• Minimalisme

    I’m back

    Som jeg proklamerede for længe siden, så blogger jeg på min egen måde og med den frekvens, som jeg har lyst til, hvilket betyder, at jeg holder lange pauser, når ordene slipper op. Eller jeg bare har lyst til at lave noget andet, væk fra skærmen. Men denne skrivepause har ikke været med min gode vilje, men som resultat af, at jeg fik lukket mig ude af min blog i starten af december #tekniskudfordret. Men nu er jeg tilbage igen, og nu hvor jeg igen kan dele mine tanker herinde, slipper jeg for at stille mig ud på et gadehjørne og råbe op om klima, minimalisme og det gode (lidt simplere) liv 🙂

    Men der er sket lidt i min ufrivillige blog-pause. Dels har jeg gjort mig klar til at holde mit første (!) foredrag om minimalisme, skrevet kontrakt på min første bog (Den lille guide til minimalisme), jeg er startet som blogger hos Grøn Forskel, og så er jeg blevet interviewet til Politiken (!!!) om at søge økonomisk uafhængighed. Så jeg fik da lov til at dele mit budskaber på andre kanaler, selvom bloggen lå død hen.

    Og så har verdens bedste facebook-gruppe rundet 6000 medlemmer, hvilket jeg vil tro gør den til landets største minimalisme-gruppe, ret mig gerne, hvis jeg har misset en større gruppe! Men det er altså lidt vildt.

    Jeg har også kastet mig endnu mere ud i at investere de penge, som vores livstil gør det muligt for os at lægge til side hver måned. Det er stadig en ny verden for mig, men jeg bliver en lille smule klogere hver dag – eller bare forvirret på et højere niveau. Jeg har lovet at dele mere herinde, efterhånden som jeg opsamler erfaring, der gives videre.

    Og så blev 2019 åbenbart året, hvor minimalisme gik mainstream, takket være en serie på Netflix om Marie Kondo. Jeg læste hendes bog, da den udkom på danske for nogle år siden, og jeg er ret vild med hendes tilgang til at lade glæde og taknemmelighed drive din oprydning. Det er ideer, som jeg har adopteret i min egen filosofi, og nyder stor glæde af. Minimalisme kan ellers godt få skyld for kun at handle om afsavn og fravalg, så bevægelsen fortjener absolut en mere positiv vinkling 🙂 Og på trods af seriens reality tv-feeling, så tror jeg, at den kan give mange et skub i retning af et mere simpelt liv…!

    Hav en dejlig lørdag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • DIY,  Minimalisme

    Minimalisme-hack og DIY dig til en rolig december

    Glade jul, grønne jul ? Ønsker du dig en jul med mere bæredygtighed, der ikke går på kompromis med hyggen, så er Sustain Dailys julestafetsom skabt for dig! Hver dag åbnes en ny låge til masser af juleinspiration, så du dag for dag kommer tættere på en grønnere jul.

    En bæredygtig jul for vores familie, handler om at skabe en rolig december og særligt en juleferie med tid til at trække vejret, så det ikke kræver en ferie efter ferien at blive frisk igen. Vi foretrækker en minimalistisk jul. Ikke fordi vi boykotter hverken pynt eller gaver. I huset er der en hær af kravlenisser og med en stor familie, så bliver der absolut købt nogle gaver i december. Men vi skærer alt fra, som ikke skaber (jule-)glæde for for vores familie.

    Kort sagt, så fravælger vi en forhastet, forpustet december til fordel for en julemåned med tid nok, små faste traditioner, få, nøje udvalgte gaver (gerne genbrug eller hjemmelavet), fokus på ikke at spilde mad (særligt i juledagene) og generelt at gøre plads til lidt anti-hverdag. Kort sagt, så søger vi en julemåned, som indeholder de samme værdier som vores dagligdag.

    En ide til en nem hjemmelavet gave kunne være en hjemmestrikket nissehue. Og med opskriften nedenfor, kan du også hurtigt strikke nye uldhuer til ungerne, hvis de fryser på ørerne. Og som sædvanligt vil jeg opfordre dig til at bruge det garn, som du allerede har liggende, fremfor at købe nyt 🙂

    Opskrift på hurtig-strikket nissehue

    Størrelser: 1-5 år.  Garn: Højlandsuld fra garnudsalg.dk (løbelængde cirka 550m/100g) (dobbelttråd). Strikkefasthed: 18 masker og 24 pinde pr. 10 cm x 10 cm i glatstrik. Pinde: Rundpind (60cm) str. 4 mm og 4,5 mm. Strømpepinde str. 4,5 mm. Garnforbrug: 60 gram.

    Fremgangsmåde

    Så 70 masker op på rundpind str. 4 mm, saml maskerne og strik rundt. Placér en maskemarkør for at vise starten på omgangen.

    Strik de første 15 omgange rib (en ret/en vrang).

    Skift til rundpind str. 4,5 mm.

    Herefter strikkes glatstrik (kun retmasker) indtil arbejdet måler 20 cm.

    På næste omgang tages ind ved at strikke hver 6. og 7. maske ret sammen. Gentages omgangen ud.

    Herefter tages ind på hver tiende omgang med een maske mindre imellem udtagningerne for hver gang.

    Skift til strømpepinde, når der er for få masker tilbage til at bruge rundpinden. 

    Den sidste indtagnings-omgang strikkes 2 ret sammen, hele pinden ud.

    Strik ni omgange, og træk til sidst tråden igennem alle maskerne.

    Hæft enderne.

    Hvis du vil lave en almindelig strik-hue, kan du foretage indtagningerne som beskrevet, allerede efter 15 cm og blot med en enkelt omgang imellem de enkelte indtagnings-omgange.

    God fornøjelse 🙂

    Iøvrigt, så giver pigerne bag SustainDaily 20 procent med rabatkoden “JaneJUL” på deres webshop i dagens anledning, så hvis du vil inspirere andre til en mere bæredygtig jul, så var det måske en god gave-ide.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Giv slip

    Med fare for at lyde som en dårlig kopi af Svend Brinkmann, så vil jeg gerne give dig tilladelse til at give slip. 

    Både på gamle ting, som du ikke har brug for mere. Tøjet, der hverken passer din krop eller dit liv. De gamle, støvede urtepotteskjulere, som du ikke synes er pæne og den tyve år gamle gallakjole fra gymnasiet. Og på de ting, som du har fået i gave eller arvet igennem tiden, men som hverken indeholder gode minder eller gør dig glad.

    Giv slip på gamle venskaber, som har overlevet deres tid og nu blot giver dårlig energi og dårlig samvittighed. Men også på de mennesker, som ikke længere ønsker at være en positiv del af dit liv.

    Giv slip på de drømme, som ikke blev, fordi noget andet blev i stedet for. Og på gamle overbevisninger og historier, der holder dig fast i den, som du var engang. Giv slip på tanker og dårlige vaner, som afholder dig fra at være i verden, som netop du er og fra at være alt det, som du kan være. Giv slip på misundelse og selvmedlidenhed.

    Giv slip. Træk vejret. Og vid, at det er okay. At du er okay.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Minimalisme-hacks til en rolig december

    Jeg ved ikke med dig, men jeg gider ikke en december, som kræver en ekstra ferie at komme sig over. Og al snak om julestress kan vi i fælleskab godt pakke væk. Som jeg skrev om tidligere, så holder vi vores julerier på et niveau, hvor hele familien synes det er hyggeligt, og kan følge med. Jeg tror, at det falder i samme kategori som snakken om stressede børnefamilier, som så samtidig føler det nødvendigt at renovere hus, gøre karriere, træne til maraton, samtidig med at børnene skal gå til tre fritidsaktivteter. Min tanke er, at mindre kan gøre det. Men jeg er jo også en gammel garvet (doven) minimalist 🙂

    Vores minimalistiske december-hacks er:

    • Vi forventningsafstemmer i familien, hvad der er vigtigt for julestemningen, og hvad der ikke er.
    • Vi bager ikke småkager eller laver konfekt, men går all in på havregrynskugler og hjemmelavede æbleskiver. Hvorfor bruge tid på at lave noget, som vi egentlig ikke får spist.
    • Vi deltager ikke i alle potentielle arrangementer, men vi er 100 procent til stede når vi tager afsted. Idag var vi til julefest på mit arbejde og gav den gas med musik, gaver og æbleskiver. Imorgen skal vi besøge familie og i svømmehallen, så altså intet juleagtigt dér.
    • Vi går all in på det julepynt vi allerede har. Det er hverken kønt eller farvekoordineret, men det siger jul for os, og kræver ikke, at vi anskaffer nyt.
    • Vi giver/modtager så få gaver som muligt, men hygger os med at købe/lave dem. Vi skriver en liste i fællesskab og fordeler gaverne imellem os, og så bliver de købt i een omgang. Det er overskueligt, og ganske hyggeligt, når man fjerner stressen fra ligningen.
    • Siden drengene var små, er nissen flyttet ind i december (a la den lille nissedør, som så mange andre steder) og nissen lægger en lille gave hver dag, enten oplevelser, fælles aktiviteter, lidt sødt, en ting som de skulle have alligevel (fx skoleting) eller et spil/bøger/legetøj, gerne købt brugt, men ikke nødvendigvis. Det kræver max en times indkøb/planlægning pr år, og lidt tankevirksomhed hver aften og det er simpelthen så hyggeligt at høre drengene vågne op med spænding om, hvad “nissen” har fundet på.
    • Vores nisse driller ikke. Ideen er sød nok, men det gider jeg ikke, så der nedlægger jeg veto. Det må de brokke sig over når de bliver voksne, sammen med alt det andet 🙂
    • Vi voksne prioriterer at få trænet i juledagene. Og prioriterer gåture i naturen med drengene, når det er muligt. Det gør alting bedre 🙂
    • Jeg satser på at holde sukkerstoppet også igennem julen, hvilket sparer mig en slankekur i januar, og det kan også noget 🙂

    Har du særlige minimalistiske tricks til julen, eller går du med glæde all in på det hele?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Købestop

    Evaluering af købestop i november

    Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.

    I slutningen af oktober, delte jeg i verdens bedste facebook-gruppe, at jeg ville holde købestop i november, men jeg tror slet ikke, at jeg har skrevet om det herinde. Der har nu heller ikke været så meget at fortælle, da det faktisk et gået stort set efter planen. Jeg inviterede mine drenge ud og spise sushi (700kr), og købte nye solbriller (150kr), da de gamle gik fra hinanden. De gamle solbriller var fra før mit købestop startede i 2014, så jeg kan fint leve med at købe et par helt nye. De skal nok blive slidt op 🙂 Vanen tro kiggede jeg naturligvis først i genbrugsbikse og dba.dk, men jeg kunne ikke finde nogle, som jeg kunne lide, så det blev til et sjældent nykøb.

    På familiefronten, der købte vi nye sko til drengene, som begge havde præsteret at slide dem helt i bund, og et par lange træningsbukser til dem begge. Bukserne er til vinter-gymnastik, cykelture og træning generelt, og er allerede yndlings. En fordel ved sjældent at købe nyt til drengene (eller os selv) er, at de faktisk værdsætter når de får nyt. Og taknemmelighed er som bekendt en direkte vej til et bedre og grønnere liv 🙂

    Ved at holde købestop i november, blev jeg endnu en gang opmærksom på, at genbrugsbutikkerne er min nemesis. Det er de eneste butikker, hvor jeg skal tage mig sammen til ikke at gå ind, af fare for at falde over noget, som jeg tror at jeg mangler. Og genbrugskøb virker på en måde som gratis rent miljømæssigt, da jeg ikke skaber efterspørgsel på flere nye ting ved at købe genbrug, men problemet er, at jeg får købt ting med hjem til “hvad-nu-hvis”. Og det giver ikke meget mening konstant at arbejde for at rydde ud i overfloden, hvis jeg så slæber flere (overflødige) ting med hjem. Så det skal jeg lige huske 🙂

    Og nu står vi på kanten af december, som kan være et forbrugsræs uden lige, eller en måned, hvor vi giver plads til anti-hverdag og ekstra hygge med drengene. Jeg er ikke den store juler, men det er nemmere at nyde december, når vi fra start af forventningsafstemmer, hvad der betyder jul for vores familie. Julehygge for mig er ikke ensbetydende med kæmpegaver og overflod af mad – men det havde du nok allerede regnet ud 🙂 Men resten af familien vil gerne have mere julepynt, pakkekalender og juletræ, og der følger jeg naturligvis trop.

    Iøvrigt, hvis du vil have inspiration til en mere bæredygtig jul, så har SustainDaily-pigerne lavet et fint magasin med fokus på en mere rolig jul, uden overflod og spild. Men ellers er mit råd, som altid, brug det du allerede har, julepynten fra sidste år, kan sagtens klare et år mere, skru ned for gaverne, køb gerne genbrug og læg en plan for ikke at smide mad ud i julen.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Frugal friday a la big spender

    I dagens anledning (læs: Black Friday) vil jeg gerne bruge Frugal Friday til at dele en række ting, som jeg har brugt penge på, som rent faktisk skabte lykkes hos mig:

    • Vores hus. I 2015 flyttede vi ud af byen til et mindre bysamfund, i et nybygget lille rækkehus. Det var det dyreste køb, som vi nogensinde har foretaget os, men er ALLE penge værd. Vi er alle fire faldet godt til i det nye hood, huset er nemt at holde og ikke dyrere end, at nu hvor vi har betalt banklånet af før tid, har vi næsten samme “husleje”, som vi havde i vores gamle lejlighed.
    • Apropos flytning, så købte vi i 2016 to gamle kernelæder sofaer på dba.dk, og jeg bliver glad hver gang jeg får øje på dem. De passer til huset, til os og så nyder jeg tanken om, at de allerede har en lang historie bag sig. Den ene sofapude har allerede være til reparation, og jeg har tænkt mig at kæmpe for at holde dem brugbare i mange år endnu.
    • Alle rejser med mine drenge. Siden drengene 1 og 3 år har vi været på en årlig skiferie til Norge. Sommerferierne har indtil for nylig foregået i DK på camping, men de sidste år har vi kørt til Italien, og når drengene bliver lidt større har vi planer om at tage endnu længere væk. Så det er klart en prioritering for os at bruge penge på ferier, så længe vi kan lokke drengene med os (lige nu har de ikke et valg 🙂
    • Cykler. Vi er en cykelglad familie, og drengenes cykler igennem tiden har nok været dyrere end gennemsnittet for danske børn, men de er primært købt brugt, solgt videre igen og bliver brugt utroligt meget. Tit som en erstatning for bilkørsel, så det passer mig fint.
    • God, sund øko mad. Jeg er næsten hysterisk, når det gælder om ikke at smide mad ud. Det er simpelthen en ineffektiv brug af ressourcer, som jeg nærmest ikke kan leve med. Men jeg bruger gerne penge på lækker, sund mad, og nyder at vore drengene er (moderat) altspisende, og at jeg nyder tanken om, at mine børn er bygget af god, nærende mad.

    Mit projekt med denne blog (og mit liv generelt) har aldrig været at bruge færrest muligt penge, men netop at bruge pengene der, hvor det skaber størst mulig glæde for mig og mine. Og droppe alt forbrug, der er dikteret af reklamer eller “hvad-man-burde”. Jeg køber primært genbrug, og kun ganske få ting i løbet af et år, og jeg mangler intet 🙂

    Iøvrigt, så er vi nu over 4400 medlemmer i verdens bedste facebook-gruppe, som netop handler om alternativet til hovedløst forbrug, så der er heldigvis en form for modbevægelse igang. Det er en rar følelse nu, hvor Black Friday går direkte over i overflods-december. Bare husk, at købestop er den ultimative f…-finger til præmissen om, at vi mennesker bare lever for at være dygtige forbrugere, der skaber mere og mere vækst. Det bliver et nej tak herfra.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Økonomi

    Black Friday er ikke problemet

    Det er blevet så nemt, og lidt oppe i tiden at hade Black Friday, og jeg har da også selv pippet lidt i den retning gennem tiden. Men faktisk, så er det ikke Black Friday i sig selv, der er problemet. Black Friday virker blot som en forstærker for de forbruger-tendenser, som i forvejen hersker i det enkelte menneske.

    Så hvis du er en bevidst forbruger, så vil du måske bruge Black Friday til at få 25 procent på en vinterjakke, som du i forvejen havde planlagt at købe, og rent faktisk mangler. Hvis du er en non-shopper, så køber du ikke noget denne dag, ligesom alle de andre dage. Og hvis dit gear er sat ind på overforbrug, a la mere vil have mere og lykkes findes i webshoppen, så giver du det nok ekstra gas denne dag.

    Men det er for nemt at skyde skylden på en enkelt dag. Black Friday får os bare til at melde rent flag, og komme ud af busken som den slags forbruger vi nu engang er. På godt og ondt. Hvis Black Friday, som koncept forsvandt igen som dug for solen, så ville vi stadig have en overforbrug/brugogsmidvæk-kultur, og før den forsvinder, så er vi stadig på vej ud over kanten rent ressourcemæssigt.

    Og så mangler vi lidt at tale om privilegie, igen. For det er nemt for mig, en (forholdsvist) velbetalt, akademikertype at rynke på næsen af lange køer foran butikkerne, tilbudsjagt og frygt for at gå glip af et lave priser. Men jeg tror da, at der er mere end een i køen, som er ude og købe børnenes julegaver og hvis økonomiske liv gøres lidt nemmere af, at der er noget at spare denne dag.

    Men mon ikke de fleste af os, almindelige og uperfekte mennesker, kan have godt af at tænke en ekstra gang over, hvorfor vi jagter de lave priser, mangler vi virkelig flere eller nye ting, eller kan vi bare lade være med at købe noget nyt. Også denne dag?

    For at citere min yndlings-radiovært Dave Ramsey: “We buy things we don’t need with money we don’t have to impress people we don’t like”. 

    Lad os bare lade være.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Om dårlige dage …

    Søndag var en dårlig dag. Jeg vågnede med hovedpine, var kuldskær og dybt PMS-ramt. Det er opskriften på en dag, som jeg bare har lyst til at slette fra kalenderen og tilbringe under dynen. Hvilket med børn i huset, dog sjældent er en mulighed. Men heldigvis har jeg med alderen fundet redskaberne til at få mig selv, og min familie helskindet igennem disse dage.

    Opskriften lyder sådan her:

    1. Det er okay. Det er ikke alle dage, der går over i historien, som produktive og overskudsagtige. Disse dage er jeg bare til, gør det der skal gøres og springer over alle de gærde, som jeg kan finde.
    2. Jeg skal ikke tage store beslutninger. Min sjæl er ude af balance disse dage, og en beslutning af større betydning, vil være taget med et skævt kompas. Det kommer der sjældent noget holdbart eller godt ud af.
    3. Det er ikke de andres skyld. Det er ikke min kæreste, drengenes eller andre menneskers skyld, når jeg rammer en minus-dag og jeg skal gøre mit bedste for ikke at lade det gå ud over andre.
    4. Tæl til ti. Se punkt 3.
    5. Gør noget rart. Min bedste løsning for at komme godt igennem dagen er at gøre noget rart for mig selv. Det kan være en stille gåtur i solen, lave en overskuelig liste over dagens punkter, sige nej tak til uoverskuelige aftaler og generelt tillade, at tingene går i laveste gear.
    6. Imorgen er en bedre dag. Jeg er så umådelig heldig, at jeg kun har prøvet, at en dårlig dag er efterfulgt af en bedre dag. Det er jeg dybt taknemmelig for.

    Jeg håber, at imorgen bliver en god dag for dig.

    Godnat, og sov godt 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Vaner

    Om hjørnestens-vaner

    I mine undersøgelser af, hvad det kræver at ændre vaner, har jeg opdaget et begreb, der hedder “keystone habits”. Løst oversat til hjørnestens-vaner. Pointen er, at ved at ændre en hjørnestens-vane, kan du som ringe i vandet, også skabe positive tendenser i andre dele af dit liv. Eksempelvis kan vanen med at dyrke mere motion, føre til at man spiser sundere mad og sover bedre.

    Netop min egen succes med at stå op lige når vækkeuret ringer – ja den holder stadig (indsæt selv smiley, der pudser sin glorie) – er et eksempel på sådan en hjørnestens-vane. For hver gang jeg står op med det samme vækkeuret ringer, så starter jeg dagen med at overholde det løfte, som jeg gav mig selv dagen før, hvilket sætter en mere positiv tone for dagen. Og det bygger stille og roligt mit selvværd op, for når jeg kan finde ud af at stå op med det samme om morgenen, så tænker jeg lidt mere positivt om mig selv. Hvilket altid er et godt udgangspunkt for livet 🙂

    En anden hjørnestens-vane var, da vi stoppede med at drikke kaffe om aftenen. Da drengene var små, så var det næsten dagens højdepunkt, når de endelig sov begge to og vi kunne drikke en varm kop kaffe og nyde lidt fred og ro. Men som småbørnforældre er det også ekstra vigtigt at få god søvn, så da vi opdagede, at koffein drukket selv tidligt på aftenen påvirker nattesøvnen til den dårlige side, så opgav vi denne vane. Og dermed røg også det “søde”, der ofte fulgte med kaffen. Så vi fik ikke bare dybere nattesøvn, men sparede også uheldige kalorier lige før sengetid. Og helt ærligt, så kan de fleste familier med små børn nok nikke genkende til, at sovende børn bærer belønning nok i sig selv, også uden kaffe og snacks 🙂

    Så min konklusion er, at hvis du skal bruge energi på at ændre en vane, så giver det mening at vælge en hjørnestens-vane, for det vil skabe størst positiv effekt i dit liv.

    Hvilken hjørnestens-vane ville give dig størst gavn, hvis du ændrede den?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin