-
Hvad ville du gøre med 20 ekstra timer hver uge?
Hvis vi skulle bedømme på mængden af indlæg om mobildetox igennem tiden, så ville jeg nu være den mest bevidste forbruger af sociale medier, som vi kendte. Men det tror jeg godt, at vi alle ved ikke passer. Men jeg er ikke færdig med at arbejde på at få et mere afbalanceret forbrug af skærme i mit liv. Særligt når jeg har en holdning til børn og skærme, og generelt kæmper med alt for mange drømme og alt for lidt tid.
Men så er det jo “heldigt”, at min nye ven, appen Moment, sort på hvidt, har vist mig, hvor jeg kan finde 3-4 timers ekstra tid hver dag. Ja, der stod 3-4 timer. Hver. Dag. For når jeg helligt fortæller, at jeg ser meget begrænset tv, netflix osv. så hører det jo med til historien, at jeg er på min telefon alle de mange timer, som jeg officielt sparer ved ikke at sætte mig foran tvet hver aften.
Og det skræmmende er, at min telefon ikke registrerer den tid, hvor jeg hører podcasts, sidder foran skærmen på arbejde eller, som nu, sidder ved min pc derhjemme. Så deeeet….! Og hvis jeg er ærlig overfor mig selv, så kunne jeg uden problemer skære 90 procent af skærmtiden væk, uden at det gik ud over hverken min strikkebusiness eller min blog. Resten af tiden er bare fyld. Som var fint nok, hvis målet med mit liv var at få tiden til at gå, men jeg har jo lidt andre ting, som jeg gerne vil putte ind i min hverdag.
Så hvad vil jeg sige med alt dette? Reelt vil jeg bare høre, hvad I andre gør for at skabe en god balance mellem tid på nettet/sociale medier/osv. og om jeg må låne lidt rygrad til at skære gevaldigt ned for fyld-tiden i den kommende uge. Bare for at finde ud af, hvad jeg får lyst til at gøre med alle mine 20-25 (!) ekstra timer, som jeg får forærende 🙂
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
Minimalisme handler ikke om ting …
Minimalisme handler egentlig ikke om ting. Hverken om, hvor mange ting du skiller dig af med, eller hvor mange ting du beholder. Minimalisme handler om, hvad der bliver plads til i dit liv, når ting ikke længere fylder ethvert tomrum eller tidsrum i dit liv. For når du fjerner det fysiske rod, så bliver der plads og tid til at se nærmere på det mentale rod. De uløste konflikter, de usagte ord og de drømmer, som du mangler at jagte. Hvilke drømme gemmer sig i dit rod?
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
Hvad er din pengehistorie?
Hvad er din pengehistorie? Er det, at du ikke “har styr” på dine penge og at du ikke kan “finde ud af tal”. Eller er det, at det er nemt for dig at tjene penge og få dem til at blive hængende og til at yngle?
En af de største forandringer i min tilgang til penge skete, da jeg opdagede om mig selv, at jeg lykkeligt kan leve for ganske lidt. Derefter er alle bekymringer omkring penge forsvundet. Og da jeg begyndte at føre regnskab med, hvordan jeg brugte mine penge og lagde en plan og fulgte den, så føltes det som om at pengene “bare dukkede op”. En forsikringssum, en lønforhøjelse, penge tilbage i skat, fødselsdagpenge osv. Det føltes som overflod.
Og pengene forsvandt ikke bare. Jeg havde nemlig vænnet mig til at leve for noget mindre end det, som jeg allerede tjente, stadig uden at jeg følte, at jeg manglede noget. Så ekstra penge på bankkontoen, gav ikke et akut shoppebehov, nærmest tværtimod.
Har du oplevet, at der fulgte en anderledes tilgang til penge med efter, at du fik større fokus på din privatøkonomi?
Og vil du dele din pengehistorie?
-0-
-
Om at blive økonomisk uafhængig og redde planeten
Jeg har ikke så mange ord til overs idag, så jeg vil overlade kanalen til min blogger-helt Mr. Money Mustache, som vil fortælle om hans rejse mod økonomisk uafhængighed, og hvordan han/vi redder planeten samtidig 🙂
God aften derude.
-0-
-
Overvældet og underbemandet
Disse dage kører alt lidt på pumperne. Min kæreste blev opereret onsdag (alt er godt!), og jeg er derfor defacto ene fungerende voksen til at holde skansen. Jeg tager bigtime hatten af for dem, som hver eneste dag er den, der får hjulene til at køre rundt i hjemmet (her tænker jeg særligt på sejeste Linda). Men min normale baseline er nu engang den, som jeg sammenligner med, og jeg får ingen ekstra energi af at tænke, at andre har det værre. Alle, som har læst med herinde i mere end fem minutter ved, at min generelle grundfølelse er taknemmelighed for alt det jeg har, men derfor kan jeg sagtens være trætte, sure mor, som idag. Ingen er perfekte. Eller noget…
Jeg er heldigvis voksen nok til at se, at min overvældethed også mere stammer fra det faktum at jeg prøver at drive min strikkebiks, min blogbiks og er ved at træde ud på rigtigt dybt vand på mit arbejde, så rent ud sagt, så er der nok at se til 🙂
Strategien, når jeg rammer dage som denne er nødkøreplaner og skidt-pyt og accepten af, at jeg når-hvad-jeg-når. Og lister … lige meget hvad spørgsmålet er, så er lister ofte svaret. Så nu vil jeg lade huset flyde, sætte mig med strikketøj, et glas rødvin og en podcast og samle ny energi til imorgen.
Iøvrigt, så er der plads på flere på kickstart din oprydning-forløbet. Der er løbende opstart, så du kan bare skrive direkte til mig på byprojecthandmade@gmail.com, så kommer du med.
God lørdag derude.
-0-
-
Om at være på vej …
Tak til Plantesmilet for at beskrive, hvordan det hele også kan føles. Når man er i en oprydnings- eller flytteproces, så skal der ofte ikke så meget til før alt virker uoverskueligt. Og hvis vi så smider et eller flere små børn oveni ligningen, så bliver det da først “sjovt”. Det minder mig om tiden, hvor mine børn var små og jeg forsigtigt startede mit projekt med at fjerne det overflødige fra vores hjem og fra mit liv. Tid var absolut en mangelvare, så det gjalt om at lægge indsatsen der, hvor den ville give størst udbytte. For mig var det køkkenet, med dets overfyldte skuffer, med ting vi aldrig brugte. Og mit tøjskab, fyldt med fint tøj fra dengang jeg ikke havde børn, og min hverdag så meget anderledes ud.
Jeg ryddede op og ryddede ud, i aftentimerne eller i en sjælden time, hvor drengene sov samtidig. Og det tog lang tid. Men stille og roligt kunne jeg se, hvordan jeg fik skabt mere plads, og en my smule mere overskud, efterhånden som jeg ikke skulle grave mig igennem tre lag i bestikskuffen, før jeg nåede frem til det, som jeg skulle bruge. Jeg sparede tid, og følte mig lidt sej over at gøre hvad jeg kunne for at gøre vores hverdag rar at være i, både for børn og voksne.
Jeg føler, at vi er nået langt siden 2012. Nu kræver det blot, at vi løbende vedligeholder “oprydningen”, og sørger for løbende at skille os af med de ting, som vi ikke bruger mere. Hvilket i vores familie ofte er drengenes tøj, som sendes videre til en veninde og legetøj, som de stille og roligt vokser fra. Og jeg skal gerne indrømme, at det er meget nemmere at vedligeholde end at starte forfra, men det er virkelig arbejdet værd.
God fredag derude.
-0-
-
Gamle indlæg og nye planer
I dag er der genudsendelse her på kanalen. Jeg faldt nemlig over et gammelt indlæg om Jagten på Lykke, som jeg meget beskedent, synes er godt skrevet og stadig relevant. For er det ikke netop, når vi jagter lykken eller prøver at være en anden end den vi er, at reklamerne kan lykkes med at bilde os ind, at vi kan købe os til selvtillid og et lykkeligt liv. Suk.
Grunden til, at jeg roder rundt i gamle indlæg er, at jeg er ved at indrette mit online forløb Kickstart Din Oprydning sådan, at man selv vælger hvornår man vil starte. Så fra næste måned – jeg skal nok sige til – kan du selv starte forløbet, når det passer ind i dit skema og ikke mit. Hvilket giver så meget bedre mening 🙂 Deltagelse kræver nemlig, at du bruger fra 30 minutter til tre timer hver dag, og det er kun dig selv, der ved, hvornår det kan lade sig gøre. Ved at deltagerne ikke følges ad, så kan du også stoppe forløbet undervejs (bare gem e-mailsne) og starte op igen, når det passer bedre.
MEN det kræver lige, at jeg bliver rigtigt gode venner med et e-mail program, der hedder mailchimp, så deeeet … kan nok tage lidt tid. Men jeg siger til, når teknikken er klar 🙂
Hav en dejlig aften.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
Kan selv, vil selv
En virkelig kærkommen bivirkning ved at leve med færre ting er, at det udover at være markant nemmere at rydde op (logisk nok) også er væsentligt nemmere at gøre rent. Og jeg siger ikke, at rengøring på magisk vis er blevet en yndlingsaktivitet, derimod har det ofte været et emne til … lad os bare sige … diskussion herhjemme igennem tiden. Men der danner sig et tydeligt billede af, at jo færre ting vi fylder ind i vores hjem, jo nemmere er det at overskue selve rengøringen af samme hjem. Det giver jo fin mening, at jo færre ting, der skal ryddes op før, jo kortere tid tager selve rengøringen.
Og jeg er med på, at vi nok går lidt mod strømmen for en familie med vores indkomst, når vi (jeg) insisterer på selv at gøre rent, men som rundet af middelklassen, så sidder det ret dybt i mig, at man selv gør rent. Og de venner, som jeg kender, der benytter sig af rengøringshjælp (more power to them) bruger ofte samme tid på at rydde op/gøre klar til rengøing, end vi gør på at få det overstået.
Det fungerer rent praktisk på den måde, at hver voksen har et fast “ansvarsområde”, enten at ordne badeværelser (yes, flertal), eller at støve af, støvsuge og vaske gulv, hvis der trænger. Det tager rundt regnet 1,5 time per næse per weekend, hvilket er okay i min bog. Vi forventer, at drengene selv rydder op på deres værelser, så der kan blive gjort rent, men de har ikke andre opgaver i selve rengøringen. Det vil ændre sig med tiden. Muahahaha! #børnearbejde.
Vi pudser også selv vinduer, og kæresten fixer selv småting på bilen og alt på vores cykler. Jeg er vild med tanken om, at hvis jobbet ryger eller økonomien ramler, så kan vi på visse punkter kan klare os selv alligevel. Større reperationer af bil, tænder eller varmeanlæg overlader vi til fagfolk. Men når kæresten fixer pumpen i vaskemaskinen eller jeg syer hullede bukser om til shorts, så vi klarer os igennem den varmeste sommer ever, med børn i voksealderen, UDEN at købe nye short. Så føles det lidt hippie-sejt 🙂
Og der er ingen tvivl om, at hele gør-det-selv projektet, udover at give en kick-ass-følelse, også sparer os en masse penge. Hvilket er ægte win-win i min bog.
Vil du helst selv, eller dyrker du uddelegeringsmetoden?
God aften derude.
-0-
-
Brug hvad du har …
Der er nogle inde i verdens bedste facebook-gruppe, som har startet en udfordring med at bruge mad fra lager, før de køber nyt, altså med undtagelse af få køb af frisk frugt og grønt. Jeg er kæmpefan af alle forsøg på at mindske madspild, og særligt tanken om at huske at holde flow i diverse lagre, så maden ikke bliver dårlig mens den venter på at blive spist, er et kæmpe plus i min bog.
Jeg holder ind imellem tøm-fryseren-uge, hvor vi får spist resterne i bund, både så der kan komme nye rester i fryseren, men også for at holde flow i maden, så den ikke ender som udskudt madspild, hvilket betyder, at man lægger det i fryseren på ubestemt tid, og så ender med at smide det ud alligevel.
Et firma har kastet sig over kampen for at redde den mad, som før blev smidt ud allerede før den nåede os forbrugere. Nemlig firmaet GRIM, som sælger grøntsager som af den ene eller anden grund, er dømt for grimme eller forkerte til at blive solgt. Hos GRIM kan man købe en box med frugt og grønt, som ellers ville blive kasseret. Jeg er vild med ideen, men har ikke fået prøvet dem endnu, så hvis du vil dele erfaringer hører jeg gerne mere i kommentarfeltet 🙂
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
Spørg pænt, og universet leverer …
Der er meget snak om fodboldtøj her på kanalen lige nu, men vi er ved at opgradere udstyret til sæsonstart i disse dage, så det fylder lidt. Men vi opdagede igår, at vi manglede en træningsjakke til lillebror, da den vi havde liggende først passer ham om to-tre sæsoner 🙂 Så jeg lovede, at jeg ville daffe en tur forbi genbrugen, og snuppe een med hjem. Det var sagt halvt i spøg, men kun halvt, for jeg forventede virkelig at finde den.
Så jeg smuttede forbi efter arbejde, og ganske rigtigt, der hang en fin, næste ubrugt træningsjakke, perfekt størrelse og til tyve kroner. Og det sjove er, at jeg ikke engang er overrasket, men blot sender universet et anerkendende nik og et tak for indsatsen 🙂
Som jeg har skrevet om tidligere, så er det ikke så vigtigt om du tror på hokus pokus, det virker alligevel…! Hvis du kan sende et konkret ønske ud i universet, så vil universet levere. Jeg tror, at det er baggrunden for mit utrolige genbrugsheld, at jeg ved præcist hvad jeg mangler før jeg bevæger mig ud i butikkerne. Jeg leder ikke bare efter “noget nyt”, som jeg gjorde i mine gamle “shoppedage”, og jeg finder (næsten) altid lige det, som jeg skal bruge.
Det sjove er, at det også gælder andre områder i livet. Jeg så det ske med vores hus/området, som vi flyttede til, vores indbyrdes forhold i vores lille familie, vores økonomi og vores ferier. Senest har der vist sig nogle jobmæssige muligheder, baseret på et ret konkret ønske, som jeg har formuleret på det sidste.
Jeg ved ikke om det er en religiøs kraft, karma eller bare vores eget sind, der kan få ting eller oplevelser til at manifestere sig. Og jeg er faktisk ret ligeglad – bare det virker 🙂
Har du oplevet noget lignende?
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.