• Minimalisme

    Når man brænder for en sag …

    Jeg læste et opslag på LinkedIn, hvor en kvinde der længe har arbejdet for hjemløses rettigheder, skrev at hun har sagt sit job op. Formulering var, at nogen gange, så brænder man så meget for en sag, at man brænder ud. Jeg tænkte længe over formuleringen, for den rimede på noget, som jeg længe har følt.

    Jeg har delt mine tanker om minimalisme, bevidst forbrug, klimakamp og livshacks på sociale medier siden 2014. Om hvordan denne måde at leve på, er bedre for os mennesker og bedre for planeten. Det har aldrig været en forretning, men ren og skær passion. Men på en måde er jeg endt i en blindgyde, hvor jeg prædiker (min version af) det gode liv, men glemmer at være tilstede i mit eget.

    Det er som den berømte frø i det kogende vand. Pludselig føles det normalt at passe job i dagstimerne, og drive passionen alle de resterende timer, hvor børn og familie ikke fylder. Instagram-profil voksede til blog, facebook-gruppe, podcast og jævnlige ture rundt i medie-cirkuset, hvor jeg alligevel aldrig har formået at få journalisterne til at gribe bolden om, at det hele handler om klimakamp – ikke hvor mange penge jeg investerer.

    Jeg får dagligt beskeder fra – primært kvinder – der har ændret deres liv lidt eller meget med inspiration fra mine skriverier – det gør mig lykkelig – men kan ikke længere skjule, at jeg er virkelig træt. Træt af at være tilgængelig 24/7. Træt af at dele mine tanker – og blive kopieret. Træt af, at det ikke er muligt at gøre passion til forretning. Vist nok bare træt.

    Så denne gang spørger jeg dig om hjælp. Hvad ville du gøre i mine sko?

  • Købestop

    Shoppeliste 2020 + 2021

    Jeg kom helt væk fra at skrive mine overblik over det tøj jeg købte, undervejs i mit købestop. Det er sjovt at se tilbage til 2014 og 2015, hvor købestoppet stadig var nyt, og jeg købte en del basisting og erstattede noget andet tøj, der var gået i stykker. Efterhånden som vi er kommet længere frem, så er der længere og længere mellem købene. Når jeg kigger i mit skab, så er der nærmest kun lutter gamle kendinge tilbage, og det elsker jeg.

    Jeg vil gerne eje lidt, men totalt yndlingstøj hele vejen, og sådan er jeg endt. Som et lille aber da bei, så har jeg arvet lidt tøj fra en venindes teenage-dreng. Tøjet var ment til mine drenge, men de kunne ikke passe det endnu, og det kunne jeg, så det hapsede jeg. Med denne mellemregning, er her shoppelisten fra de sidste halvandet år:

    • Blå jeans (nye – forår 2020)
    • To par tykke strømpebukser (vinter 2020)
    • Trenchcoat (genbrug – vinter 2020)
    • Tre undertrøjer (genbrug – maj 2021)

    Og så skulle jeg hilse fra min kæreste og sige, at grunden til at jeg ikke køber strømper er, at jeg hugger hans. Til det siger jeg bare: Fællesøkonomi. Bum.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Gang i den store Ekstremt sparsommelige købestops-udfordring, og her på ottende dagen, vil jeg godt tillade mig at sige at det går meget godt. Vi har kun købt mad, og kun ganske lidt. Vi har spist fra lageret de fleste måltider, og lever stadig højt på to poser fra TooGoodToGo, som jeg hentede i den lokale Netto, dagen før påske. De var propfyldt med lækkert frugt, bananer, spidskål, kartofler og meget mere. Jeg elsker øvelsen med at få brugt maden, der allerede er i køkkenet før vi køber nyt, og det er en sport at skubbe handleturen bare en dag mere.
    • Bestilt endnu en pose fra TooGoodToGo, denne gang fra den lokale Fakta, og jeg er spændt på hvad vi får denne gang. Posen skal indarbejdes i de næste dages måltider, og så skal der også snart handles en større omgang, så vi ikke løber tør for rugbrød, mælk og havregryn.
    • Lavet drengenes værelser om. De er begge gået fra højsenge til – nåh ja – ikke højsenge. Vi solgte storebrors seng, skrivebord og sofa på dba.dk, og delte lillebrors seng over i to. Lillebrors seng købte vi tilbage i 2015, da de var store nok til at sove i køjeseng, og den har været i brug siden. Den er købt brugt, som de fleste af vores møbler, og kan nok sælges videre til stort set samme pris, når vi ikke skal bruge dem mere.
    • Købte et tøjskab til storebror, også på dba, da det gamle tøjskab var en del af hans høje seng. Udover at være en billigere løsning, og godt for miljøet, så er det også ekstra svært at købe nye møbler her er i corona-tider, så der er kommet et ekstra plus på brugt-siden.
    • Vi mangler stadig skriveborde til begge drenge, men kan ikke lige få dem vi gerne vil have, brugt. Så vi bruger en midlertidig løsning indtil det rette dukker op. Det kræver lidt tålmodighed at være genbrugshaj, men det er så meget sjovere, når det hele lykkes.
    • Aftensmaden om onsdagen består af rugbrød på grund af drengenes sport. Jeg spiste kartoffelmadder, og råkost fra poserne nævnt ovenfor, med purløg fra haven og overskudsrugbrød fra svigermor. Det var næsten gratis mad, og det smagte så lækkert.
    • Vi skal genplante noget hæk, der er gået ud omkring huset. Og vi var egentlig i proces til at plante denne weekend, indtil min kloge svigerfar nævnte, at hvis vi ventede med at plante til efteråret, så slap vi for at vande hækken så meget. Og tanken om at vande en ny, sart hæk hele sommeren, og den mængde vand det ville kræve, afgjorde sagen. Så nu venter vi med hækken til senere på året. Hvilket også er godt, fordi jeg ikke havde fået skrevet hækken på listen over forventede køb i denne måneds udfordring – og det ville være vildt pinligt at gå så meget over budget, sådan helt offentligt 🙂 Så reddet på målstregen.
    • Jeg har fået bibliotekspenge for første gang, så tak til alle der har bedt deres lokale bibliotek om at have min bog på hylden 🙂

    Er du med på udfordringen?

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Til min store glædet opdaget, at det lokale hovedbibliotek holder åbent til “bestil og afhent”. Mine ture på biblioteket er en af de ting, som jeg virkelig savner her i Corona-land, så jeg var ægte lykkelig og skyndte mig at bestille 28 bøger. Hvoraf halvdelen allerede kan hentes nu. Hurra. Og tippet er hermed givet videre, måske er det samme tilfældet hos din lokale bogpusher.
    • Endelig fået solgt det flødekande/sukkerskål-sæt, som kickstartede #minimalisme-udfordringen. Det var rart at få sendt videre, og det flytter nu til Fanø, hvilket er vildt hyggeligt at tænke på. #Minimalisme-udfordringen er nu nået til dag 20, og jeg er ikke tæt på at mangle ting at skille mig af med. Hvilket blot beviser, at man aldrig er helt færdig med at rydde ud. Livet er ikke statisk, og behov vil ændre sig stille og roligt. Det er okay 🙂
    • Været madspilds-ninjaer. Efter mange ugers hjemmearbejde og hjemmeskole ved vi endelig, hvad der bliver spist i løbet af ugen. Og vi har omstillet den store ugentlig handledag, med et par enkelte opsamlingsture. Til at der handles stort cirka hver femte dag, og så slipper vi for alt klathandleriet, som når vi løb tør for rugbrød eller frisk frugt. Den nye måde at bedre for pengepungen, tidsregnskabet og det store Corona-blive-hjemme-puslespil.
    • Formået at få vores skrald ret langt ned – på trods af at alle måltider lige pt. bliver forberedt og spist herhjemme. Vi har cirka to poser restaffald, to poser madskrald (gulerodsskræller, kartoffelskræller, æbleskrog, bananskræller osv) og to kasser med sorteret plastisk, metal, glas osv. om ugen. Om det er meget eller lidt for en familie på fire, vil jeg ikke dømme, men det er mindre end vi havde før jeg begyndte at se nærmere på skraldemængderne. Nu betaler vi samme mængde for renovation uanset mængde, men i det store billede kan jeg godt lide tanken om at leve lidt “lettere” og efterlade mindre skrald i min dagligdag.
    • Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men vi har besluttet (min kæreste har besluttet for os), at der kun er alkohol på bordet i weekenden. 138 måneders lockdown havde udvandet grænserne mellem hverdag og weekend, og vi var enige om, at en måde at genskabe denne grænse var at alkohol (hvis man nyder sådan noget) kun hørte til i weekenden. Jeg ved ikke om det gør den store økonomiske forskel, men vi sparer da lidt penge og kalorier på den konto. Så det skulle også nævnes.
    • Fået en ny last – rødvinen skulle jo erstattes af noget – så jeg er begyndt at sylte rødløg. De kan spises på alt, og gør mit liv en lille smule bedre i denne tid. Så tippet er hermed givet videre 🙂

    Iøvrigt, så har min podcast rundet 15.000 downloads, det er så vildt at tænke på. Tak fordi du (måske) lytter med, tak til jer der har delt den med venner og som har efterladt en anmeldelse. Det gør mig så glad.

    Jeg har besluttet mig for at der skal udkomme en ny episode hver mandag, indtil vi bliver “lukket ud hjemmefra” igen. Så er det mit lille bidrag til at underholde og inspirere i disse sære tider.

    God fredag derude. Og hold fast 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Fået forlænget madplanen med en ekstra reste/rugbrødsdag. Og da vi er inviteret i byen lørdag, så betyder det, at vi har planer for resten af ugens måltider, helt uden ekstra handleture. Vores madplaner er aldrig skrevet i sten, men rykkes rundt efter behov. Nogle gange er der legekammerater, der spiser med og andre gange spiser drengene meget mindre end forventet, så der er mad til næste dag også. Men pointen er, at der kun skal tænkes/handles på aftensmad én gang om ugen, og resten af tiden kan vi freestyle derudfra. Det er bedre end at starte fra nul hver aften 🙂
    • Haft lommepenge-upgraderings-runde. Eller hvad vi nu skal kalde det. De sidste to år har storebror skulle tømme opvaskemaskine hver dag. Det får han lommepenge for. De øvrige opgaver som at hjælpe med borddækning, oprydning og gøre rent på sig eget værelse, det får man ikke lommepenge for. Nu er lillebror blevet otte år og overtager tjansen med at tømme opvaskeren og får nu også lommepenge. Storebror rykker op til at støvsuge huset to gange om ugen, holde styr på gangen og gå ud med skrald. Tanken er, at de skal igennem alle huslige opgaver før de flytter hjemmefra, så de er “oplært” som voksne 🙂 Og samtidig skal lommepengene dels øve dem i at tjene penge og dels give dem en forståelse for, at penge kommer fra “arbejde” og ikke bare hopper ud af mors og fars lommer.
    • Et sted, hvor vi også har oppet omkostningerne er på fredags-snacken. Vores fredag havde udviklet sig til spilletid + slik til drengene og afslapning til de voksne. Og vi sad alle fire lidt spredt rundt i huset. Nu har de onde forældre ændret setuppet for fredag aften, så det er familie-brætspil-aften. Reglen er, at vi skiftes til at vælge snacken og brætspillet. Og vi har ladet drengene forstå, at vi går all in på snack. Denne gang vandt storebror, så han har bestemt at i aften står menuen på romkugler fra bageren 🙂 Med drenge på 8 og 10 er vi ret bevidste om, at tiden hvor det bare er os fire sammen forsvinder hurtigt, så det gælder om at få det hele med.
    • Halloween er jo aflyst i år, så vi har sagt til drengene, at de må ringe på vores dør – så skal vi nok have købt halloween-slik. Men det er ikke nødvendigt, og ja de klarer sig nok uden, men det behøves de faktisk ikke.
    • Lillebror har fået nye dæk på sit løbehjul efter de gamle var slidt helt op. Der er næppe noget bedre end sko og dæk, der er slidt op. Det er tegn på, at vi har aktive børn, og det er noget man skal kæmpe lidt for i disse skærm-tider. #kæphest
    • Udover dækkene, så har vi ikke købt andet end mad denne uge. I wekenden skal der købes lidt fødselsdagsgaver til familie, men det er næsten den bedste måde at bruge penge på, som jeg kender. Udover sushi, rødvin og aktier, altså 🙂

    Iøvrigt er det dejligt at se, at så mange af jer er med på minimalisme-udfordringen. Som sagt, så kan jeg ikke gøre så meget for at fixe alle den lange vinter, som vi ser ind i lige nu, men jeg ved noget om at rydde op, og den viden deler jeg gerne ud af 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på youtube eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Ikke lavet mad. Jeg startede nyt job mandag, og alt energi er gået til det. Og til ikke at smelte i varmen. Så vi har fået rester fra fryseren, rugbrød og koldskål. Alle overlevede. Jeg er stor fan af hjemmelavet mad, men allerstørst fan af at bruge energien der, hvor det giver mening.
    • Genoptaget pendlerlivet. Og venter med at købe månedskort til jeg kan gennemskue, hvor mange dage jeg kan cykle/arbejde hjemmefra. Måske er det lidt dyrere her i længden, men jeg vil gerne vurdere om det ikke kan betale sig. For når første månedskortet er betalt, så er det sværere at finde motivation til at cykle 42 km (!).
    • Klaret skolestart helt uden indkøb af nye blyanter, linealer og all that jazz. En gennemgang af taskens indhold viste, at drengene havde alt det de skulle bruge. Det samme gjaldt tøjskabet. Så nu er vi igang med hverdagen igen. Bum.
    • Holdt fast i vanen med at bage koldhævede boller til drengenes madpakker. Kan lige hive dem ud af ovnen fem minutter før mit tog kører. Det føltes meget overskudsagtigt. Jeg siger ikke, at det gør mig til verdens bedste mor, men en medalje ville være passende 🙂
    • Nydt at brombær-sæsonen er igang. Brombær er den ultimative opgradering af morgenmad. Og helt gratis og CO2-neutralt. Haps.
    • Været (måske lidt for meget) lykkelig over, at min nye arbejdsplads er helt uden engangsprodukter. Kaffekopper af porcelæn og postevand i drikkeglas, så simpelt og så dejligt. Og kantinen kan finde ud af at overholde corona-showet SAMTIDIG med at vi får vores mad på ægte tallerkener med ægte bestik. Ajmen altså, så dejligt for sjælen 🙂
    • Fik jeg sagt, at mit nye arbejde har havudsigt. Det er en ægte gratis glæde, som jeg allerede elsker meget højt. Glæder mig næsten allerede til vinteren, hvor jeg kan nyde solopgangen over havet, og kaffe i ægte kopper. Yay. Sure, gamle hippier er glade for andre ting end resten af verden tror jeg 🙂

    Iøvrigt, så er de første tilbagemeldinger på min nye bog begyndt at komme ind, og jeg bliver simpelthen så glad. En skrev, at hun allerede efter at have læst første del af bogen, var begyndt at se på hvert køb og vurdere om det gjorde hende lykkelig eller ej, og hun kunne allerede se forskel på kontoen. Det gør de lange skrive-aftenener umagen værd, når jeg kan få andre til at se pointen med at bruge deres penge på den måde, som giver mening for netop dem, og ikke som andre synes er “den rigtige måde”. Hurra.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Ikke kategoriseret,  Klimaforandringer

    Om bæredygtighed – eller om “stop med at være et røvhul-metoden” til et mere klimavenligt liv …

    Forleden var jeg med til kickstarte søde Trines offentliggørelse af hendes virksomhed ReWoolSolution med en live på instagram. Jeg fik æren af at indlede med en lille kort snak om bæredygtighed. Kort sagt, så er mit take på bæredygtighed, at det blot handler om at stoppe med at være et røvhul. Den måde vi bruger klodens ressourcer, og dermed den fælles pulje af frisk luft, rent vand, energi og mad sker på den måde, så der er nul og niks tilbage til vores efterkommere. Og når bæredygtighed defineres som en “udvikling, der skal sikre menneskenes nuværende behov uden at forringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres”, så er der noget der ikke stemmer.

    De fleste af os kan godt blive enige om, at man er et røvhul, hvis man tager det sidste kage foran næsen på dem, som sidder og venter. Eller, hvis man rager til sig, så der ikke er mere kartoffelsalat tilbage til resten af bordet, bare fordi det er yndlingsretten. Men vi virker lidt mere nonchalant omkring det faktum, at vi allesammen hvert år bruger langt flere ressourcer end jorden kan nå at renegere, længe før året er gået. Hvert eneste år. Det overforbrug skaber store problemer for de generationer, der kommer efter os. Problemer, som de skal løse i et mere ustabilt klima, forårsaget af al den ekstra CO2 vi futter af, fordi vi “fortjener” shoppeture til New York, udskiftning af møblerne hvert femte år eller den nyeste bil i kvarteret.

    Ja, jeg er en sur gammel hippie, men jeg vil gerne præsentere mit bud på en møde at leve mere klimavenligt, til gavn for kommende generationer. For der er meget vi kan gøre, men det kræver lidt ændrede vaner. Så næste gang du skal købe noget i hverdagen, transportere dig selv fra A til B eller tage større forbrugsbeslutninger, så overvej: Er jeg et røvhul eller ej, hvis jeg tager denne beslutning? Altså, bruger jeg lige nu mere end min del af klodens ressourcer, fordi jeg absolut skal have jordbær i januar? Eller er der mon nogen kommende generationer, der bliver lidt trætte af, at jeg fyrer roundup direkte ud i deres drikkevand, fordi jeg ikke orker at fjerne ukrudt.

    Og nej vi er ikke perfekte. Men vi kan bruge metoden til at beslutte os for, hvor vi kan leve med at være lidt et røvhul, men så opveje på andre punkter. Jeg er for eksempel ikke villig til at opgive min store klimasynder rødvinen, men jeg skærer gerne kraftigt ned, og spiser markant mindre kød for at skabe balance. For dig vil det være nogle andre fra- og tilvalg. Måske orker du ikke at bakse med stofbleer, men køber alt babytøj som genbrug. Eller du er veganer, men flyver indimellem på ferie. Vi er alle perfekte, uperfekte, også når det gælder klimaet. Men lad os også allesammen prøve at være lidt mindre røvhuller mod de mennesker, der skal bruge kloden efter os. Det ville klæ’ os.

    Jeg skal nok vende mild og glad tilbage igen, men idag har den sure gamle hippie overtaget tasterne. Such is life.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Lagt madplan baseret på indholdet fra too-good-to-go posen, som jeg nævnte sidst. Vi fik en virkelig fin pose med vandmelon, ferskner, porrer, nye kartofler og meget mere (billedet ovenfor). Frugten blev hurtigt spist, porrerne blev til porretærte, som vi af en eller anden grund ikke har fået i lavet årevis. Det er fint med lidt ny inspiration. Spidskål, løg og tomater røg i en omgang “kød”sovs – der blev til fire portioner, så nu ligger der tre gange aftensmad og venter på dage med mindre overskud. De nye kartofler bliver til kartoffelsalat til i aften.
    • Baseret på succesen vil jeg prøve at hente en ny pose i weekenden, og se om de holder standarden. Jeg kan godt lidt tanken om at lægge madplan for ugen, efter at jeg har hentet posen, så er jeg sikker på at indholdet ikke bliver spildt, når først det kommer hjem til os. Så ville pointen ryge lidt.
    • Fundet yoghurt og rugbrød med fine gule madspildsmærker i den lokale netto. Yogurten kan holde sig to dage, og det overlever den alligevel ikke herhjemme, og rugbrøddet er lagt i fryseren til når vi mangler. Jeg føler mig meget madspilds/økonomisk bevidst i disse dage 🙂
    • Lavet (og spist) klatkager af en lille rest risengrød, dels fra gryden og dels lillebrors efterladte portion (ja, jeg er den slags mor). Risengrøden røres op med cirka 1 dl hvedemel og et æg, og steges på panden. Med en klat hjemmelavet jordbærsyltetøj fra min mor, så er det den bedste snack jeg kender. Og en rar måde at bekæmpe madspild.
    • Jeg ved ikke om jeg har nævnt dette madspilshack før, men jeg spiser altid endeskiven af rugbrøddet. Resten af familien vil gerne være fri for endeskiven, og jeg er ligeglad, så jeg “tager en for holdet” og bekæmper madspild, een rugbrødsmad ad gangen 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Next level minimalisme … eller noget …

    Når jeg taler om, at minimalisme ikke handler om ting. Så mener jeg, at det at forholde dig til dine ting, blot er første skridt på vejen. Men det er så nemt at tage fat på, og blive hængende i overvejelser om den rette mængde vandglas, kjoler eller håndklæder. Men at fjerne de overflødige ting, er blot første skridt på vejen. Efter tingene er det de dårlige vaner, tyngende relationer eller gamle overbevisninger, der står for skud.

    Principperne bag minimalisme kan bruges til at rydde det væk, som står i vejen for, at du kan leve det gode liv. Ved at rydde op og rydde ud, så bliver det nemmere for dig at mærke, hvad der er vigtigt for dig, og hvad der blot var en spejling af, hvad der er vigtigt for andre. Minimalisme har givet mig modet til at tage nogle valg, som ikke er de oplagte for andre, men som var de helt rigtige for mig.

    Jeg bruger minimalisme som kompas, når mine valg fører mig lidt for langt væk fra det liv, og den hverdag som jeg gerne vil leve. Meget typisk mig, så havde jeg puttet alt for meget ind i mine vågne timer – jeg har altid været tidsoptimist. Jeg drev min medlemsklub, administrererede en facebook-gruppe med 15.000 medlemmer, skrev blog, strikkeopskrifter, bog, holdt foredrag og styrede sociale medie-kanaler. Plus fuldtidsjob og børnefamilieliv. Når jeg skriver det ned, så kan jeg jo godt se, hvor ikke-minimalistisk det er, og hvor dårligt det går i spænd med det ønske om et hverdagsliv med ro og plads.

    Så jeg gik i gang med at skære ned og vælge fra. Jeg lukkede medlemsklubben, droppede at lave strikkeopskrifter og fik hjælp til facebook-gruppen. Nu er mit fokus blot på at få mine bøgerne (i flertal) godt ud i verden, og holde et foredrag, når en god mulighed byder sig. Jeg skærer markant ned på tilstedeværelsen på de sociale medier, så jeg kan være mere til stede her i den ægte verden. Flere forandringer er på vej, men er ikke offentlige endnu, men de vil bære mig endnu mere i samme retning.

    Med disse ændringer prøver jeg helt ægte at leve, som jeg prædiker. Men alle forandringer er svære. Det er nemt at jagte drømmen om iværksætterlivet, lave medlemsklubber, online-produkter og sætte reklamer på bloggen. Men når jeg helt aktivt vælger det til, som jeg elsker at lave, så er det at formidle om minimalisme. Via mine bøger og via foredrag, når det er muligt. Mit arbejde som jurist. Og min tid sammen med min familie. Alt det andet er bare fyld og overflod, og skal skæres fra.

    Har du brugt minimalisme til at skille dig af med andet end ting?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Været sygdomsramt på voksensiden, så madplanen blev sat på hold og to af dagene blev lavet om til rugbrød-dag og en morgenmad-som-aftensmad-dag. Det er ikke verdens mest ophidsende kulinariske oplevelse, men alle bliver mætte og vi undgår junkfood-fælden. Så alt er godt.
    • Tænkt lidt over, hvor lidt tid vi egentlig har tilbage med drengene i en alder, hvor de gider være sammen med os. De er 10 og snart 8 år, og vi er et mulehår fra at være deres nedern forældre. Jeg er okay med, at der vil komme en tid, hvor de mere og mere får deres eget liv. Men også okay med, at det ikke er lige nu. Og jeg får lyst til at skære endnu mere ned for de bolde jeg har i luften, for at være 100 procent til stede, lige her og nu. Jeg er allerede igang med at skære fra 🙂
    • Fået store mængder vild rucola i haven. Vi bruger det, som andre nok ville bruge purløg, drysset i stor stil på alle typer af rugbrødsmadder. Mums. Der er også radisser, bladsalat og jordbær på vej i haven. Det er den rene luksus, når vi kan hente lidt ekstra mad ind fra vores forvoksede altankasser.
    • Corona har gjort os endnu bedre til at undgå madspild. Når vi er mere hjemme end normalt, er det nemmere at “holde øje” med udviklingen i køleskabet, så der ikke pludselig er madvarer der er sygnet hen.
    • Apropos madspild, så laver jeg en stor omgang “kødsovs” imorgen for at gøre kål på det grønne, som ikke blev brugt i ugens løb, da madplanen blev omlagt. Jeg bruger en grundopskrift, hvor købet er skiftet ud med røde linser, og så ryger alt groft grønt ellers bare i gryden. “Kødsovsen” bruges til pasta, lasagne eller i wraps. Den er også nemt at fryse ned til de dage, hvor vi har lidt mere travlt. Det er et direkte indskud på energi-kontoen til en dag, hvor vi trænger 🙂

    Ellers står dagene blot på slutspurt af Den lille guide til opsparing, som ryger til korrekturlæsning lige om lidt. Jeg er så klar til at sende bog-baby nummer to ud i verden 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.