Næppe havde jeg trykket udgiv på det seneste indlæg om manifest 2020, før universet sendte mig lige præcis det, som jeg manglede – næsten uden at jeg vidste, at det var det som jeg manglede. Det er jo det, som universet kan, og jeg er næsten holdt op med at blive overrasket. Men derfor kan man jo godt være taknemmelighed, og helt på røven over, hvor godt det virker at sige højt, hvad man ønsker sig. Og nu er mailen sendt, terningerne kastet og alt det der. Og tilbage er blot at vente, trække vejret og stole på, at det hele løser sig.

Og i ventetiden, vil jeg skrive videre på Den lille guide til opsparing, jeg er på femte gennemskrivning, og jeg kommer tættere og tættere på at sige det jeg gerne vil. Det er nervepirrende at sende bog-babyer ud i verden, til andre ukærlige bedømmelse, men jeg øver mig i mod 🙂 Og glæder mig til at give slip på bogen, så den kan komme ud og skubbe lidt til den måde vi tænker på og taler om penge og privatøkonomi. Apopros privatøkonomi, så tjek lige denne instagram-konto ud, her er meget inspiration at hente.

Nu vil jeg lave aftensmad til mine drenge og lade universet udøve sin magi imens 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Tilbage i starten af 2014 gjorde jeg mig nogle tanker om, hvad jeg ønskede at det kommende år ville bringe. Jeg kaldte det mit 2014 manifest, og det lød sådan her 🙂

• Nul-forbrug (ikke verdens mest ordrette begreb, men nu engang det der faldt mig ind). Garderoben skal skæres ind til benet. Ryd ud, giv væk og sælg. Alt nyt tøj skal laves af mig selv. Det er tilladt at erstatte basistøj.
• Madplaner hver eneste uge. Minimalt madspild.
• Brug pengene rigtigt. Brug flere penge på det, der gør familien gladere, og slet intet på det, der ikke gør en forskel for os.
• Sukkerstop. Det er ikke godt for dig. Bare stop.
• Løb hver anden dag. Kom af med topmaven.

Det er ret skægt nu, seks år senere at se, hvordan nogle af fortsættene har sat retningen for den måde, som jeg lever på nu. Købestoppet og madplaner er i den grad helt fastgroede vaner nu, og en stor del af baggrunden for, at jeg er blevet gældfri (bortset fra realkreditten) og at vores økonomi er så robust som den er nu. Men så er der andre punkter, som jeg ikke er kommet lige så godt i mål med 🙂

Midt i denne corona-pause har det været oplagt at mærke lidt efter, hvilke vaner og tanker, der bringer glæde og fremdrift, og hvilke der ikke gør. Så nu fik jeg lyst til at lave et opdateret 2020 manifest, der kan katapultere mig i den retning jeg gerne vil. Og jeg ved ikke med dig, men i min verden, så kom 2020 så skævt igang, at det stadig er fuldt tilladt at lave nye fortsæt, der kan kickstarte året på en bedre måde.

Her er mit bud:

• Drop købestoppet til fordel for bevidst forbrug. Du må gerne erstatte ting før de er helt slidt fra hinanden, og købe de ting, som du mangler.
• Corona bragte dig løbeglæde og en fast løbevane for første gang i hele dit liv. Hold fast i den med næb og klør.
• Husk, at nej er en fuld sætning. Du skylder ikke nogen at dele mellemregningerne – heller ikke dig selv.
• Skru farten ned. Du skal ikke det hele på en gang. Livet er langt. Og mindre er bedre. Det skrev du vist selv engang en bog om 🙂
• Vær der, hvor du er. Med hele dig. Gør én ting ad gangen. Gør den helt færdig. Træk vejret.

Hvordan ville dit 2020 genstarts-manifest lyde?

God søndag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Jeg har længe ventet på at kunne give en status på x+12-metoden. Mest fordi jeg ikke har formået at overholde den i mere end to dage ad gangen, suk. Men nu tror jeg endelig, at jeg har knækket koden, for nu kører jeg på anden uge og er endelig begyndt at se lys for enden af tunnelen i forhold til at holde fast i de nye vaner.

