Browsing Category

Vaner

0 In Vaner

Om at dulme følelser

Kender du bloggen Zenhabits? Jeg har læst den siden 2011, og den har været en stor inspiration til nogle af de vaneskift, som jeg løbende har arbejdet med. Leo, der skriver bloggen har været igennem en vild rejse fra storrygende, overvægtig og gældsat, til maratonløber, gældfri, zen-ninja og meget inspirerende. Jeg kan virkelig anbefale at læse langt tilbage i hans arkiv, der er mange kloge tanker.

Apropos, så læste jeg en artikel hos ham forleden om at dulme sine følelser, og den talte særligt til mig i den proces, som jeg er i lige nu med at komme til bunds i, hvorfor jeg ikke kan lægge min telefon mere væk i løbet af dagen. Hvorfor jeg endte med at spise alt-sukker-i-verden, og måtte sige helt stop. Og hvorfor jeg er begyndt at bide negle igen. Mit bud er (nok ikke overraskende), at det handler et forsøg på at dulme nogle følelser/tanker, som jeg ikke er klar til at forholde mig til.

Dels er der den evigt tilbagevendende frygt for at klimaforandringerne tager fart og ændrer verden så meget, at mine børn får en meget dårligere chance for at have et godt liv. Dels er jeg igen igang med et jobskifte, og har derfor samme ude-af-balance-følelse, som sidste gang – jeg kan heldigvis genkende følelsen og ved at jeg nok skal lande godt igen det nye sted. Men overgangen er svær for mig.

Og dels, så er jeg også gået lidt i tankeboks over mine små side-virksomheder, nemlig bloggen her og min strikkebiks, for hvis jeg nu skulle walk-the-walk og lade minimalisme trække ind i alle kroge af mit liv, er det så særligt bæredygtigt at have så mange jern i ilden? Jeg har ikke svaret, men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg kender svaret – jeg skal bare skabe ro og plads i min hjerne til at kunne tænke mere klart. Og hvis jeg kan lade være med at dulme mine følelser med input og støj bare for en periode, så kommer svaret nok til mig.

Har du nogle følelser/erkendelser, som du flygter fra? Og hvad gør du for at give dem plads?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

0 In Vaner

Mere om vaneskift

Jeg er virkelig fejlet på at ændre mine skærm-vaner, og jeg er stadig i tænkeboks over, hvordan jeg kan gribe det bedre an. Så derfor vil jeg hellere dele noget, som jeg oplevede i morges. Mit vækkeur ringer kl. 6.00, hvilket ville have været utænkeligt for mig, før vi fik børn, men som nu er prisen for at kunne hente dem (forholdsvist) tidligt om eftermiddagen. Jeg har tidligere fortalt om min vej til at vinde over snooze-knappen på vækkeuret, hvilket har været særligt svært, fordi jeg bare aldrig har set mig selv som et “morgen-menneske”.

Men det lykkedes, og bortset fra en kortere periode i sommers, så sidder vanen efterhånden fast. Men dog ikke mere, end at nu hvor det er virkelig mørkt (og koldt) når jeg skal ud af sengen, så lyder den lille stemme om bare at liste tilbage under dynen, altså lige i baghovedet hver morgen. Og særligt imorges, hvor jeg var kommer lidt sent i seng, så talte den ekstra højt. Men jeg kunne så tydeligt mærke min stærke lyst til at være “sådan een som bare står op med det samme” og jeg holdt mit fortsæt og daffede direkte ud og i bad. Det er en lille sejr hver morgen, og det føles ret fedt at starte dagen med en sejr 🙂

Og sukkerstoppet holder også stadigvæk, nu på tredje uge, tror jeg nok. Og jeg er to kg lettere, har er markant mere stabilt humør og er forlængst på den rigtige side af den virkelig svære periode. Til gengæld så bider jeg negle igen og har ikke haft det mindste held med at skære ned på skærmtiden, så måske er det korrekt, at summen af laster er konstant. Pas. Send mere rygrad.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

9 In Et bæredygtigt liv/ Vaner

Hvad ville du gøre med 20 ekstra timer hver uge?

Hvis vi skulle bedømme på mængden af indlæg om mobildetox igennem tiden, så ville jeg nu være den mest bevidste forbruger af sociale medier, som vi kendte. Men det tror jeg godt, at vi alle ved ikke passer. Men jeg er ikke færdig med at arbejde på at få et mere afbalanceret forbrug af skærme i mit liv. Særligt når jeg har en holdning til børn og skærme, og generelt kæmper med alt for mange drømme og alt for lidt tid. 

Men så er det jo “heldigt”, at min nye ven, appen Moment, sort på hvidt, har vist mig, hvor jeg kan finde 3-4 timers ekstra tid hver dag. Ja, der stod 3-4 timer. Hver. Dag. For når jeg helligt fortæller, at jeg ser meget begrænset tv, netflix osv. så hører det jo med til historien, at jeg er på min telefon alle de mange timer, som jeg officielt sparer ved ikke at sætte mig foran tvet hver aften.

Og det skræmmende er, at min telefon ikke registrerer den tid, hvor jeg hører podcasts, sidder foran skærmen på arbejde eller, som nu, sidder ved min pc derhjemme. Så deeeet….! Og hvis jeg er ærlig overfor mig selv, så kunne jeg uden problemer skære 90 procent af skærmtiden væk, uden at det gik ud over hverken min strikkebusiness eller min blog. Resten af tiden er bare fyld. Som var fint nok, hvis målet med mit liv var at få tiden til at gå, men jeg har jo lidt andre ting, som jeg gerne vil putte ind i min hverdag.

Så hvad vil jeg sige med alt dette? Reelt vil jeg bare høre, hvad I andre gør for at skabe en god balance mellem tid på nettet/sociale medier/osv. og om jeg må låne lidt rygrad til at skære gevaldigt ned for fyld-tiden i den kommende uge. Bare for at finde ud af, hvad jeg får lyst til at gøre med alle mine 20-25 (!) ekstra timer, som jeg får forærende 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

 

 

 

2 In Vaner

Pralerier og mere om vaner

Jeg har helt glemt at prale. Og det er vigtigt at prale, synes jeg. Den opmærksomme læser har nok opdaget, at jeg arbejder meget med at ændre mine (synes jeg selv) dårlige vaner. Ud fra tanken om, at “størstedelen af dit liv blot er en gentagelse af de samme daglige vaner, igen og igen. Hvilket burde betyde, at hvis du har gode vaner, så får du et godt liv, ikke sandt?”

Og jeg har lagt en del arbejde i at ændre mine mindre hensigtsmæssige vaner – een ad gangen. Og faktisk, så går det rigtigt fint. Jeg er “stort set” sukkerfri på fjerde eller måske femte uge, har ikke bidt negle i mange måneder og står faktisk op med det samme når vækkeuret ringer – Hver Eneste Dag. Det havde jeg virkelig ikke set komme. Men jeg tror, at grunden til min succes skal findes i, at jeg gerne vil holde den gode stime kørende, når først den er etableret. Så da jeg først fik startet tendensen med ikke at snooze vækkeuret, så “tør” jeg ikke blive liggende bare een dag, for så er den gode stime ødelagt. Og det virker.

Det samme med neglebideriet. Da jeg først var sluppet af men vanen, så er der for meget på spil til at begynde igen. Og eftersom, at min længste pause i over 30 år var 14 dage, og jeg nu kører på mange måneder, så er det klart en win i min bog!

Sukkerstoppet er lidt en anden historie. Jeg har ingen ambitioner om aldrig at røre sukker igen, men jeg vil gerne fjerne den magt, som sukker tidligere har haft over mig og få et mere naturligt forhold til det. Og det betyder, at sukker ikke har en plads i min hverdag overhovedet, men skal være reserveret til særligt udvalgte treats, som jeg virkelig nyder. Lakrids-isen på sommerferien i Italien eller den helt perfekte jordbærlagkage i godt selskab.

Jeg er ret stolt over, hvor langt jeg er nået i årets første halvdel, og jeg skal selvfølgelig understrege, at mit arbejde med vaner handler som små justeringer af et liv, som ellers er til den absolut skønne side. Jeg er ikke ude på at blive perfekt eller bilder mig ind, at der venter et helt anderledes liv på den anden side. Men jeg har altid trivedes med at optimere forhold omkring mig, alt fra arbejdsgange i hjemmet, min økonomi og mit forhold til kæreste og familie. For mig er det en del af at leve et liv “med vilje” og med åbne øjne 🙂

Og jeg er ikke helt færdig endnu. Jeg er måske blevet lidt overmodig, men jeg har tænkt mig at kaste mig over to vaner i næste omgang. To vaner som på en måde hænger lidt sammen, og som også hænger godt sammen med mine ambitioner for 2018 om ro, bevægelse og fokus for jeg vil nemlig gerne skære markant ned på min tid foran en skærm og op for tiden brugt på min løbetræning. Og de ting hænger sammen på den måde, at appen Moment har fortalt mig, at jeg bruger mellem 2 og 4 timer på min telefon dagligt, og da appen slet ikke tæller min tid foran PC’en, så tegner det jo et skræmmende billede af, hvor min tid forsvinder hen. Så tanken om, at jeg ikke har tid til at begynde at løbe igen, den kan jeg godt pakke væk igen.

Så planen er klar. Tiden på telefonen skæres ned til max 60 minutter om dagen, og frekvensen af løbeturene sættes op til tre gange om ugen. Hvilket stadig burde give mig 2-3 ekstra timer om dagen til andre ting. Så deeeeet….!

Hep gerne på mig 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin