Vaner

2020 manifestet

Tilbage i starten af 2014 gjorde jeg mig nogle tanker om, hvad jeg ønskede at det kommende år ville bringe. Jeg kaldte det mit 2014 manifest, og det lød sådan her 🙂

  • Nul-forbrug (ikke verdens mest ordrette begreb, men nu engang det der faldt mig ind). Garderoben skal skæres ind til benet. Ryd ud, giv væk og sælg. Alt nyt tøj skal laves af mig selv. Det er tilladt at erstatte basistøj.
  • Madplaner hver eneste uge. Minimalt madspild.
  • Brug pengene rigtigt. Brug flere penge på det, der gør familien gladere, og slet intet på det, der ikke gør en forskel for os.
  • Sukkerstop. Det er ikke godt for dig. Bare stop.
  • Løb hver anden dag. Kom af med topmaven.

Det er ret skægt nu, seks år senere at se, hvordan nogle af fortsættene har sat retningen for den måde, som jeg lever på nu. Købestoppet og madplaner er i den grad helt fastgroede vaner nu, og en stor del af baggrunden for, at jeg er blevet gældfri (bortset fra realkreditten) og at vores økonomi er så robust som den er nu. Men så er der andre punkter, som jeg ikke er kommet lige så godt i mål med 🙂

Midt i denne corona-pause har det været oplagt at mærke lidt efter, hvilke vaner og tanker, der bringer glæde og fremdrift, og hvilke der ikke gør. Så nu fik jeg lyst til at lave et opdateret 2020 manifest, der kan katapultere mig i den retning jeg gerne vil. Og jeg ved ikke med dig, men i min verden, så kom 2020 så skævt igang, at det stadig er fuldt tilladt at lave nye fortsæt, der kan kickstarte året på en bedre måde.

Her er mit bud:

  • Drop købestoppet til fordel for bevidst forbrug. Du må gerne erstatte ting før de er helt slidt fra hinanden, og købe de ting, som du mangler.
  • Corona bragte dig løbeglæde og en fast løbevane for første gang i hele dit liv. Hold fast i den med næb og klør.
  • Husk, at nej er en fuld sætning. Du skylder ikke nogen at dele mellemregningerne – heller ikke dig selv.
  • Skru farten ned. Du skal ikke det hele på en gang. Livet er langt. Og mindre er bedre. Det skrev du vist selv engang en bog om 🙂
  • Vær der, hvor du er. Med hele dig. Gør én ting ad gangen. Gør den helt færdig. Træk vejret.

Hvordan ville dit 2020 genstarts-manifest lyde?

God søndag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.