Som ventet kan jeg mærke, at tiden føles længere – på den gode måde. Dagene forsvinder ikke mellem fingerene på samme måde, når jeg ikke bruger 3-4 timer på at dimse med min telefon i hver eneste pause. Og jeg er nået længere på bogen, end jeg havde forventet i disse dage, hvor vi også har fejret to runde fødselsdage.

Og stille og roligt er jeg holdt op med at gribe ud efter telefonen hele tiden, men jeg skal stadig være på vagt, så jeg ikke ubevidst får åbnet telefonen og hoppet på sociale medier. Jeg er flere gange nået hele vejen ind til mine apps, før jeg har husket, at jeg er på x + 12. Lidt skræmmende så godt de dårlige vaner sidder fast.

Der er ikke sket revolutionære ting i min hverdag, men jeg føler lidt mere ro, får læst mere og skrevet mere, og så er jeg fint tilfreds 🙂 Og jeg har efterhånden vænnet mig til at “let small bad things happen”, og erkendt, at jeg vil gå glip af noget – men det er klart belønningen værd. Jeg drømmer om at jeg med tiden ikke behøves håndhæve tidsgrænserne så strengt overfor mig selv, men lidt nu holder jeg fast, så det ikke stikker af igen.

Har du prøvet noget lignende, eller kan du fint holde hovedet ude af skærmene?

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Meget apropos mit skriv igår, så prøver jeg at være bevidst omkring, hvor jeg retter mit fokus i disse dage. Jeg prøver ihærdigt dels at få skrevet bogen færdig og dels at få fyldt den med alt hvad jeg ved om minimalisme. Og samtidig vil jeg så gerne kunne fortælle overbevisende om at det gode, som ligger den på anden side af den helt store oprydning af ting og tanker.

Men hvis jeg skal være helt ærligt, så finder jeg mindre glæde ved at skrive bogen end forventet. Hvilket kan overraske, når man tænker på, hvor meget jeg elsker at tale om minimalisme, og særligt når jeg kan tale både om strik og minimalisme på én gang. Og de få gange jeg har haft glæden af at holde foredrag om samme emne. Men det er en helt anden følelse at sidde alene foran skærmen og taste løs, men jeg knokler mig igennem på tanken om at få bogen ud til nogen, som jeg ikke når til via bloggen her, og som også trænger til færre ting og mindre rod i deres liv 🙂

Og jeg har opdaget en ting. Når jeg sætter mig til skærmen for at skrive, så går en stor del af tiden med overspringshandlinger og quick checks, som Cal Newport ville kalde dem, og jeg skal næsten trække sætningerne ud af min hjerne.

Jeg har længe godt vidst, at mit fokus var blevet skadet af flere år med sociale medier og små konstante input i løbet af dagen. Det er netop årsagen til de mange indlæg om mobil-detox her på kanalen. Men sandheden er, at det ikke hjælper kun at skrive om problemet og jeg er altid faldet tilbage til konstant at have telefonen tæt på mig, og tjekke om der var sket “noget-nyt” indenfor de sidste fem minutter. Spoiler-alert: Det er der sjældent.

Så jeg har brugt påsken som anledning til at få skrevet telefonen ud af min hverdag. Siden fredag har jeg holdt x+12 helt uden undtagelser, så ingen små dopamin-kicks i løbet af dagen og ingen podcasts til at dulme min kedsomhed. Og det er skrækkeligt. Det føles som en reel detox, og som en lille sorg at måtte opgive min sædvanlige følgesvend. Men det føles også godt, og vigtigt, og så ufatteligt meget first-world-problems, at det næsten er ulækkert.

Jeg får læst en masse og strikket endnu mere, og er vist i ret dårligt humør, hvilket jeg ville ønske ikke var sandheden, men there you go. Så hvor længe tror du det tager at detoxe ægte? Det er mere end tre dage kan jeg godt fortælle. Suk.

