
    • Genbrug vandet fra køkkenet (uden sæbe) til at vande køkkenhaven.
    • Dyrk din egen salat og krydderurter, og spar plastik og turen til butikken.
    • Drop alle engangsprodukter.
    • Del haveredskaber, campingudstyr og ekstra service med naboerne.

    Har du flere punkter til listen?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovinS

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Endnu en fredag, og endnu en frugal Friday, som indeholder det ugentlige tilbageblik på de små ting, som vi har gjort i ugens løb, for at skåne pengepungen og jordkloden, og foretage mere bevidste valg.

    I denne uge har vi:

    • Levet af rester fra fødselsdagen eller rugbrød. Det er ren luksus, og ikke kun fordi det er billigt og lækker, men også fordi begge voksne i familien bruger mere energi end normalt, ovre på det der arbejde, og så er det fint at skrue lidt ned for ambitionerne.
    • Støvsuget mindre, og dermed sparet strøm, grundet pkt. 1. Vi går efter laveste fællesnævner på hjemmefronten i disse dage 🙂 Når energien skal fordeles mellem legeaftaler til ungerne og et rent hjem, så vælger vi det første.
    • Bagt muffins med chokolade fra julen, der har ligget frosset ned og var klar til at blive til banan-chokolademuffins. Jeg kan anbefale samme trick, hvis bedsteforældre oversvømmer huset med chokolade til påske 🙂 Så kunne storebror stolt dele fødselsdagskage ud.
    • Sagt ja tak til en kasse gamle jumbo-bøger fra en kollega. Storebror kan endelig læse selv, og mangler nyt læsestof. Når bøgerne er læst, så er planen at give dem til drengenes klasser, så bliver de ihvertfald brugt godt op. Det er skønt, når folk tænker på at sende ting videre fremfor at smide ud.
    • Igen lavet tricket med dåsesodavand fremfor 1,5 liters versionen til en gæstemiddag og der blev drukket op. Det virker altså. Det er måske ikke at bekæmpe MAD-spild, men stadig at bekæmpe spild.

    Imorgen skal jeg holde workshop her, og der er stadig billetter til halv pris med koden Jane2019. Jeg er spændt på om investeringsfolk gider høre om minimalisme, men ellers så snakker jeg bare med dem, som dukker op. Vi kan altid lave en rundkreds, og tale lidt om tingene 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Om at strikke baglæns, rester og den der skærm …

    Som du kan se på billedet, så strikkede jeg baglæns idag. Jeg øver mig i, at det skal være okay at lave det om, som ikke bliver godt. Og i at glemme den spildte strikketid. Det er et levn fra da drengene var små, og strikketiden knap og skulle udnyttes optimalt. Nu, hvor larm og støj er blevet 6 og 9, så har jeg al den tid til at strikke, som jeg vælger at have. Når jeg ikke laver umulige benspænd for mig selv.

    Projektet, der bliver strikket baglæns er strikket i et lækkert øko-garn fra Garnudsalg. Det er virkelig lækkert, men jeg mangler at finde ud af, hvordan det holder i længere tids brug. Jeg forventer ikke det umulige, ren uld holder naturligvis kortere tid en kunststoffer, men mange af mine sweatre er brugt i årevis og holder sig så fine.

    Iøvrigt, så bestod dagens menu af pasta og kødsovs, med brød og salat fra igår. Kødsovsen var en lille rest fra søndag, der blev blandet op med en dåse hakkede tomater, og pyntet med osteskiver (også fra søndag) og så var der fint aftensmad endnu en dag 🙂 Jeg forstår ikke dem, som ikke kan lide rester. Rester er jo egentlig bare den mad, som du godt kunne lidt en anden dag – og nu får det det igen 🙂

    Apropos igen, så jeg jeg igen – ligesom Karoline –  i cirkler om, hvordan jeg skal få en mere fornuftigt skærmforbrug. Jeg er vil med de fællesskaber, og den “sæbekasse”, som bloggen og verdens bedste facebook-gruppe – men jeg vil også gerne være mere analog og være mere tilstede i den virkelig verden. Jeg prøver endnu en omgang x + 12, for det er den eneste metode, der har hjulpet mig indtil videre. Wish me luck.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Klimasorg

    Handling giver håb – om at bekæmpe klimasorg

    Det føles efterhånden som om klima er kommet mere på lystavlen, både hos medierne og hos mine venner og kolleger. Og mon ikke vejrets lidt besynderlige adfærd denne sommer/efterår i år, har hjulpet lidt til. Jeg har tidligere skrevet om min egen klimasorg, og hvordan jeg kæmpede med at komme igennem de forskellige sorg-stadier, uden at miste modet helt.

    Min egen konklusion er, at uanset om vi kan afhjælpe følgerne af de valg, som vi har taget på planetens vegne i de sidste mange år, så ligger nøglen til det gode liv i at skabe overensstemmelse mellem dine overbevisninger og dine handlinger. Og det betyder, at når du først har erkendt at overforbrug, jævnlige flyveture og madspild er direkte årsag til kraftigere klimaforandringer, så bliver det sværere bare at gå videre af samme vej. Det kræver ihvertfald en stor evne til at undertrykke din egen viden.

    Men hvis du indfører de ændringer i din hverdag, som du ved er i overensstemmelse med din viden om den påvirkning du som privatforbruger har, så føles det mere rigtigt, og mere rart at være i dit eget liv. Også selvom du naturligvis ikke på egen hånd kan ændre hele vores samfund. Og hvis du har læst med på bloggen i mere end fem minutter, så ved du også, at jeg er helt overbevist om, at et bæredygtigt (hippieliv) også er et godt liv. Og, at hvis du skærer ned på det overflødige, både forbrug og ting i dit hjem, så bliver der mere plads til det, som virkelig betydet noget.

