• Klimaforandringer

    Om at gøre små ting …

    “Not all of us can do great things. But we can do small things with great love.” Mother Teresa

    Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ændrer verden ved at bekæmpe madspild, spare på vandet, droppe overforbrug eller sortere mit affald. Men jeg tror på, at vi alle kan gøre lidt, og hvis vi er mange nok, så gør det alligevel en forskel. Og jeg vil fortsætte med at sprede budskabet om minimalisme og nøjsomhed, som vejen mod et bedre og mere bæredygtigt liv.

    Men jeg tror også, at der skal større politiske tiltag til, hvis vores forandringer skal have en chance for at gøre en reel forskel. For hvad betyder privatpersoners små skridt, hvis erhvervslivet ikke følger med, eller hvis vores skattekroner ikke bruges bæredygtigt. Men pt. ser jeg ikke et politisk parti med en grøn profil, som jeg kan identificere mig med.

    Til gengæld så hepper jeg på den græsrodsbevægelse, som er på vej frem. Startet af borgere, som ikke gider mere (politiker-)pis, men som vil se konkrete forslag til, hvordan vi mindsker skaderne af klimaforandringerne. Og helst igår.

    Jeg selv er ikke skabt til den politiske scene, men jeg vil fortsat gøre mit for at starte klima-debatten, i facebook-gruppen, omkring frokostbordet og hvor jeg ellers færdes. Og ud af dialog tror jeg, at vi sammen kan finde de næste små skridt, som må trædes i den rigtige retning.

    Hvad er den næste lille ting, som du selv kan gøre for en grønnere hverdag?

    Gør dén med umage og stolthed, for alle små skridt gælder.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Minimalisme

    Minimalisme-hack: Brug tøjet året rundt …

    Gårsdagens outfit, ganske passende til at illustrere dagens minimalisme-hack nemlig, at jeg ikke længere deler mit tøj til kun at passe til nogle af årets sæsoner. Jeg bruger (næsten) alt mit tøj året rundt. Den eneste undtagelse er to par shorts og en bikini, som primært tilhører sommersæsonen og de allertykkeste af mine uldsweatre, som jeg reelt kun bruger de koldeste dage efterår og vinter.

    Men resten af tøjet er i fuld cirkulation året rundt. Jeans matches med toppe på de varme dage og top + cardigan/sweater/jakke på de kolde dage. Nederdele og kjoler bruges med bare ben på de varme dage, og med strømpebukser + cardigan/sweater/jakke på de kolde dage.

    Derfor tænker jeg ikke i sæsoner, men efterhånden som vejret skifter den ene eller anden vej, så justerer jeg blot med flere eller færre lag. Væk er alle ideer om at “shoppe til næste sæson”. Jeg tilpasser bare mit yndlingstøj stille og roligt som vejret skifter. Jeg erstatter mit yndlingstøj, helst med genbrug eller slow fashion varianter, når noget er slidt op. Men væk er alle panikture i Magasin, som skader både mit humør og min økonomi, for at lede efter det næste/noget mere/noget nyt.

    Jeg har intet behov for at netshoppe, glo vinduer, købe modeblade eller for at “følge med”. Det frigiver SÅ meget energi, som jeg kan bruge på de ting, som jeg hellere vil prioritere. Cykle en tur med mine drengene, strikke, blogge og hænge ud med venner og familie.

    Jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig har været den store shopper, så skiftet er nok ikke så stort for mig, som det ville være for andre. Men før var det ofte netop sæsonskiftet, som fik mig til at føle, at jeg burde købe noget nyt, hvilket slet ikke giver mening for mig nu. Det var faktisk sådan en shoppetur, og de tre unødvendige bluser fra H&M, som startede mit projekt tilbage i 2014.

    Dengang havde jeg ikke forestillet mig, hvor nemt og gnidningsfrit det er blevet at finde/vedligeholde en lille, men totalt yndlingsgarderobe, og hvor meget “mig” jeg føler mig hver dag. Det har garanteret også noget med alderen at gøre, men jeg tror også på, at arbejdet med at skille mig af med det overflødige tøj, som ikke var yndlings og have en mere slow fashion tilgang til at anskaffe mig “nyt” tøj, har gjort en kæmpe forskel.

    Og samtidig sparer jeg tid, penge og redder verden en lille smule hver dag. What´s not to like 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Økonomi

    FIRE (Financial Independence Retire Early) går mainstream …

    Det er ikke nyt for gamle læsere, at jeg er kæmpefan af Mr. Money Mustache, som skriver bloggen af samme navn. Han er en canadisk fyr, nu bosiddende i USA, som taler direkte til min forkærlighed til kun at bruge penge lige der, hvor giver glæde for netop dig og dine. Hans skriverier er både sjove, filosofiske og lette at forstå, så jeg kan klart anbefale at kaste et blik på hans blog (som dog er på engelsk).

    På det seneste har FIRE-bevægelsen påkaldt sig opmærksomhed i flere danske … lad os bare kalde det … mainstream-medier a la Godaften Danmark og BT, og så har vi vist også fået den mere almindelige danske i tale 🙂 Hvis konceptet FIRE er nyt for dig, så står det for Financial Independence Retire Early, og går kort sat ud på, at man lever på en sten, investerer resten, bliver økonomisk uafhængig og dermed selv kan bestemme, hvornår man vil stoppe med at arbejde.

    Lidt som med minimalisme, så er der ikke rigtigt nogle regler for konceptet, så du kan danne din egen ide om, hvad FIRE betyder for netop dig. Jeg går målrettet efter at blive økonomisk uafhængig, ikke for at stoppe med at arbejde, men for at kunne gå markant ned i tid, så jeg får mulighed for at dyrke investering og iværksætteri mere intenst, end jeg har mulighed for nu.

    Og mest af alt, så finder jeg bare stor glæde i at passe på ressourcer. Både når det gælder at droppe hovedløst forbrug, bekæmpe madspild, og at få mest muligt for pengene, også på den lange bane – ved at investere fremfor at forbruge.

    Jeg er spændt på, hvad reaktionen fra den mere moderate del af befolkningen bliver på FIRE-bevægelsen, og jeg tror på, at hvis vi kan få mange med på at droppe det ligegyldige forbrug, så kan vi snige lidt klimakamp ind ad bagdøren samtidig 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Det er fredag, og tid til frugal friday 🙂

    I denne uge har vi/jeg:

    • Måtte erkende, at lillebror ikke har tænkt sig at rykke buksestørrelse foreløbig, men har præsteret at slide hul på de fleste par i den nuværende størrelse. Samtidig er jeg ikke meget for at købe nye bukser, dels som princip, men også fordi hans ben sagtens kunne finde på at vokse fem cm imorgen nat, og så kan bukserne sendes videre med det samme. Så jeg fandt en bunke bukser på reshopper – tolv par til 250 kroner – så kan han prøve om han kan nå at slide dem op.
    • Spist rester fra kærestens arbejde fem ud af fem dage. Jeg har forbudt ham at skifte job 🙂
    • Lavet en fin fødselsdagsgave af garn og stof fra lageret.
    • Købt en anden fødselsdagsgave med gavekort, så det føles næsten gratis.
    • Fundet et billede frem, som vi købte i Århus for 15 år siden. Det kan nu hænge på en plads i stuen, hvor vi har prøvet at finde en løsning i 3(!) år. Endnu et eksempel på, at behov ofte kan løses uden at købe nyt, hvis man bare tænker sig lidt om.
    • Har fundet garn på lageret til en ny strikkeopskrift, faktisk en voksen-version af Sunbeam. Den har været undervejs længe. Og efter at have holdt strikkepause ugen ud, så føler jeg, at jeg tager een for holdet, når jeg starter et nyt projekt. Jeg er virkelig til den sure side, når jeg ikke strikker. Sir det bare.
    • Opstartet løbeklub med en nabo. Det er gratis træning, og så umådeligt effektivt. Jeg er fan.

    Ooooog nu er det tid til chips og rødvin. God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Hippie-hacks

    Men er det ikke dyrt at lave sit eget tøj?

    Når jeg fortæller, at min garderobe består primært af hjemmelavet tøj eller genbrugsfund, og at jeg føler, at jeg sparer mange penge ved at lave en stor del af mit tøj selv, så mødes jeg ofte kommentaren, at det er for dyrt at lave sit eget tøj. Og jeg har altid bare nikket og smilt, men tænkt for mig selv, at det simpelthen ikke er sandheden for mig.

    Lad mig tage dette sæt som eksempel. Nederdelen er syet af et stof til 60 kroner, der var stof nok til to nederdele og jeg havde allerede lidt elastik på lageret, så den har kostet mig 30 kroner. Sweateren er strikket af øko cottonwool og superfine alpacca, til en samlet pris af cirka 250 kroner, hvilket i min verden er en god pris for en sweater uden antydningen af akryl 🙂

    Jakken er et super genbrugsfund til 60 kroner fra forrige år, og jeg elsker de dage, hvor vejret er hverken for varmt eller for koldt, så jeg kan have den på. Hvad man ikke kan se på billedet er, at jeg pt. plejer at matche dette sæt med et par ballerinasko, også fra genbrug, til 25 kroner. Så samlet sætpris: 365 kroner. Og jeg har planer om at gå med alle fire ting til de falder fra hinanden.

    Jeg læste på et tidspunkt om en kampagne, som anbefalede, at man kun skulle købe tøj, som man kunne forestille sig at have på 30 gange. Ideen er rigtigt god, men for een som mig, som gerne slider sit tøj helt op, så er tanken om kun at nå 30 gange næsten helt utopisk – men jeg er med på budskabet 🙂

    Så nej, jeg synes virkelig ikke, at det er dyrt at lave sit eget tøj, og derudover så er det ikke muligt at sætte en pris på, at jeg hver dag kan tage tøj på, som jeg føler er “lige mig”, samtidig med, at jeg slipper for at rende rundt i Magasin. Det betyder også, at jeg gerne giver jeg gerne lidt ekstra for god, øko kvalitet, når jeg erstatter basistøjet efterhånden som det slides op, for når jeg endelig køber nyt, så vil jeg gerne bruge mine penge til at støtte de virksomheder, der producerer bæredygtigt og socialt ansvarligt.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Økonomi

    Økonomi set i bakspejlet

    Jeg håber, at din aften har været mere underholdende end min, som er gået med at opdatere vores regnskab for 2018. Jeg faldt af hesten engang i april, og så tager det altså mere end fem minutter at indhente det forsømte. Suk. Men jeg elsker det overblik det giver at få skrevet ned, hvor vores penge er forsvundet hen i løbet af året.

    Hvis du skal vælge mellem konsekvent at føre regnskab eller at lave et budget, så vil jeg til enhver tid anbefale, at du bruger tiden på at lægge et budget. Regnskabet svarer nemlig til at styre en bil ved at kigge i bakspejlet, hvor budgettet er mere rettet mod fremtiden, og den retning du er på vej.

    Men hvis du står foran at lægge lidt mere fokus på din egen privatøkonomi, så vil jeg virkelig anbefale at kigge på dine kontoudtog tre måneder tilbage og skabe et overblik over, hvor dine penge er forsvundet hen. Det giver et fint billede af gode og dårlige pengevaner, og hvor du vinder mest ved at skære ind til benet.

    Hvis du har mod på det, så kan du også starte med en mini money detox, som en måde at kickstarte din økonomi. Men jeg kan aldrig anbefale at komme et halvt år bagud, hvis du gerne vil føre regnskab løbende, så nu holder jeg pause fra regnskabet, og så er det tid til the og strik 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Økonomi

    Om privilegie …

    Når vi taler om forbrug, særligt om månedens forbrug i kroner og ører i verdens bedste facebook-gruppe, så bliver det meget tydeligt, at der er stor forskel på de økononomiske rammer, som vi hver især lever under. Hvilket igen gør det meget tydeligt, at vi har mere end een grund til at ville leve et mere sparsommeligt, økonomisk bevidst liv. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ønsker at leve det gode liv for mindre, fordi jeg kan, og ikke fordi jeg er presset økonomisk. Samtidig, så tror jeg oprigtigt på, at det gode liv ikke skal findes i kviklån og kedssomhedsshopping, men i KUN at bruge pengene der, hvor det giver mening for netop dig.

    Men jeg kan også forstå, hvis det virker forkælet, at nogen opstiller falske “købestopsrammer” eller jagter drømmen om at blive økonomisk uafhængig og droppe jobbet, hvis man selv bogstaveligt talt må vende hver en krone for at have penge til hele måneden, eller bare drømmer om at finde et arbejde. Og jeg er ikke blind for det privilegie, der ligger i at kunne vælge at sætte sit forbrug ned, fremfor at være tvunget til det.

    Men jeg tror stadig, at vi kan inspirere hinanden, uanset i hvilken ende af det finansielle spektrum vi måtte befindes os. Og jeg tror på, at uanset hvor du starter din rejse mod en mere bevidst privatøkonomi, så hjælper det at være i et fora, hvor det er accepteret, og nærmest påskønnet at tale om økonomi, for hvordan skal vi ellers kunne blive klogere, hvis det er noget vi “ikke taler om”. Tør du tale åbent om din økonomi?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • Købestop,  Minimalisme

    Blinde vinkler …

    Godt, lad os være ærlige. Jeg er langt fra den perfekte bevidste, grønne forbruger, som jeg måske burde være som fortaler for købestop og bevidst forbrug. Men det er alligevel sjældent, at jeg falder så tungt igennem som idag. Dagen har nemlig budt på køb af helt splinter nyt tøj til drengene … fra… tada… H&M, og knapper til min nye cardigan fra Søstrene Grene. Så fik jeg vist smidt penge nok efter de onde kapitalister.

    Og dagen sluttede af med en tur i min yndlings-genbrugsbutik, hvor jeg købte ikke et, men to par sorte jeans, som jeg ved nærmere prøvning derhjemme måtte konstatere, bare slet ikke var mig. Så de kan ryge lige tilbage igen. Så deeeeet …!

    Til gengæld så kom posten med garnbunken ovenfor fredag, så jeg taber også stort på minimalisme-fronten 🙂 Nåh, bedre held med at redde verden imorgen … 🙂

    Sov godt derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Vi er nået til fredag og dermed er det tid til Frugal Friday her på kanalen. Dagen, hvor vi hylder de små skridt, der bringer os tættere på at leve det gode liv for meget mindre 🙂

    I denne uge har vi/jeg:

    • Nydt, at manden er tilbage på arbejde og har haft rester med hjem fire ud af fem dage. Så ugens madbudget har været til den absolut lille side. Samtidig er det svært at underkende glæden ved ikke at skulle lave mad + muligheden for at redde maden fra at blive smidt ud. Win-win-win.
    • Fundet symaskinen frem og repareret en syning, der var gået op på et par trusser. Det tog 30 sekunder, og nu er de gode som nye. Jeg bruger gerne lidt tid på at få vores tøj/ting til at holde længere, det føles godt og når jeg vil tusind gange hellere sidde lidt foran symaskinen og hygge mig, end at bruge energi (og penge) på at købe nyt.
    • Benyttet, at symaskinen var fremme til at sy en ny nederdel til mig selv. Elastik og stof var allerede på lageret, så den var smækket sammen på under en time. Der er en DIY her, hvis du selv mangler en ny nederdel i skabet. 
    • Fundet flere lange bukser frem til lillebror fra “arvetøjsskabet”.
    • Spist æbler fra en venindes have, og de sidste hindbær fra busken i vores egen have. Nu går jagten på vilde æbler, for det virker skørt at købe noget i Netto, som hænger frit (og gratis) omkring os.
    • Lagt sidste hånd på en ny strikkeopskrift (billedet ovenfor), der kommer til salg i løbet af næste uge. Jeg bliver ikke rig af at sælge opskrifter, men det giver en lille ekstra indkomst, som giver flere penge til at købe aktier (min nye hobby), som jeg iøvrigt snart vil skrive lidt mere om her på bloggen. Indtil videre samler jeg stadig erfaringer.

    Imorgen har mine yndlings-småsøskende meldt deres ankomst, og der er planer om sushi og god rødvin. Og det er der mere end fint plads til i budgettet efter denne uge, så vi kan nyde det med god samvittighed.

    Apropos, så er min lillebror den ene halvdel af Jesper & Julie, som helt objektivt set, er det fineste og sjoveste, der er sket for dansk tv meget længe. Alle afsnit kommer til at ligge gratis på nettet, så det passer også fint i kategorien gratis glæder 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Hold farten …

    Som det nok er gået op for jer, så er vi en cykelglad familie, og en stor del af vores ”familietid” foregår på to hjul – eller otte hjul – you get the point. Og det plejer at foregå med storebror forrest, og mig bagerst for at sikre, at bagtroppen (=lillebror) kan følge med. 

    Omgivelserne i vores hood byder på rigelige mængder skov, med rigelige mængder bakker, hvilket gør turen endnu sjovere. Men også nogen gange lidt udfordrende for lillebror, og jeg prøver undervejs at minde ham om, at hvis man holder farten hen mod bakken, så det nemmere at komme op, end hvis man stopper op for enden af bakken, og derfor skal have cyklen op i fart samtidig med, at bakkens stigning og tyngdekraften arbejder imod.

    På vores seneste tur, efter 3-4 bakker og dertilhørende påmindelser om at ”holde farten”, kom jeg til at tænke på, at det samme princip gælder i forhold til privatøkonomi. Både for afbetaling af gæld og investering. Og ja, jeg er en giganørd 🙂 Men min pointe er, at det er så meget nemmere at holde momentum og bygge en stærk privatøkonomi, hvis man ”holder farten” undervejs. Hvis du for mange gange undervejs, stiger af cyklen aka optager ny gæld, overforbruger, trækker på dine investerede midler eller på anden måde mister farten, så kræver det markant mere energi at komme i gang igen.

     I stedet gælder det om at holde fokus undervejs. Ved at indrette din hverdag, så du bruger dine penge der, hvor det giver mening for netop dig – og ikke på hvad reklamer eller samfundet siger du burde – så kan du nemmere holde fokus i lang tid. For det føles ikke hårdt, eller som et afsavn. Det føles bare som hverdag. 

    Og det sjove er, at når du kommer til toppen af bakken, og er kommet af med din gæld og eventuelle mindre heldige pengevaner, og du kan investere en del af dine penge hver måned. Så føles det som at køre i frihjul ned ad bakken. Dine penge skaber nye penge mens du sover, eller laver andre sjove ting, og med hjælp fra renters rente går det hurtigt med at bygge en “formue” op. Det er den samme effekt, som sender folk i luksusfælden, hvis de optager dyre kviklån – bare med modsat fortegn 

    Giver det mening for andre end privatøkonomi-nørden bag tasterne?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.