Frugal Friday
-
Frugal Friday – på en sort fredag
Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.
I disse timer fejer Black Friday henover landet med en vanlig duft af overforbrug og småpanik ved tanken om alle de penge, som vi burde skynde os ud og spare. Men helt ærligt, ligegyldigt hvor mange penge, du sparer på det du køber, så er pengene stadig spildt, hvis du ikke havde brug for det.
Jeg ved godt, at der er nogen der er organiserede og venter med at købe det de mangler, og alle julegaverne til netop denne dag, og dermed rent faktisk sparer penge. Men mon ikke de fleste, som bevæger sig ud i butikkerne, fysiske og online, ender med at købe mere end, hvad de har brug for.
Det kommer nok næppe bag på nogen, at jeg holder mig hjemme med rødvin, strikketøj og disney sjov. Det er en bedre fredag for mig på alle måder.
Jeg har iøvrigt fundet nogle butikker, der tør gå imod strømmen og hysteriet.
- Ecoknitting, som istedet for black friday giver deres brugere en gratis strikkeopskrift. Det er black friday på den gavmilde måde 🙂
- Dilling-Underwear, som giver 20 procent af fredagens overskud til at hjælpe kræftramte børn.
- OrganicBascis, der vil bruge black friday som et springbræt til at rydde op i en beskidt branche.
Du ved hvad min fredag skal gå med, men hvis du har tænkt dig at bruge dagens anledning til at få købt nogle ting, som du rent faktisk har brug for og råd til, så lov mig at støtte de virksomheder, som forsøger at gøre en forskel i det store billede.
Du kan også vælge at købe ingenting 🙂
God weekend derude.
-0-
-
Frugal Friday – på rejsefod
Denne uge har om noget være i rejseriets tegn. Weekenden blev brugt i London, og ugens tre sidste hverdag har budt på en længere arbejdsrejse for mit eget vedkommende. Men selv på farten er det en fordel at tænke lidt på både pengepungen og miljøet – og jeg kaster mig derfor ud i en frugal friday – på rejsefod.
- Vi sørgede for at have madpakke og ekstra vand med på vores ture rundt i London. Det er helt fint at spise ude, når det er lysten, der driver værket, men jeg orker ikke at spilde penge på nødløsninger, bare fordi blodsukkeret dykker.
- Vi pakkede let og kunne nemt nøjes med håndbagagen på flyet, og sparede derved både penge og tid. Dette er nok nemmere gjort på en weekendtur end på en længere rejse, men selv tøj til en uges tid burde kunne være i en lille taske, medmindre turen går til Grønland 🙂
- Vi sørgede for at medbringe snack og underholdning til flyrejsen – lego til drengene og strikketøj til moren – så vi ikke blev fristet at butikkerne på vej til gaten 🙂
- Museumsbesøg i London er gratis. Tada. Og generelt er det gratis, og skøn underholdning at gå rundt i nye storbyer, fare lidt vild og opleve byen gående. Det er nemmere at have sjælen med undervejs, når tempoet er sat lidt ned.
- Vi køber aldrig souvenirs, når vi er på ferie. Det er bare mere dims, der fylder huset op, og det har vi sjovt nok ikke behov for. Til gengæld sørger vi for at tage rigelig billeder undervejs, og prøver at holde et tempo, der gør, at vi rent faktisk kan huske ferien bagefter – uden at have en grim figur med hjem 🙂
- Drengene har spist mad fra min kærestes arbejde det meste af ugen, og jeg har fået maden betalt af arbejde på turen, så madplansmæssigt har det været en utrolig nem og billig uge.
- Jeg havde tre mødedage på turen, der krævede “pænt tøj” og alle tre dage var jeg iklædt genbrug eller hjemmesyet tøj, og faldt (vist nok) fint ind i mængden. Og det var så nemt at pakke til begge ture. Det er en af de store fordele ved en lille garderobe, at jeg kan nøjes med at gribe ud efter yndlingstøje. Det tog under fem minutter at pakke mit eget tøj til hver tur 🙂
Hvordan har din uge været? Jeg håber, at du har haft lidt mere ro på end vi har 🙂
-0-
-
Frugal Friday
Det er fredag og dermed tid til ugens Frugal Friday-liste:
- Endnu en uge har vi spist os igennem indholdet i fryseren, og er nu næsten i bund med resterne. Aftenens måltid bestod af en rest tomatsuppe og en rest indisk risret, smidt sammen på panden med en dåse hakkede tomater. Og spejlæg og kogte bønner. Og med klatkager til dessert. Det er efterhånden nogle lidt underlige kombinationer, som er i spil, men vi kæmper tappert videre. Og der var ros fra lillebror til maden 🙂
- Jeg fik syet en top og en nederdel af stoffet, som jeg nævnte forleden. og jeg købte en nederdel i genbrugen idag, så der er nu suppleret lidt op i arbejdstøjet, så jeg er klar til en længere rejse med arbejde i næste uge.
- De sidste par dage har jeg efterårs-sorteret ud i min egen garderobe, og sendt et par ting til genbrug, som havde ligget i en skuffe til en lille tænkepause, men jeg havde ikke savnet det, så til genbrugen med det. Til gengæld havde jeg lillebror med derind, og han fandt en gormiti-borg og tre skylanders-figurer til ingen penge, som han fik lov til at købe med hjem. Når de ikke er sjove at lege med mere, så ryger de direkte tilbage igen 🙂
- Jeg cyklede en enkelt dag frem og tilbage på arbejde. Det har ligget lidt tungt med cyklingen på det sidste, men når jeg kommer afsted, er det en skøn tur, plus jeg får gratis motion og sparer tog-billetten. Jeg ville gerne cykle to gange om ugen her til vinter, så jeg skal prøve at huske på alle fordelene.
- Jeg er så småt ved at planlægge næste strikkeprojekt, men manglede garn i den rigtige farve. Men via et hurtig indlæg på en strikkeside på facebook fandt jeg en dame, som gerne ville bytte for noget garn, som jeg allerede havde på lager. Og jeg valgte at tage cyklen fremfor bilen, da jeg hentede det, så det var et helt gratis bytte, så nu er jeg klar til at få næste strikkeprojekt på pindene uden at skaffe mere garn.
-
Frugal Friday
På utallige opfordringer, eller ihvertfald een opfordring 🙂 så vender Frugal Friday-indlæggene tilbage på bloggen. Jeg vil gerne bruge min taletid her på bloggen til at opfordre til et mere fornuftig forbrug af ressourcer, både når det gælder dine penge og tid, og når det gælder vores fælles ressourcer her på jorden. Og jeg tror virkelig på, at det er muligt at leve det gode liv, uden at bruge rub og stub af det hele.
Tanken er, at jeg her deler en række situationer fra ugens løb, hvor jeg brugte “hvad jeg havde” eller var lidt spare-kreativ, og så er I velkomne til at prale med jeres egen kreativitet i kommentar-sporet 🙂
- Jeg er ved at være i mål med projekt “tøm-fryseren”, hvilket for os med en fryser med to skuffer, nok er nemmere end for jer andre med kummefrysere. Men jeg prøver cirka hvert halve år at få tømt helt ud i skufferne, for at sikre, at der er flow i resterne, og der ikke ligger noget og bliver glemt i bunden af en skuffe. Projektet gør også, at madbudgettet får et pusterum, når aftensmaden kan hentes fra fryseren.
- Aftenens måltid var iøvrigt ganske gratis, da kæresten havde mad med hjem fra kantinen, og kartoffelmosen blev lavet af kartofler fra mormors have. Luksus.
- Fredagsslikket bestod af resterne fra halloween, og ungerne var lykkelige.
- Jeg reddede mine yndlingsjeans ved at lave usynlige lapninger, der hvor de var tyndslidte. De er købt som genbrug, så jeg vidste godt, at de ikke ville holde for evigt, men jeg har endnu ikke fundet et bæredygtigt alternativ. Nogle bud?
- Et par af yndlingstingene i tøjskabet er ved at være slidt op, så jeg købte stof forleden til en ny top, og to nederdele, hvilket samlet kostede 250 kroner. Det er absolut dyrere end at købe genbrug, men jeg vil også gerne udnytte. at jeg kan sy hvad jeg har lyst til, og ikke kun købe genbrug hver gang.
- Jeg har solgt to hjemmestrikkede sweatre i denne uge, hvilket både giver plads i skabene og lidt ekstra på kontoen. Win-win. Jeg sælger iøvrigt mere overskudsstrik her.
- Jeg er ved at strikke en sweater op til en ny opskrift, som jeg længe har haft på hjernen, og jeg kunne heldigvis bruge garn fra lageret. Så får jeg også ryddet lidt op på hylderne, og får måske en ny varm sweater i skabet til vinter 🙂
Nu er det din tur – giv dine bedste Frugal Friday-bud.
-0-
-
Frugal Friday – a la #boycotengangsprodukter
Dagens indlæg er absolut lidt til den bitchy side, hvilket garanteret er fordi jeg har arbejdet for meget og strikket for lidt denne uge. Jeg beklager på forhånd.
MEN et af de (få) ting, som kan gøre mig virkelig gal, er den udbredte brug af produkter, som kun kan bruges een gang, men som er skabt til at holde, om ikke for evigt, så rigtig lang tid. Eksempelvis når min shampo sælges i en plastikflaske, som kunne holde til dagligt brug i flere år, men indholdet kun holder en måneds tid. Eller når det på min arbejdsplads er besluttet, at det er vigtigt at spare på opvasketid efter morgenmødet fredag morgen, og der derfor hver fredag, 50 uger om året, smides 250 plastik kaffekopper ud. Uden at man overvejer, at de ressourcer der blev brugt til at lave koppen og til at skaffe sig af med skraldet bagefter, kunne spares ved at opvaskemaskinen kører et par omgange mere den dag.
På mange områder kunne det sagtens svare sig at spare pengene på engangsprodukter, og istedet anskaffe sig en mere holdbar løsning. Det kan endda ende med at spare både ressourcer, tid og penge.
Her er et par eksempler fra vores egen hverdag:
- Drengenes madpakker er pakket ned i madkasser, og madderne er ikke pakket ind i madpapir eller staniol. Istedet er der adskilte rum i madkassen, og hvis en mad skulle “spilde” lidt indhold ud på siden i madkassen, så går det nok af i vask.
- For at blive i madkasse-kategorien, så får drengene (næsten) aldrig ting med i madkassen, som er pakket ind i engangsemballage, dvs. ingen ostehaps, figenstænger, rosinæsker, små sukkerfyldte yougurtbøtter osv. Istedet er der masser af gode rugbrødmadder (og en daglig nutellamad), grovbolle og masser af skåret frugt og grøntsager og tørret frugt i små bøtter, der kan genbruges.
- Når jeg bager bruger jeg sjældent bagepapir, men drysser blot lidt mel ud direkte på bagepladen, og alt er fint.
- Vi bruger (for det meste) klude istedet for køkkenrulle, vi købte kludene da drengene var små, og de blev brugt til hvert måltid dengang, så hen over de sidste syv år har vi sparet store mængder af vådservietter og køkkenrulle, skabt mindre skrald og sparet en masse penge.
- Jeg er fast tilhænger af bruge en menstruationskop, hvilket har nedbragt mit forbrug af bind til at at købe en pakke af de mindste indlæg ca. hver 4. måned. Hvilket igen sparer skrald og penge. Og har gjort mit liv SÅ meget nemmere, som en lille sidegevinst.
- Vores tur-madpakker er altid pakket i bøtter, som kan genbruges, og vand og kaffe medbringes i drikkedunke og termokopper.
- Jeg køber ikke ugeblade eller aviser, men læser begge på nettet eller låner på biblioteket.
- Vi bruger ikke engangsservice af nogen art.
-0-
Det virker nogengange lidt som om, at vi er blevet blinde overfor alt det skrald, som vi tankeløst producerer i løbet af en dag, og som kunne være undgået, hvis vi blot tænkte os lidt om.
Og jeg ved også, at jeg selv kunne være meget bedre til at skabe mindre skrald i min egen hverdag, så vil I dele jeres bedste tips til at droppe engangsprodukterne?
God fredag derude 🙂
-
Frugal Friday – ugens madplan
En af de bedste måder, som vores familie sparer penge på, til at bruge på sushi og på at betale banklånet af hurtigere end normalt, er ved at have elimineret det meste af vores madspild. Madspild er et emne, som jeg har skrevet om før, men jeg tror ikke, at jeg før har beskrevet helt i detaljen, hvordan en uge kan se ud i vores familie, så her er en oversigt over, hvad vi har spist til aftensmad denne uge.
Denne uge var lidt særlig, fordi vi havde en del rester til overs fra fødselsdags-fejringerne i weekenden.
- Mandag: Rester: Pizza fra lørdag, salat fra søndag og pølsehorn, som min søde mor havde med til os søndag.
- Tirsdag: Rester: Biksemad lavet af grillpølser fra søndag. Løg, kartofler og æg til spejlæg havde vi allerede i køleskabet.
- Onsdag: Tomatsuppe lavet af løg, tomater, en rest kogte kartofler fra tirsdag og suppehorn fra skabet. Alle ingredienser havde vi allerede. Til suppen fik vi brød fra fryseren med smør.
- Torsdag: Boller i karry. Rester fra kantinen på min kærestes arbejde, og ris fra køkkenskabet. Vi fik grønne bønner til, som vi allerede havde i fryseren.
- Fredag: Planen for i aften er rugbrød, da kæresten havde et helt rugbrød med hjem fra arbejde igår, og diverse pålæg, som er tilovers fra ugens madpakkesmøring. Madderne bliver pyntet med avocado, der blev til overs fra indkøb til salat i weekenden, og frisk basilikum. Desserten er honningmelon (også en rest fra sidste weekends indkøb :)).
Dette betyder, at vi kun har handlet mælk, havregryn og müsli til morgenmad, og frugt og pålæg til drengenes madpakker denne uge. Dermed har vi både sparet tid og penge – og jeg får en vis del sjælefred ud af at vide, at jeg ikke har smidt mad ud, men istedet har arbejdet med det, som allerede var i mit køleskab og køkkenskabe.
-o-
Billedet ovenfor er taget i sommers, hvor vi passede genboens have, da de var på ferie. Salaten og radisserne er frisktplukket fra deres have. Det har inspireret mig til at få højbede sat op i år, så vi også kan hente frisk grønt, lige udenfor døren. Min dygtige storebror er vvs’er og har lavet de flotteste kasser i galvaniseret jern. Jeg viser et billede, når de er sat ordentlig op 🙂
Det er min plan at så salat, radisser, spinat og jordbær, og jeg er vildt spændt på om jeg kan få det til at vokse. Jeg drømmer også om et minidrivhus, og 2-3 høns, men der er nok grænser for, hvor meget vi kan få plads til i vores lille rækkehushave 🙂
God weekend derude.
-
Frugal Friday
Det er længe siden mit sidste Frugal Friday indlæg, hvilket blot betyder, at jeg har haft travlt ude i den virkelige verden, og ikke at jeg har droppet hverken købestop eller nøjsom livstil (hvilket I nok godt kunne regne ud :)). Blot for at opsummere, så har denne uge budt på:
- Jeg har længe ledt efter et gammelt scrabblespil til at bruge brikkerne til stave-leg til min store dreng, som startede i skole i sommers. Jeg fandt et helt ubrugt børnescrabblespil på den lokale køb-salg-bytteside, og har gemt spillet til drengene bliver lidt større. Bogstaverne ligger nu fremme hele tiden, i en æske, som jeg allerede havde liggende. Så det var en meget billig og hyggelig vej til mange timers bogstavssnak 🙂
- Igår købte jeg en rømertopf i den lokale genbrug. Jeg har længe gerne ville prøve sådan een til at langtidsstege mad, eller bage brød, og fandt den endelig, tilsyneladende helt ubrugt, og til 30 kroner fremfor 400.
- Dagens menu stod på suppe a la væltet grøntsagsskuffe, og “tomatsuppen” gemte både på løg, porrer, gulerødder, og en rest tomater og basilikum fra dagens frokostbord. Jeg fik tømt ud i det grønne før påsken, og listede en masse vitaminer i drengene samtidig 🙂
- Ferien har bragt overskud til at få genoplivet rutinen med at bage rugbrød, hvilket har ligget stille på grund af travlhed i de sidste par måneder. Jeg bruger denne opskrift: https://projecthandmade.dk/2016/10/20/opskrift-paa-rugbroed/
- Jeg afleverede tøj, som drengene er vokset ud af, hos en venindes lille dreng, og fik to par bukser størrelse lillebror retur, netop som han skal op i næste størrelse. Vi er meget nede med cirkulær økonomi herude på landet 🙂
- Jeg har fået min vvs-storebror til at lave højbede til mig – til en brøkdel af normalprisen – og forhåbelig kan vi spare lidt på udgifterne til grøntsager til sommer.
- Jeg er ved at planlægge anlæggelsen af højbedene, og har været på biblioteket og låne en ordentlig stak bøger til inspiration.
- Jeg har ikke købt to-go-kaffe, dameblade, tøj eller dimser af nogen art, men til gengæld brugt penge på god rødvin og sushi. Det er den rene luksus for mig 🙂
God weekend og påske derude.
Ps: Jeg har nye strikkeopskrifter til salg, hvis du mangler et påskeprojekt: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2
-
Frugal Friday
- Som jeg skrev her: https://projecthandmade.dk/2017/02/01/baeredygtige-hverdagsvaner-4-gratis-bevaegelse-i-hverdagen/ er jeg begyndt at cykle på arbejde (næsten) hver dag. Hvis jeg kan holde de gode takter, kan jeg opsige mit togkort, hvilket vil spare mig over 800 kroner hver måned. Men lad os nu se, om det holder i virkeligheden 🙂
- I sidste uge var jeg et smut forbi genbrugen, og fandt et par ubrugte, fine sorte læderstøvler og en lidt glimmeragtig bluse, som jeg tror vil blive rigtig fin, når skulderpuderne er klippet af :):):)
- Weekenden før købte jeg tre (!) par sorte stilletter, to stykker tøj til storebrors næste størrelse og den fineste læder clutch for samlet 95 kroner, i en anden lokal genbrug. Det er mit bedste genbrugsfund længe, og jeg har allerede haft det ene par stilletter på en hel aften, og de var SÅ rare at gå i.
- Vi er igang med at spise os igennem fryseren, hvilket betyder, at vi stort set kun køber mælk, frugt og grøntsager i disse uger. Det kræver lidt kreativitet at få brugt alt i fryseren, men jeg er stædig nok til at nå i mål 🙂
- Jeg fik syet en ny top af stof, som jeg købte i sidste måned. Jeg har stof til to bluser mere, men må indse, at jeg ikke prioriterer sytid i disse dage. Men da toppene er kortærmede er de også mere oplagte til sommerperioden, og der er lidt tid til endnu 🙂
- Jeg er iøvrigt gået igang med at sælge ud af mine overskudsstrikkerier, se mere her: https://tictail.com/search?category=brands&q=byprojecthandmade, hvis du går og fryser i disse dage.
God weekend derude 🙂
-
Frugal Friday
- Min taske, som jeg købte som genbrug for et års tid siden, og som jeg skrev om her : https://projecthandmade.dk/2015/11/04/om-at-finde-det-man-soeger/ var gået op i syningen i hanken. Efter nogle forgæves forsøg fik jeg endelig fundet ud af, hvordan jeg kunne reparere den. Det krævede en lidt større operation, da hanken skulle sprættes op to steder før det kunne lykkes, men nu er den så god som ny igen. Jeg var ellers begyndt at kigge efter en ny (også genbrug), men havde ikke fundet een, som jeg hellere ville have, så win-win.
- Min kæreste havde lækkert, og gratis rugbrød med hjem fra kantinen på hans arbejde.
- På den lokale køb, salg, bytte side på facebook var der lagt et par let brugte Ecco vinterstøvler op, til afhentning ganske gratis. Jeg lagde billet ind på dem, og de passer helt perfekt. Nogle gange har jeg altså det vildeste genbrugsheld. Siger det bare 🙂
- Jeg gav min ny-reparerede taske, og vinterstøvler en omgang med skosværten, og begge dele ser nu ud som nye igen. Det tager maksimalt ti minutter at smøre begge dele godt ind, det giver en god følelse at passe ordentligt på sine ting, og de holder markant længere på denne måde.
- Fredagens rødvin blev sponsoreret af genboen, som havde en bag-in-the-box, som var ved at blive for gammel. Det sker sjovt nok aldrig for rødvin her i huset, så vi hjalp dem gerne med at sikre at det ikke blev spildt 🙂 Samtidig kom naboen forbi med en sæk arvetøj til lillebror. Der er meget godt at sige om naboer, der deler ud af overskuddet, og vi gør det samme når det giver mening. Godt naboskab er guld værd.
God weekend derude.
-
Frugal Friday
Frugal Friday er min ugentlige beskrivelse af de små ting, som jeg har gjort i løbet af ugen for at spare penge, spare tid og leve et mere nøjsomt og lidt grønnere liv.
- Jeg havde det bedste held i genbrugen lige før jul, og fandt ikke bare et par jeans, men mine nye absolutte yndlings jeans til bare 30 (!) kroner. Jeg har haft dem på hele juleferien, og de sidder godt, er behagelige og holder formen uden at få “knæ” efter en dag eller to. Hurra. Og igår fandt jeg sørme et par mere, af samme slags, men sorte, og med en ødelagt syning i baglommen. Syningen er hurtigt fikset, og så kan jeg sende 50 procent af mine nuværende jeans på pension i den lokale genbrug, for jeg ved bare at disse to par bliver brugt 100 procent af tiden.
- Kæresten havde overskudsmad med hjem fra hans kantine mandag. Vi kunne kun spise 1/3 af portionen, så nu ligger der aftensmad til to aftener mere i fryseren til en dag, hvor vi har travlt. Gratis og nem mad, det er det rene luksus.
- Jeg mangler viskestykker, så forleden købte jeg en fin, lyseblå dug, som skal klippes op og sys om a la her: https://projecthandmade.dk/2016/02/29/1434/
- For at blive i køkkenafdelingen, så er jeg ved at strikke nye karklude. Jeg kan strikke en hver dag, bare på togturen frem og tilbage til arbejde, og det er et fint projekt, der ikke kræver nogen form for tankevirksomhed.
- Den sidste sweater, som jeg strikkede til mig selv blev ikke helt som jeg havde tænkt mig, så jeg trevlede det sidste stykke op, og strikkede det om igen. På den måde kunne jeg sørge for, at sweateren rent faktisk bliver brugt, frem for at ligge ubrugt i skabet. Og jeg fik lidt mere strikketid ud af garnet 🙂
Nu vil jeg kaste mig over et glas rødvin og strikke en karklud mere. God weekend derude 🙂