God påske derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Jeg har hængt meget ud med Cal Newport i den seneste tid. Han har netop udgivet bogen Digital Minimalisme, og har derfor været gæst i en række podcasts, hvor han taler om at skære kraftigt ned for det digitale liv, særligt de sociale medier. Cal har aldrig selv været på hverken facebook, instagram, twitter eller lignende platforme, der “lever af” at stjæle vores opmærksomhed.

Og i podcasten Hurry Slowly kommer værten med en rigtig fin betragtning, nemlig at hvis man giver sociale medier for meget plads i sit liv, så ender man i en slags kommentator-rolle, hvor man konstant tænker i historier, billedredigering og vinkling af de situationer, som man befinder sig i. Fremfor bare at være – på terrassen i solen, med familien til påskefrokost eller ude og spise med venner.

Jeg kunne tydeligt mærke, at hendes kommentar rørte noget i mig. Jeg er jo ret aktiv på Instagram, men jeg har valgt at holde børn og kæreste ude af mit feed, og skriver primært om strik, minimalisme eller husmor-klimaaktivisme. Men jeg føler også trangen til at vinkle mine billeder, og tænker over, hvilken historie jeg gerne vil fortælle #roligmorgen #tidtilkaffe 🙂 Det er jo ikke bedre, end #blessed eller #mitguld. Pointen er, at jeg ender med at bruge energi på at se mig selv udefra, og netop i en tid, hvor jeg har brug for at centrere mig mere i mig selv, og finde ro.

Jeg har ingen forkromede løsninger. Cal anbefaler helt at droppe sociale medier, men det er jeg ikke klar til endnu. Så lige nu tænker jeg bare, og øver mig i det analoge #overandout.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Alle, der har læst med her på bloggen i mere end to minutter, kender til mit ønske om at have mindre skærm i mit liv. Men et af de benspænd, som har holdt mig fra at være mindre tilstede digitalt, har været frygten for at gå glip af en spændende besked, eller at kommentarfeltet skal gå “galt” i verdens bedste facebook-gruppe.

For som hardcore dopamin-afhængig, så skal der desværre ikke meget til, før jeg bilder mig selv ind, at jeg bare kan “tjekke hurtigt” om der er noget, der kræver min opmærksomhed i den digitale verden. Men et hurtigt tjek, bliver snart til flere og så er jeg tilbage til at tjekke ved hver eneste mulighed lejlighed (jeps, sådan er jeg).

Så mit mantra i disse dage er, tyvstjålet fra Tim Ferriss, at: “In order to do the big things, you have to let the small bad things happen”. Så jeg vil øve mig på at acceptere, at jeg svarer langsommere på e-mails, på kommentarer på bloggen eller på problemer i facebook-gruppen, fordi det giver mig tid og frihed til at gøre de store ting: At skrive min bog færdig, skrive her på bloggen og være (uforstyrret) sammen med min familie.

For sandheden er jo, at når jeg vender ryggen til den digitale verden for en stund, så er det kun små slemme ting, der kan ske. Der er ingen der dør af, at jeg ikke svarer hurtigt, og hvis en mulighed for at tale om minimalisme et spændende sted skulle glippe, så går det også nok.

Det er de samme tanker, som min yndlingsforfatter Cal Newport skriver om i hans nye bog Digital Minimalisme, hvor han anbefaler at holde 30 dages fuld stop for alle sociale medier for at få genopdaget glæderne ved de analoge liv 🙂 Jeg har ingen planer om at holde fuldt stop for skærm, som Cal anbefaler, men jeg er tilbage på X+12, som er den eneste plan, der indtil nu har hjulpet mig til at skrue markant ned for skærmtiden.

Nu vil jeg sætte mig med en kop kaffe, strikketøj og nyde musikken – helt uden jagt på likes og dopamin-kick.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Jeg har skrevet, og tænkt så meget over dette emne, og jeg ender stadig med at gå i ring om den varme grød aka den skinnede skærm. Lige siden hele internettet flyttede ind på min telefon og ned i min lomme, har jeg kæmpet for at skabe en fornuftig grænse mellem at være online og offline.

Hele tiden har jeg bildt mig selv ind, at hvis jeg tog mig sammen, så kunne jeg lade være med konstant at tjekke nyheder, sociale medier eller statistik for min blog (ja, så overfladisk er jeg). Men selv de mest standhaftige planer om detox og digital afvænning har kun gjort min konstante scrolling værre. Jeg kan efterhånden se visse mønstre, hvor jeg bruger sociale medier til at dulme følelser og undlade at forholde mig til svære ting. Og jeg har vænnet mig til, at selv den mindste pause eller stilhed bliver fyldt med andres ord eller tanker, så jeg slipper for at kede mig blot et minut. Og når man tænker på, at jeg efterlyser mere tid og ro, så er ironien ikke til at overse.

Det nemmeste i min situation ville være at skifte til en dump-phone og helt undgå fristelserne. Men jeg vil ikke undvære at dele mine tanker her på bloggen og på instagram, og jeg er vild med det fællesskab, som facebook-grupper kan skabe på tværs af landet. Men jeg ved, at internettet skal have en meget mindre rolle i mit liv – jeg vil have mere analogt liv tilbage. Jeg savner telefonsamtaler, og bøger … åh altså … alle bøgerne. Det kræver nye vaner helt ind på rygraden, hvilket er vildt hårdt. Men jeg ved, at jeg kan, for jeg har gjort det een gang før.

Tv-narkoman

Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg en vane med at se tv hver aften. Jeg kendte sendefladen på de fleste kanaler og havde særlige programmer, som jeg så de enkelte dage. De fleste kan vel stadig huske flow-tv, hvor nogle andre lagde ugens tv-plan for os 🙂 Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange, mange timer jeg har brugt foran skærmen i de år. AV. Men da vi fik børn, og jeg samtidig genopdagede (?) min kreativitet og gerne ville strikke og sy, så besluttede jeg mig for, at tv-kigningen måtte ofres. Og jeg vænnede mig fra automatisk at tænde for tvet når drengene sov, og satte mig istedet til symaskinen eller “til” strikketøjet med en podcast eller musik i ørene.

Nu ser jeg virkelig sjældent tv, blot en tegnefilm med drengene indimellem eller et afsnit big bang theory eller en nøje udvalgt film med kæresten. Så mine aftener er frie til at blogge eller strikke, hvilket er den rene luksus for mig. Men til gengæld så har jeg tillagt mig en virkelig dårlig vane med at tjekke min telefon konstant, både i løbet af dagen, om aftenen, når jeg vågner, lige før jeg skal sove osv. Du kender det måske selv. Og det skræmmende er, at når jeg tjekker telefonen så ofte, så er der ganske sjældent sket noget nyt.

Sucker for dopamin

Det eneste jeg opnår er, at jeg har vænnet mig til at alle små pauser, svære øjeblikke eller kedelige opgaver, kan blive afbrudt af det lille dopamin-hit, som det giver at tjekke telefonen. SUK. Så jeg har taget een af mine yndlingsforfattere Cal Newport i ed, og jeg tager kampen op mod telefonens løfter om adspredelser og flugt.

Det kan virke overdrevet at indføre skrappe grænser for skærm-tid, men når man læser bare lidt om, hvad de konstant afbrydelser gør ved ens evne til at fokusere, bliver jeg skræmt. Og jeg kan tydeligt mærke, at min evne til at fordybe mig i en bog, film og endda en samtale bliver markant forringet, når min telefon er i nærheden. Den lover et hurtigt dopamin-fix og adspredelse fra ethvert kedeligt øjeblik.

Pseudo-arbejde

Jeg kan også mærke, at det kan føles som om, at jeg reelt er aktiv, når jeg er tilstede på de sociale medier. Jeg føler, at jeg spreder budskabet om min blog, om det gode liv med minimalisme og om det grønne, bæredygtige liv. Men alle opslag på sociale medier forsvinder hurtigt igen, og intet er så blivende, som den bog jeg har i maven og gerne ville have skrevet. Men den skriver ikke sig selv, imens jeg hænger ud i det digitale fællesskab. Desværre.

Planen

Jeg har selvfølgelig en plan, og jeg testede faktisk metoden lige før jul og de ret faste rammer for skærm-tid (ja, ligesom børnene) hjalp mig med at styre skærm-misbruget. Jeg kalder planen for X + 12, hvilket blot betyder, at jeg kun tjekker sociale medier, privat e-mail, kommentarer på bloggen osv. to gange i døgnet. Tidspunktet X er første gang, hvor jeg tjekker telefonen om formiddagen fx kl. 9.00, og så er næste (og sidste) tidspunkt kl. 21.00.

Resten af tiden skal telefonen ligge langt væk fra mig, og jeg bruger den kun til at ringe fra eller skrive beskeder (som i gamle dage ). Det er vigtigt, at X-tidspunktet ikke ligger som det første når jeg vågner. Ved at være vågen en time eller to før jeg tillader nyheder/sociale medier at sætte tonen for min dag, ved jeg, at dagen bliver markant bedre 🙂

Jeg følger X + 12 resten af ugen, og så giver jeg en update på om det har gjort en reel forskel for min følelse af fokus, overskud og ro 🙂

Vil du være med?

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

I mine undersøgelser af, hvad det kræver at ændre vaner, har jeg opdaget et begreb, der hedder “keystone habits”. Løst oversat til hjørnestens-vaner. Pointen er, at ved at ændre en hjørnestens-vane, kan du som ringe i vandet, også skabe positive tendenser i andre dele af dit liv. Eksempelvis kan vanen med at dyrke mere motion, føre til at man spiser sundere mad og sover bedre.

Netop min egen succes med at stå op lige når vækkeuret ringer – ja den holder stadig (indsæt selv smiley, der pudser sin glorie) – er et eksempel på sådan en hjørnestens-vane. For hver gang jeg står op med det samme vækkeuret ringer, så starter jeg dagen med at overholde det løfte, som jeg gav mig selv dagen før, hvilket sætter en mere positiv tone for dagen. Og det bygger stille og roligt mit selvværd op, for når jeg kan finde ud af at stå op med det samme om morgenen, så tænker jeg lidt mere positivt om mig selv. Hvilket altid er et godt udgangspunkt for livet 🙂

En anden hjørnestens-vane var, da vi stoppede med at drikke kaffe om aftenen. Da drengene var små, så var det næsten dagens højdepunkt, når de endelig sov begge to og vi kunne drikke en varm kop kaffe og nyde lidt fred og ro. Men som småbørnforældre er det også ekstra vigtigt at få god søvn, så da vi opdagede, at koffein drukket selv tidligt på aftenen påvirker nattesøvnen til den dårlige side, så opgav vi denne vane. Og dermed røg også det “søde”, der ofte fulgte med kaffen. Så vi fik ikke bare dybere nattesøvn, men sparede også uheldige kalorier lige før sengetid. Og helt ærligt, så kan de fleste familier med små børn nok nikke genkende til, at sovende børn bærer belønning nok i sig selv, også uden kaffe og snacks 🙂

Så min konklusion er, at hvis du skal bruge energi på at ændre en vane, så giver det mening at vælge en hjørnestens-vane, for det vil skabe størst positiv effekt i dit liv.

Hvilken hjørnestens-vane ville give dig størst gavn, hvis du ændrede den?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

 

Her er ikke så mange ord på kanalen idag, men derimod en opfordring til at lytte til Cal Newport og hans tanker om hvad sociale medier har gjort ved vores evne til at fokusere. De fleste kan nok genkende billedet lidt.

Jeg er ved at læse hans bog Deep Work, og det er virkelig skræmmende og spændende læsning. Alt efter hvilket ben jeg lige har fået ud af sengen den pågældende dag. Men jeg føler, at jeg bliver klogere og der kommer en anbefaling af bogen herinde snart.

Iøvrigt, så er det i disse dage 11 år siden, at vores første graviditet måtte afbrydes, da lægerne opdagede markante misdannelser i babys hjerne. Det er en oplevelse, som jeg siden dengang har brugt som løftestang for ekstra taknemmelighed for alt det gode vi har fået med vores to drenge, som kom til senere. Og som fylder vores hverdag med lige dele kærlighed, rod, larm & støj.

God aften derude til dig og dine.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.