    Og det bedste måde at bevare håbet er ved at sætte handling bag de følelser vi har. Så kom med i hverdags-klimakampen, find på dine egne hippiehacks, snak med dine venner om, hvad vi sammen kan gøre og tal højt om de ting, som du selv har ændret. Og lad os så gøre, hvad vi kan, med det vi har. 1 2 3 go.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Klimaforandringer

    Om at gøre små ting …

    “Not all of us can do great things. But we can do small things with great love.” Mother Teresa

    Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ændrer verden ved at bekæmpe madspild, spare på vandet, droppe overforbrug eller sortere mit affald. Men jeg tror på, at vi alle kan gøre lidt, og hvis vi er mange nok, så gør det alligevel en forskel. Og jeg vil fortsætte med at sprede budskabet om minimalisme og nøjsomhed, som vejen mod et bedre og mere bæredygtigt liv.

    Men jeg tror også, at der skal større politiske tiltag til, hvis vores forandringer skal have en chance for at gøre en reel forskel. For hvad betyder privatpersoners små skridt, hvis erhvervslivet ikke følger med, eller hvis vores skattekroner ikke bruges bæredygtigt. Men pt. ser jeg ikke et politisk parti med en grøn profil, som jeg kan identificere mig med.

    Til gengæld så hepper jeg på den græsrodsbevægelse, som er på vej frem. Startet af borgere, som ikke gider mere (politiker-)pis, men som vil se konkrete forslag til, hvordan vi mindsker skaderne af klimaforandringerne. Og helst igår.

    Jeg selv er ikke skabt til den politiske scene, men jeg vil fortsat gøre mit for at starte klima-debatten, i facebook-gruppen, omkring frokostbordet og hvor jeg ellers færdes. Og ud af dialog tror jeg, at vi sammen kan finde de næste små skridt, som må trædes i den rigtige retning.

    Hvad er den næste lille ting, som du selv kan gøre for en grønnere hverdag?

    Gør dén med umage og stolthed, for alle små skridt gælder.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Økonomi

    FIRE (Financial Independence Retire Early) går mainstream …

    Det er ikke nyt for gamle læsere, at jeg er kæmpefan af Mr. Money Mustache, som skriver bloggen af samme navn. Han er en canadisk fyr, nu bosiddende i USA, som taler direkte til min forkærlighed til kun at bruge penge lige der, hvor giver glæde for netop dig og dine. Hans skriverier er både sjove, filosofiske og lette at forstå, så jeg kan klart anbefale at kaste et blik på hans blog (som dog er på engelsk).

    På det seneste har FIRE-bevægelsen påkaldt sig opmærksomhed i flere danske … lad os bare kalde det … mainstream-medier a la Godaften Danmark og BT, og så har vi vist også fået den mere almindelige danske i tale 🙂 Hvis konceptet FIRE er nyt for dig, så står det for Financial Independence Retire Early, og går kort sat ud på, at man lever på en sten, investerer resten, bliver økonomisk uafhængig og dermed selv kan bestemme, hvornår man vil stoppe med at arbejde.

    Lidt som med minimalisme, så er der ikke rigtigt nogle regler for konceptet, så du kan danne din egen ide om, hvad FIRE betyder for netop dig. Jeg går målrettet efter at blive økonomisk uafhængig, ikke for at stoppe med at arbejde, men for at kunne gå markant ned i tid, så jeg får mulighed for at dyrke investering og iværksætteri mere intenst, end jeg har mulighed for nu.

    Og mest af alt, så finder jeg bare stor glæde i at passe på ressourcer. Både når det gælder at droppe hovedløst forbrug, bekæmpe madspild, og at få mest muligt for pengene, også på den lange bane – ved at investere fremfor at forbruge.

    Jeg er spændt på, hvad reaktionen fra den mere moderate del af befolkningen bliver på FIRE-bevægelsen, og jeg tror på, at hvis vi kan få mange med på at droppe det ligegyldige forbrug, så kan vi snige lidt klimakamp ind ad bagdøren samtidig 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Købestop,  Minimalisme

    Brug hvad du har …

    Der er nogle inde i verdens bedste facebook-gruppe, som har startet en udfordring med at bruge mad fra lager, før de køber nyt, altså med undtagelse af få køb af frisk frugt og grønt. Jeg er kæmpefan af alle forsøg på at mindske madspild, og særligt tanken om at huske at holde flow i diverse lagre, så maden ikke bliver dårlig mens den venter på at blive spist, er et kæmpe plus i min bog.

    Jeg holder ind imellem tøm-fryseren-uge, hvor vi får spist resterne i bund, både så der kan komme nye rester i fryseren, men også for at holde flow i maden, så den ikke ender som udskudt madspild, hvilket betyder, at man lægger det i fryseren på ubestemt tid, og så ender med at smide det ud alligevel.

    Et firma har kastet sig over kampen for at redde den mad, som før blev smidt ud allerede før den nåede os forbrugere. Nemlig firmaet GRIM, som sælger grøntsager som af den ene eller anden grund, er dømt for grimme eller forkerte til at blive solgt. Hos GRIM kan man købe en box med frugt og grønt, som ellers ville blive kasseret. Jeg er vild med ideen, men har ikke fået prøvet dem endnu, så hvis du vil dele erfaringer hører jeg gerne mere i kommentarfeltet 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin