• Frugal Friday

    Frugal friday

    Det er blevet fredag, og dermed tid til at hylde alle de små nøjsomheds-hacks, som har sparet os tid, penge og CO2 i ugens løb.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Fundet symaskinen frem og fixet en syning, der var gået op i min yndlings redesignede genbrugsnederdel. Når skabet kun er fyldt med yndlingstøj, så giver det endnu mere mening at bruge lidt tid på at holde tingene ved lige, så de varer endnu længere.
    • Lavet endnu en uge-handling via Nemlig (ikke reklame) og selvom måneden ikke er gjort op, så ser det allerede ud til, at det koster os det samme som en normal handle måned. Og det sparer tid og beslutninger i ugens løb, hvilket er tiltrængt lige nu.
    • Købt efterårssko og cykelhjelme til drengene – det var hverken genbrug eller på tilbud – men lige de ting vi manglede. Vi kan tale meget om minimalisme og købestop, men min pointe er netop at droppe al shopping for “sjov, af “kedsomhed” eller for at “følge med” og blot købe de (ganske få) ting, som du reelt har brug for.
    • Takket ja til sammenskudsfrokost hos min lillebror i weekenden, hvor alle medbringer pålæg og overskud fra køleskabet. Det er en god måde at ses på, og få tømt ud i hele familiens køleskabe 🙂
    • Strikket i flere garnrester. Jeg arbejder på at komme i bund i garnlageret, så jeg nemmere kan overskue det jeg har. Du ved … minimalisme og all that jazz 🙂
    • Jeg bruger normalt ganske lidt penge på mig selv, da jeg er heldig at have en billig hobby og generelt bare er glad for de ting jeg har – men denne uge har jeg brugt en del penge på at ses ude med gamle og nye venner – og hver en krone brugt i den anledning var well spent 🙂

    Vi har fået så mange fine henvendelser efter udsendelsen i søndags, og jeg er så glad for at vores budskab kom rigtigt frem. Det er så nemt at blive udstillet som klimatosse (ja tak) eller frelst (nej tak), hvis man går mod strømmen og taler for mindre forbrug. Men jeg tror virkelig oprigtigt på, at nøglen til et mere roligt liv, med mindre stress og mere overskud findes i at skære ned og vælge fra. Og være taknemmelig for de små og store ting i ens liv, som du har lyst til at vælge til. Og at minimalisme netop kan være løftestangen til at foretage disse fra- og tilvalg, og generelt kan være vejen mod et mere bevidst og godt liv. YAY 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Om at få taletid …

    Siden jeg startede bloggen har jeg haft det lidt dobbelt med at søge opmærksomhed. Egentlig så hygger jeg mig godt her bag skærmen, og har rigelig larm og støj i min hverdag til at putte flere kanaler på. Men indimellem så får jeg mulighed for at få taletid andre steder. Jeg er blevet interviewet til Politiken og Femina.Jeg har snakket minimalisme på youtube, til sejeste Sarah på hendes podcast og været i go´morgenDK med søde Pernille og tale forbrug og investering. Og senest brugte jeg en halv dags tid med søde, dygtige Frank fra Tv2Lorry, hvor jeg fik lov til at fortælle om, hvordan vi har brugt minimalisme som løftestang til at skabe et liv med færre ting, og en hverdag, hvor vi har plads, ro og overskud (når det lykkes :).

    Det falder mig ikke super-nemt at stille mig frem og tage imod tilbudet om taletid udenfor bloggen, men jeg vil så gerne sprede budskabet om, at (mit bud på) det gode liv findes i at leve bevidst, fjerne overfloden og skabe plads til de ting og oplevelser, som er vigtige for netop dig. Og det er min private form for klimakamp at tale om tilvalg og fravalg, købestop og om at finde dit “nok” i en tid, hvor der trods en vis grøn bølge, stadig tales i en kontekst af forbrug. Jeg vil gerne slå et slag for at sætte forbruget markant ned, købe ganske lidt, passe på vores ting og så bruge energien på andet end at være dygtige forbrugere, der for “hjulene til at dreje rundt”.

    Nu vil den sure gamle hippie gå tidligt i seng. Hav en dejlig søndag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    #Stolt

    Forleden, da jeg kiggede forbi verdens bedste facebook-gruppe, var de tre første opslag i gruppen, som følger:

    • En, der viste billede af et insekthotel, som hun havde bygget af genbrugstræ.
    • En, der havde købt en voksdug med flag, som nu kan erstatte de papir fødselsdagsduge, som ellers var kutyme.
    • En, der efterlyser erfaringer med en spare-app og får så fine og brugbare svar.

