Minimalisme

  • Minimalisme

    Om en magisk mandag morgen …

    Som jeg skrev i fredags, så skulle weekenden foregå hjemme og med at få styr på stumperne efter mange weekender på tur. Jeg fik ballade for at have smugstartet på den store fælles efterårsoprydning, og det gjorde jeg egentlig også lidt. Men jeg er gammel nok til at vide, at når manden er inspireret til at rydde ud i skuret, så griber man chancen, også selvom det var nogle uger “før tid” 🙂

    Og mens kæreste ryddede ud i skuret, så fik jeg gjort rent og hjulpet drengene med at ryddet grundigt ud i deres legetøj og finde nye pladser til tingene på deres værelser. Der er blevet så fint. Og nej, vi har ikke børneværelser, der har klinisk hvide vægge og hvor rod er bandlyst, men jeg vil gerne vise dem, hvor rart det er når ting har fast pladser. Så er det nemt at holde ryddet op undervejs, så rodet ikke vokser dem over hovedet.

    Og da vi også fik handlet ind, vasket i bund og lavet mad på forkant, så var der ikke et øje tørt. Det er måske ikke verdens mest sexede eller insta-venlige weekend, men nøj, hvor var det rart at vågne op mandag morgen, med et hjem, der spiller igen. Og begge drenge vågnede i godt humør og hyggede, helt idyllisk, med morgenmaden i solskinnet, hvilket jeg giver oprydningen den fulde ære for. Eller noget 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

    Save

  • Minimalisme

    Frugal friday

    Glædelig fredag derude. I denne uges indlæg med sparehacks, bæredygtighedstricks, mormorliv og klimakamp, kan jeg nævne at:

    • Ugen er kørt videre i samme arbejdsmæssige høje tempo, som jeg har accepteret kommer til at vare ved i noget tid. Så i denne uge har vi genindført at lave mad, for jeg tror alligevel, at drengene ville blive trætte af flere uger kun med rugbrød ? Men vi har fokuseret på nem mad, gerne lavet til to dage i træk. Og så smækker jeg en kæmpe omgang kødsovs sammen søndag, som kan bringe os igennem nogle af dagene i næste uge. Fordi, vær beredt du ved ?
    • Efter mange weekender på tur er det endelig tid til en hjemmeweekend, og den skal bruges på at få hjemmet rettet op igen. Det har haltet både med rengøring, tøjvask og oprydning. Ikke fordi jeg samler sammen til Den store fællesoprydning, der kører fra på søndag, men fordi: Livet, og så’n. Som den oprydningsnørd jeg er, så glæder jeg mig til at komme i bund med tingene. Det påvirker min energi, når der er for mange løse ender, der flagrer.
    • Lillebror er rykket videre til første klasse, men da vi gik hans gamle skolebøger igennem var der mange opgaver, der ikke var løst. Så fremfor at købe nye opgavebøger til eftermiddags-”lektier”, så arbejder han videre på dem. Han får glæden af at føle sig ekstra dygtig fordi tingene er genkendelige og nemme for ham, og jeg får glæden af, at de bliver ”brugt op”. Ps. Der er ingen terperi involveret, men han vil hellere lave opgavebøger end tegne, så det er en fin ”stille-aktivitet”.
    • En nabo har efterspurgt papkasser til brug for hendes webshop, da hun gerne vil sende med genbrugsmateriale. Det er så godt tænkt, så æskerne kan bruges flere gange, og alle husene i vores område får mindre skrald, der skal fragtes væk. Når min kæreste bestiller cykelreservedele er det altid fra nettet, og nu har vi et sted at aflevere kasserne derfra ?
    •  Jeg forudser, at vi kommer til at bære en masse ting til genbrug efter imorgen. Normalt ville jeg prøve at sælge tingene, men jeg kan mærke at mit energiniveau i disse dage kræver, at vi rykker hurtigt og får tingene videre med det samme. Det kan jeg fint acceptere. Vi gør alle hvad vi kan.

    Iøvrigt, så tror jeg godt, at I forstår at jeg ikke ønsker at forherlige at have travlt. Men jeg vil også gerne være ærlig om, hvordan min hverdag også kan se ud. Jeg skriver jo om, hvordan minimalisme kan skabe en rolig hverdag med mere overskud, men det betyder jo ikke, at vores eget liv er lutter meditative stunder, flagrende gevanter og zen-agtige forældre. Vi lever et forholdsvist normalt (hver er egentlig normalt) liv med to forældre med fuldtidsjobs og to børn med skole-, institutionsliv og fritidsaktiviteter.

    Der er aldrig perioder, hvor alt kører perfekt. Der er mange bolde i luften ad gangen, og jeg nægter at prøve at nå “det hele”. Så når jobbet fylder meget, så skærer vi ned på ambitioner på andre punkter. Eller når jeg skriver bog, så får jeg ikke ringet til familien eller læst bare en enkelt side selv. Balance for mig er at acceptere, at man taber nogle bolde undervejs. Bare det ikke er de samme hele tiden, så går det jo nok.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    #Stolt

    Forleden, da jeg kiggede forbi verdens bedste facebook-gruppe, var de tre første opslag i gruppen, som følger:

    • En, der viste billede af et insekthotel, som hun havde bygget af genbrugstræ.
    • En, der havde købt en voksdug med flag, som nu kan erstatte de papir fødselsdagsduge, som ellers var kutyme.
    • En, der efterlyser erfaringer med en spare-app og får så fine og brugbare svar.

    Jeg er så simpelthen stolt af det fællesskab, som vi har bygget – derude i sociale medier-land. Et fællesskab, hvor det er tilladt at dele sparehacks, klimatosse-vaner og heppe på det bæredygtige, bevidste liv. Jeg drømmer om, at minimalisme og købestop (= bevidst forbrug) kan være vejen til et klimavenligt liv. Så gruppen er også min egen lille private klimakamp.

    Som gammel nok til at være ung i nullerne, så husker jeg tydeligt friværdi-snakken, de nye samtalekøkkener og hvordan rejser til Thailand blev normen. Men jeg har altid følt mig mere i værdi-fællesskab med mine bedsteforældres generation, hvor man købte med omhu og passede på sine ting, så de holdt længe. Og de seneste årtiers stress-epidemi, overforbrug og klima-kaos, så tror jeg, at flere og flere er klar til at se tilbage og adoptere flere af vores bedsteforældres vaner. Det er ikke en ny trend eller klima-hipsteri, det er bare sund fornuft.

    Det var bare det 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.


  • Minimalisme

    All things books …

    Nu er der kun en uge til, at vi starter den store fælles oprydning, med udgangspunkt i min bog Den lille guide til minimalisme. Og det er allerede snart 14 dage siden, at forlaget sendte de første eksemplarer af bogen ud i verden 🙂

    Jeg har fået så fin feedback allerede, og gemmer hver tilbagemelding tæt på hjertet. Det er min belønning for de mange måneder, hvor min hverdag var en jonglering af familieliv, fuldtidsarbejde, bloggeri og bogskrivning. Dog er jeg ikke blevet bare en smule klogere for jeg brugte nogle timer idag på at starte op på næste bogprojekt. Som jeg fortæller mere om, når det får mere form end det har nu.

    Noget mere konkret er, at mit næste foredrag finder sted på Tårnby bibliotek den 26. september, og så har jeg lovet mig selv at sende 100 mails afsted næste uge til potentielle foredrags-steder. Jeg trænger nemlig til at komme væk fra skærmen og tale minimalisme ude i den virkelig verden. Yay.

    Glædelig søndag derude 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Om hvem Den lille guide til minimalisme er skrevet til …

    Nu er vi virkelig tæt på, at min bog udkommer, og jeg glæder mig så meget til at dele den med jer. Jeg vil naturligvis ønske, at alle og enhver køber en kopi til sig selv, og en til hver af sine venner 🙂 Men jeg vil også gerne være ærlig om, hvem bogen egentlig er tænkt til, så der ikke er nogen der køber forgæves. Jeg vil jo helst ikke have, at du spilder din tid og dine penge.

    Bogen er skrevet til dig, som enten:

    • godt kender lidt til minimalisme og tankerne bag, men har manglet det sidste skub for at få ryddet helt op og ud i dit eget hjem.
    • gerne vil holdes i hånden undervejs i et oprydningsprojekt, som du allerede har startet, eller blot drømmer om at komme igang med.
    • allerede er kommet godt igang med et større oprydningsprojekt, og er klar til at dykke lidt mere ned i på hvilke måder minimalisme kan hjælpe dig på andre områder i dit liv.
    • er overvældet over rodet i dit liv, og ikke ved, hvor du skal starte.
    • slet ikke kender til minimalisme, og gerne vil forstå hvad the fuzz is about.

    Bogen er ikke skrevet til dig, som:

    • allerede er dybt inde i, hvad minimalisme betyder og bruger principperne dagligt.
    • har fundet dit eget “nok”, og kun lever med de ting, som du elsker eller bruger hele tiden.

    Forlaget beskriver bogen således:

    “I denne bog gennemgåes begrebet minimalisme, hvad betyder det, hvor opstod det og hvem er ”de der minimalister” egentlig. I første del af bogen beskrives de psykiske grunde til, at vi holder fast i ting, længe efter at de har mistet værdi for os, og hvordan minimalisme kan hjælpe os til nemmere at give slip på det overflødige. Og det beskrives hvordan minimalisme kan hjælpe os til at have mere tid og overskud i hverdagen.

    Anden del af bogen er mere praktisk, og der kommer du til at gennemgå dit hjem, fra kælder til loft, og (hvis du har mod på det) skille dig af med de ting, som ikke længere har værdi for dig, men blot fylder op eller roder. Jane kan hverken garantere hvide vægge, tommer flader eller zen-følelse 24/7 når du har gennemgået kapitlet, men hun kan love, at du får et redskab til aktivt at tilvælge de ting i dit liv, som har værdi for netop dig. 

    Sidste del af bogen beskriver særlige temaer, hvor minimalisme også kan være svaret på et bedre og nemmere liv. Både økonomi, kost, helligdage, familie og hverdagens underskud.

    For egentlig så handler minimalisme ikke om ting. Hverken om, hvor mange ting du skiller dig af med, eller hvor mange ting du beholder. Minimalisme handler om, hvad der bliver plads til i dit liv, når ting ikke længere fylder ethvert tomrum eller tidsrum i dit liv.”

    Hvis du har flere spørgsmål om bogen og om den er noget for dig – så tag endelig fat i mig, så du ikke køber forgæves. Bogen forventes udgivet omkring den 15. august, så det er lige om lidt. yay.

    Og husk, at vores fælles oprydning af vores hjem fra a-z starter den 1. september, både her på bloggen og i verdens bedste facebook-gruppe. Jeg er den største fan af efterårs-oprydning, så det kunne ikke passe bedre 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Om at tage min egen medicin

    Jeg har skrevet meget, senest i minimalisme-bogen, om at sætte farten ned, skære det overflødige fra og om den magi, der opstår, når der kun er det vigtige tilbage. Men jeg har glemt selv at efterleve mine ord.

    Jeg har løbet for stærkt, skrevet bog, skrevet strikkeopskrifter, skrevet blog, passet mit real-life-arbejde, passet børn og glemt at trække vejret. Selv nu, en uge inde i ferien kan jeg mærke, at jeg stadig ikke trække vejret helt ned i maven. Så nu trækker jeg stikket og koncentrerer mig om 1) ferie med familien 2) forberede mit næste foredrag til september 3) kede mig 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Minimalisme-hacks #2

    Minimalisme handler efter min mening ikke kun om at omgive sig med færre ting, men også om at have færre løser ender at holde styr på. Rod i hovedet påvirker dig lige så meget, eller endnu mere, end rod i stuen. Derfor handler det om at stoppe de løse ender fra at opstå så nemt og overtage dit liv.

    Dagens minimalisme-hack er derfor at gøre ting med det samme, og gøre dem færdige. Det er også et af mine råd om oprydning i bogen, at du skal gøre de enkelte kategorier færdige før du går videre til den næste. På den måde skaber du momentum og slipper for, at din hjerne konstant minder dig om, at du ikke er nået i mål med dit projekt.

    Hvis du, ligesom jeg, har svært ved selv at gribe de bolde, som du kaster op i luften, så er tricket at øve med de helt små ting. Når du har spist morgenmad idag, så ryd alt op med det samme. Skyl skål/tallerken/kop, sæt det i opvaskeren eller vask det op med det samme. Så er du allerede godt i gang. Hold fokus på opgaven hele dagen. Hvis du har været på tur, så læg sko, jakke og taske på plads lige når du kommer hjem. Hvis du ser en ufærdig opgave, som er hurtig at løse, så gå i gang og fortsæt til du er færdig.

    Prøv at se om du ikke har lidt mere ro i hovedet når vi når til aften 🙂

    God lørdag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Den lille guide til minimalisme


    Bogen er endelig ude af mine hænder, og nu mangler der blot en grundig korrekturlæsning og så kommer den ud i verden. Det er skræmmende og fedt. Men jeg glæder mig meget til at høre, hvad i synes. Og så har jeg tænkt på noget, som kunne være lidt fedt. Til august, når bogen er ude, og I har haft tid til at læse den igennem, så vil jeg gerne lave en fælles oprydning af vores hjem – sammen.

    Mit formål med bloggen har altid være at dele mit budskab om at det gode liv ligger i at leve mere færre ting, og at komme i kontakt med andre på samme rejse. Det er derfor jeg elsker verdens bedste facebook-gruppe så meget. Derinde er vi fælles om at være på vej mod et bedre liv med færre ting, og vi kan lære af hinandens erfaringer, fejltrin og ups’ere.

    Og den fællesskabs-følelse vil jeg genskabe med bogen. Så fra 1. august og frem kører jeg et forløb, hvor vi sammen går alle områder at hjemmet igennem og skiller os af med det overflødige. Det lyder nemt, og det bliver det måske også 🙂 Jeg håber, at du har lyst til at være med. Forløbet består dels af indlæg her på bloggen og i facebook-gruppen. Der er ingen købetvang af bogen for at deltage, men jeg vil selvfølgelig blive glad, hvis du har lyst til at have den i din bogsamling.

    Vil du være med?

    Hav en dejlig aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Om sårbarhed og mod …

    Jeg er ved at sende en lille bog ud i verden. Det er min første, og derfor virker det skræmmende og ukendt. På trods af, at jeg har smidt ord ud i verden via denne blog siden 2014, så føles det nyt og farligt. Der vil være nogen, der elsker bogen (håber jeg), og det er nogen, der vil hade bogen (med sikkerhed). Og det er i dette spændingsfelt vi bevæger os. Os, der skaber noget fra bunden, giver det liv og sender det ud i verden – velvidende, at “this might not work”.

    Jeg har forlængst vænnet mig til kritik og mikro-shitstorme her på bloggen, for det er prisen for at mene noget lidt kontroversielt indimellem, og sige det højt. Men på bloggen kan vi have en dialog, når vi ikke er enige, og jeg kan forklare mig selv. Men bogen står helt alene, som en lille usikker toddler mod resten af verden. Men jeg øver mig i at leve efter Brene Browns kloge ord om at være i verden med sin sårbarhed og hele væsen. Så nu er det ved at være tid til at give slip, og lade bogen leve sit eget liv 🙂

    Generelt så øver jeg mig i mod disse dage. I at gå nye veje, og se hvor de kan bringe mig hen. Jeg holder kaffe(the-)møder med spændende mennesker, stikker tæerne i nyt vand og prøver mig frem. Det er spændende og det er trættende, når man er sådan én, der gerne vil have en facitliste og en garanti for, at alt nok skal gå godt.

    Og samtidig så går jeg og tænker over, hvad min måde at leve på egentlig hedder. For jeg er en dedikeret minimalist, ressourcenørd, klimatosse, mormorlivs-fan, optimist, privatøkonomi-entusiast, bæredygtigheds-nysgerrig, og så meget mere, som ikke passer ned i nogen kasse. Så jeg tænker og skriver og prøver mig frem. Vi er så heldige at have fire ugers sommerferie i år, og de skal gå med at finde ud af, hvad resten af 2019 skal bringe. Når modet findes frem.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Om at give slip …

    Der skete noget lidt sjovt idag. Jeg sidder jo med hovedet godt begravet i den sidste gennemskrivning af Den lille guide til minimalisme, og det er svært at undgå at blive inspireret til at rydde lidt op og ud. Så før jeg hentede drengene, så gennemgik jeg hurtigt mit eget og deres tøjskab med de meget kritiske briller på. Jeg har nemlig efterhånden opdaget min eget store udfordring, når det gælder oprydning.

    Jeg er jo en inkaneret genbrugsshopper og før jeg blev virkelig bevidst om det, så fik jeg købt alt for meget hjem. Fordi det var billigt, og det var sjovt at jagte de gode kup. Men der er SÅ meget godt derude, så jeg har måtte lære kun at tage de aller-aller-bedst ting med hjem, for ellers får jeg fyldt vores hus op igen, hurtigere end du kan sige minimalist-blogger-type.

    Gennem det sidste års tid, har jeg fået leveret de fleste af genbrugs-fejlkøbene tilbage til butikken, men jeg har beholdt nogle af de bedste ting for at sælge dem på dba. Men det er ikke lykkedes at sælge dem, så nu må jeg tage konsekvensen. Der må være en grænse for, hvor mange sider man kan skrive om ikke at lade dine ting eje dig, før femøren falder også hos forfatteren 🙂

    Så jeg fik afleveret en hel pose tøj tilbage til genbrugen, herunder to par højhælede sko, som var købt dengang jeg troede, at jeg kunne gå i sådan nogle. Nu tog jeg konsekvensen og skilte mig af med dem, så andre kan få glæde af dem i stedet for. Og som det reneste eksempel på, at når man endelig giver slip på det gamle, er der plads til det nye, så stod det fineste, lyse par pumps, som jeg så fint kan gå i, og smilede til mig i vinduet.

    Det samme skete dengang, da jeg endelig fik givet slip på farmors gamle spisestel. Ugen efter faldt jeg de fineste skåle i en helt andet kvalitet, som nu er i brug hver eneste dag. Så konklusionen må være, at bogen hjælper – eller noget 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.