• Et bæredygtigt liv

    Sukker sucks

    Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.

    Jeg har skrevet om mit had/kærlighedsforhold til sukker mange gange før her på bloggen, og jeg kan godt blive træt af at høre mig selv køre rundt i den samme rille. Ja, sukker er vildt dårligt for mig. Både fysisk og psykisk. Og ja, jeg burde virkelig ikke spise særligt meget af det. Men problemet er, at når først det ustabile blodsukker og den deraffølgende sukkertrang først har fat i mig, så er der ingen stopknap og jeg spiser alt sukkeret. Også det, som jeg ikke særligt godt kan lide.

    Jeg synes, at min navnesøster har beskrevet det rigtigt fint, at hvis man har det som os, så er lidt aldrig nok – og at spise ting med sukker i, vil aldrig føre til en følelse af at have fået nok – men bare til lyst til mere og mere. Siden jeg fik diagnosen PCO, har jeg læst en del om hvad sukkeret egentlig gør ved en krop, som ikke kan tåle det. Og jeg har holdt mig helt fra sukker i lange perioder, hvor det er gået helt fint. Men, og der er et men, jeg ender ofte med en følelse af, at det er synd for mig, og jeg føler mig udenfor, når jeg skal have særkost. Og jeg mangler det sociale element, som det giver at dele kage eller slik på arbejde. Og det er også et tab af identitet ikke længere at være hende, som kaster sig frådende over slikskålen.

    Til gengæld, så er jeg efterhånden ved at være så gammel, at jeg godt kan indse når jeg har skabt dårlige mønstre for mig selv, og jeg vil gerne gøre en indsats for at droppe de dårlige vaner een gang for alle. Og faktisk, så er jeg (stort set) stoppet med at bide negle, hvilket har været min ultimative værste dårlige vaner i maaaange år. Og det holder denne gang, hvilket har givet mod til mere.

    Sukkerstoppet i denne omgang har varet 1½ uge, og det går faktisk rigtigt fint. Jeg bruger samme metode, som jeg har beskrevet her, og faktisk så holder min nye vane med at stå op med det samme, når vækkeuret ringer. Hvilket jeg er ret stolt over. Det er også gået op for mig, at jeg har brug for ikke at føle, at det er synd for mig. Så jeg har givet mig selv lov til at spise sukkerfrie alternativer, hvilket særligt giver mening fordi jeg ikke har droppet sukker for at tabe mig, men for at genvinde mit gode blodsukker, så jeg igen kan mærke, hvornår jeg rent faktisk er sulten, og hvilket mad der er godt for mig at spise.

    Jeg tror, at fejlen de sidste par sukkerstop-forsøg har været, at jeg prøvede at lave en supermand og droppe alt snackeri, og det bliver bare for surt. Og hvis jeg føler, at det er synd for mig, så er jeg hurtig til at finde dårlige undskyldninger for at spise sukker igen. Og jeg kunne godt tænke mig at holde sukkerstoppet denne gang, sådan for alvor. Allerede efter 1½ uge kan jeg mærke, at min appetit er mere normal, min hud er pænere, min mave mere (lad os bare sige) regelmæssig, mit humør tusind gange mere stabilt og jeg “føler” verden igen. Så jeg har svært ved at finde en grund til at spise sukker igen. Så måske holder det denne gang – sådan for alvor 🙂

    Har du nogle dårlige madvaner? Eller er du perfekt?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Et bæredygtigt liv

    Tilbage bag pindene og noget om sukker (igen).

    Efter over en uge uden strikketid, er jeg endelig tilbage bag pindene. Jeg prøver at nøjes med et enkelt strikkeprojekt ad gangen, og de seneste uger har jeg arbejdet på at få den næste opskrift helt klar til udgivelse, og har nedprioriteret strikkeriet. Men jeg bliver rastløs når jeg ikke strikker, så jeg har startet et lille mellem-projekt, nemlig en lille BRISE.

    Opskriften kræver kun to nøgler cottonwool fra garnudsalg, og jeg havde netop to nøgler i denne fine, lyse mintgrønne liggende i lageret. Planen er at strikke blusen med lange ærmer, hvis der er garn nok. Og så har jeg efterhånden samlet en bunke små nøgler cottonwool fra andre projekter, så jeg skal til at strikke et stribeprojekt for også at få bugt med resterne. Det gælder jo om ikke at spilde garnet 🙂

    Ugens store projekt er, at jeg holder sukkerpause. Det er ikke første gang, og garanteret heller ikke den ikke sidste gang, hvor jeg forsøger at smide sukkermonsteret på porten. Generelt er jeg fan af alt-med-måde, og vil helst ikke forbyde mig selv at spise nogen form for mad – men det er netop problemet – sukker er ikke mad, det er kemi og det ødelægger min appetit-regulering og mit humør. Så nu prøver jeg først syv dage uden, og ser om jeg ikke kan overbevise mig selv om, at fordelene overstiger ulemperne.

    Jane Faerber har tidligere skrevet om hendes erfaringer med at droppe sukker 100 procent, og jeg kan genkende en del fra hendes beskrivelse. Jeg har tidligere haft perioder på op til seks måneder, hvor jeg har holdt mig helt fra sukker, og det har føltes sundt og rart. Men hver gang er jeg gået tilbage til at spise sukker i mere eller mindre normale mængder, ofte på grund af en følelse af, at det er “synd” for mig, at jeg skal være anderledes. Men sukker i store mængder dulmer mine følelser, og får mig til at flyde med strømmen fremfor at leve et ærligt og fuldt liv. Og så vil jeg hellere undvære sukkeret.

    Minimalisme startede med at handle om at fjerne overflødige ting, men har efterhånden rykket sig til også at handle om at fjerne dårlig energi og dårlige vaner fra mit liv. Og jeg tror på, at jeg kan leve et bedre liv, hvis jeg kan få stabilt blodsukker og rent faktisk spise det, som jeg har lyst til og som er godt for mig, og ikke bare det, som mit dårlige blodsukker dikterer.

    Jeg er to dage inde i sukkerstoppet, og venter stadig på, at det bliver nemmere. Så jeg strikker indædt og messer: Det er bare en fase, det er bare en fase 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Mormorliv – Råd til at leve mere enkelt #1 Lav æblegrød af nedfaldsfrugt

    Lørdag besøgte vi mormor. Dagen før havde det blæst kraftigt, og en del æbler var faldet til jorden under æbletræet. En time efter vi var ankommet var de nedfaldne æbler skrællet og kogt til æblegrød til fryseren. Æbler, der er faldet fra træet er ofte blevet stødt på den ene side, så hvis du venter for længe, så vil det blive dårligt. Derfor er det smart at få lavet lavet nedfaldsfrugten til noget lækkert med det samme, så det ikke går til spilde.

    Fremgangsmåde

    Skræl æblerne. Fjern de stødte dele. Skær i tern og læg i den gryde. Dæk halvt med vand. Kog og rør godt rundt indtil du har en jævn grød. Smag evt til med sukker og/eller vaniliesukker. Det er ofte ikke nødvendigt at tilsætte noget, så smag først 🙂

    Ligenu bugner de danske haver af frugt. og hvis det ikke bliver brugt nu, så går det til spilde. Lad os sammen redde frugten. Du kan evt. tilbyde naboen at samle frugten op for ham/hende, og vende tilbage med æblegrød i bytte.

    Til november starter forsalget til min kommende bog, Momorliv – Råd til at leve mere enkelt. Med mange flere mormorhacks til et grønnere, enklere og sjovere hverdagsliv.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Til min store glædet opdaget, at det lokale hovedbibliotek holder åbent til “bestil og afhent”. Mine ture på biblioteket er en af de ting, som jeg virkelig savner her i Corona-land, så jeg var ægte lykkelig og skyndte mig at bestille 28 bøger. Hvoraf halvdelen allerede kan hentes nu. Hurra. Og tippet er hermed givet videre, måske er det samme tilfældet hos din lokale bogpusher.
    • Endelig fået solgt det flødekande/sukkerskål-sæt, som kickstartede #minimalisme-udfordringen. Det var rart at få sendt videre, og det flytter nu til Fanø, hvilket er vildt hyggeligt at tænke på. #Minimalisme-udfordringen er nu nået til dag 20, og jeg er ikke tæt på at mangle ting at skille mig af med. Hvilket blot beviser, at man aldrig er helt færdig med at rydde ud. Livet er ikke statisk, og behov vil ændre sig stille og roligt. Det er okay 🙂
    • Været madspilds-ninjaer. Efter mange ugers hjemmearbejde og hjemmeskole ved vi endelig, hvad der bliver spist i løbet af ugen. Og vi har omstillet den store ugentlig handledag, med et par enkelte opsamlingsture. Til at der handles stort cirka hver femte dag, og så slipper vi for alt klathandleriet, som når vi løb tør for rugbrød eller frisk frugt. Den nye måde at bedre for pengepungen, tidsregnskabet og det store Corona-blive-hjemme-puslespil.
    • Formået at få vores skrald ret langt ned – på trods af at alle måltider lige pt. bliver forberedt og spist herhjemme. Vi har cirka to poser restaffald, to poser madskrald (gulerodsskræller, kartoffelskræller, æbleskrog, bananskræller osv) og to kasser med sorteret plastisk, metal, glas osv. om ugen. Om det er meget eller lidt for en familie på fire, vil jeg ikke dømme, men det er mindre end vi havde før jeg begyndte at se nærmere på skraldemængderne. Nu betaler vi samme mængde for renovation uanset mængde, men i det store billede kan jeg godt lide tanken om at leve lidt “lettere” og efterlade mindre skrald i min dagligdag.
    • Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men vi har besluttet (min kæreste har besluttet for os), at der kun er alkohol på bordet i weekenden. 138 måneders lockdown havde udvandet grænserne mellem hverdag og weekend, og vi var enige om, at en måde at genskabe denne grænse var at alkohol (hvis man nyder sådan noget) kun hørte til i weekenden. Jeg ved ikke om det gør den store økonomiske forskel, men vi sparer da lidt penge og kalorier på den konto. Så det skulle også nævnes.
    • Fået en ny last – rødvinen skulle jo erstattes af noget – så jeg er begyndt at sylte rødløg. De kan spises på alt, og gør mit liv en lille smule bedre i denne tid. Så tippet er hermed givet videre 🙂

    Iøvrigt, så har min podcast rundet 15.000 downloads, det er så vildt at tænke på. Tak fordi du (måske) lytter med, tak til jer der har delt den med venner og som har efterladt en anmeldelse. Det gør mig så glad.

    Jeg har besluttet mig for at der skal udkomme en ny episode hver mandag, indtil vi bliver “lukket ud hjemmefra” igen. Så er det mit lille bidrag til at underholde og inspirere i disse sære tider.

    God fredag derude. Og hold fast 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Kørt fuld plade på madplanen. Det er sjældent at vi følger den til punkt og prikke, men denne gang passede det perfekt. I aften står menuen på pizza til drengene der er alene hjemme, og jeg spiser ude af huset, så vi går 100 procent rouge på madbudget-fronten 🙂
    • Været til møder ude af kontoret, og husket at pakke snack til turen, så mit lave blodsukker ikke fik mig lokket på affveje. Det handler om at være et skridt foran mig og min sult, ellers er der ikke langt til at min underbevidsthed kalder på croissanter og franske hotdogs. Jeg er mange år fra at impulsshoppe tøj og ting, men junk food derimod … mmmmmm.
    • Arbejdet en del hjemmefra og været god til at huske at indlægge gåture, væk fra skrivebordet. Det er som sådan ikke en sparehack, men min livskvalitet stiger 100 procent, når jeg får lys og luft, og det kan jo også noget – i det store billede. Jeg tror på, at når livet føles rart indeni kroppen, så er vi mindre tilbøjelige til at søge at dulme ubehaget med ting udenfor kroppen. Ja, onlineshopping, sukker og alkohol, jeg kigger på jer.
    • Solgt lidt mere hjemmestrik, hvilket betyder lidt mindre hobbyrod og lidt flere penge på kontoen.
    • Givet lidt mere hjemmestrik væk i barselsgave – også en måde at få mindre bunker på, og der er ikke noget end babyer klædt i uld 🙂
    • Sagt ja til at holde to foredrag. Et i oktober og et i november. Det er ikke noget jeg bliver rig af, men jeg kunne ikke forestille mig nogen sjovere måde at tjene penge på, end at tale om mit yndlingsemne foran folk, der gider lytte. Nu må vi se om regeringen når at smide et forsamlingsforbud på bordet inden da, så må det blive til foråret istedet for.
    • Ikke købt andet end mad hele ugen. Dette punkt gælder for de fleste uger, men jeg ville nu lige det nævne det alligevel 🙂

    Torsdag startede jeg Minimalisme-udfordringen her på bloggen og på instagram. Og der er allerede mange, som har sagt, at de gerne vil være med. Modsat min bog, Den lille guide til minimalisme, som er meget metodisk og grundig, så vil denne udfordring max tage 5-10 minutter hver dag. Tanken er, at det skal være nemt at komme i gang, se fremskridt og derved holde momentum.

    Minimalisme har virkelig gjort mit liv både nemmere og bedre, så jeg håber at få overbevist så mange som muligt om, at livet med færre ting nu engang er et bedre liv 🙂 Og selvom jeg ikke får overbevist nogen om minimalismens fortræffeligheder, så får vi ryddet lidt op i hjemmet, og det har aldrig skadet nogen.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på youtube eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Igen købt, og lagt madplan efter indholdet i to too good to go-poser. Det kræver naturligvis, at man er villig til at lade posens indhold bestemme menuen, og det er nok ikke for alle, men jeg er fan. Jeg melder ud i slutningen af denne måned om det kan ses på vores forbrug på mad. Jeg tror ja, men lad os nu se, hvad tallene siger 🙂
    • I samme boldgade, så fik vi sushi via appen igår aftes. Man kan først hente maden kl. 20.30, så jeg ventede til en dag, hvor drengene ikke var hjemme. Det er for sent at spise for dem. Maden var frisk, lækker og virkelig billig, så det kan vi godt gøre en anden gang 🙂
    • Imorges høstede jeg det sidste jordbær i haven, og så lukker vi sæsonen for i år. Igen har vi kunne hente en håndfuld jordbær hver morgen i virkelig mange dage, til drengenes og min morgenmad. Det er sundt, billigt og en god måde at vise børnene, at man kan gro sin egen mad frem. Det er vigtigt for mig, at de ved, at man godt kan spise andet mad end det, som kan købes i supermarkedet. Det samme gælder, når vi sanker vilde æbler, blommer og brombær til efteråret. De skal ikke være bange for naturen, men vide at der er mad og ro at hente ved at bevæge sig ud i den.
    • Jeg har fundet garn frem til en ny strikket top, efter denne opskrift. Jeg strikker efterhånden ganske lidt nyt til mig selv. Jeg har et udvalg af yndlingsstrik, som jeg går med hele tiden, og nærmest ikke kan slides op. Så alt ekstra strik ville blot være spild. Da jeg startede mit projekt med kun at lave alt mit eget tøj, så var det en stor F…-finger til fast fashion og den måde de behandlede klodens ressourcer på. Siden da, så har strikkeverdenen udviklet sig til et ræs om at nå at strikke mest muligt, og gerne købe så billigt garn som muligt. Og så ryger pointen med at være bæredygtig lidt. Så jeg strikker lidt, udvælger model, farve og materiale nøje, så jeg er næsten sikker på, at det bliver en favorit. Og hvis det ikke lykkes, så sælger jeg den eller giver den væk, så den ikke ligger og fylder i mit skab. Så er både strikkeren og minimalisten i mig glade.
    • Reddet urtepotteskjulere fra den lokale genbrugsplads. Efter en vask, er de gode som nye, og jeg har tænkt mig at aflevere dem i vores genbrugsbutik, så de kan blive brugt igen. Jeg ved godt, at den nemme løsning er at smide ud, men jeg ville ønske at folk gad køre den lille smule længere og aflevere brugte ting et sted, hvor de kan blive til glæde for andre. Og ikke bare til skrald.

    Vi kan allesammen gøre lidt mere for at passe på vores fælles ressourcer, og mange tiltag kræver blot en vaneændring, men koster os hverken mere tid eller penge, når først den nye vane er på plads. Eksemplet med at bære gode, brugte ting til genbrugsbutikken fremfor genbrugspladsen burde være overkommelig for de fleste. Måske tage cyklen til bageren fremfor bilen eller trylle mest de sidste rester i køleskabet før vi køber nyt mad.

    Det er små ting, og vi kan alle vælge et eller andet, som vi kan gøre bedre på klimafronten. I foråret besluttede jeg mig for, at det var slut med tyggegummi her i huset. Jeg havde tilvalgt tyggegummi, som “snack” fordi det er sukkerfrit og føltes mere okay af den grund. Men tyggegummi er jo – reelt plastik – hvis man tænker over det, og skaber en masse unødvendig skrald. Så vi stoppede helt, og efter et par uger, hvor der manglede “noget”, så er det den nye “normal”. Og sådan kan man blive af med en indgroet vane, men det kræver fuld fokus og energi i en periode, indtil den nye vane “sidder fast” 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Hverdagsmad

    Opskrift: “Kød”sovs

    Jeg talte madbudget med en veninde idag, og kom til at prale med min “kødsovs”, der gør det nemmere at spise mindre kød, overholde madbudgettet, få mere grønt i ungerne og bekæmpe madspild. Intet mindre end fire gode ting 🙂 Jeg lovede at sende hende opskriften, og har valgt at skrive den her på bloggen, så andre måske kan få glæde af den.

    Normalt laver jeg en stor portion, så der er til mange dage. Så sparer jeg også på den kostbare tid. Billedet ovenfor er fra en dag, hvor jeg lavede en stor portion og kunne lægge tre ekstra måltider i fryseren til dage med mindre overskud. Det er ikke et fancy billede, men det er rendyrket luksus at have nem og sund mad liggende til de dage, hvor alternativet var en dyr og usund pizza.

    Jeg bruger “kødsovsen” til alle de sædvanlige retter. Med pasta, i lasagne, i wraps, til kartoffelmos eller i pitabrød. Den smager godt, mætter og indeholder store mængder grønt, som drengene ikke har opdaget. Så alt er godt.

    Ingredienser

    Olie eller smør

    1-3 løg (den slags du har liggende)

    2-4 fed hvidløg

    1/2 pose røde linser

    1 hoved revet spidskål

    Eventuelt andre småtriste grøntsager fra køleskabet: Gulerødder, peberfrugter, tomater, squash, alt kål osv. Hvis du ikke har noget liggende, så er spidskålen nok til at give fylde.

    4-5 dåser hakkede tomater

    1 dåse tomatpuré

    Krydderier: Fx karry, spidskommen, koriander eller andre yndlings.

    Lidt sukker eller et skvæt tomatketchup

    Evt. 1 bouillonterning

    En rest kød, grøntsagsuppe, fløde, nudler eller andet kan sagtens ryge med i gryden.

    Fremgangsmåde

    Skyl og kog linserne.

    Skær løg i tern og svits dem i olie og karry.

    Tilsæt hakkede tomater, hvidløg, spidskål og andre grøntsager/rester.

    Tilsæt de kogte linser.

    Lad retten koge ved svag varme i 20-25 minutter og smag til med de ønskede krydderier.

    Easy peasy 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Gennemgået fjernlageret = højskabene på drengenes værelser, hvor jeg gemmer det arvetøj, der ligger og venter på dem. Jeg søger konstant en balance mellem minimalisten i mig, der gerne vil gemme så lidt som muligt, og klima-tossen, der elsker at putte sine drenge i genbrugstøj. Jeg øver mig i kun at gemme det, som jeg er 80 procent sikker på, at de rent faktisk får brugt. En hurtig tjek af tøjet viste, at to bæreposer med tøj trygt kunne sendes videre et sted hen, hvor det har en bedre chance for at blive brugt. Jo ældre drengene bliver, jo mindre tøj har de brug for at have i cirkulation ad gangen. De har yndlingstøj ligesom moren, og resten bliver bare til fyld på hylderne. Så det giver vi slip på 🙂
    • Nydt at modtage grøftekantsblomster fra mindstebarnet.
    • Jeg er på 7. dag med sukkerstop, hvilket kan ses på drengenes fredagsslik. Så udover, at jeg sparer kemi i kroppen og humørsvingingerne væk, så sparer vi også penge på slik-budgettet. Win-win. Jeg har iøvrigt oprettet en facebook-gruppe til jer, der har brug for en sukkerpause og trænger til lidt hep undervejs. Der er iøvrigt mange mellemregninger om vægttab, selvkærlighed og usunde helseråd, når jeg skriver om sukkerstop. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg spiser (og ikke spiser) den mad som giver mening for mig, og håber at alle andre vil gøre det samme. Jeg ønsker ikke at tricke nogen spiseforstyrrelse ved at tale om kost, men det er også vigtigt for mig at sige højt, at “alt-med-måde” bare ikke virker for mig, når det gælder sukker – måske på¨grund af min pco – og måske er der andre, der har det på samme måde.
    • Noteret, at vi to gange nu har smidt laksepålæg ud og identificeret, at der kun er 1/4 af familien, der spiser det og besluttet at vi skifter det ud med noget andet pålæg, som alle spiser. Det kræver ofte blot små skridt at mindske madspild markant 🙂 Det samme gjaldt for dengang vi købte cremefraiche til at lave guacomole, resten røg altid i skraldespanden. Nu bruger vi A38, som også kan spises til morgenmad. Madspild-Jane: 0-1. Så kik i din skraldespand og tjek om der er et mønster, hvis du ender med at smide mad ud, og find så et hack, der passer 🙂
    • Købt et par letvægtsregnbukser til hver af drengene, som kan ligge i deres skoletaske. Dermed er det slut med at have et sæt derhjemme og et på skolen (potentielt også et sæt på fritter). Nu hedder systemet, at man bruger sin jakke, som i forvejen er vandtæt, og hopper i regnbukserne når det bliver nødvendigt. Keep it simple 🙂
    • Apropos systemer, så er mit bedste hverdags-hack at koble de ting man skal huske, sammen med noget som bliver gjort i forvejen. Eksempelvis, så får drengene håndcreme på samtidig med solcremen før de sendes ud af døren om morgenen. De får klippet negle efter badet, og får læst deres daglige tyve minutter samtidig med putningen. Det hedder vist “habit-stacking”. Jeg kalder det bare at få en afslappet hjerne 🙂

    Hvis du vil have flere minimalisme-tips og tricks ind i din hverdag, så har jeg lavet forløbet Kickstart din oprydning, hvor du over 28 dage får hjælp til at gennemgå hele huset, og få ryddet op en gang for alle. Og hvis det skal være mere oldschool, så er minimalisme-bogen tilbage på lager. Den indeholder alt hvad jeg ved om minimalisme, og hvordan det kan være løftestang til det gode liv 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Taget konsekvensen af. at genbrugsbutikkerne stadig er lukkede og mine jeans ikke kan holde sammen mere, og har købt et par helt nye jeans. For første gang i otte år. Lidt skørt. Nu glæder jeg mig over, at jeg ikke skal lappe om kap med de nye huller, der opstod hurtigere end jeg kunne følge med. Nu vil jeg vælge det mindst hærgede par af de gamle jeans og bruge tiden på virkelig at få dem fixet godt op, så har jeg to par at skifte imellem.
    • Bunken med tøj, der skal repareres indeholder iøvrigt også to par af kærestens jeans, der er gået i stykker i lommen, hvor telefonen nu er i fare for at falde ud. Så jeg får en vild lørdag aften 🙂
    • Begge voksne arbejder stadigvæk hjemmefra og det kan mærke på madbudgettet, at vi ikke længere får frokost, kaffe og frugt på arbejdet. Men vi reddede lidt af pengene hjem igen, da vi skiftede fra at drikke pulverkaffe til at drikke god gammeldags filterkaffe til 1/4 af prisen.
    • Weekenden byder på corona-periodens første familie-besøg. Afstandskaffe udenfor og med behørige forholdsregler. Det er utroligt, hvordan så lidt pludselig kan være så fantastisk en gave at få lov til 🙂
    • Jeg har opdaget, at min manglende løbemotivation kunne hjælpes på vej af en app, der måler afstand og minuttid og giver mig små medaljer, når jeg slår nye rekorder. Små hjerner, små fornøjelser, men jeg kommer da afsted. Og app’en er ganske gratis, hvilket det ikke vil være at skifte hele garderoben ud grundet corona-kilo, så win, win.
    • Og mon ikke vi skal en tur i skoven og hilse på den nyudsprugne bøg i weekenden, jo det tror jeg da nok vi skal. Totalt yndlings-gratis glæde.

    Lidt impulsivt er jeg startet på 7 dages sukkerstop for at få vænnet mig fra alle de sukker-snacks, som hjemmearbejdet har brugt ind i mit liv. Jeg har skrevet side op og ned om mit anstrengte forhold til sukker, så der er intet nyt under solen, men det er tid til at sparke sukker ud af mit liv igen. Jeg har startet en facebookgruppe, hvor vi kan støtte hinanden igennem de første trælse dage. Du kan jo kigge ind, hvis du også er klar til at tage en pause fra sukker-snackeriet.

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Vaner

    2020 manifestet

    Tilbage i starten af 2014 gjorde jeg mig nogle tanker om, hvad jeg ønskede at det kommende år ville bringe. Jeg kaldte det mit 2014 manifest, og det lød sådan her 🙂

    • Nul-forbrug (ikke verdens mest ordrette begreb, men nu engang det der faldt mig ind). Garderoben skal skæres ind til benet. Ryd ud, giv væk og sælg. Alt nyt tøj skal laves af mig selv. Det er tilladt at erstatte basistøj.
    • Madplaner hver eneste uge. Minimalt madspild.
    • Brug pengene rigtigt. Brug flere penge på det, der gør familien gladere, og slet intet på det, der ikke gør en forskel for os.
    • Sukkerstop. Det er ikke godt for dig. Bare stop.
    • Løb hver anden dag. Kom af med topmaven.

    Det er ret skægt nu, seks år senere at se, hvordan nogle af fortsættene har sat retningen for den måde, som jeg lever på nu. Købestoppet og madplaner er i den grad helt fastgroede vaner nu, og en stor del af baggrunden for, at jeg er blevet gældfri (bortset fra realkreditten) og at vores økonomi er så robust som den er nu. Men så er der andre punkter, som jeg ikke er kommet lige så godt i mål med 🙂

    Midt i denne corona-pause har det været oplagt at mærke lidt efter, hvilke vaner og tanker, der bringer glæde og fremdrift, og hvilke der ikke gør. Så nu fik jeg lyst til at lave et opdateret 2020 manifest, der kan katapultere mig i den retning jeg gerne vil. Og jeg ved ikke med dig, men i min verden, så kom 2020 så skævt igang, at det stadig er fuldt tilladt at lave nye fortsæt, der kan kickstarte året på en bedre måde.

    Her er mit bud:

    • Drop købestoppet til fordel for bevidst forbrug. Du må gerne erstatte ting før de er helt slidt fra hinanden, og købe de ting, som du mangler.
    • Corona bragte dig løbeglæde og en fast løbevane for første gang i hele dit liv. Hold fast i den med næb og klør.
    • Husk, at nej er en fuld sætning. Du skylder ikke nogen at dele mellemregningerne – heller ikke dig selv.
    • Skru farten ned. Du skal ikke det hele på en gang. Livet er langt. Og mindre er bedre. Det skrev du vist selv engang en bog om 🙂
    • Vær der, hvor du er. Med hele dig. Gør én ting ad gangen. Gør den helt færdig. Træk vejret.

    Hvordan ville dit 2020 genstarts-manifest lyde?

    God søndag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.