• Frugal Friday

    Frugal friday

    Så nåede vi igen til fredag og opsummering af ugens spare-tips og tricks. Denne dag er også startskuddet til fire ugers ferie, så det er en ekstra dejligt fredag 🙂

    I denne uge har vi:

    • Prøvet at lave tøm-fryseren uge, men der forsvandt egentlig ikke så meget, så vi prøver en uge mere.
    • Fået overblik over opgave-bøger til ferien, og opdaget at vi havde syv liggende fra sidste år, hvor der max er lavet 1-2 sider, så dem får drengene besked på at arbejde videre med #ondemor.
    • Været i bogreolen, på biblioteket og lånt os frem efter ferielæsning. Jeg er fan af at købe bøger, men ikke når vi stadig har en stak, som vi ikke har læst.
    • Fået solgt en overskudsstrik fra lageret, så er der råd til lidt flere is i de næste uger 🙂
    • Fundet garn frem til tre sommerferieprojekter – alt af garn fra lageret. Så det er nærmest gratis tøj, der kommer ud af det, hvis vi lader som om, at jeg aldrig har købt garnet 🙂
    • Talt med drengene om, at de får lommepenge i ferien. Så kan de selv lære at holde hus med pengene undervejs, og vi slipper for det konstante plageri. Vi gir dog også en is de fleste dage, så det er ikke synd for dem.

    Vi har iøvrigt planer om at bruge et par aftener i ferien på at lave en 360 graders gennemgang af vores økonomi, forbrug, investeringer og fremtidige planer. Det tager nok førsteprisen for de mest uromantiske ferieplaner, men som privatøkonomi-nørd så glæder jeg mig helt vildt. Det er nemlig ofte i snakkene om fælles økonomiske planer, at man når frem til enighed om, hvad hverdagen, livet og fremtiden skal indeholde 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Om sårbarhed og mod …

    Jeg er ved at sende en lille bog ud i verden. Det er min første, og derfor virker det skræmmende og ukendt. På trods af, at jeg har smidt ord ud i verden via denne blog siden 2014, så føles det nyt og farligt. Der vil være nogen, der elsker bogen (håber jeg), og det er nogen, der vil hade bogen (med sikkerhed). Og det er i dette spændingsfelt vi bevæger os. Os, der skaber noget fra bunden, giver det liv og sender det ud i verden – velvidende, at “this might not work”.

    Jeg har forlængst vænnet mig til kritik og mikro-shitstorme her på bloggen, for det er prisen for at mene noget lidt kontroversielt indimellem, og sige det højt. Men på bloggen kan vi have en dialog, når vi ikke er enige, og jeg kan forklare mig selv. Men bogen står helt alene, som en lille usikker toddler mod resten af verden. Men jeg øver mig i at leve efter Brene Browns kloge ord om at være i verden med sin sårbarhed og hele væsen. Så nu er det ved at være tid til at give slip, og lade bogen leve sit eget liv 🙂

    Generelt så øver jeg mig i mod disse dage. I at gå nye veje, og se hvor de kan bringe mig hen. Jeg holder kaffe(the-)møder med spændende mennesker, stikker tæerne i nyt vand og prøver mig frem. Det er spændende og det er trættende, når man er sådan én, der gerne vil have en facitliste og en garanti for, at alt nok skal gå godt.

    Og samtidig så går jeg og tænker over, hvad min måde at leve på egentlig hedder. For jeg er en dedikeret minimalist, ressourcenørd, klimatosse, mormorlivs-fan, optimist, privatøkonomi-entusiast, bæredygtigheds-nysgerrig, og så meget mere, som ikke passer ned i nogen kasse. Så jeg tænker og skriver og prøver mig frem. Vi er så heldige at have fire ugers sommerferie i år, og de skal gå med at finde ud af, hvad resten af 2019 skal bringe. Når modet findes frem.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Hvad skal livet være …?

    Advarsel: Dagens menu står på lommefilosofi for åben skærm.

    Jeg fik rodet mig ind i en diskussion i FIREdanmark-facebook-gruppen her til formiddag. Årsagen er, at der er politisk snak om at sætte afgifterne op, så det bliver dyrere at køre bil. Og jeg er fan. Jeg synes, at det skal være dyrere at gøre de ting, som forurener, det gælder også flyvning, fast fashion, kødspisning og spild af vand og mad.

