Nogle emner ender som gengangere her på bloggen, og mit forsøg på at neddrosle mit mobil-forbrug har jeg skrevet om før, både her og her. Og ud fra devisen om, at det man har svært ved, det skal man øve sig på, så prøver jeg endnu engang at holde en uge med begrænset adgang til mobilen.

Reglen er ganske simpel. Al privat skærmadgang er afgrænset til klokken 20-21 om aftenen. Resten af tiden må jeg bruge telefonen til at ringe eller sender sms’er, så intet surf, ingen facebook, insta, tjek af private mails osv. Og hvis jeg har noget, som jeg gerne vil undersøge på nettet, så må det vente til efter kl. 20, og mon ikke det meste viser sig ikke at være vigtigt alligevel.

Jeg ønsker ikke at gå helt analog og droppe alle sociale medier, særligt fordi bloggen her og min tid på instagram har sat mig i forbindelse med en masse skønne mennesker med samme interesser som mig selv, og min stakkels familie slipper for at høre så meget om miljø, gæld og strik 🙂 Men jeg vil gerne have følelsen af, at det er mig selv, der styrer min skærmtid, og ikke en masse usunde indgroede vaner.

Særligt vil jeg gerne være bedre til at acceptere kedsomhed. Tidligere var ventetid = tænketid, og det gav hjernen en mulighed for at få sat nogle tanker på plads og få nye ideer. Men nu har jeg mulighed for konstant at få input fra andre serveret i en lind strøm, og jeg føler at min evne til bare at være til stede, og til at tænke selv er blevet dårligere.

Det er naturligvis ikke kun mig, som er blevet opmærksom på, at den konstante strøm af input kan være dårligt for hjernens evne til at fokusere og finde ro. Der er skrevet bøger, holdt ted talks og dannet folkebevægelser omkring det faktum, at vi bliver styret af sociale medier på en skadende måde.

Men nu vil jeg teste i min egen lille verden, hvilken forskel det vil gøre at lægge mobilen fra mig i størstedelen af mine vågne timer. Forsøget kører fra kl. 11.00 idag til kl. 20.00 torsdag den 30. november. Så må vi se om jeg overlever 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Midt i mit eget forsøg på at skære ned på min tid med hovedet i telefonen, er vi blevet mere og mere bevidste om, at det gør noget sært ved drengenes hoveder, når de ser for meget på en skærm. Vores drenge er fem og syv, og vi har derfor fået dem efter, at det er blevet forholdsvist normalt at lade børn se på ipad, udover det normale tegnefilm, som vi selv så da vi var børn, og vi tænkte egentlig ikke meget over det starten.

Men i de senere år er det blevet tydeligt, at ungerne hellere vil sidde med en ipad end næsten noget andet – og vi har – på ægte ondskabsfulde-forældre-måde reageret ved at sætte strammere grænser for deres tid ved skærmen. Det seneste halve års tid har vi fjernet den sædvanlige skærmtid i deres weekend-morgener, hvilket – efter lidt tilvænning – har resulteret i, at de begge sover længere, sidder længere ved morgensmadsbordet, og rent faktisk bare går i leg fra morgenen af.

I hverdagene må de – de dage hvor det passer – se lidt tegnefilm eller ipad når de kommer hjem fra skole/børnehave, og så slukker vi i god tid før maden, så de ikke er helt kuldrede når det er spisetid. Det gør, at de hænger ud med mig i køkkenet når jeg laver mad, de snakker, leger, hjælper og snacker, og er meget mere rolige når vi sidder ved bordet og spiser sammen.

Vi har ingen planer om at fjerne skærme helt, og nyder også at se en tegnefilm (eller julekalender i disse dage) med dem og slappe af sammen i sofaen indimellem. Og vi ønsker heller ikke, at de skal skille sig alt for meget ud i forhold til deres venner, men vi er i forvejen et hjem, hvor de voksne næsten ikke ser tv, hvilket har gjort, at de ikke kender til hverken vild med dans, bagedyste eller lignende, hvilket jeg også tror, at de overlever uden 🙂

Som et praktisk eksempel, er vores fredag aften gået fra, at de så disney sjov og røg i seng til, at vi holder spil-aften med tegn og gæt og masser af snacks, og det føles som en federe afslutning på ugen. Og i sommerferien var vi fjorten dage i Italien, hvor der hverken var tv eller ipad-tid, og der kom en kæmpe ro over drengene, som ikke konstant spurgte til, hvornår de måtte se ipad igen. Hvilket også gav os blod på tanden til at fortsætte med lidt strammere grænser end før, og det gør virkelig vores tid med drengene mere rar og markant mindre konfliktfyldt.

Dog skal man være forberedt på, at når man fjerner “pauseknappen”, som en skærm jo er, så kan det kræve lidt mere af een, indtil ungerne har vænnet sig til at finde på noget at lave selv. Siger det bare 🙂

Hvad er dine erfaringer med kombinationen – børn og skærme?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.