Circle of influence

Jeg føler en underlig ro i disse dage. Faktisk har hele denne Corona-krise, indtil videre, ikke væltet mit sind det mindste. Og jeg har måtte lede lidt længe efter årsagen for jeg forstod det faktisk ikke i starten. Der er så meget at være bekymret for. Men sagen er jo den, at jeg længe har frygtet klimaforandringerne og hvad de vil gøre ved det samfund, som mine drenge vokser op i. Hvis en lille flok krigsflygtninge på motorvejen kan skabe sådan en lavine af frygt, had og splittelse i vores lang, og give plads til en underskov af fremmedhadske partier, der overbød hinanden i stramninger. Hvad vil de millioner af klima-flygtninge, som vi kan se frem til, gøre ved os? Og læg så biodiversitetskrisen og forsuringen af havene, som allerede nu gør, at visse skaldyr mister deres kalk-baserede skelletter oveni, så er der ikke meget optimisme tilbage.

Jeg har dog med vilje ikke meldt mig i koret, der undrer sig over, at samfundet gerne vil omstille sig på grund af en virus og ikke på grund af klimaet. Jeg tænker, at det er åbenlyst, at mennesker ikke kan forstå, og reagere på, en snigende fare, men sabeltigeren på stien foran os – den kan vi forstå og flygte fra. Hvilket igen taler for, at klimaforandringerne skal være meget værre, før vi overvejer at gøre noget reelt ved dem.

Måske Corona-krisen kan kickstarte en anden måde at indrette vores samfund på, så det bliver mere bæredygtigt for kloden og for os, pas. Det kunne da være dejligt. Pointen er, at jeg har vænnet mig til at leve med frygten for, at vi er igang med at fucke livet på jorden op, men det er første gang, at omverdenens skræmmende lighed med 2-3 fremtidsskrækfilm kørende på reallife tv’et på én gang – matcher min indre tilstand. Det er meget underligt, men også på en underlig måde beroligende.

Og apropos ro, så vil jeg gentage en pointe fra et gammelt indlæg om klima og cirle of influence:

“Og så prøver jeg at huske på teorien om circle of influence, som ganske simpelt går ud på, at der er ting, som er indenfor din kontrol, ting, der er indenfor din indflydelse/influence og så en hel masse ting, som er ganske udenfor din kontrol og indflydelse og som du allerhøjst kan være bekymret over. En stor del af mediebilledet hører til den sidste kategori, og jeg øver mig i at trække lidt på skulderen over de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved – og så rette fuld fokus på dem, som jeg kan.

Det er min lille hack til at bevare troen på, at det hele nok skal gå, i en lidt fucked up verden.”

I disse dage fokuserer jeg på det, som jeg rent faktisk kan kontrollere og lader eksperterne om resten. Jeg holder mig og min familie væk fra alle, så vi bryder smittekæden, passer mit arbejde hjemmefra og så holder vi drengene igang med at øve læsning, skrivning og lidt regnestykker, så de ikke går helt i stå. Og så springer jeg over alle gærder, som jeg kan finde. Der er ekstra skærmtid og længere snor til drengene end normalt. Det er også en underlig situation for dem, så alle reaktioner er til en start okay. Men de er heldigvis små nok til at stole fuldt og fast på, at vi voksne har styr på tingene (they should know), så de tager det også ganske roligt.

Og så har jeg i min bearbejdning af klima-sorgen vænnet mig til at se det gode midt i alt det trælse. Så jeg nyder nærheden med drengene, det lavere gear, pausen til at tænke – samtidig med at jeg som introvert også gemmer mig på toilettet indimellem – bare for at få lidt fred. Og jeg vedkender mig det utrolige privilege, der ligger i at være to voksne om at dele ansvar og opgaver og at have et arbejde, der fint kan passes her fra matriklen. Alt det er jeg slet ikke blind for, men meget taknemmelig for. Jeg tænker ekstra meget på dem, som er alene på skansen og ikke kan tilkalde forstærkning. Kæmpekram til jer. Og så ringer jeg ekstra meget til familiens gamle og krammer mine drenge – livet er pludselig blevet endnu mere skrøbeligt.

Hvordan ser verden ud hos dig?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.