    Jeg er så simpelthen stolt af det fællesskab, som vi har bygget – derude i sociale medier-land. Et fællesskab, hvor det er tilladt at dele sparehacks, klimatosse-vaner og heppe på det bæredygtige, bevidste liv. Jeg drømmer om, at minimalisme og købestop (= bevidst forbrug) kan være vejen til et klimavenligt liv. Så gruppen er også min egen lille private klimakamp.

    Som gammel nok til at være ung i nullerne, så husker jeg tydeligt friværdi-snakken, de nye samtalekøkkener og hvordan rejser til Thailand blev normen. Men jeg har altid følt mig mere i værdi-fællesskab med mine bedsteforældres generation, hvor man købte med omhu og passede på sine ting, så de holdt længe. Og de seneste årtiers stress-epidemi, overforbrug og klima-kaos, så tror jeg, at flere og flere er klar til at se tilbage og adoptere flere af vores bedsteforældres vaner. Det er ikke en ny trend eller klima-hipsteri, det er bare sund fornuft.

    Det var bare det 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.


  • Købestop

    Shoppelisten 2019 #2

    Det er tid til en lille opdatering af shoppelisten for 2019. Jeg købte nemlig et par ting, da vi var i Italien i sommers, so here we go:

    Shoppelisten 2019:

    • 2 bh’er (nye – januar 2019 – gave).
    • Skisæt (nyt – februar 2019 – 4200kr).
    • To sæt uld skiundertøj (nyt – februar 2019 – gave).
    • Sort ærmeløs top (genbrug – maj 2019 – 20kr). På billedet ovenfor.
    • Stribet bluse med trekvart ærmer (genbrug – maj 2019 – 30kr).
    • Gummistøvler (nye – juni 2019 – 128kr).

    Tilføjelser:

    • Ballerinasko (nye – juli 2019 – cirka 120kr).
    • Bikini (ny – juli 2019 – cirka 110kr).

    Begge købene i juli afspejler ganske fint min tilgang til at købe nyt til min garderobe, efter mange år med modificeret købestop. Begge køb er nemlig løsningen på frustrationer i mit liv. For heldigvis så købte jeg endelig – efter at have købt tre par ballerinasko brugt på dba, som ikke passede – et par helt nye, der er bløde som smør, og jeg kommer til at elske dem. Jeg har mine principper, men nok er nok, og nu var genbrug altså ikke vejen frem mere.

    Bikinien er egentlig ikke købt af nød, da jeg har to, som jeg kan passe nogenlunde. Men da jeg nu er i besiddelse af to drenge, som gerne ville køre på den hurtigste rutchebane (med deres mor), så blev jeg ret træt af at flashe alle omkringstående, når vi ramte vandet, så jeg købte (med glæde) en ny bikini, der holder alt (!) på plads. Og de to andre ryger til genbrug, for der er kun plads i mit klædeskab til tøj, der kan stå distancen 🙂

    Og det med frustrationen er vigtig. For det er all fine and dandy at holde købestop, og fjerne al shopping af kedsomhed/nyhedens interesse/bare fordi/reklamers magt osv. Men når jeg oplever et reelt behov, så køber jeg det, som jeg skal bruge. Livet er for kort til at have fritflyvende bryster i poolen i Italien. Not that kind of holiday for me, tak.

    Til gengæld, efter mit projekt i maj er det virkelig blevet klart for mig, hvor lidt tøj jeg skal bruge. Jeg tror, at jeg har været lidt bange for at køre med en for lille garderobe, måske af frygten for at mangle noget. Og det er fint at arbejde mere med den frygt, fordi den er så afgørende for at turde give slip på det overflødige 🙂

    Et emne vi taler meget om i verdens bedste facebook-gruppe, og som jeg har skrevet mere om i den der bog du ved 🙂 For livet er nu engang bedre med færre ting, hvis du spør mig.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Hvordan jeg betalte 140.000 kroner af på 2 år (med mine “lommepenge”) …

    Før jeg satte mig for at betale vores banklån hurtigt af, og endda kom i avisen med min historie, så var mit fokus at komme af med mit SU-lån. Da jeg blev færdig med mit studie i 2008 havde jeg optaget (og brugt) et SU-lån på godt 160.000 kroner. En gæld, som jeg slæbte med mig ind i voksenlivet. Jeg betalte minimum af, og havde udsigt til at have glæde af gælden indtil 2024.

    Men da jeg “opdagede” minimalisme i 2012, begyndte tanken om at leve gældfrit at melde sig og i 2014 satte jeg igang. Jeg besluttede at sætte afbetalingen af lånet op til 3000 om måneden, hvilket var absolut maksimum for, hvad jeg havde af mine ”lommepenge” hver måned. Måske skal jeg forklare – hos os har vi indrettet vores økonomi, så vi har både egne og fælles konti. Vi overfører hver måned til de fælles konti, så vi har mellem 2-3000 kroner tilbage til os selv, og de skal gå til hobby-gear, tøj, tandlæge, frisør osv.

    Det var helt bevidst, at jeg satte den månedlige afbetaling så højt, at der ikke var flere lommepenge tilbage. Det ville sætte fut i nedbringelse af gælden, og samtidig tvang jeg mig selv til at sætte mit eget forbrug ned til nærmest nul kroner. Derfor indførte jeg købestop, og gennemgik alle mine “egne” udgifter med en tættekam og fjernede stort set alt. I de følgende to år vendte jeg hver en krone. Det vil for nogle være kedeligt, men når man er en ressourcenørd, så er det virkelig sjovt.

    Jeg har altid følt mig i større mentalt fællesskab med vores bedsteforældres generation, hvor man købte ganske lidt og fik det til at blive til meget. Fremfor 00’ernes jagt på nye måder at bruge friværdien på – samtalekøkkener, Thailandsrejser og nye møbler hver tredje år. Jeg gider ikke prøve at følge med et opskruet forbrug, som ikke giver mig hverken frihed eller glæde.

    Så hvordan gjorde jeg?

    1. Alle ekstra penge blev indbetalt på SU-lånet med det samme, så jeg ikke kunne nå at bruge dem. De 3000 kroners afbetaling blev trukket automatisk hver måned, men hvis jeg fik penge i fødselsdagsgave, bonus fra arbejde, forsikringspenge (oversvømmet kælder) eller andet, så blev de straks betalt ind på lånet.
    2. Mit købestop i 2014 og frem var en direkte årsag til, at jeg fik banket gælden af så hurtigt. Jeg har de sidste fem år kun købt ganske få ting fra ny af, genbrug eller hjemmelavet er mit mantra nu 🙂
    3. Jeg solgte ud af tøj, sko, bøger, pyntedimser og en masse andre ting, som jeg ikke brugte mere, og som samlet gav en fin mængde penge tilbage på kontoen (og mere plads i mit hjem).
    4. Venindeture blev skiftet fra cafe-ture til kaffe i sofaen eller på terrassen. Formålet er jo at ses, ikke nødvendigvis at ses på en måde, der koster penge.
    5. Alle abonnementer blev opsagt, det er de små månedlige besparelser, der hurtigt løber op.
    6. Jeg skar markant ned på offentlig transport og cyklede eller gik til alt.
    7. Jeg overvejede kraftigt alle udgifter ud fra tanken: Vil de skabe større glæde end at betale ekstra af på gælden – svaret var ofte: nej.
    8. Jeg skar kraftigt ned på makeup og frisør-besøg, ofte kan meget mindre gøre det 🙂
    9. Jeg satte min garderobe på skrump, så jeg nu kun har ganske få yndlingsting, hvor størstedelen er hjemmelavet eller genbrug. Og jeg har præsteret at tjene en lille smule på min hobby samtidig 🙂
    10. Jeg holder mig fra tv, dameblade, storcentre, influencers og andre, som gerne vil overbevise mig om, at jeg ikke er god nok som jeg er, men at jeg bliver helt rigtigt, hvis jeg køber lige præcis denne dims eller dette stykke tøj. Det gør det nemmere at se, hvad jeg rent faktisk har brug for. Og det er overraskende lidt 🙂

    Stille og roligt har skiftet i mit eget forbrug også påvirket min families forbrug, og det har gjort det muligt hurtigt at betale banklånet på vores hus af, og nu kan vi investere halvdelen af vores løn hver måned. Jeg havde slet ikke forudset, at den lille beslutning: At betale SU-lånet ned hurtigt, ville påvirke hele den måde vi tænker over vores økonomi på og den måde vi indretter vores liv.

    Jeg ved godt, at hvis jeg havde investeret de 140.000 kroner i den samme periode, så havde jeg (formodentlig) haft et formidabelt afkast, fremfor blot at “spare” en procent i rente på SU-lånet. Men den ændring af vores økonomi og bevidstheden om, at vi kan leve virkelig gode liv “på en sten”, det har givet en frihed og tryghed, som er alle de “spildte” penge værd 🙂

    Hvad med dig? Kunne du skære din “diverse-post” ned til nul kroner? Hvad ville du savne?

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Et bæredygtigt liv

    Om at ændre dit liv (og verden) én vane ad gangen …

    En klog mand (Aristoteles) sagde engang: “We are what we repeatedly do. Excellence then, is not an act, but a habit.” Jeg har før skrevet om, hvordan dit liv består af en lang række vaner, som du ubevidst gennemfører hver eneste dag. Og jeg mener, at det giver mening at se disse vaner lidt efter i sømmene. For i sidste ende vil dit liv, være summen af dine dage, og dine dage være summen af de små handlinger, som du udfører dagen igennem.

    Derfor har jeg længe været nysgerrig på, hvordan man ændrer vaner – både fordi jeg selv har haft umådeligt svært ved det (bider negle på 30. år) og fordi de få gange (mit købestop og sejren over snooze-knappen), hvor det er lykkedes for mig, så er mit liv blev meget bedre end før. Derfor har særligt min kamp mod overforbrug af skærme og sukker fyldt meget for mig. For jeg ved, at når jeg knækker koden og genvinder magten over min kost og min opmærksomhed, så vinder jeg på den store bane. Jeg har læst meget, og skrevet lidt, om hvordan man rent praktisk kan ændre sine daglige vaner, så de bedre fører til det liv, som jeg/man/du ønsker. Og for hver gang jeg tager kampen op, så bliver jeg klogere på, hvad det kræver at ændre en fastgroet vane.

    Særligt nu, hvor vi taler om at ændre vores kollektive vaner, så vi går i retning af en mere bæredygtig fremtid, så er det interessant at se nærmere på, hvad det kræver at ændre selv helt fastgroede vaner om bolig, transport, kost, ferie og det gode liv. Og nu, hvor det ser ud til, at forskernes værste mareridt står lige foran døren, så gad jeg gerne flere samtaler om, hvordan vi kollektivt ændrer den måde vi lever på, så skiftet kun gør vores liv bedre og bedre. Det tror jeg virkelig er muligt. Men det kræver, at vi alle vil tage vores del af slæbet mod et grønne samfund – og den del er jeg lidt mere spændt på.

    Godnat og sov godt – eller noget 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Shoppelisten 2019 #1

    Siden jeg startede mit købestops-projekt i 2014 har jeg skrevet her på bloggen, når jeg køber nyt til garderoben. I starten beskrev jeg kun mine nyanskaffelser/erstatningskøb, men efterhånden rykkede de fleste af mine køb over til at være genbrug, så nu noterer jeg også dem. Bare for at vise, at der ikke gemmer sig et stort forbrug der i stedet for.

    Jeg har valgt at skrive om tøjet er købt fra ny af, og hvad prisen har været, bare for at være så åben som mulig. Indtil videre har 2019 budt på følgende køb:

    • 2 bh’er (nye – januar 2019 – gave).
    • Skisæt (nyt – februar 2019 – 4200kr).
    • To sæt uld skiundertøj (nyt – februar 2019 – gave).
    • Sort ærmeløs top (genbrug – maj 2019 – 20kr). På billedet ovenfor.
    • Stribet bluse med trekvart ærmer (genbrug – maj 2019 – 30kr).
    • Gummistøvler (nye – juni 2019 – 128kr).

    Med mit tøj-projekt i maj er det virkelig gået op for mig, hvor lidt jeg tøj jeg har brug for, for at føle mig fine og som “mig”, hver eneste dag. Det er den ultimative form for luksus at opdage, at jeg har brug for endnu mindre end jeg havde troet. Og det har blot bekræftet mig, endnu engang i, at minimalisme er svaret på alt 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Et nyt tøj-projekt i maj

    Jeg har tænkt mig at hoppe med på hele to tøj-projekter i maj måned, nemlig #memademay2019 og #May30x30. Det første projekt går ud på, at man har et stykke hjemmelavet tøj på hver dag i hele maj måned og det andet projekt går ud på, at man kun må gå med en capsule wardrobe på 30 stykker tøj i hele maj måned. Når man slår de to projekter sammen, som jeg har gjort, så ender man med en samling tøj på 30 stykker, hvoraf en del af sættet hver dag skal være hjemmelavet.

    Jeg har egentlig ikke den store fidus til capsule wardrobes, som oprindelig går ud på, at man kun gå med en afgrænset del af at sit tøj i en kortere eller længere periode. Da capsule wardrobe var meget populære for nogle år siden, gik tendensen mod at kvinderne prøvede at finde den “perfekte capsule”, hvilket ofte medførte en masse nykøb og alt for meget fokus på tøj, hvilket var ironisk når nu tanken var, at det skulle være nemmere at klæde sig på.

    Men jeg kan også godt lide et nyt projekt fx mit eget projekt om at lave mest muligt tøj selv, mit købestop eller mit nye fokus på at blive økonomisk uafhængig, så jeg er gået med på legen. Så jeg har udvalgt tyve stykker tøj fra min eksisterende garderobe, som er dem på billedet ovenfor + fire strik-sager og to par jeans. Jeg regner ikke basis, sko og jakker med til samlingen, men der har jeg i forvejen en ret afgrænset mængde.

    Herudover er jeg ved at strikke en ny sommertop, har stof liggende til at sy en kortærmet top og en ny nederdel, og har planer om at sy en gammel t-shirt om til en ærmeløs top. Så i løbet af maj burde jeg nærme mig de 30 stykker tøj. Jeg dokumenterer dagens outfit på instagram, hvis du er nysgerrig på projektet.

    Min tanke er (ligesom med bloggen her) at vise, hvor lidt tøj (og ting) man egentlig har brug for, for at leve et godt liv. Og at mindre virkelig er bedre. Næsten altid 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Sådan rydder du op i din privatøkonomi

    Sidste lørdag havde jeg den store fornøjelse at holde et lille oplæg på Nordic Invest Camp, hvor jeg talte om, hvordan man bruger minimalisme som løftestang til at rydde op i privatøkonomien. I oplægget delte jeg ti tips, eller minimalisme-hacks, der kan lede på rette vej. De faste læsere af bloggen kender dem allerede, men resten kan læse med her 🙂

    10 tips til at rydde op i din privatøkonomi

    • Hold et købestop

    Ved at holde købestop i en kortere eller længere periode, får du nulstillet dine forbrugsmønstre og kan nemmere se, hvis du har fået dårlige forbrugsvaner.

    Brug forbrugspausen til at mærke efter, hvilket forbrug der giver glæde til dig, og brug så kun dine penge der.

    • Overvej et gældfrit liv

    Jeg har et stærkt ønske om at være helt gældfri, hvilket kan være svært at forklare folk, der gerne vil dele gæld ind i god og dårlig. Men for mig gør det ingen forskel, jeg vil hellere have frihed til at beholde alle de penge jeg tjener og ikke give nogle af dem til banken. I min tid har jeg haft SU-lån og nu boliggæld, hvoraf banklånet heldigvis hurtigt blev betalt af. Og jeg har ingen planer om nogensinde at have anden gæld end realkredit. Basta.

    • Vær taknemmelig

    Øv dig i taknemmelighed. Hvis du er taknemmelig for det, som du allerede har og tror på, at du er god nok som du er – så har reklamerne ingen magt, og kan ikke fortælle dig, hvad du skal købe for at blive okay. Når du er taknemmelig for det, som du allerede har, så passer du også bedre på dine ting, så de holder længere.

    • Drop sammenligningerne

    Stop sammenligning med nabo/venner på facebook, eller kollegerne på arbejdspladsen. Folk viser kun de gode sider af deres økonomi frem, og du ved ikke, hvordan der ser ud bag facaden. Nogen sidder i gæld til halsen, andre har arvet og en tredje bruger alle sine penge på lækre biler, fordi det gør ham glad. De færreste har råd til det hele 

    • Hav respekt for pengene

    Det er så nemt at underkende tyve kroner her og der – men respekt for penge er en øvelse. Hvis man vænner sig til at respektere de små beløb, så sender du et signal til hjernen om, at du er god til passe på dine penge og det vil smitte af, også når det gælder de større beløb.

    • Vær materialistisk

    Køb få ting og køb kvalitet. Hvis ting går hurtigt i stykker, så vend dig til at sende dem tilbage til butikken. Dels for at få pengene tilbage, og dels for at tale ind i, at vi kræver at de holder op med at sælge bras, der holder kort tid og skaber både pengepung og miljø. Det er også en form for bevidst forbrug. Giv kvalitet til børn – lad dem ikke vokse op med forventningerne om at ting nemt går i stykker – så vil de ikke forvente bedre.

    • Dyrk gratis oplevelser

    Mindre shopping kan give mere tid. Hvad skal den bruges til? Hvis tiden du sparer på at shoppe mindre, går til biografture eller legeland, så er du lige vidt. Hav no-spend-dage, tag på tur med madpakker og cykler, brug hjemmebiograf eller hyg med hjemmespa.

    • Kend din pengehistorie

    Hvad er din pengehistorie? Er det, at du ikke “har styr” på dine penge og at du ikke kan “finde ud af tal”. Eller er det, at det er nemt for dig at tjene penge og få dem til at blive hængende og til at yngle? En af de største forandringer i min tilgang til penge skete, da jeg opdagede om mig selv, at jeg lykkeligt kan leve for ganske lidt. Derefter er alle bekymringer omkring penge forsvundet.

    • Drop livvstilsinflation

    Det kaldes livsstil-inflation, den tendens, der er til, at hvis man tjener mere, så bruger man mere. Uden nødvendigvis at føle en større glæde, fordi man bare forbruger “fordi man kan”. Hvis man mærker efter, kan man finde det niveau af der et vist niveau af livkvalitet, som er “nok”, og når man er nået dertil, så vil mere ikke gøre een mere lykkelig. Og det er netop pointen, hvis du kan finde dit eget NOK, droppe det ekstra forbrug og spare forskellen op, så kan du også undgå at blive fanget af livsstils-inflation, og tanken om, at når man tjener godt, så skal man også bruge godt.

    • Vær en investor, ikke en forbruger

    Drop hovedløst forbrug, brug altid mindre end du tjener, få så lave faste udgifter som muligt og skab en buffer mellem dig og livet. Betal gælden af og væn dig til at investere hver måned, også bare en lille smule. Men keep it simple – ikke unødigt kompliceret – forstå dine investeringer fx de virksomheder du køber/produkter/lad aldrig en rådgiver tage din beslutning for dig. Lad det køre automatisk, og tænk så på noget andet end penge.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Puds Marie Kondo på din privatøkonomi …

    Efter at Marie Kondo og hendes magiske oprydning indtog Netflix i januar, så kender de fleste efterhånden til minimalisme som en metode til at rydde op i hjemmet. Men minimalisme kan også bruges til at rydde op i dine forbrugsvaner, så du kun bruger dine penge netop der, hvor det giver mening for dig.

    Basalt set, så kan minimalisme koges ned til rådet: At fjerne alt overflødigt fra dit liv, så du kun har det (for dig) væsentlig tilbage. Samme princip kan bruges på din økonomi, hvis du benhårdt stopper med at bruge din penge der, hvor de ikke giver massiv glæde for dig. Så vil der automatisk blive penge til overs, som du kan kanaliserer i retning af det, som er vigtigt for dig.

    For mig giver det mening kun at købe ganske få nye ting, og primært som erstatning for ting eller tøj, som er slidt op. Jeg gider ikke rende rundt i butikker lørdag efter lørdag, for at lede efter “noget nyt”, når jeg allerede har alt, hvad jeg behøver. Og jeg elsker genbrug, som føles som skattejagt. Til gengæld bruger jeg gerne mine penge på god, sund mad, rødvin og ferier med mine drenge.

    Men selv efter rejser og rødvin, så har vores økonomiske valg gjort, at vi kan investere halvdelen af vores løn, næsten hver måned. Hvilket førte til dette fine billede i Politiken 🙂

    Men det krævede en længere periode med fuldt købestop, hvor jeg fjernede alt overflødigt forbrug, før jeg kunne mærke tydeligt, hvad der gav mening for mig. Og jeg var en dygtigt opdraget forbruger, som følte, at det var nødvendigt at købe nyt tøj, når sæsonen skiftede, selvom jeg havde fint tøj liggende i skabet allerede. Heldigvis er jeg for meget en gammel hippie til at tage mig af, hvilken farve eller hvilket snit, som “moden” dikterer 🙂

    Det kan være hårdt arbejde at fjerne indgroede forbrugsvaner, men ved at skifte de ubevidste forbrugsmønstre, ud med et mere bevidst/tilvalgt forbrug, kan du spare penge hver måned og bruge overskuddet til at arbejde mindre nu – eller investere pengene – så du kan arbejde mindre senere.

    Og allervigtigst, vil du efterhånden kunne skifte mindset fra at være en forbruger til en investor., så dine penge kan arbejde for dig – og for en grøn fremtid, hvis du også er en gammel hippie som mig 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin