Minimalisme

  • Minimalisme

    I’m back

    Som jeg proklamerede for længe siden, så blogger jeg på min egen måde og med den frekvens, som jeg har lyst til, hvilket betyder, at jeg holder lange pauser, når ordene slipper op. Eller jeg bare har lyst til at lave noget andet, væk fra skærmen. Men denne skrivepause har ikke været med min gode vilje, men som resultat af, at jeg fik lukket mig ude af min blog i starten af december #tekniskudfordret. Men nu er jeg tilbage igen, og nu hvor jeg igen kan dele mine tanker herinde, slipper jeg for at stille mig ud på et gadehjørne og råbe op om klima, minimalisme og det gode (lidt simplere) liv 🙂

    Men der er sket lidt i min ufrivillige blog-pause. Dels har jeg gjort mig klar til at holde mit første (!) foredrag om minimalisme, skrevet kontrakt på min første bog (Den lille guide til minimalisme), jeg er startet som blogger hos Grøn Forskel, og så er jeg blevet interviewet til Politiken (!!!) om at søge økonomisk uafhængighed. Så jeg fik da lov til at dele mit budskaber på andre kanaler, selvom bloggen lå død hen.

    Og så har verdens bedste facebook-gruppe rundet 6000 medlemmer, hvilket jeg vil tro gør den til landets største minimalisme-gruppe, ret mig gerne, hvis jeg har misset en større gruppe! Men det er altså lidt vildt.

    Jeg har også kastet mig endnu mere ud i at investere de penge, som vores livstil gør det muligt for os at lægge til side hver måned. Det er stadig en ny verden for mig, men jeg bliver en lille smule klogere hver dag – eller bare forvirret på et højere niveau. Jeg har lovet at dele mere herinde, efterhånden som jeg opsamler erfaring, der gives videre.

    Og så blev 2019 åbenbart året, hvor minimalisme gik mainstream, takket være en serie på Netflix om Marie Kondo. Jeg læste hendes bog, da den udkom på danske for nogle år siden, og jeg er ret vild med hendes tilgang til at lade glæde og taknemmelighed drive din oprydning. Det er ideer, som jeg har adopteret i min egen filosofi, og nyder stor glæde af. Minimalisme kan ellers godt få skyld for kun at handle om afsavn og fravalg, så bevægelsen fortjener absolut en mere positiv vinkling 🙂 Og på trods af seriens reality tv-feeling, så tror jeg, at den kan give mange et skub i retning af et mere simpelt liv…!

    Hav en dejlig lørdag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • DIY,  Minimalisme

    Minimalisme-hack og DIY dig til en rolig december

    Glade jul, grønne jul ? Ønsker du dig en jul med mere bæredygtighed, der ikke går på kompromis med hyggen, så er Sustain Dailys julestafetsom skabt for dig! Hver dag åbnes en ny låge til masser af juleinspiration, så du dag for dag kommer tættere på en grønnere jul.

    En bæredygtig jul for vores familie, handler om at skabe en rolig december og særligt en juleferie med tid til at trække vejret, så det ikke kræver en ferie efter ferien at blive frisk igen. Vi foretrækker en minimalistisk jul. Ikke fordi vi boykotter hverken pynt eller gaver. I huset er der en hær af kravlenisser og med en stor familie, så bliver der absolut købt nogle gaver i december. Men vi skærer alt fra, som ikke skaber (jule-)glæde for for vores familie.

    Kort sagt, så fravælger vi en forhastet, forpustet december til fordel for en julemåned med tid nok, små faste traditioner, få, nøje udvalgte gaver (gerne genbrug eller hjemmelavet), fokus på ikke at spilde mad (særligt i juledagene) og generelt at gøre plads til lidt anti-hverdag. Kort sagt, så søger vi en julemåned, som indeholder de samme værdier som vores dagligdag.

    En ide til en nem hjemmelavet gave kunne være en hjemmestrikket nissehue. Og med opskriften nedenfor, kan du også hurtigt strikke nye uldhuer til ungerne, hvis de fryser på ørerne. Og som sædvanligt vil jeg opfordre dig til at bruge det garn, som du allerede har liggende, fremfor at købe nyt 🙂

    Opskrift på hurtig-strikket nissehue

    Størrelser: 1-5 år.  Garn: Højlandsuld fra garnudsalg.dk (løbelængde cirka 550m/100g) (dobbelttråd). Strikkefasthed: 18 masker og 24 pinde pr. 10 cm x 10 cm i glatstrik. Pinde: Rundpind (60cm) str. 4 mm og 4,5 mm. Strømpepinde str. 4,5 mm. Garnforbrug: 60 gram.

    Fremgangsmåde

    Så 70 masker op på rundpind str. 4 mm, saml maskerne og strik rundt. Placér en maskemarkør for at vise starten på omgangen.

    Strik de første 15 omgange rib (en ret/en vrang).

    Skift til rundpind str. 4,5 mm.

    Herefter strikkes glatstrik (kun retmasker) indtil arbejdet måler 20 cm.

    På næste omgang tages ind ved at strikke hver 6. og 7. maske ret sammen. Gentages omgangen ud.

    Herefter tages ind på hver tiende omgang med een maske mindre imellem udtagningerne for hver gang.

    Skift til strømpepinde, når der er for få masker tilbage til at bruge rundpinden. 

    Den sidste indtagnings-omgang strikkes 2 ret sammen, hele pinden ud.

    Strik ni omgange, og træk til sidst tråden igennem alle maskerne.

    Hæft enderne.

    Hvis du vil lave en almindelig strik-hue, kan du foretage indtagningerne som beskrevet, allerede efter 15 cm og blot med en enkelt omgang imellem de enkelte indtagnings-omgange.

    God fornøjelse 🙂

    Iøvrigt, så giver pigerne bag SustainDaily 20 procent med rabatkoden “JaneJUL” på deres webshop i dagens anledning, så hvis du vil inspirere andre til en mere bæredygtig jul, så var det måske en god gave-ide.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Giv slip

    Med fare for at lyde som en dårlig kopi af Svend Brinkmann, så vil jeg gerne give dig tilladelse til at give slip. 

    Både på gamle ting, som du ikke har brug for mere. Tøjet, der hverken passer din krop eller dit liv. De gamle, støvede urtepotteskjulere, som du ikke synes er pæne og den tyve år gamle gallakjole fra gymnasiet. Og på de ting, som du har fået i gave eller arvet igennem tiden, men som hverken indeholder gode minder eller gør dig glad.

    Giv slip på gamle venskaber, som har overlevet deres tid og nu blot giver dårlig energi og dårlig samvittighed. Men også på de mennesker, som ikke længere ønsker at være en positiv del af dit liv.

    Giv slip på de drømme, som ikke blev, fordi noget andet blev i stedet for. Og på gamle overbevisninger og historier, der holder dig fast i den, som du var engang. Giv slip på tanker og dårlige vaner, som afholder dig fra at være i verden, som netop du er og fra at være alt det, som du kan være. Giv slip på misundelse og selvmedlidenhed.

    Giv slip. Træk vejret. Og vid, at det er okay. At du er okay.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Minimalisme-hacks til en rolig december

    Jeg ved ikke med dig, men jeg gider ikke en december, som kræver en ekstra ferie at komme sig over. Og al snak om julestress kan vi i fælleskab godt pakke væk. Som jeg skrev om tidligere, så holder vi vores julerier på et niveau, hvor hele familien synes det er hyggeligt, og kan følge med. Jeg tror, at det falder i samme kategori som snakken om stressede børnefamilier, som så samtidig føler det nødvendigt at renovere hus, gøre karriere, træne til maraton, samtidig med at børnene skal gå til tre fritidsaktivteter. Min tanke er, at mindre kan gøre det. Men jeg er jo også en gammel garvet (doven) minimalist 🙂

    Vores minimalistiske december-hacks er:

    • Vi forventningsafstemmer i familien, hvad der er vigtigt for julestemningen, og hvad der ikke er.
    • Vi bager ikke småkager eller laver konfekt, men går all in på havregrynskugler og hjemmelavede æbleskiver. Hvorfor bruge tid på at lave noget, som vi egentlig ikke får spist.
    • Vi deltager ikke i alle potentielle arrangementer, men vi er 100 procent til stede når vi tager afsted. Idag var vi til julefest på mit arbejde og gav den gas med musik, gaver og æbleskiver. Imorgen skal vi besøge familie og i svømmehallen, så altså intet juleagtigt dér.
    • Vi går all in på det julepynt vi allerede har. Det er hverken kønt eller farvekoordineret, men det siger jul for os, og kræver ikke, at vi anskaffer nyt.
    • Vi giver/modtager så få gaver som muligt, men hygger os med at købe/lave dem. Vi skriver en liste i fællesskab og fordeler gaverne imellem os, og så bliver de købt i een omgang. Det er overskueligt, og ganske hyggeligt, når man fjerner stressen fra ligningen.
    • Siden drengene var små, er nissen flyttet ind i december (a la den lille nissedør, som så mange andre steder) og nissen lægger en lille gave hver dag, enten oplevelser, fælles aktiviteter, lidt sødt, en ting som de skulle have alligevel (fx skoleting) eller et spil/bøger/legetøj, gerne købt brugt, men ikke nødvendigvis. Det kræver max en times indkøb/planlægning pr år, og lidt tankevirksomhed hver aften og det er simpelthen så hyggeligt at høre drengene vågne op med spænding om, hvad “nissen” har fundet på.
    • Vores nisse driller ikke. Ideen er sød nok, men det gider jeg ikke, så der nedlægger jeg veto. Det må de brokke sig over når de bliver voksne, sammen med alt det andet 🙂
    • Vi voksne prioriterer at få trænet i juledagene. Og prioriterer gåture i naturen med drengene, når det er muligt. Det gør alting bedre 🙂
    • Jeg satser på at holde sukkerstoppet også igennem julen, hvilket sparer mig en slankekur i januar, og det kan også noget 🙂

    Har du særlige minimalistiske tricks til julen, eller går du med glæde all in på det hele?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Min garderobe

    Jeg fik for længe siden lovet at vise alt mit tøj herinde, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at tage billederne. Så her er en oversigt over det tøj, som jeg ejer. Faste læsere vil vide, at jeg aldrig været fan af at tælle mit tøj, hvilket måske gør mig til en dårlig minimalist, men sådan er jeg nu engang. Og jeg bestemmer selv mine egne regler. Muahahaha.

    Der kan helt sikkert ligge meget potentiale i at sætte en fast grænse for mængden af tøj, som skabet må indeholde eller dyrke capsule wardrobes. Men det, der virker bedst for mig, er kun at beholde favoritter i mit skab, primært købe genbrug eller lave tøjet selv, og blot løbende skifte tøjet ud efterhånden som det bliver slidt. Så here we go – i skrivende stund indeholder mit klædeskab:

    Tre jakker (alle genbrug)To bluser (genbrug/hjemmesyet) + habitjakke (genbrug)Syv kjoler (fin blanding af genbrug, hjemmesyet og de nye køb fra Italien)Seks langærmede bluser (alle genbrug), tre par jeans (genbrug), en stak undertrøjer og tre ud af fire sweatre, som faktisk er de eneste af de mange sweatre i min beholdning, som jeg bruger – resten er sat til salg

    Fem toppe (hjemmesyet/hjemmesyet/genbrug/genbrug/genbrug)Fem nederdele, inkl. en sort plisseret, som var til vask (genbrug/hjemmestrik/hjemmesyet/genbrug)

    Herudover, så har jeg lidt træningstøj, regntøj, undertøj, og ganske få stykker tøj, som kun bruges om sommeren fx bikini og shorts, en hjemmestrikket halsedisse og luffer. En badedragt og et skisæt, som bruges een gang om året. Og så har jeg en tænke/gemmeskuffe, hvor jeg lægger det tøj på pause, som jeg er i tvivl om, indtil jeg bliver sikker på at sende det videre ud i verden. Her ligger også nogle fine hjemmesyet kjoler fra min mormor , som jeg nogen gange tager frem og prøver på, men som jeg ikke tror, at jeg får brugt.

    Så hvad siger du, er det meget eller lidt tøj? Har jeg bestået minimalist-testen 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

     

  • Minimalisme,  Vaner

    Ugens vaneskift – skriv det ned

    Hånden på hjertet, så går det virkelig sin skæve gang med mit forsøg på at have mindre skærmtid. Jeg har formået at sætte tiden markant ned, men jeg føler stadig, at jeg har for meget spildtid på telefon eller pc’en. Men jeg vil sætte en pause på at få det endnu længere ned, og gå videre til næste vaneskift.

    Nemlig at skrive alt ned – det vil sige, at fremfor at bruge min hjerne som huskeliste, som ham her siger, at den er virkelig dårlig til, så vil jeg sørge for løbende at skrive alt ned. Og så forhåbelig nyde at freden breder sig i hovedet. Og måske bliver det endnu lettere at få gjort de ting, som jeg gerne vil, når jeg ikke skal gå og huske på noget samtidig. Vigtigst, så kan jeg måske spare noget tid, ved kun at forholde mig til den samme opgave een gang, fremfor mange gange i træk.

    Jeg har skrevet meget om glæden ved lister tidligere, og jeg kan tydelig mærke, at det er min go-to-løsning, når jeg bliver presset i min hverdag. Og jeg ønsker virkelig, at jeg kan få indarbejdet en vane med løbende at skrive ting ned, også når jeg ikke er presset, så det vil jeg give ekstra fokus den næste uges tid.

    Jeg har allerede snydt lidt, og lavet en 360 graders liste, og er igang med at få løst punkterne. For mig, så handler det om at skrive de enkelte aktivteteter ned. Fx ikke bare skrive: Ferieplanlægning, men skrive “lav pakkeliste”, “lav indkøbsliste”, “undersøg transport”, “få fri” osv. Det gør opgaverne mere “gørbare” og ikke så uoverskuelige.

    Så ugens vaneskift er 1) løbende at skrive alt ned, 2) skriv på de enkelte punkter, hvornår de kan/skal udføres (fx onsdag eftermiddag) og stille og roligt udføre de enkelte opgaver, velvidende at alt løbende bliver noteret, så jeg kan hvile hovedet undervejs. Wish me luck 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Minimalisme som default mode

    Minimalisme for mig handler ikke om at være god til organisere en overflod af ting på en ny, smart måde, bag hvide flader, så det ser fint ud. Minimalisme for mig handler om jævnligt, kritisk at vurdere om jeg stadig har brug for/føler glæde for de ting, som jeg overgiver mig med. Og hvis svaret er nej, så skal de videre ud i verden. Brugt tøj gives videre, bøger og køkkenting sendes til genbrug og mere værdifulde ting sælges. Og for hver ting, der bevæger sig videre ud i verden føler jeg kun lettelse, og ro omkring mig. Minimalisme er på en måde den utimative materialisme – for jeg finder mig ikke i at eje plastik-crap, der ikke forskønner, ting der ikke virker og jeg beholder kun tøj og sko i mit skab, som er absolutte favoritter. Livet er for kort til andet.

    Jeg prøver at give kærligheden til få, nøje udvalgte ting videre til mine børn. Men jeg vil hellere ikke være hysterisk, og ende med at sende dem i den helt modsatte grøft. Så børneværelserne i vores hus er farvestrålende, og med rigelige mængder plastik-fantastisk legetøj. Men jeg forsøger at vise dem, at hvis man jævnligt rydder ud i tingene, så er det nemmere at holde orden og finde sine ting. Hjernevasken er begyndt …

    Der er ingen tvivl om, at jeg er til den ekstreme side, når det gælder om at leve med ganske få ting. Minimalisme er klart mit default mode. Hvis jeg er i tvivl, så vil jeg hellere skille mig af med ting, end at beholde dem. Særligt, hvis jeg møder nogen, som bedre kan bruge det end mig. Og hvis jeg boede her alene, kun med mine egne ting, så var det et ganske tomt hus. Jeg ville trives fint på meget lidt plads, sådan nærmest hotel-agtigt ryddeligt. Men jeg er heldigvis ikke alene om at bestemme, og vi har fundet en fin balance, her i vores lille hus. Med plads til både plastik-legetøj, og store mængder cykler og garn 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Minimalisme

    Hvad koster det gode liv?

    Jeg har den store glæde at møde mennesker på min vej, som ikke ligefrem er enig med mig om ting som klima, forbrug eller hvordan et bæredygtigt liv kan se ud. Det er sundt at blive konfronteret med det faktum, at andre ser tingene anderledes, så jeg kan få tryktestet mine holdninger. Og ofte kan vi nemt blive enige om at være uenige. Men forleden talte jeg med en kollega om FIRE-bevægelsen, og løftede lidt sløret for mit eget ønske om at blive økonomisk uafhængig, og at jeg gerne undervejs levede en form for budget-venligt liv, men at nøjsomhed for mig nærmere var en livsstil og et tilvalg, end en sur pligt. Og det sidste punkt kunne vi ikke blive enige om. Min kollega mente, at et liv, hvor han ikke kunne bruge alt hvad han tjente, måtte være et dårligere liv end det modsatte.

    Og det fik mig til at tænke på, hvad det egentlig koster at leve det gode liv. Når jeg vælger cyklen hver dag fremfor at tage bilen, er kreativ i køkkenet for at få brugt alle rester, fravælger engangsprodukter til fordel for produkter, der kan bruges igen og igen, så er det det gode liv for mig. Når jeg cykler en tur i skoven med drengene lørdag formiddag, fremfor at rende rundt i et storcenter eller spise brunch inde i byen, så er det det gode liv for mig. Og når kærestetid består af en enkelt overnatning et sted i nærheden, fremfor en shoppetur til London eller New York, så er det ubetinget det gode liv for mig.

    Selv hvis jeg gjorde mig umage, så kunne jeg ikke på en fornuftig måde nå at bruge alt hvad jeg tjener. Hvilket igen fører tilbage til mine tanker om privilegie.

    Men for mig ligger glæden i det bevidste (begrænsede) forbrug, i trygheden ved at have en buffer, hvis livet gør knuder og i min nye interesse i at investere, så de penge der rent faktisk bliver til overs, stille og roligt kan tjene deres egne penge, fremfor at blive til ekstra forbrug. Og jeg er taknemmelig for, at jeg så nemt kan mærke, hvad der skaber glæde for mig, så jeg kan gå i den retning trods omverdenens mantra om, at mere er bedre. Jeg nøjes gerne med mindre – det er det gode liv for mig ?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Klimasorg,  Minimalisme

    No shit sherlock

    Nåh, men kan så konstatere, at efter tre dage med det her projekt, så har jeg det ligesom hende her. Altså, det havde jeg jo også før – det bliver bare så pokkers tydeligt, når jeg har opsat et målbart mål for succes, og så skyder helt umådelig langt forbi. Og det er måske også lidt naivt at gå fra maaange timer på telefonen til 30 minutter, but a girls gotta try. Så jeg går lige i tænkeboks om, hvordan jeg kan komme lidt tættere på mit mål end fandens langt fra.

    Jeg har gode erfaringer med at droppe (nærmest) al hovedløst forbrug, med en markant pænere økonomi til følge. Og jeg har i lange periode holdt mig helt fra sukker – også i skrivende stund, hvilket også kræver en vis mængde tilpasning til nye vaner. Så hvordan kan jeg bruge de erfaringer på at kicke min telefon-afhængighed? Det tænker jeg lige lidt over …! Gode ideer modtages gerne…!

    Og iøvrigt, No Shit Sherlock, hvor troede de, at mikroplast blev af? Fat det nu, der er ikke noget, der hedder “væk”. Lad os komme igang med at fixe problemet fremfor at tænke, at ude af syne er fint nok med os. SUK.

    Således opmuntret. God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Ugens vaneskift

    Jeg har altid haft det lidt stramt med nytårsfortsæt, for hvorfor vente helt til første januar med at ændre noget, hvorfor ikke “bare” gå igang nu? Men på den anden side, så gav mine nytårsforsæt i 2014 startskuddet til en masse gode forandringer i mit liv. Og også denne blog, så jeg kan nok ikke afskrive fænomenet helt. Men fremfor at vente til januar, så har jeg valgt at indføre en ny kategori her på kanalen, nemlig ugens vaneskift, hvor jeg giver en ny vane en uge til at vise om den er noget værd.

    Jeg læser meget om vaner for tiden, som en måde at tage minimalismen skridtet videre, og skille mig af med de ubevidste vaner, som skaber “rod” i mit liv. Og så vidt jeg kan læse mig til, så er hjernen dygtig til at effektivisere energi, så handlinger som vi gentager ofte, vil hjernen gerne gøre til en vane, så vi kan udføre den automatisk – uden at tænke. Hvilket jeg tænker må betyde, at det er muligt at “overskrive” en gammel vane, ved at gentage den nye tilpas mange gange, indtil hjernen lader den nye vane være den automatiske handling.

    Så nu er planen at teste nye vaner – een ad gangen – og så kæmpe kampen for at få dem som giver mening for mig, til at sidde fast på harddisken. Det er forsøget værd. Første uges test er allerede overstået, og det var en gammel traver, nemlig mit had/kærlighedsforhold til sukker. En uges sukkerstop bekræftede mig kun i (igen-igen), at det er bedre for mig, når jeg spiser sukker i meget begrænsede mængder. Så nu er den vane accepteret ind i hall of fame, og nu skal den bare sidde fast 🙂 Eller noget.

    Næste uges vaneskift er det konstante dimseri med telefonen. Nu vil jeg se, hvad en uge med max 30 minutters tid på telefonen kan gøre for min følelse af, at tiden forsvinder fra mig. Mon ikke der er en vis sammenhæng 🙂 Har du nogle vaner, som gerne måtte skride i svinget?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin