Frugal friday
Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
I denne uge har vi/jeg:
- Til min store glædet opdaget, at det lokale hovedbibliotek holder åbent til “bestil og afhent”. Mine ture på biblioteket er en af de ting, som jeg virkelig savner her i Corona-land, så jeg var ægte lykkelig og skyndte mig at bestille 28 bøger. Hvoraf halvdelen allerede kan hentes nu. Hurra. Og tippet er hermed givet videre, måske er det samme tilfældet hos din lokale bogpusher.
- Endelig fået solgt det flødekande/sukkerskål-sæt, som kickstartede #minimalisme-udfordringen. Det var rart at få sendt videre, og det flytter nu til Fanø, hvilket er vildt hyggeligt at tænke på. #Minimalisme-udfordringen er nu nået til dag 20, og jeg er ikke tæt på at mangle ting at skille mig af med. Hvilket blot beviser, at man aldrig er helt færdig med at rydde ud. Livet er ikke statisk, og behov vil ændre sig stille og roligt. Det er okay 🙂
- Været madspilds-ninjaer. Efter mange ugers hjemmearbejde og hjemmeskole ved vi endelig, hvad der bliver spist i løbet af ugen. Og vi har omstillet den store ugentlig handledag, med et par enkelte opsamlingsture. Til at der handles stort cirka hver femte dag, og så slipper vi for alt klathandleriet, som når vi løb tør for rugbrød eller frisk frugt. Den nye måde at bedre for pengepungen, tidsregnskabet og det store Corona-blive-hjemme-puslespil.
- Formået at få vores skrald ret langt ned – på trods af at alle måltider lige pt. bliver forberedt og spist herhjemme. Vi har cirka to poser restaffald, to poser madskrald (gulerodsskræller, kartoffelskræller, æbleskrog, bananskræller osv) og to kasser med sorteret plastisk, metal, glas osv. om ugen. Om det er meget eller lidt for en familie på fire, vil jeg ikke dømme, men det er mindre end vi havde før jeg begyndte at se nærmere på skraldemængderne. Nu betaler vi samme mængde for renovation uanset mængde, men i det store billede kan jeg godt lide tanken om at leve lidt “lettere” og efterlade mindre skrald i min dagligdag.
- Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men vi har besluttet (min kæreste har besluttet for os), at der kun er alkohol på bordet i weekenden. 138 måneders lockdown havde udvandet grænserne mellem hverdag og weekend, og vi var enige om, at en måde at genskabe denne grænse var at alkohol (hvis man nyder sådan noget) kun hørte til i weekenden. Jeg ved ikke om det gør den store økonomiske forskel, men vi sparer da lidt penge og kalorier på den konto. Så det skulle også nævnes.
- Fået en ny last – rødvinen skulle jo erstattes af noget – så jeg er begyndt at sylte rødløg. De kan spises på alt, og gør mit liv en lille smule bedre i denne tid. Så tippet er hermed givet videre 🙂
Iøvrigt, så har min podcast rundet 15.000 downloads, det er så vildt at tænke på. Tak fordi du (måske) lytter med, tak til jer der har delt den med venner og som har efterladt en anmeldelse. Det gør mig så glad.
Jeg har besluttet mig for at der skal udkomme en ny episode hver mandag, indtil vi bliver “lukket ud hjemmefra” igen. Så er det mit lille bidrag til at underholde og inspirere i disse sære tider.
God fredag derude. Og hold fast 🙂
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
En kommentar
Matilde
Med de 138 måneders lockdown, beskriver du det præcis som det føles.