    Jeg tror på, at den hurtigste vej til forandring er at ramme folk på pengepungen. Men jeg er også med på, at det ikke er helt sort og hvidt, og at højere afgifter på disse ting rammer den mindre købedygtige del af befolkningen hårdest. Denne skævvridning af samfundet er netop årsagen til de gule vestes store tilslutning i Frankrig.

    Modargumentet mod afgifter på kørsel kan være, at det er nemt at sidde trygt og godt, tæt på s-togslinje og aftale, at det skal være dyrere at køre i bil. Hvilket primært rammer danskere i vandkants Danmark, som så – endnu engang – føler sig trådt på. Men det er umuligt at lave god, bæredygtig, fremtidssikret politik, uden at det ramme nogen. Og det er netop problemet med at overlade forandring til politikerne – hvis de stemmer for de upopulære tiltag, som en bæredygtig forandring af samfundet kræver, så bliver de ikke valgt næste gang – fordi nogen er sure over, at de må droppe bil nummer to, eller at flyrejser bliver dyrere.

    Men hvad er alternativet? At lade være med at gøre noget, fordi vi træder nogen over tæerne. Det er ikke en reel mulighed. Men hvad skal de stakkels afgiftsramte, vandkantsdanskere så gøre? Her kan livsdesign være svaret. For der er faktisk muligheder, hvis man vil ændre sin situation. Man kan flytte tættere på job, eller skifte job, og jeg vil anbefale, at man gør en af delene. Mennesker er ikke skabt til at pendle mange timer i bil hver dag. Vi valgte selv vores nuværende bolig baseret på, blandt andet jobmuligheder, så jeg har taget min egen medicin.

    Det er også her, hvor FIRE-bevægelsen kan lære os noget. For hvis vi først overvejer, hvor lidt der egentlig skal til for at holde os i live, og lade os leve rare liv, så er alt andet luksus. Og med de briller på, så er det nemt at skære det overflødige fra, og lad selve livet stå mere klart. Med færre ting, mindre stress og mere ro. Og i min verden er det også okay. Jeg tror på, at det nære, langsomme, nøjsomme og mormor-agtige liv, virkelig er det gode liv.

    Og når vi taler biler, så vil jeg til enhver tid hellere sidde i styrtregn på cyklen, end i en bil mens min krop stille og roligt forfalder – der er nok dér hvor mine hippie-tendenser står allerklarest. For alle, der har kortere end 10km burde cykle, og jeg kommer aldrig til at forstå, at de ikke gør det. Og at de hellere betaler med årevis af deres arbejdsliv til at holde en dyr bil kørende, fremfor at få gratis motion, mærke årstiderne skifte (= bande over vejret) og føle effektiviteten i at få det hele på een gang 🙂

    Mit liv skal ikke være effektiviseret i en grad, så min sjæl ikke kan følge med. Ting må gerne tage lang tid. For det hele er jo liv, hvis vi bare gør det ordentligt og er til stede. Og jeg tror helhjertet på, at vi skal have en langsommere samfund, hvor ting må tage tid, må være ubelejlige og hvor vi alle skal skrue ned for forbrug, rejser og den evige vækst.

    Nu tjekker den gamle, sure hippie ud for idag. God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Endnu en fredag, og endnu en gang frigal friday her på bloggen. I denne uge har jeg/vi:

    • Fundet symaskinen frem og en reddet en løs tråd i bunden af storebrors yndlingsbukser, lappet et par af lillebrors bukser og fixet en syning på et par trusser, som ellers er helt nye og med 30 sekunder ved symaskinen er fine igen. Jeg er med på, at jeg ikke sparer en formue ved at reparere fremfor at smide ud, men det føles godt at passe på sine ting, og i længden sparer det jo både tid og penge, når det bliver en fast vane.
    • Sået salat, spinat, tomater og agurk, og går og hepper på næsten gratis mad fra haven.
    • Vander selvsamme have med overskudsvand fra køkkenet, og glæder mig over, at vi ikke er i nærheden af den tørke vi havde sidste år, så overskudsvandet faktisk næsten er nok.
    • Har af andre grunde, droppet kaffe i en periode. Men når kaffen primært er byttet ud med vand, så sparer jeg faktisk også lidt penge der. Men primært er det bare spændende at mærke min krop uden en overflod af koffein. Jeg er faktisk mere frisk, hvilket jeg ikke havde forventet, men måske finder kroppen en mere naturlig balance uden koffein. Pas.
    • Vi droppede en gang sushi i weekenden. Egentlig havde jeg besluttet mig for at fejre med sushi, når bogen var sendt til første gennemlæsning. Men da dagen oprandt var ungerne trætte og de voksne overmætte fra en stor frokost. Så vi valgte et roligt måltid derhjemme a la væltet fryser i stedet for, og det var helt den rigtige beslutning. Dette punkt går direkte ind i kernen af, hvad vi tænker om forbrug og penge herhjemme – det uddyber jeg i et selvstændigt indlæg en af dagen.
    • Det er blevet en fast vane, at jeg bager 1-2 gange i løbet af ugen. Jeg er gået over til koldhævede boller. Der er ikke noget bedre end nybagt brød om morgenen. De kræver også mindre gær og mel, så det sparer lidt på den lange bane, og vi slipper helt for at købe boller til drengenes madpakke, hvilket virkelig er en besparelse. Og så ved vi, hvad der er i dejen, hvilket føles rigtigt rart.
    • Apropos hjemmebagte boller, så kunne lillebror ikke spise sin morgenmad, så jeg gemte den halvfuldte skål med havregryn, mælk og rosiner i køleskabet (med en tallerken over) og når jeg rører dejen sammen i aften, så kommer resten oveni. Her tages madspild alvorligt 🙂
    • Jeg lavede en omgang pasta og kødsovs til aftensmad i aften. Kødsovsen bestod af et løg, hakket kylling, hakkede tomater fra dåse, en halv reven spidskål fra køleskabet, tre slatne peberfrugter fra vindueskarmen, en slat ketchup og diverse krydderier. Det eneste jeg købte var kødet, resten havde jeg allerede. Og nu har vi kødsovs til 3-4 gange aftensmad, enten til pasta, i wraps eller på pizza. Det er mange dage, hvor vi ikke skal tænke på aftensmad og det er ren hverdagsluksus i min verden.

    Da jeg startede listen her til aften var jeg lidt blank på, hvad jeg skulle skrive, men da jeg først kom igang, så var der mange små minimalisme/hverdagshacks at nævne. Det viser bare, at det efterhånden er blevet en indgroet vane at tænke på ressourcerne i hverdagen, både for at spare tid, penge og miljø-aftryk. Sparemusklen bliver stærkere og stærkere efterhånden som man øver den, spørg bare de andre inde i verdens bedste facebook-gruppe – det er bare et spørgsmål om øvelse 🙂

    Facebook-gruppen er iøvrigt lige på nippet til at runde 10K medlemmer. Det er så vild en følelse, at så mange mennesker i fællesskab øver sig i at leve med færre ting, for færre penge og med mere frihed. Jo flere vi kan påvirke til at vælge et liv med mindre forbrug og mere liv, jo bedre for kloden og jo bedre for os selv som menneske. Det føles som en mikro-revolution 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Denne uge forsvandt mellem fingrene på mig, men var fyldt med dejlige ting, mandagsdate med min kæreste, en spændende konference med arbejde og masser af læse-timer med mine drenge. Jeg gider ikke lege med biler eller lego, men jeg kan (næsten) altid lokkes til at læse for mine unger.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Haft symaskinen fremme for at reparere lidt småting.
    • Strikket grydelapper af garn fra lageret. Det er planen, at de skal have en læderstrop, og lur mig om jeg ikke har noget læder liggende i hobby-gemmerne 🙂
    • Købt en “ny” genbrugstop til at supplere min lille udsøgte samling af tøj til #may30x30. Da jeg udvalgte tøjet blev det klart, at jeg manglede nogle ærmeløse toppe til sommer, og jeg fandt den perfekte top (billedet ovenfor) i den lokale genbrug til sølle tyve kroner. Haps.
    • Købt en bluse til en veninde – også i genbrugen – den er så meget hende, men hvis den skulle vise sig ikke at være sagen, så bærer jeg den fint tilbage igen. Så har jeg måske “spildt” 40 kroner, men hvis det lykkes, så har en veninde fået sit første stykke genbrugstøj, og det kan måske åbne for færre nykøb fremover.
    • Som jeg delte i verdens bedste facebook-gruppe, så består aftenens menu af wraps med “væltet køleskab”. Wraps er den perfekte måde at få brugt lidt ukurante rester og skubbe behovet for at handle en dag mere.
    • Måneden bød på udbetaling af feriepenge, skat og bonus, og alle pengene er røget direkte til investeringer – det er nu engang vores yndlings form for “shopping” 🙂

