-
Frugal friday
Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
I denne uge har vi:
- Haft en underlig, lidt vinterferie/meget sygsom/meget forældreunderskuds-agtigt uge, så madplanen blev kastet til højre, og vi har klaret os igennem på en blanding af væltet køleskab, morgenmad til aftensmad og rugbrød. Vi havde startet ugen ambitiøst ud med at bestille et par aftensmadkasse fra nemlig.com, og endte med at smide noget af maden ud – det passer mig slet ikke – men jeg vil ikke tegne et glansbillede af, at det aldrig sker for os.
- Torsdag kom energien heldigvis lidt tilbage, og jeg lavede en stor portion af vores yndlings indiske ret, og fik tømt hele grøntsagskuffen for sørgelige grøntsager. I medlemsklubben er ugens tema “køkkenet” og i min egen solidariske oprydning fandt jeg et enligt rødløg, en håndfuld triste gulerødder og en peberfrugt, der sang på sidste vers. Det var et fint comeback efter punktet ovenfor.
- Lørdag står på fødselsdag, så min dejlige mormor fylder 100(!) år. Vi starter fejringen med sang for hende på sengen lørdag morgen, og så fortsætter vi med åbent hus og ud om aftenen. Jeg har glædet mig mere til denne dag end jeg har gjort til min egen fødseldag de sidste mange år. Vi fejrer naturligvis dagen i fint tøj, som vi allerede har hængende i skabet – meget i mormors stil – og jeg skal have en af de hjemmesyede kjoler på, som jeg har arvet fra hende. Måske denne.
- Efter mange uger med sygdom, føles det som om, at der er løse ender alle vegne. Så næste punkt på min dag er at få lavet en 360 graders liste, så jeg kan indhente mig selv. Det er min ultimativt bedste måde – ud over at rydde op – til at få ro i hovedet og sindet igen.
- Sidste punkt kan jeg ikke tage æren for. Min kæreste fik ideen, at vi skal skrive vores navne på klemmer, så vi kan bruge det samme glas hele dagen. Han fik ideen efter et blik på køkkenbordet, hvor opvasken havde hobet sig op. Og det giver særligt mening hos os, da vi alle kun drikker vand, så glassene bliver ikke engang beskidte. Nu sætter vi igang, og ser om vi kan se en forskel på mængden af opvask – så skal jeg nok give en melding igen.
Nu er det din tur – hvad er dine frugal wins for denne uge?
God fredag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Frugal friday
Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
Endnu en uge har vi været ramt af sygdom (min kæreste), travlhed på job (mig) og generel klar-til-ferie-hed (drengene), så vi har stolt sprunget over alle de lave gærde vi kunne finde. Ja tak 🙂
I denne uge har vi:
- Spist “morgen-mad-til-aftensmad” to gange. Ganske simpelt går det ud på, at vi spiser havregryn, kerner og mælk til aftensmad. Vi vinder ingen gastronomiske præmier, men vi bliver mætte og drengene er vilde med konceptet 🙂
- Igen præsteret kun at have to poser med rest-affald på en hel uge – de var også godt presset sammen – men der udover er jeg ret stolt af indsatsen for at lave så lidt ikke-sorterbart skrald som muligt. Drengene har haft skralde-tema på skolen, så det er lidt hyggeligt at fortælle dem om alt det, som vi allerede gør. Og basalt set, så handler det vel om at det eneste nye, der finder vej ind i vores hjem i løbet af en normal uge, er mad, så rest-skraldeposen indeholder primært den emballage, som ikke kan sorteres fx mælkekartoner.
- Aftalt med min mor, at hun sørger for at få drengene klippet i næste uge, når de skal et par dage på vinterferie sydpå. Det er markant nemmere at få tider på “landet” og der er næsten halv pris. Ja tak.
- Fravalgt at købe aktier denne måned, og kastet os over investeringsfonde istedet for. Planen er stille og roligt at købe mere op i fonde, så vi ikke skal bruge så meget tid på at holde øje med enkeltaktier. Det er også en måde at simplificere på 🙂
- Mere på investeringsfronten, så har mit arbejde skiftet pensionsudbyder, så jeg har taget tilløb til at holde et møde med en rådgiver, så jeg kan få alle pengene sat i aktier – med tredve år til pensionsalderen ser jeg ingen grund til at frygte risiko der.
- Aftensmaden i aften står på take away. Fordi vi har lyst. Bum.
Iøvrigt, så kan min bog nu bestilles hjem på 66(!) biblioteker, som en skrev i verdens bedste facebook-gruppe, så var det næsten meta, at man kan låne en bog om minimalisme på biblioteket fremfor at fylde sin egen bogreol op. Og jeg er helt enig 🙂
Imorgen skal jeg holde foredrag om minimalisme et hemmeligt sted, og jeg glææææder mig. Det er altid sjovt, uanset om tilhørerne er enige med mig eller ej – debatten er altid spændende.
Og så er månedens tema om kickstart din oprydning igang i medlemsklubben, næste uge kaster vi os over den praktiske oprydning i køkkenet 🙂 Nu vil jeg finde mig en kold øl og mit strikketøj.
Hav en dejlig weekend derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Frugal friday
Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
I denne uge har vi:
- Været nedlagt af sygdom. Eller det vil sige, at 50 procent af familien har været nedlagt, hvilket jo smitter af på den anden halvdel også. Og niveauet af snack, der er blevet spist denne uge har været igennem skyerne. Når man har høj feber og hoster, så må man gerne få ostehaps og faxe kondi, hvis det er det eneste, som ryger ned. Og det fremhæver bare kontrasten til de normale dage, hvor vi foretrækker vand på bordet og ægte mad i maverne 🙂 Og at vænne sig til, at når man er tørstig, så drikker man vand – det er ren win-win for pengepung og sundhed.
- Kørt aftensmaden hjem med rester og lave gærder, og kalder det et win at alternativet ikke blev take away. Og i aften har patienten bedt om risengrød, hvilket må være noget nær den billigste aftensmad på repertoiret.
- (mest mig) revnet måsen på de jeans, som jeg købte brugt tilbage i januar 2018. Jeg går lidt i cirkler om dem, for skal de fixes eller skal jeg jagte et par nye brugte. De er blevet godt tyndslidte, så spørgsmålet er om det giver mening at reparere dem, hvis de kun holder ganske kort tid … Juryen er stadig out on that one.
- Apropos jury, så var det også ugen, hvor min dygtige lillebror vandt en Robert-pris. Og hvorfor er det med på frugal friday listen? Altså bortset fra, at søster er stolt 🙂 Så var det også en billig og hyggelig date at sidde i pyjamas med chips, strikketøj og en kold øl og heppe på ham – det er et frugal win i min bog 🙂
- Ryddet ud i lillebrors skab, og pakket tøjet til at sende videre til den faste arvtager af drengenes tøj.
- Gået et par gange igennem den lokale genbrug, messende “jeg-mangler-ikke-noget”. Det er en balance, for det er netop de jævnlige ture i genbrug, som betyder, at yndlingstasken lige hænger foran næsen på mig, eller skiundertøjet til drengene eller min elskede læderjakke. Men det kræver disciplin kun at købe det aller-bedste med hjem, og det holdt denne måned 🙂
Hvilke spare, klima, hippiehacks kan du prale med denne uge?
Iøvrigt, så er idag sidste chance for at komme med i medlemsklubben i denne omgang før jeg lukker for nye medlemmer. Februar måneds tema er “Kickstart din oprydning” – mit yndlingsemne – jeg glæder mig SÅ meget.
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Frugal Friday
Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
I de sidste par uger har vi:
- Skruet en tand mere ned på kødet ovenpå julens madorgie. Jeg formåede at lave en mean “kødsovs” med røde linser og væltet køleskab – der var mad til tre dage – først wraps, senere pasta og “kødsovs” og nu ligger der en rest i fryseren, der skal blive til en indisk ret næste uge (tilsæt kokosmælk tada). Det er seriøst billigt, nemt og god samvittighed i et fint lille kinderæg af wins.
- Lappet et hullet knæ på et par af lillebrors yndlingsbukser, så burde de kunne holde indtil benene vokser det sidste ubarmhjertige stykke og de ikke kan bruges (af lillebror) mere.
- Fundet en afløser til min skuldertaske, som nærmest ikke kunne hænge sammen mere. Jeg fandt præcis den samme – blot i bedre stand – i den lokale genbrug til 16 (!)kr. Universet leverer hver-eneste-gang 🙂
- Været til kobberbryllup – i fint tøj fra skabet. Det er længe siden, at en ny fest var anledning til at købe nyt tøj – vi har jo så meget fint allerede.
- 2/4 af hjemmets beboere har været småskidte, så aftensmaden er blevet nedskaleret, så alle kunne være med. Den eneste aften dømte vi “morgenmad-til-aftensmad” og spiste havregryn, müsli og frisk frugt. Drengene elsker, når det sker og forældrene elsker den nemme madlavning 🙂
- Yndlingspigerne på Grønland har fødselsdag til marts, så jeg har stået på hovedet i garnresterne og strikket to kjoler til dem (billedet ovenfor). Det er på ingen måde en spareøvelse, da jeg elsker at strikke og de elsker at bruge strik, men det føles rart at få brugt garnresterne til noget, som skaber så stor glæde.
- Jeg holder stadig mit sukkerstop, hvilket betyder at skabene stadig bugner af slik fra jul/nytår. Det er efterhånden tydeligt, at min vane med at småsnacke slik i løbet af ugen har været en dyr fornøjelse, når der konstant skulle købes nyt fredagsslik. Ups.
Denne fredag er også lidt særlig fordi jeg har åbnet for nye medlemmer til Janes Dagligstue. Planen er at åbne for nye medlemmer en gang om måneden, så de kan nå at være med til at vælge temaet til næste måned. Medlemsklubben er stadig et nyt projekt, og det er skægt at være med til at starte noget helt nyt op. Jeg er virkelig spændt på, hvilket emne medlemmerne vælger til februar måned 🙂
God fredag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Frugal friday
Frugal friday-indlægene er min ugentlig opremsning af de små og store valg, som vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
I de sidste par uger har vi:
- Holdt fast i madplanerne på trods af en december med et ekstra nøk på aktiviteterne. Det fjerner et ekstra lag af kompleksitet fra hverdagen, når aftensmaden ikke kommer som en overraskelse for os hver dag kl. 17 – det er ikke mit mest kreative tidspunkt på dagen – så købepizza ville for ofte blive det oplagte valg.
- Nydt at vi har fået forhandlet de fleste voksengaver væk, så der skal bruges mindre tid (og penge) på et gaveræs, som ingen af os får nævneværdig ekstra glæde af. Jeg vil til enhver tid foretrække at have mere tid end alt andet i verden, der kan ligge under juletræet den 24.
- Solgt ud af drengenes gamle legetøj på facebook marketplace. Drengene får selv pengene, så de kan spare op til noget, som de ønsker sig. De får lidt ekstra lommepenge og jeg får mere plads i huset. Win-win. Vi er velsignet med ikke at have en kælder, så vi kan ikke bare stuve legetøjet væk til at sælge “engang”, så vi sælger ud løbende og det føles rart at have flow i tingene.
- Apropos, så gennemgik jeg og drengene hvert af deres værelser i juleferien, fik alt legetøjet på gulvet, sorteret det – valgt fra – og gjort grundigt rent. Processen går stærkt nu, hvor vi ordner værelset fast en gang om året, så kommer det aldrig helt ud af deres kontrol.
- Jeg holder stadig fast i mit sukkerstop, som jeg startede i nødværge i midten af december. Min arbejdsplads eksploderer i slik, kage og chokolade (også) i december, og for mig er det nemmere helt at lade være. Jeg kan spise ingen småkager – eller alle småkager 🙂 Så jule- og nytårslikket ligger trygt i skabet og kan bruges til fredagsslik de næste mange uger, hvor det før ville “forsvinde” lige så stille. Det sparer vi både kalorier og penge på 🙂
- Økonomisk, så har vi sat et ret ambitiøst investeringsmål for 2020, så de sidste par aftener og weekenden med står på budgetplanlægning og økonomi-snak. Vi “opgør” regnskabet for 2019, og fastlægger rammerne for hvad pengene skal – og ikke skal – gå til i 2020. Med en kold øl og chips på bordet, er det den bedste date, som økonomi-nørden her kan forestille sig 🙂
Den 1. januar slog jeg dørene op for test-runden af min nye medlemsklub, der kommer til at handle om minimalisme, privatøkonomi og livsvaner. Først månedstema er pengehistorier – det er nemlig i vores indbyggede pengehistorie vores tilgang til penge og økonomi udspringer – og ved at ændre pengehistorien er det muligt at ændre pengevaner, og så kan alt lade sig gøre 🙂
God fredag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Flere og flere vil have mindre …
Efter i fem år at have skrevet om minimalisme, nøjsomhed, DIY og købestop her på bloggen, så er det vildt at mærke hvordan samfundstemningen i den grad er skiftet fra en jagt på mere, nyt, bedre – til at sætte forbrugsfarten lidt ned. Jeg håber ikke, at det blot er en fase, for personligt har jeg fundet så meget glæde, ro og overskud i at leve med færre ting. Jeg er gået fra at være underbemandet i mit eget liv til stille og roligt at finde modet til at gå en anden vej end normen også selvom det til tider ødelægger den gode stemning. Måske er det alderen, men det tør jeg godt 🙂
Apropos alder, så er jeg gammel nok til at huske tiden før finanskrisen, hvor samtalekøkkener, shoppe-smutture til New York og konstant udskiftning af biler var normen. For de heldige. Men det viser sig igen og igen, at det tempo, som vi har tvunget samfundet op i, vækstparadigmer og mere vil have mere – er skidt for vores sjæle. Vi går ned med stress, bliver skilt eller prøver at shoppe os glade, fordi vi “fortjener det”.
Med min blog, og verdens bedste facebook-gruppe vil jeg gerne slå et slag for at søge et langsommere tempo, eje færre ting, have færre aktiviteter i kalderen og være ægte til stede, der hvor vi er. I bund og grund, så prøver jeg at gøre færre ting, gøre dem fuldt ud og leve modigt, med hjertet forrest. Det kan give knubs, når mit budskab ikke trænger klart igennem til alle – men det er slagene værd.
I det nye år starter jeg et nyt projekt – min medlemsklub: “Janes dagligstue”, hvor vi sammen – i en mindre flok – kan blive klogere på privatøkonomi, minimalisme og livsvaner. Mit håb er, at skabe et rum, hvor vi kan øve os i at være ærligt i verden, som de skæve, ægte mennesker vi er. Det gider jeg virkelig godt 🙂
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Aflys pleaser-genet før du aflyser julen …
Forleden havde jeg den udsøgte glæde at få lidt taletid på TV2 news om børnefamilier og julestress. Årsagen var en artikel i Politiken, hvor en småbørnemor drømmer om at aflyse julen på grund af alle de forpligtelser, der følger med at have børn (også) i december måned. Jeg foreslog i indslaget, at vi måske skulle overveje at skære lidt fra i det antal arrangementer og traditioner, som vi vælger at deltage i, hvilket blev mødt af en forudsigelig påstand om, at det ville ødelægge julen. Mon dog 🙂
Nu kender jeg ikke moren i artiklen, men hvis hun var en god veninde eller min søster, så ville jeg sige følgende til hende:
- Du gør det godt nok. Men måske gør du for meget, og hvem er det du gør det for? Jeg har forlængst anerkender, at der er nogle ting i mit liv, som jeg er vildt dårlig til. Jeg får ikke ringet nok til familien, jeg kan ikke tale med om de nyeste serier, jeg har ikke gjort et forsøg på at følge moden i årtier og jeg står i den grad ikke på spring til at bage til klassens time. Men jeg forsøger (så godt som muligt) at se – ægte se – min børn og være ærligt tilstede i deres liv.
- Pas på dig selv. Du vil så gerne det hele – men vi kan – og skal ikke gøre det hele. Vælg de ting fra, som du ikke helhjertet kan deltage i, og gå så all in på resten. Måske er du ikke klippeklister-typen, men når det årlige sækkevæddeløb i børnehaven skydes af, så står du glædestrålende i første linje. Det er okay. Prøv at vise dine børn, hvem du reelt er – så vil du også give dem modet til at gøre det samme.
- Sig højt, når du ikke kan overskue det hele – så tør de andre også sige til, når det er blevet for meget for dem. Der er forskel på at brokke sig, og på dybtfølt at sige højt – det er for meget lige nu – vi vælger noget fra, for vi kan faktisk ikke leve med at smøre vores nærvær og opmærksomhed så tyndt ud.
- Spørg om hjælp eller uddelegér. Hvis du ikke kan komme udenom den store bagedag på skolen, så købe kagen hos bageren eller byt tjans med en som elsker at bage, men hader at vaske fodboldstøjet efter en kamp. Jeg tvivler på om børnene husker kagen, men jeg tror på, at de kan huske en forældre, der var tilstede, sådan ægte.
- Vigtigst, så pas på kærligheden. Familien har trange kår i disse tider, skilsmisseraten er tårnhøj, voksne går ned med stress og børn får angstdiagnoser. Vi, de voksne, har skabt en hverdag, som vi næsten ikke kan bunde i – og december er ikke problemet – men bare dråben, der får bægeret til at flyde over. Og kærligheden har det svært, når ydre og indre pres fjerner den tid vi har til bare at være – og til at mærke os selv og hinanden.
Vi kan ikke forvente, at nogen (en rigtig voksen) tager over, og redder os fra de forventninger, som samfundet/de andre/nogen har til os. Eneste redning er selv at tage ansvar, vælge til og vælge fra, og løbe risikoen for at ødelægge den gode stemning, når du er ærligt til stede i verden. Og mød så op med hele dig – ikke brokkende og modvilligt – til de arrangementer, som du vælger det – det kan også være dem alle – og gå all in.
Glædelig jul derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Frugal friday og et nyt fællesskab …
Frugal friday-indlægene er min ugentlig opremsning af de små og store valg, som vi har foretaget i løbet af ugen og som, på en eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og tankevirksomhed i vores egen lille familie.
I denne uge har vi:
- Sat vores nye vaskemaskine op. Den har et smart program, hvor man kan se, hvor meget vand og strøm hver enkelt vask kræver. Det er både nyttig og skræmmende læsning. Indtil videre er konklusionen, at de længere vaske ved lavere temperatur er det bedste valg. Og generelt har den viden bekræftet mig i, at vores indsats med at vaske mindre tøj virkelig batter noget på ressourceforbruget.
- Lavet og (næsten) fulgt madplanen. Bortset fra i går, hvor jeg dømte købepizza, og det var alle penge og de ekstra kalorier værd. Det var lige det en hverdagsramt familie havde lyst til. Jeg elsker, når vores ”hurtige løsninger” er aktive valg og ikke bare resultatet af en panik og travlhed.
- Hentet en stak bøger fra biblioteket. Vi har en rolig hjemmeweekend og med store børn i puljen, så betyder det masser af mulighed for at læse. Fik jeg sagt, at jeg glæder mig.
- Bibeholdt vanen med at opsamle vand fra morgenbadet, når jeg venter på, at vandet bliver varmere. Vandet bruger jeg til at skylle ud i toilettet i løbet af dagen. Denne grønne vane hører absolut til i den lille ende af skalaen, men det koster mig ingen energi og jeg hader at lade vandet løbe direkte i afløbet og er ikke viking nok til at tage bad i koldt vand ?
- Sat nissedøren frem, som vi har gjort de sidste otte år. Nissen bruger de samme ting, som alle årene – noget er købt og noget er hjemmelavet – så det passer jo fint til resten af huset 🙂
Denne uge har været ekstra spændende, fordi jeg endelig har taget første skridt til at starte en mindre gruppe/medlemsklub, hvor vi sammen – i en mindre kreds – kan blive klogere på minimalisme, bæredygtighed, livsvaner og privatøkonomi. Jeg har endnu ikke den fulde ramme på plads for, hvad den nye gruppe skal indeholde, men planen er at tage den gode dialog og debat med fra den store minimalisme-gruppe, men smide meget mere indhold og nærhed ind i den nye gruppe.
Planen er, at:
- Der vil være et månedligt tema, som er valgt af medlemmerne baseret på en afstemning mellem tre forslag. Månedens tema bliver sparket i gang af mini e-bog, hvor jeg uddyber emnet, giver tips og tricks til at komme i gang og sætter rammerne for de kommende fire ugers indhold.
- Der udgives et mini-foredrag hver anden uge. Enten af mig eller en gæst, der er ekspert indenfor området.
- Hver anden uge laver jeg en video-brevkasse, hvor jeg besvarer de spørgsmål, som I måtte have/hjælper jer videre, hvis I er gået i stå.
- I slutningen af hver måned vil jeg samle månedens tekst + månedens samlede materiale i en e-bog, som I naturligvis får tilsendt.
- Rammerne for medlemskabet vil til en start være en lukket facebook-gruppe – kun for medlemmerne. Herinde deler jeg alt indhold og åbner for, at I deler jeres egne spørgsmål og erfaringer.
- Medlemmer vil få billetter ”først til mølle” til alle fysiske events, som jeg afholder.
- Medlemmer, som er med fra begyndelsen kan være med til at forme, hvordan medlemskabet skal se ud.
Jeg vil stadig administrere den store minimalisme-gruppe, men jeg vil trække mig lidt tilbage og være mere til stede i den mindre gruppe. Det kan føles sårbart at dele åbent, når der er 14.000 medlemmer, der potentielt kan lytte med, så mit håb er, at den nye gruppe forbliver mindre, så nærheden bevares. Og helt ærligt, så har de sidste par uger været hårde – det har krævet en ekstra indsats at bevare den gode stemning i gruppen, så jeg længes efter en mindre, og mere dedikeret medlemsgruppe at forkæle. Vi starter den 1. januar, og jeg glæder mig SÅ meget til at komme igang 🙂
God fredag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Frugal friday
Frugal friday-indlægene er min ugentlig opremsning af de små og store valg, som vi har foretaget i løbet af ugen og som, på en eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og tankevirksomhed i vores egen lille familie.
I denne uge har vi/jeg:
- Fulgt madplanen, fået tømt ud i resterne og holdt madbudgettet rigtigt fint. Dagens restelasagne blev virkelig vellykket, og der er rigeligt til imorgen også. #frugalwin.
- Backsteppet på kalendergaverne, så nissen nu medbringer enten en lille spiselig ting eller noget praktisk, viskelæder, lineal eller noget andet som drengene mangler. En ekstra forventningsafstemning medførte, at vi ændrede mening og gik all in på gaver hver dag fremfor advents-oplevelsesgaver. Intet i livet er en lige linie, og det er også okay 🙂
- Været til klimabrunch hos min fagforening. Jeg tænker lidt over, hvordan jeg kan bruge min faglighed til at tale klimasagen. Udover at være en træls hippie på min arbejde, der taler om plastikflasker og madspild til alle, der gider (eller ikke gider) lytte 🙂 Jeg elsker at drive verdens bedste facebook-gruppe, som er min lille private klimakamp, men jeg ville gerne gøre endnu mere.
- Syet kærestens regnbukser ind. De har altid været lidt for store, hvilket er træls når man går lange ture i skoven og de stille og roligt bevæger sig sydpå 🙂 To små indsyninger i hver side betyder, at de nu passer perfekt.
- Erstattet vores vaskemaskine, der stod helt af fredag. Bagsiden ved kun at vaske en dag om ugen er, at hvis maskinen står af under første vask, så er det hurtigt lidt presset med rent tøj. Vi valgte at vente 5 dage på ankomsten af black friday og kan nu sætte vores nye vaskemaskine op imorgen, og så skal der indhentes lidt tabt vaskeri 🙂 Som jeg skrev sidste år, så mener jeg ikke, at black friday er et problem i sig selv – nærmere et symptom på vores generelle overforbrug – men jeg står gerne ved, at jeg udnytter muligheden for at få 40 procent rabat på noget, som jeg rent faktisk står og mangler. Ligesom jeg ikke dømmer dem, som udnytter black friday til at købe de ting, som de står og mangler, billigere. Den udskamning, der lidt foregår klæder ikke klimadebatten overhovedet. Lad os hellere kigge nærmere på de mentale grunde til, at vi bruger penge, som vi ikke har, til at købe ting, vi ikke har brug for, for at imponerer folk, som vi ikke engang kan lide. Og lad os tale om, hvad det gode liv skal indeholde, når omdrejningspunktet ikke skal være hovedløst forbrug 🙂
God fredag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Madplan uge 48 – restefesten fortsætter …
Også næste uges madplan er et forsøg på at komme i bund med køkkenskabe og fryserens indhold efter mange uge, hvor husmoren har givet lidt slip på husholdningen. Jeg har netop bestilt til hele ugen på nemlig, men fordi vi allerede har så meget hjemme, så sneg vi os kun lige over de 400kr som er grænsen. Og så skal der købes lidt ekstra frugt og grønt før weekenden, men ellers kan vi klare os ugen ud til alle måltider + madpakker, så det er forholdsvist billigt sluppet 🙂
Søndag: Ristaffel (skubbet fra sidste uge)
Kæresten havde mad med hjem fra arbejde i slutningen af sidste uge, planen blev rykket to dage. Kødet kunne heldigvis fint holde sig og resten var bare fra tørlageret. Ristaffel er en fin måde at få brugt de triste æbler, tomater og agurker, som skåret og anrettet i små skåle har 100 procent større chance for at blive spist end ellers.
Mandag: Pitabrød med hakket kylling og diverse grønt
Måltidskasserne fra Nemlig er rundhåndet med maden, så pitabrødene var en rest fra underskudsugerne, hvor måltidskasserne var vores redning. Vi spiser dem med hakket kylling, ristet på panden med kokosolie og krydderier, og diverse grønt fra lager.
Tirsdag: Nudler med rester fra ristaffel (skubbet fra sidste uge)
Også rykket fra sidste uge.
Onsdag: Rugbrød
Onsdag er fodbolddag. Der spises rugbrød med lidt ekstra lækkert pålæg, forskudt som det passer de enkelte i familien. Det går direkte imod min familie-værdi om, at vi skal spises aftensmad sammen hver aften, men onsdag kan det ikke lykkes. Skidt pyt.
Torsdag: Reste-lasagne
Reste-lasagne er en af mine yndling-retter til at spare mad, tid og penge. Når vi har en lille rest kødsovs, indisk, tomatsuppe eller andet hvor tomat er hovedingrediensen, så ryger de i fryseren. Når der er nok, så samler jeg “kødsovsen” sammen og supplerer eventuelt med lidt hakkede tomater eller andet kedeligt grønt, der skal reddes. Og så smækker jeg en lasagne sammen med købe-bechamelsovs og lasagnepladser. Nemt og lækkert.
Fredag: Lasagne igen 🙂
Rester, hurra, og så på en fredag. Det giver ekstra tid til en rolig sta
Lørdag: Hjemmelavet salat-pizza
Storebror har bestilt hjemmelavet pizza, og jeg er efterhånden blevet så rutineret, at det er nemmere selv at lave dem end at hente. Og billigere og måske endda sundere. Og så er der altid rester til frokost til dagen efter. Yay.
-0-
Hvad skal I have at spise næste uge?
Hav en dejlig aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.