• Vaner

    Om hjørnestens-vaner

    I mine undersøgelser af, hvad det kræver at ændre vaner, har jeg opdaget et begreb, der hedder “keystone habits”. Løst oversat til hjørnestens-vaner. Pointen er, at ved at ændre en hjørnestens-vane, kan du som ringe i vandet, også skabe positive tendenser i andre dele af dit liv. Eksempelvis kan vanen med at dyrke mere motion, føre til at man spiser sundere mad og sover bedre.

    Netop min egen succes med at stå op lige når vækkeuret ringer – ja den holder stadig (indsæt selv smiley, der pudser sin glorie) – er et eksempel på sådan en hjørnestens-vane. For hver gang jeg står op med det samme vækkeuret ringer, så starter jeg dagen med at overholde det løfte, som jeg gav mig selv dagen før, hvilket sætter en mere positiv tone for dagen. Og det bygger stille og roligt mit selvværd op, for når jeg kan finde ud af at stå op med det samme om morgenen, så tænker jeg lidt mere positivt om mig selv. Hvilket altid er et godt udgangspunkt for livet 🙂

    En anden hjørnestens-vane var, da vi stoppede med at drikke kaffe om aftenen. Da drengene var små, så var det næsten dagens højdepunkt, når de endelig sov begge to og vi kunne drikke en varm kop kaffe og nyde lidt fred og ro. Men som småbørnforældre er det også ekstra vigtigt at få god søvn, så da vi opdagede, at koffein drukket selv tidligt på aftenen påvirker nattesøvnen til den dårlige side, så opgav vi denne vane. Og dermed røg også det “søde”, der ofte fulgte med kaffen. Så vi fik ikke bare dybere nattesøvn, men sparede også uheldige kalorier lige før sengetid. Og helt ærligt, så kan de fleste familier med små børn nok nikke genkende til, at sovende børn bærer belønning nok i sig selv, også uden kaffe og snacks 🙂

    Så min konklusion er, at hvis du skal bruge energi på at ændre en vane, så giver det mening at vælge en hjørnestens-vane, for det vil skabe størst positiv effekt i dit liv.

    Hvilken hjørnestens-vane ville give dig størst gavn, hvis du ændrede den?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • Klimaforandringer

    Om at gøre små ting …

    “Not all of us can do great things. But we can do small things with great love.” Mother Teresa

    Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ændrer verden ved at bekæmpe madspild, spare på vandet, droppe overforbrug eller sortere mit affald. Men jeg tror på, at vi alle kan gøre lidt, og hvis vi er mange nok, så gør det alligevel en forskel. Og jeg vil fortsætte med at sprede budskabet om minimalisme og nøjsomhed, som vejen mod et bedre og mere bæredygtigt liv.

    Men jeg tror også, at der skal større politiske tiltag til, hvis vores forandringer skal have en chance for at gøre en reel forskel. For hvad betyder privatpersoners små skridt, hvis erhvervslivet ikke følger med, eller hvis vores skattekroner ikke bruges bæredygtigt. Men pt. ser jeg ikke et politisk parti med en grøn profil, som jeg kan identificere mig med.

    Til gengæld så hepper jeg på den græsrodsbevægelse, som er på vej frem. Startet af borgere, som ikke gider mere (politiker-)pis, men som vil se konkrete forslag til, hvordan vi mindsker skaderne af klimaforandringerne. Og helst igår.

    Jeg selv er ikke skabt til den politiske scene, men jeg vil fortsat gøre mit for at starte klima-debatten, i facebook-gruppen, omkring frokostbordet og hvor jeg ellers færdes. Og ud af dialog tror jeg, at vi sammen kan finde de næste små skridt, som må trædes i den rigtige retning.

    Hvad er den næste lille ting, som du selv kan gøre for en grønnere hverdag?

    Gør dén med umage og stolthed, for alle små skridt gælder.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Økonomi

    Hvad er din pengehistorie?

    Hvad er din pengehistorie? Er det, at du ikke “har styr” på dine penge og at du ikke kan “finde ud af tal”. Eller er det, at det er nemt for dig at tjene penge og få dem til at blive hængende og til at yngle?

    En af de største forandringer i min tilgang til penge skete, da jeg opdagede om mig selv, at jeg lykkeligt kan leve for ganske lidt. Derefter er alle bekymringer omkring penge forsvundet. Og da jeg begyndte at føre regnskab med, hvordan jeg brugte mine penge og lagde en plan og fulgte den, så føltes det som om at pengene “bare dukkede op”. En forsikringssum, en lønforhøjelse, penge tilbage i skat, fødselsdagpenge osv. Det føltes som overflod.

    Og pengene forsvandt ikke bare. Jeg havde nemlig vænnet mig til at leve for noget mindre end det, som jeg allerede tjente, stadig uden at jeg følte, at jeg manglede noget. Så ekstra penge på bankkontoen, gav ikke et akut shoppebehov, nærmest tværtimod.

    Har du oplevet, at der fulgte en anderledes tilgang til penge med efter, at du fik større fokus på din privatøkonomi?

    Og vil du dele din pengehistorie?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Et bæredygtigt liv

    Overvældet og underbemandet

    Disse dage kører alt lidt på pumperne. Min kæreste blev opereret onsdag (alt er godt!), og jeg er derfor defacto ene fungerende voksen til at holde skansen. Jeg tager bigtime hatten af for dem, som hver eneste dag er den, der får hjulene til at køre rundt i hjemmet (her tænker jeg særligt på sejeste Linda). Men min normale baseline er nu engang den, som jeg sammenligner med, og jeg får ingen ekstra energi af at tænke, at andre har det værre. Alle, som har læst med herinde i mere end fem minutter ved, at min generelle grundfølelse er taknemmelighed for alt det jeg har, men derfor kan jeg sagtens være trætte, sure mor, som idag. Ingen er perfekte. Eller noget…

    Jeg er heldigvis voksen nok til at se, at min overvældethed også mere stammer fra det faktum at jeg prøver at drive min strikkebiks, min blogbiks og er ved at træde ud på rigtigt dybt vand på mit arbejde, så rent ud sagt, så er der nok at se til 🙂

    Strategien, når jeg rammer dage som denne er nødkøreplaner og skidt-pyt og accepten af, at jeg når-hvad-jeg-når. Og lister … lige meget hvad spørgsmålet er, så er lister ofte svaret. Så nu vil jeg lade huset flyde, sætte mig med strikketøj, et glas rødvin og en podcast og samle ny energi til imorgen.

    Iøvrigt, så er der plads på flere på kickstart din oprydning-forløbet. Der er løbende opstart, så du kan bare skrive direkte til mig på byprojecthandmade@gmail.com, så kommer du med.

    God lørdag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Endnu en fredag, og endnu en omgang Frugal Friday! Denne uge har vi/jeg:

    • Spist rugbrød eller rester fra mandens arbejde, kombineret med råkost eller andet grønt fra eget køleskab, så det har været en ganske billig uge. Imorgen skal vi have sushi. Fordi, balance og sådan … 🙂
    • Byttet noget af fodboldtøjet, som blev købt i sidste uge, fordi kæresten havde været lige til den ambitiøse side i forhold til, hvad vi manglede. Man kan faktisk overgøre udstyret, blev vi næsten enige om …
    • “Tjent” 5000 kroner fordi vi købte Matas på det rigtigt tidspunkt. Men de falder måske tilbage imorgen igen, så lad os nu se på den lange bane…!
    • Kommet godt igang med at strikke en ny cardigan (på billedet ovenfor), som jeg skal bruge over mine nye kjoler, så de alle kan bruges til vinter. Hvis jeg har beregnet rigtigt, så kan den strikkes kun med garn fra lager og jeg tror, at jeg har genbrugsknapper liggende – og så er den jo nærmest gratis…! Jo, den er 😉
    • Været i biffen og se De Utrolige 2. Jeg nævner det som en frugal-win fordi vi selv tog vand og slik med hjemmefra, og kun købte deres overprisede, vildt dårlige popkorn. Og nej, man må ikke medbringe noget hjemmefra, men det gør vi. Bum.
    • Vitterligt intet mad smidt ud. Efter mange år med fokus på at mindske madspild har vi efterhånden det sorte bælte herhjemme. Når jeg taler med min 98(!) årige mormor, og prøver at forklare, hvad jeg skriver om her på bloggen, så kalder hun det, hverken zero-waste, minimalisme eller eksotisk. Hun kalder det bare hendes hverdag 🙂

    Apropos samme mormor, så hælder jeg drengene i bilen på søndag og besøger hende. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre at bruge benzin (og tid) på, end at give drengene en chance for at lære deres seje oldemor rigtigt godt at kende. Hvad er dine weekendplaner?

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Om at være i verden, som jeg er

    Min hverdagsheltinde Liselotte, skrev noget forleden om at forlige sig med at se billeder af sit eget ansigt. Det går meget godt i tråd med Johannes tanker om selvkærlighed, og minder mig om et projekt, som jeg ikke har fortalt om på bloggen. Nemlig det faktum, at jeg i løbet af de sidste par måneder er holdt op med at gå med makeup. Og helt ærligt, jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt nogen har opdaget det. Jeg har nemlig aldrig brugt den “store palette”, men stadig følt, at jeg burde have makeup på i hverdagen for at være “acceptabel” til at bevæge mig ud i arbejdslivet.

    Da jeg var yngre var jeg hårdt plaget af akne, og selvom det er meget bedre nu, så får jeg bare aldrig perfekt hud, uden pletter eller urenheder. Men jeg har forsøgt at skjule akneskader og urenheder bag makeup, fordi det føltes mest “korrekt”.

    Men i løbet af foråret begyndte det at føles som om min hud blev værre end normalt, og jeg fik en ide om, at det nok ikke hjalp at putte et lag foundation ovenpå den. Og jeg tænkte, at jeg måske blev mere motiveret til at huske min søvn, vand og frisk luft nok, hvis jeg ikke kunne skjule konsekvenserne af at vælge de forkerte ting i min hverdag.

    Og måske, bare måske, blev jeg lidt træt af at være tvunget til at bruge tid på at dække mig til, ændre hvordan jeg ser ud, og ikke bare møde verden, som jeg nu engang ser ud – som en mand kan tillade sig at gøre – ja, lidt rødstrømpe ud af sidebenet lige der 🙂

    Så jeg trappede ned, og droppede til sidste makeuppen helt. Og jeg tror faktisk ikke, at nogen har opdaget forskellen. Men på en måde, så har jeg snydt lidt, for på en måde føles det nemmere at droppe makeup om sommeren, fordi huden naturligt ser mere jævn og sund ud, når den er lidt solbrændt. Så nu må vi om fortsættet holder, når vinterblegheden sætter ind 🙂 Men jeg håber, at det holder, for jeg kan godt lide tanken om bare at være i verden, som jeg nu engang ser ud.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Frugal Friday er min måde at dokumentere de små tiltag i vores hverdag, som sparer os for penge, tid og miljømæssige aftryk på verden. I denne uge har vi/jeg:

    • Startet arbejde efter ferien, med drengene placeret hos bedsteforældrene. Fremfor at benytte lejligheden til at spise tre-retters middage og champagnebrunch, så har vi spist rugbrød med rester til aftensmad alle dagene og fået drukket lageret af kolde øl i køleskabet (de skulle jo nødigt gå til spilde). Efter tre ugers ferie, så trængte vi til rolige dage herhjemme og vil hellere gemme pengene til at spise sushi med drengene, når vi får dem tilbage igen.
    • Købt nyt tøj til bryllup, hvilket i sig selv ikke er hverken bæredygtigt eller sparsommeligt, men alt er købt med tanken om, at det kan bruges igen. Og selv drengenes hvide skjorter overlevede og er klar til de næste par fester, så jeg er fuldt tilfreds med investeringen. Faktisk købte jeg selv en ny kjole (plus lidt mere), hvilket nærmest aldrig sker, og jeg updaterer derfor shoppelisten snart.
    • I skrivende stund spiser jeg en pandekage, der blev til overs fra igår. Jeg ofrer mig i madspildsbekæmpelsens hellige navn 🙂
    • Vandet køkkenhaven med “overskudsvand“, hvilket både sparer penge og føles godt.
    • Gået endnu mere i min hjemmesyede nederdel. Og for dem, som mener, at det er dyrt at sy sit eget tøj, så kan jeg røbe, at jeg har købt stof for 55 kroner, og elastik for 20 kroner, hvilket giver nok til to nederdele (hej søster). Det er altså ikke dyrt i min verden. Dog kræver det, at man har en symaskine i forvejen 🙂
    • Købt aktier for første gang. Det har krævet et længere tilløb før jeg turde springe ud i det, og kan på overfladen virke knapt så sparsommeligt. Men tanken er at placere vores overskud et sted, hvor pengene avler og ikke bare placere dem på en bankkonto, som svarer til at lægge dem under madrassen. Men det har klart krævet et mindset-skifte for mig at bevæge mig fra at betale af på gæld, og til at investere. Og vi har vildt meget at lære endnu, men det føles som en vigtigt rejse. Jeg har en drøm om at blive økonomisk uafhængig, og det føles som om, at vi i denne uge har taget et babyskridt i den rigtige retning 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • Økonomi

    Om babyskridt ad nye veje

    Da vi endelig kom af med banklånet, var det meningen, at vi skulle igang med at investere. Men jeg fungerer således, at jeg er vildt god til at følge en vej, som jeg allerede kender, men vildt dårligt til at træde af nye stier. Så da jeg skulle ændre mindset fra at betale gæld af, til at sende pengene i en anden retning – nemlig investering i aktier, som var min plan, så blev jeg i tvivl og gik i stå.

    Heldigvis kender jeg mig selv godt nok, efter 37 år, til at vide, at sådan er jeg, og at det blot kræver babyskridt i den nye retning før jeg får mod på det nye. Og når jeg har prøvet det ukendte en enkelt gang, så vandrer jeg frejdigt i den nye retning. Og det er lidt skægt at tænke på, at jeg har læst om investeringer siden 2011, og særligt intenst siden 2014, hvor jeg indså, at det var næste skridt efter at gælden var væk. Det har blot taget lang tid at nå hertil, fordi vi købte hus undervejs, men nu hvor banklånet er væk, kan vi begynde næste kapitel.

    Så efter måneders (og års) tilløb har vi endelig fået lagt en strategi og kaster os ud i aktieinvestering, så må vi se, hvor det bærer os hen. Det spændende er blot, om den samme spareiver, som har fået os til at betale banklånet af 27,5 år før tid, også kan motivere os til at spare penge sammen til at investere for. Men da min nøjsomhed/minimalisme/mormorlivstil er ret fastgroet, så tror jeg vi er på sikker grund 🙂

    Hele formålet med investerings-strategien er at give os frihed til at arbejde mindre, hvis vi vælger det på et tidspunkt. Min drøm er at få mere tid til at dyrke iværksætteri, som også er een af mine store hobbyer. Og naturligvis strikke mere – det er klart 🙂

    Hvad ville du gøre, hvis du ikke skulle arbejde? Hvis du arbejder, naturligvis 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    På sådan en solskinsfyldt fredag, hvor sommervejret og tørken har godt fat i Danmark, så føles det ekstra vigtigt at tale om ressourcer og hvordan vi passer på dem. For mig, så er Frugal Friday min måde at dokumentere de små tiltag i vores hverdag, som sparer os for penge, tid og miljømæssige aftryk på verden. Jeg tror, at de fleste er ved at forstå, at det dejlige sommervejr, er den mere behagelige del af det faktum, at klimaforandringerne begynder at få fat i kloden, og vejret – og dermed vores hverdag – bliver mindre og mindre forudsigelig.

    Jeg er færdig med at være klimadeprimeret, og mine tanker om klimaforandringerne er mere røget i baghovedet, som et bagtæppe og en begrundelse for, hvordan vi vælger at leve vores liv. Med erkendelsen af, at vi har store forandringer forude, så har jeg fået større fokus på, hvor ufattelig heldig jeg er at leve i en hverdag, hvor jeg ikke skal bekymre mig for om mine drenge får mad og vand nok. Og mine hippiehacks og nøjsomhed er blot et udtryk for, hvordan jeg gerne vil være tilstede i verden, og ikke adfærd frembragt af nogen form for nød. Vi har det godt, og jeg er dybt taknemmelig.

    Samtidig så har særligt det sidste år bragt utallige grønne tiltag fra virksomheder, offentlige myndigheder og privatpersoner frem i verden, hvilket er fantastisk opmuntrende at følge. Hvis vi så også fik politikkerne til at turde komme med nogle konkrete løsninger, så ville jeg nærmest blive helt optimistisk 🙂

    I vores hjem har vi denne uge:

    • Spist rester fra weekendens fødselsdag og sikret, at intet mad gik til spilde.
    • Spist grønt fra haven og sparet co2 til transport af maden og plastik til indpakning (plus det smager meget bedre).
    • Cyklet/løbet på løbehjul alle mand fire ud af fem dage, fremfor at tage bilen.
    • Taget korte bade.
    • Komposteret, sorteret skrald og ikke smidt mad ud.
    • Brugt solen fremfor tørretumbleren til at tørre tøj.
    • Været kritisk, og kun lagt det tøj til vask, som rent faktisk var beskidt.
    • Suppleret sommergarderoben i genbrugsbutikken.
    • Spist rester til min frokost på min hjemmearbejdsdag (se billedet – det var et meget lille offer).
    • Haft bilen til service – det kan svare sig at passe godt på sine ting – så holder de længere).
    • Talt med familie og venner om, hvordan man kan leve mere bæredygtigt – vi bliver alle klogere når vi taler sammen.
    • Spredt det grønne budskab i verdens bedste facebook-gruppe, som stadig overrasker mig med de sødeste medlemmer og den bedste stemning på hele facebook. Mindst 🙂

    Facebook-gruppen og bloggen her, er mit lille input til, hvordan vi kan leve et mere simpelt og grønnere liv. Og nu får jeg er talerør mere med mit nye online forløb Kickstart Din Oprydning, som kører det første test-forløb her til juli. Jeg tror nemlig på, at med mindre rod i hjemmet og hovedet, så er det nemmere at tage en bevidst beslutning om, hvordan vi vil leve vores liv. Plads til at leve mere “med vilje” og mindre “som vi plejer”. Med mindre fyld i hverdagen, så tror jeg også, at vi nemmere kan tilpasse os de forandringer, der er på vej, både klimamæssigt og i livet generelt.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • DIY,  Et bæredygtigt liv,  Hippie-hacks

    Gendyrk din basilikum #hippie-hacks

    Jeg er egentlig ikke den store forbruger af krydderurter, men jeg er ret begejstret for basilikum, både på salater og på mine rugbrødsmadder. Så vi har ofte en basilikumplante stående i vindueskarmen i køkkenet. Men planten overlevede sjældent særligt længe, hvilket skyldes, at der hverken er plads eller næring nok i den potte, som følger med. Så jeg har opdaget et par hacks, der kan få planterne til at leve længere og vokse, så en enkelt købe-plante kan give basilikum nok til hele sommeren.

    Del planten op

    Købeplanten består af 8-12 stilke, som hver især har potentiale til at vokse sig til en stor plante. Så hvis du har en større krukke eller et højbed, så skil forsigtigt stilkene ad og sæt dem med god afstand. Vand godt de første dage, og glæd dig til masser af basilikum hele sommeren.

    Sæt stilke i vand

    Hvis man sætter afklippede stilke i vand i en uges tid, så får de nye rødder og vokser fint videre, hvis de plantes i ny jord. Så jeg klippede tre stilke af planten og delte resten op, og satte ud i højbedet, så nu har jeg både basilikum, der vokser fint inde og ude, og jeg regner med at tage et par planter ind, når det bliver koldere og se hvor længe jeg kan holde liv i den samme plante indenfor. Og ja, jeg kunne nøjes med at have planterne udenfor, men jeg har erkendt, at jeg er bedre til at få lidt grønt på min frokost, når jeg ikke skal bevæge mig ud af døren. Dovenskaben længe leve 🙂

    I samme tema, så har jeg også arvet to stiklinger af en grøn plante (som jeg ikke kender navnet på) af min mormor. Efter to uger i vand, havde de fået fine rødder og de er nu plantet over i ny jord, og hvis de overlever, så har jeg fået nye grønne planter til huset helt gratis. Jeg havde nemlig allerede urtepotteskjulere og jord på lager 🙂

    Bruger du også gendyrk og stiklinger til at få mere grønt ind i huset helt gratis?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.