    Nåede du at læse mit interview med “genboen”? Der er også gode spare- og investeringstips at hente, samt et bud på, hvordan man kan tænke sin økonomi lidt anderledes og opnå vilde resultater.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Om grønne sparehacks

    Der er mange fællesnævnere mellem det nøjsomme liv og et grønt, bæredygtigt liv. Og der er mange sweetspots i hverdagslivet, hvor det billige valg også er det mest miljøvenlige valg, hvilket da må siges at være win-win. Når jeg prædiker om genbrugsshopping, anti-madspild og glæden ved at cykle, så er det både fordi det gode liv for mig, gemmer sig i netop den måde jeg har indrettet mit liv på, men også fordi hvis flere levede mere som vores bedsteforældre, så ville vores kollektive CO2-regnskab se noget pænere ud. Egentlig siger MrMoneyMustache det meget bedre, og lidt mindre hippie-agtigt, end mig 🙂

    Jeg kan sagtens forstå, at rådene nedenfor ikke er relevant for alle og at visse af dem kræver, at man ikke sætter nemhed over alt andet – det gør jeg ikke – tværtimod så må ting gerne tage tid. Vi kan ende med at haste os igennem hverdagen, og outsource alt – madlavning, børnepasning, rengøring, madindkøb – for så at bruge ekstra tid på arbejde, eller på sofaen. Der stemmer jeg for at insource flere ting, både for at spare penge – og dermed arbejde mindre eller kortere tid, og for at opleve følelsen af at kunne selv 🙂

    Ideer, der både sparer penge og CO2:

    • Køb brugt, når du køber ”nyt”. Du sparer ofte 75 procent eller mere på prisen, og belaster ikke miljøet med ny-produktion.
    • Brug tørrestativet fremfor tørretumbleren, du sparer strøm og slider ikke så meget på tøjet.
    • Vælg at cykle eller gå, og lad bilen stå derhjemme, alle gange hvor det på nogen måde er muligt. Det er bare et spørgsmål om vane at bruge bilen til korte ture.
    • Brug biblioteket, og køb kun de bøger, som bare må stå i dit hjemmebibliotek.
    • Gå aldrig sulten ud og handle, lav en liste hjemmefra, og husk at medbringer poser/taske.
    • Lav madplan, hvor du får brugt alle ingredienser, så intet bliver spildt.
    • Vis børn glæden ved gratis, grønne glæder, og tag dem med en tur i skoven fremfor at slæbe dem med i storcenteret.
    • Genbrug vandet fra køkkenet (uden sæbe) til at vande køkkenhaven.
    • Dyrk din egen salat og krydderurter, og spar plastik og turen til butikken.
    • Drop alle engangsprodukter.
    • Del haveredskaber, campingudstyr og ekstra service med naboerne.

    Har du flere punkter til listen?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovinS

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Endnu en fredag, og endnu en frugal Friday, som indeholder det ugentlige tilbageblik på de små ting, som vi har gjort i ugens løb, for at skåne pengepungen og jordkloden, og foretage mere bevidste valg.

    I denne uge har vi:

    • Levet af rester fra fødselsdagen eller rugbrød. Det er ren luksus, og ikke kun fordi det er billigt og lækker, men også fordi begge voksne i familien bruger mere energi end normalt, ovre på det der arbejde, og så er det fint at skrue lidt ned for ambitionerne.
    • Støvsuget mindre, og dermed sparet strøm, grundet pkt. 1. Vi går efter laveste fællesnævner på hjemmefronten i disse dage 🙂 Når energien skal fordeles mellem legeaftaler til ungerne og et rent hjem, så vælger vi det første.
    • Bagt muffins med chokolade fra julen, der har ligget frosset ned og var klar til at blive til banan-chokolademuffins. Jeg kan anbefale samme trick, hvis bedsteforældre oversvømmer huset med chokolade til påske 🙂 Så kunne storebror stolt dele fødselsdagskage ud.
    • Sagt ja tak til en kasse gamle jumbo-bøger fra en kollega. Storebror kan endelig læse selv, og mangler nyt læsestof. Når bøgerne er læst, så er planen at give dem til drengenes klasser, så bliver de ihvertfald brugt godt op. Det er skønt, når folk tænker på at sende ting videre fremfor at smide ud.
    • Igen lavet tricket med dåsesodavand fremfor 1,5 liters versionen til en gæstemiddag og der blev drukket op. Det virker altså. Det er måske ikke at bekæmpe MAD-spild, men stadig at bekæmpe spild.

    Imorgen skal jeg holde workshop her, og der er stadig billetter til halv pris med koden Jane2019. Jeg er spændt på om investeringsfolk gider høre om minimalisme, men ellers så snakker jeg bare med dem, som dukker op. Vi kan altid lave en rundkreds, og tale lidt om tingene 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Om at holde fest uden madspild …

    Søndagen er gået med at holde fødselsdag for størstebarnet, og som jeg skrev på instagram imorges, så er vi faktisk blevet ret dygtige til at undgå madspild til den klassiske fødselsdagsfejring. Og jeg vil gerne dele et par ideer til, hvordan her på bloggen.

    • Saml løbende erfaring med mængder af mad fx hvor mange liter kakao/pakker smør/kage går der normalt til? Man kan skrive det ned, men jeg plejer fint at kunne huske det. Nok primært fordi vores forår går med at holde fire fødselsdage i træk 🙂
    • Ryd bordet med det samme, når alle er færdige med at spise (husk at give lidt ekstra tid til at snacke), så maden ikke står og bliver dårlig.
    • Få overblik over resterne når dagen er gået, og læg en plan for det du har tilbage, frys det eventuelt ned eller send det med gæsterne hjem, hvis du ikke med rimelighed tror, at du får det brugt.
    • Vælg retter, hvor resterne kan “genbruges”. Fx var dagens menu wraps, hvor kødsovs, råkost og brød sagtens kan gemmes og spises til aftensmad imorgen. Meget atypisk fik jeg lavet en alt for stor portion kødsovs, så størstedelen er frosset ned, til at ryge i en gang lasagne i næste uge.
    • Dåsesodavand bliver nemmere drukket op, og vi slipper for at strande med hele og halve liter, der bare skal hældes ud (vi drikker ikke selv sodavand).
    • Rester fra den varme kakao kan fint ryge i køleskabet og blive brugt som en lille luksus på morgenmaden.
    • Kagerester sendes ind til naboen, eller med gæster hjem, da vi ikke er de store kagespisere her i huset. Jeg har også læst mig til, at der er ret nemt at lave romkugler af diverse kagerester, der har været frosset ned. Så deeet ….

    Har du flere tips? Linda fra Blogsbjerg, har også skrevet meget om, hvordan hun mindsker madspild til hverdag og til fest. Hun er generelt godt blog-selskab, og så er hun een af de få bloggere, jeg kender, som er lige så ressource-nørdet som jeg, når det gælder at bekæmpe madspild 🙂

    Jeg har en lang, møderig mandag forude, så nu er det fyraften for mig.

    God søndag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Madopskrift

    Om at klatte pengene væk, og en opskrift på panik-tomatsuppe

    Et af de steder, hvor vi virkelig klattede penge væk – små dryp ad gangen – da vi boede i byen, var på take away. Før vi flyttede spiste vi take away en-to gange om ugen. Vi boede tæt på Nordre Frihavnsgade, hvor udvalget var stort og lækkert og vi fortalte os selv, at med små børn og fuldtidsjobs, så fortjente vi at slippe for at lave mad selv 🙂

    Men da vi flyttede ud af byen, så flyttede vi også væk fra alle andre muligheder end en virkelig, flad og kedelig pizza (medmindre vi skulle starte bilen og køre efter maden), så fra den ene dag til den anden så forsvandt vores lyst til take away. Nu køber vi de flade, kedelige pizzaer virkelig sjældent, og sushi er blevet en (forholdsvis) sjælden luksus, som vi virkelig ser frem til.

    Samtidig, så flyttede vi væk fra at skulle gå forbi tre (!) bagere med trætte børn efter børnehave. I vores nye hood var antallet af steder, hvor ungerne kunne plage sig til lækkerier på vej hjem fra børnehave lig med nul 🙂

    Rent praktisk, så har det betydet, at vi sparer omkring 2000 kroner hver måned på take away, snacks på vej hjem fra børnehave, snacks på vej til legeplads og to go kaffe. Et beløb, som sort på hvidt er helt skørt, men også (desværre) fint dokumenteret i de regnskaber, som vi har ført over de sidste seks år, over alle de penge vi bruger. Fordi excel-ark er, hvad der sker, når en jurist og en ingeniør prøver at få overblik over sit forbrug 🙂

    Og helt ærligt, så mangler vi ingenting. Ungerne er blevet større, og hverdagen så meget nemmere, at det aldrig virker som en stort issue at skulle lave aftensmad. Og de dage, hvor der er underskud på energien, der spiser vi enten rugbrød eller en panik-ret fra fryseren. En panik-ret kunne være en rest kødsovs, der kan sammen med en dåse hakkede tomater og pasta fra skabet, er super hurtig aftensmad.

    En anden rednings-ret er tomatsuppe, som vi næsten altid har ingredienserne til at smække sammen. Med max 10 minutters arbejdsindsats, så er det hurtigere at lave suppen, end at hente pizza 🙂

    Panik-tomatsuppe (4 personer)

    2 gule løg

    4 gulerødder

    Evt. 1 fed hvidløg

    Smør/olivenolie til stegning

    1 liter grøntsags-bouillon

    1 dåse hakkede tomater

    1-2 dl fløde (jeg bruger det halve af en kvart fløde pr gang – og fryser resten ned til næste gang)

    2 d suppehorn/nudler/pasta

    Brød

    Fremgangsmåde

    Hak grøntsagerne groft, og svits i fedtstof i en gryde.

    Tilføj bouillon, hakkede tomater, og kog i 15 minutter.

    Tilføj fløden, og blend suppen til den er godt cremet.

    Tilsæt den ukogte pasta og kop på svag varme, indtil pastaen er færdig.

    Spises med ristet rugbrød, eller det brød du nu har liggende 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Økonomi

    Black Friday er ikke problemet

    Det er blevet så nemt, og lidt oppe i tiden at hade Black Friday, og jeg har da også selv pippet lidt i den retning gennem tiden. Men faktisk, så er det ikke Black Friday i sig selv, der er problemet. Black Friday virker blot som en forstærker for de forbruger-tendenser, som i forvejen hersker i det enkelte menneske.

    Så hvis du er en bevidst forbruger, så vil du måske bruge Black Friday til at få 25 procent på en vinterjakke, som du i forvejen havde planlagt at købe, og rent faktisk mangler. Hvis du er en non-shopper, så køber du ikke noget denne dag, ligesom alle de andre dage. Og hvis dit gear er sat ind på overforbrug, a la mere vil have mere og lykkes findes i webshoppen, så giver du det nok ekstra gas denne dag.

    Men det er for nemt at skyde skylden på en enkelt dag. Black Friday får os bare til at melde rent flag, og komme ud af busken som den slags forbruger vi nu engang er. På godt og ondt. Hvis Black Friday, som koncept forsvandt igen som dug for solen, så ville vi stadig have en overforbrug/brugogsmidvæk-kultur, og før den forsvinder, så er vi stadig på vej ud over kanten rent ressourcemæssigt.

    Og så mangler vi lidt at tale om privilegie, igen. For det er nemt for mig, en (forholdsvist) velbetalt, akademikertype at rynke på næsen af lange køer foran butikkerne, tilbudsjagt og frygt for at gå glip af et lave priser. Men jeg tror da, at der er mere end een i køen, som er ude og købe børnenes julegaver og hvis økonomiske liv gøres lidt nemmere af, at der er noget at spare denne dag.

    Men mon ikke de fleste af os, almindelige og uperfekte mennesker, kan have godt af at tænke en ekstra gang over, hvorfor vi jagter de lave priser, mangler vi virkelig flere eller nye ting, eller kan vi bare lade være med at købe noget nyt. Også denne dag?

    For at citere min yndlings-radiovært Dave Ramsey: “We buy things we don’t need with money we don’t have to impress people we don’t like”. 

    Lad os bare lade være.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin