• Minimalisme

    Mormorliv – Råd til at leve mere enkelt

    Den 23/11 udkommer min tredje bog: Mormorliv – Råd til at leve mere enkelt.

    Her er et lille uddrag fra bogen: “Hvis du spørger mormor, om hun lever, som hun gør, for at passe på kloden, leve bæredygtigt eller være klimavenlig, så ville hun nok kigge en ekstra gang på dig. Hun lever, som hun altid har gjort, passer på de ressourcer, som hun har ved hånden, og nyder at få det allerbedste ud af det hele. De gange, jeg har fortalt hende om minimalisme, om ’bekæmp madspild’-kampagner og ’zero waste’, har hun undret sig over, at det skulle være noget særligt.

    For hende er det bare almindelig sund fornuft. Jeg kan godt frygte, at vores bedsteforældres viden om, hvad de kalder almindelig sund fornuft, kan gå tabt. Mit ønske med denne bog er at samle så meget viden som muligt, så vi ikke glemmer, hvor nemt det faktisk er at leve det gode, simple (mormor-)liv, samtidig med at vi sparer tid, penge og efterlader et lettere CO₂-aftryk på planeten. Det må være den ultimative win-win-win-øvelse.”

    Fik jeg sagt, at jeg glæder mig meget til at dele bogen – og mormor – med jer.

    Du kan forudbestille bogen her – og så 20 procent rabat med koden “mormor20”.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    PAUSE

    Jeg har delt mine tanker om minimalisme, bevidst økonomi og klimavenlige hacks her på bloggen, IG, FB-gruppe og podcast siden 2014. Undervejs har jeg ladet mine kanaler overtage for meget af mit liv, og det er tid til en pause, hvor jeg kan skabe ro og plads til at lægge en plan for, hvor meget det skal fylde fremover. Det er lidt sjovt. I min iver for at dele min passion for at skabe et liv med plads til livet, fysisk og mentalt, så har jeg fået fyldt alt for meget ind i mit eget.

    Så jeg holder en sommerpause, hvor jeg vil skabe plads til, at:

    • Skrive bogen færdig.
    • Heppe på tomaterne i drivhuset.
    • Hænge ud med mine drenge (og Frede).
    • Læse bøger.
    • Bade.
    • Cykle.
    • Kede mig.

    Måske – måske ikke – udkommer podcasten herover sommeren. Det har jeg ikke besluttet endnu. Jeg vil give plads til at mærke efter, om jeg savner at tale til jer fra klædeskabet 🙂

    God sommer derude.

    ps. Husk: Brug det du har, genbrug, sortér dit affald (og saml andres op), brug dine penge på oplevelser – ikke ting, kram dine børn, elskede, familie, venner, naboer, nettomedarbejderen, når vi må igen (spørg altid om lov først ;), gå ud i naturen og kig på det mirakel den ægte er, træk vejret og vid at du er nok. Vi har et eneste, magisk liv. Brug det.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Når man brænder for en sag …

    Jeg læste et opslag på LinkedIn, hvor en kvinde der længe har arbejdet for hjemløses rettigheder, skrev at hun har sagt sit job op. Formulering var, at nogen gange, så brænder man så meget for en sag, at man brænder ud. Jeg tænkte længe over formuleringen, for den rimede på noget, som jeg længe har følt.

    Jeg har delt mine tanker om minimalisme, bevidst forbrug, klimakamp og livshacks på sociale medier siden 2014. Om hvordan denne måde at leve på, er bedre for os mennesker og bedre for planeten. Det har aldrig været en forretning, men ren og skær passion. Men på en måde er jeg endt i en blindgyde, hvor jeg prædiker (min version af) det gode liv, men glemmer at være tilstede i mit eget.

    Det er som den berømte frø i det kogende vand. Pludselig føles det normalt at passe job i dagstimerne, og drive passionen alle de resterende timer, hvor børn og familie ikke fylder. Instagram-profil voksede til blog, facebook-gruppe, podcast og jævnlige ture rundt i medie-cirkuset, hvor jeg alligevel aldrig har formået at få journalisterne til at gribe bolden om, at det hele handler om klimakamp – ikke hvor mange penge jeg investerer.

    Jeg får dagligt beskeder fra – primært kvinder – der har ændret deres liv lidt eller meget med inspiration fra mine skriverier – det gør mig lykkelig – men kan ikke længere skjule, at jeg er virkelig træt. Træt af at være tilgængelig 24/7. Træt af at dele mine tanker – og blive kopieret. Træt af, at det ikke er muligt at gøre passion til forretning. Vist nok bare træt.

    Så denne gang spørger jeg dig om hjælp. Hvad ville du gøre i mine sko?

  • Klimaforandringer

    If you’re not afraid – you’re not paying attention

    Hvor var du første gang det gik op for dig, at klimaforandringerne var ægte? At det ikke var en skræmmehistorie fra 80’erne, et modangreb på yuppie-bevægelsen eller en utopisk ide om hvad der kunne ske “engang”?

    For mig skete det december 2015, hvor en meget mild vinter kombineret med en youtube-rabbithole, der gav alle de virkelig skræmmende forklaringer på det sære vejr.

    Jeg har skrevet om min egen klima-sorg masser af gange her på kanalen. Men mest af alt, så føler jeg et svigt fra “de voksne” der så problemerne tårne sig op allerede, da jeg gik i folkeskole, men som alligevel valgte jagten på vækst fremfor at se den ubehagelige sandhed i øjnene.

    Jo længere tid vi venter på at ændre på den måde vi lever og forbruger på, jo større forandringer vil det kræve. Så når folkeånden nu nægter at acceptere to vegetardage i kantinen, vil de potentielt skulle opgive privatbilismen på den lange bane. Men så bliver det ikke af frivilligt vej, men fordi verden brænder omkring os. Godnat og sov godt. Eller noget.

    Global opvarmning lyder måske ganske rart. Hvem vil ikke gerne have lidt varmere klima, og måske en længere sommer? Men helt simpelt, så betyder global opvarmning ikke bare, at vejret bliver varmere, men nærmere, at det bliver mere ustabilt. Vi kan allerede se det nu, i den bedste sendetid, naturkatastrofer i alle verdensdele.

    Så hvad skal vi gøre? Nu er vi de voksne, og det er vores tur til at fixe problemet. I det mindste kan vi holde op med at gemme os i Netflix og tale om det. Så, hvor var du, første gang du opdagede, at vi lever midt i klimaforandringernes tid?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Igen købt, og lagt madplan efter indholdet i to too good to go-poser. Det kræver naturligvis, at man er villig til at lade posens indhold bestemme menuen, og det er nok ikke for alle, men jeg er fan. Jeg melder ud i slutningen af denne måned om det kan ses på vores forbrug på mad. Jeg tror ja, men lad os nu se, hvad tallene siger 🙂
    • I samme boldgade, så fik vi sushi via appen igår aftes. Man kan først hente maden kl. 20.30, så jeg ventede til en dag, hvor drengene ikke var hjemme. Det er for sent at spise for dem. Maden var frisk, lækker og virkelig billig, så det kan vi godt gøre en anden gang 🙂
    • Imorges høstede jeg det sidste jordbær i haven, og så lukker vi sæsonen for i år. Igen har vi kunne hente en håndfuld jordbær hver morgen i virkelig mange dage, til drengenes og min morgenmad. Det er sundt, billigt og en god måde at vise børnene, at man kan gro sin egen mad frem. Det er vigtigt for mig, at de ved, at man godt kan spise andet mad end det, som kan købes i supermarkedet. Det samme gælder, når vi sanker vilde æbler, blommer og brombær til efteråret. De skal ikke være bange for naturen, men vide at der er mad og ro at hente ved at bevæge sig ud i den.
    • Jeg har fundet garn frem til en ny strikket top, efter denne opskrift. Jeg strikker efterhånden ganske lidt nyt til mig selv. Jeg har et udvalg af yndlingsstrik, som jeg går med hele tiden, og nærmest ikke kan slides op. Så alt ekstra strik ville blot være spild. Da jeg startede mit projekt med kun at lave alt mit eget tøj, så var det en stor F…-finger til fast fashion og den måde de behandlede klodens ressourcer på. Siden da, så har strikkeverdenen udviklet sig til et ræs om at nå at strikke mest muligt, og gerne købe så billigt garn som muligt. Og så ryger pointen med at være bæredygtig lidt. Så jeg strikker lidt, udvælger model, farve og materiale nøje, så jeg er næsten sikker på, at det bliver en favorit. Og hvis det ikke lykkes, så sælger jeg den eller giver den væk, så den ikke ligger og fylder i mit skab. Så er både strikkeren og minimalisten i mig glade.
    • Reddet urtepotteskjulere fra den lokale genbrugsplads. Efter en vask, er de gode som nye, og jeg har tænkt mig at aflevere dem i vores genbrugsbutik, så de kan blive brugt igen. Jeg ved godt, at den nemme løsning er at smide ud, men jeg ville ønske at folk gad køre den lille smule længere og aflevere brugte ting et sted, hvor de kan blive til glæde for andre. Og ikke bare til skrald.

    Vi kan allesammen gøre lidt mere for at passe på vores fælles ressourcer, og mange tiltag kræver blot en vaneændring, men koster os hverken mere tid eller penge, når først den nye vane er på plads. Eksemplet med at bære gode, brugte ting til genbrugsbutikken fremfor genbrugspladsen burde være overkommelig for de fleste. Måske tage cyklen til bageren fremfor bilen eller trylle mest de sidste rester i køleskabet før vi køber nyt mad.

    Det er små ting, og vi kan alle vælge et eller andet, som vi kan gøre bedre på klimafronten. I foråret besluttede jeg mig for, at det var slut med tyggegummi her i huset. Jeg havde tilvalgt tyggegummi, som “snack” fordi det er sukkerfrit og føltes mere okay af den grund. Men tyggegummi er jo – reelt plastik – hvis man tænker over det, og skaber en masse unødvendig skrald. Så vi stoppede helt, og efter et par uger, hvor der manglede “noget”, så er det den nye “normal”. Og sådan kan man blive af med en indgroet vane, men det kræver fuld fokus og energi i en periode, indtil den nye vane “sidder fast” 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    • Nydt at hente håndfulde af jordbær fra haven, hver morgen hele ugen. Selv med en mikro-køkkenhave, så kan vi hente jordbær, krydderurter og store mængder rucola-salat ind til spisebordet.
    • Bestilt en too-good-to-go pose fra den lokale Netto. Jeg skal første hente den idag, og er spændt på indholdet. Det kan hurtigt ende med udsat madspild, hvis vi får en masse frugt og grønt, som vi ikke har lyst til at spise. Nu må vi se.
    • Fundet sandalerne frem og noteret mig, at jeg fint kan klare mig med dem jeg har – som iøvrigt er købt tilbage i 2015 – det er lidt sjovt at have en fuld oversigt over mine køb for de sidste seks år. Og det viser med al tydelighed, at selvom jeg købte to(!) par den sommer, så har de tjent sig ind mange gange siden da.
    • Tænkt over om det er min alder eller minimalisme, der har gjort det nemt for mig at være dybt ligeglad med at følge “moden”. Jeg gætter på en blanding. Og det er så rart at være trådt helt ud af den trædemølle det kan være, hvis man prøver at “følge med”. Jeg går i det som passer til mig, og som er mit absolutte ynglingstøj. Vedligeholder mit tøj og køber sjældent nyt. Det er en form for mini-klimaaktivisme fra klædeskabet at droppe jagten på “nyt”.
    • Repareret et par shorts for min mor. Jeg bekæmper gerne tøjspild i hele familiens klædeskabe, hvis jeg får lov.
    • Har et par små barselsgaver på strikkepindene. Garnet kommer fra lageret, så det er næsten gratis gaver, eller noget 🙂

    Iøvrigt, så er vi ganske tæt på at være i mål med kickstarter-kampagnen til min kommende bog. Så hvis du gerne vil vide mere om privatøkonomi, pengehistorier og forbrugspsykologi, så kan bogen stadig bestilles med 25 procent rabat.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Været sygdomsramt på voksensiden, så madplanen blev sat på hold og to af dagene blev lavet om til rugbrød-dag og en morgenmad-som-aftensmad-dag. Det er ikke verdens mest ophidsende kulinariske oplevelse, men alle bliver mætte og vi undgår junkfood-fælden. Så alt er godt.
    • Tænkt lidt over, hvor lidt tid vi egentlig har tilbage med drengene i en alder, hvor de gider være sammen med os. De er 10 og snart 8 år, og vi er et mulehår fra at være deres nedern forældre. Jeg er okay med, at der vil komme en tid, hvor de mere og mere får deres eget liv. Men også okay med, at det ikke er lige nu. Og jeg får lyst til at skære endnu mere ned for de bolde jeg har i luften, for at være 100 procent til stede, lige her og nu. Jeg er allerede igang med at skære fra 🙂
    • Fået store mængder vild rucola i haven. Vi bruger det, som andre nok ville bruge purløg, drysset i stor stil på alle typer af rugbrødsmadder. Mums. Der er også radisser, bladsalat og jordbær på vej i haven. Det er den rene luksus, når vi kan hente lidt ekstra mad ind fra vores forvoksede altankasser.
    • Corona har gjort os endnu bedre til at undgå madspild. Når vi er mere hjemme end normalt, er det nemmere at “holde øje” med udviklingen i køleskabet, så der ikke pludselig er madvarer der er sygnet hen.
    • Apropos madspild, så laver jeg en stor omgang “kødsovs” imorgen for at gøre kål på det grønne, som ikke blev brugt i ugens løb, da madplanen blev omlagt. Jeg bruger en grundopskrift, hvor købet er skiftet ud med røde linser, og så ryger alt groft grønt ellers bare i gryden. “Kødsovsen” bruges til pasta, lasagne eller i wraps. Den er også nemt at fryse ned til de dage, hvor vi har lidt mere travlt. Det er et direkte indskud på energi-kontoen til en dag, hvor vi trænger 🙂

    Ellers står dagene blot på slutspurt af Den lille guide til opsparing, som ryger til korrekturlæsning lige om lidt. Jeg er så klar til at sende bog-baby nummer to ud i verden 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Gennemgået fjernlageret = højskabene på drengenes værelser, hvor jeg gemmer det arvetøj, der ligger og venter på dem. Jeg søger konstant en balance mellem minimalisten i mig, der gerne vil gemme så lidt som muligt, og klima-tossen, der elsker at putte sine drenge i genbrugstøj. Jeg øver mig i kun at gemme det, som jeg er 80 procent sikker på, at de rent faktisk får brugt. En hurtig tjek af tøjet viste, at to bæreposer med tøj trygt kunne sendes videre et sted hen, hvor det har en bedre chance for at blive brugt. Jo ældre drengene bliver, jo mindre tøj har de brug for at have i cirkulation ad gangen. De har yndlingstøj ligesom moren, og resten bliver bare til fyld på hylderne. Så det giver vi slip på 🙂
    • Nydt at modtage grøftekantsblomster fra mindstebarnet.
    • Jeg er på 7. dag med sukkerstop, hvilket kan ses på drengenes fredagsslik. Så udover, at jeg sparer kemi i kroppen og humørsvingingerne væk, så sparer vi også penge på slik-budgettet. Win-win. Jeg har iøvrigt oprettet en facebook-gruppe til jer, der har brug for en sukkerpause og trænger til lidt hep undervejs. Der er iøvrigt mange mellemregninger om vægttab, selvkærlighed og usunde helseråd, når jeg skriver om sukkerstop. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg spiser (og ikke spiser) den mad som giver mening for mig, og håber at alle andre vil gøre det samme. Jeg ønsker ikke at tricke nogen spiseforstyrrelse ved at tale om kost, men det er også vigtigt for mig at sige højt, at “alt-med-måde” bare ikke virker for mig, når det gælder sukker – måske på¨grund af min pco – og måske er der andre, der har det på samme måde.
    • Noteret, at vi to gange nu har smidt laksepålæg ud og identificeret, at der kun er 1/4 af familien, der spiser det og besluttet at vi skifter det ud med noget andet pålæg, som alle spiser. Det kræver ofte blot små skridt at mindske madspild markant 🙂 Det samme gjaldt for dengang vi købte cremefraiche til at lave guacomole, resten røg altid i skraldespanden. Nu bruger vi A38, som også kan spises til morgenmad. Madspild-Jane: 0-1. Så kik i din skraldespand og tjek om der er et mønster, hvis du ender med at smide mad ud, og find så et hack, der passer 🙂
    • Købt et par letvægtsregnbukser til hver af drengene, som kan ligge i deres skoletaske. Dermed er det slut med at have et sæt derhjemme og et på skolen (potentielt også et sæt på fritter). Nu hedder systemet, at man bruger sin jakke, som i forvejen er vandtæt, og hopper i regnbukserne når det bliver nødvendigt. Keep it simple 🙂
    • Apropos systemer, så er mit bedste hverdags-hack at koble de ting man skal huske, sammen med noget som bliver gjort i forvejen. Eksempelvis, så får drengene håndcreme på samtidig med solcremen før de sendes ud af døren om morgenen. De får klippet negle efter badet, og får læst deres daglige tyve minutter samtidig med putningen. Det hedder vist “habit-stacking”. Jeg kalder det bare at få en afslappet hjerne 🙂

    Hvis du vil have flere minimalisme-tips og tricks ind i din hverdag, så har jeg lavet forløbet Kickstart din oprydning, hvor du over 28 dage får hjælp til at gennemgå hele huset, og få ryddet op en gang for alle. Og hvis det skal være mere oldschool, så er minimalisme-bogen tilbage på lager. Den indeholder alt hvad jeg ved om minimalisme, og hvordan det kan være løftestang til det gode liv 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Ikke kategoriseret

    Circle of influence

    Jeg føler en underlig ro i disse dage. Faktisk har hele denne Corona-krise, indtil videre, ikke væltet mit sind det mindste. Og jeg har måtte lede lidt længe efter årsagen for jeg forstod det faktisk ikke i starten. Der er så meget at være bekymret for. Men sagen er jo den, at jeg længe har frygtet klimaforandringerne og hvad de vil gøre ved det samfund, som mine drenge vokser op i. Hvis en lille flok krigsflygtninge på motorvejen kan skabe sådan en lavine af frygt, had og splittelse i vores lang, og give plads til en underskov af fremmedhadske partier, der overbød hinanden i stramninger. Hvad vil de millioner af klima-flygtninge, som vi kan se frem til, gøre ved os? Og læg så biodiversitetskrisen og forsuringen af havene, som allerede nu gør, at visse skaldyr mister deres kalk-baserede skelletter oveni, så er der ikke meget optimisme tilbage.

    Jeg har dog med vilje ikke meldt mig i koret, der undrer sig over, at samfundet gerne vil omstille sig på grund af en virus og ikke på grund af klimaet. Jeg tænker, at det er åbenlyst, at mennesker ikke kan forstå, og reagere på, en snigende fare, men sabeltigeren på stien foran os – den kan vi forstå og flygte fra. Hvilket igen taler for, at klimaforandringerne skal være meget værre, før vi overvejer at gøre noget reelt ved dem.

    Måske Corona-krisen kan kickstarte en anden måde at indrette vores samfund på, så det bliver mere bæredygtigt for kloden og for os, pas. Det kunne da være dejligt. Pointen er, at jeg har vænnet mig til at leve med frygten for, at vi er igang med at fucke livet på jorden op, men det er første gang, at omverdenens skræmmende lighed med 2-3 fremtidsskrækfilm kørende på reallife tv’et på én gang – matcher min indre tilstand. Det er meget underligt, men også på en underlig måde beroligende.

    Og apropos ro, så vil jeg gentage en pointe fra et gammelt indlæg om klima og cirle of influence:

    “Og så prøver jeg at huske på teorien om circle of influence, som ganske simpelt går ud på, at der er ting, som er indenfor din kontrol, ting, der er indenfor din indflydelse/influence og så en hel masse ting, som er ganske udenfor din kontrol og indflydelse og som du allerhøjst kan være bekymret over. En stor del af mediebilledet hører til den sidste kategori, og jeg øver mig i at trække lidt på skulderen over de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved – og så rette fuld fokus på dem, som jeg kan.

    Det er min lille hack til at bevare troen på, at det hele nok skal gå, i en lidt fucked up verden.”

    I disse dage fokuserer jeg på det, som jeg rent faktisk kan kontrollere og lader eksperterne om resten. Jeg holder mig og min familie væk fra alle, så vi bryder smittekæden, passer mit arbejde hjemmefra og så holder vi drengene igang med at øve læsning, skrivning og lidt regnestykker, så de ikke går helt i stå. Og så springer jeg over alle gærder, som jeg kan finde. Der er ekstra skærmtid og længere snor til drengene end normalt. Det er også en underlig situation for dem, så alle reaktioner er til en start okay. Men de er heldigvis små nok til at stole fuldt og fast på, at vi voksne har styr på tingene (they should know), så de tager det også ganske roligt.

    Og så har jeg i min bearbejdning af klima-sorgen vænnet mig til at se det gode midt i alt det trælse. Så jeg nyder nærheden med drengene, det lavere gear, pausen til at tænke – samtidig med at jeg som introvert også gemmer mig på toilettet indimellem – bare for at få lidt fred. Og jeg vedkender mig det utrolige privilege, der ligger i at være to voksne om at dele ansvar og opgaver og at have et arbejde, der fint kan passes her fra matriklen. Alt det er jeg slet ikke blind for, men meget taknemmelig for. Jeg tænker ekstra meget på dem, som er alene på skansen og ikke kan tilkalde forstærkning. Kæmpekram til jer. Og så ringer jeg ekstra meget til familiens gamle og krammer mine drenge – livet er pludselig blevet endnu mere skrøbeligt.

    Hvordan ser verden ud hos dig?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Opturs-søndag

    Idag havde jeg den store glæde at være en lille del af bæredygtighedsdagen på Birkerød Bibliotek. Jeg elsker virkelig – trods nervøsiteten – at holde foredrag om minimalisme og mit bud på det gode, klimavenlige, liv. Jeg havde på fornemmelsen, at flere fra minimalisme-gruppen dukkede op, og få sagde også hej. Blandt andet min seje blogger-kollega Kirstine. Det er skønt at mødes ude i den virkelige verden, og det giver mig blod på tanden til at få stablet endnu flere foredrag på benene 🙂

    Som sagt var jeg kun en lille del af programmet – og der var så mange spændende foredrag, workshops og lækker øko-mad. Og så var der et skønt krea-strikke-sofahjørne, hvor jeg endte med at hænge ud en stor del af eftermiddagen. Jeg fik æren af at sætte en sød otte-årig igang med at strikke et (hemmeligt) halstørklæde til sin mormor. Det glæder mit skaberhjerte, at vi måske har skabt endnu en gør-det-selv-elsker i verden. Selv lærte jeg først at strikke som voksen og har dermed spildt umådelig mange timer, hvor jeg kunne have strikket. suk.

    Jeg tog (naturligvis) bus og tog frem og tilbage, og nød den ekstra tid til at bare være – i fred og ro. Hverdagen viser tænder lige for tiden, hvor der skal tages nogle store beslutninger – jeg har i den grad for mange bolde i luften – hvilket jo virkelig ikke er særlig minimalistisk af mig 🙂 Så nu prøver jeg at tage min egen medicin, og vælge overfloden fra, og det allervigtigste til.

    Vel hjemme igen stod den på planlægning af næste uge, rester fra igår, og højtlæsningshygge med drengene. En helt standard, rolig søndag aften. Nu ligger drengene stille og roligt og falder i søvn, og jeg har planer om the (med rom) og en date med “Letters from a stoic” af Seneca – han er altid godt selskab.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.