• Strikkeopskrifter,  vega

    VEGA

    vega

    Størrelser: 6mdr (1 år) 2 år (3 år). Garn: Højlandsuld fra Garnudsalg.dk (løbelængde ca. 550/100g). Blusen strikkes med dobbelt tråd. Strikkefasthed: 18 masker og 24 pinde pr. 10 cm x 10 cm i glatstrik. Pinde: Rundpind nr. 4,5 og strømpepinde nr. 4,5. Garnforbrug: 75 gram (100 gram) 125 gram (150 gram).

    Blusen strikkes oppefra og ned, og rundt på rundpind og strømpepinde.

    Mønsteret

    Du skal tælle alle maskerne og udvide eller fjerne masker, så antallet kan deles med fire.

    1. pind: Strik skiftevis en rød maske/tre blå masker pinden ud.
    2. pind: Strik blåt pinden ud.
    3. pind: Start med at strikke 2 blå masker/1 rød maske. Herefter strikkes 3 blå masker / en rød maske pinden ud.
    4. pind: Strik blåt pinden ud.

    Gentag pind 1-4 i den længe du ønsker mønsteret. Herefter strikkes kun rødt arbejdet ud.

    Fremgangsmåde

    Slå 50 (54) 58 (62) masker op på rundpind nr. 4,5, saml maskerne på pinden og strik en omgang glatstrik (kun retmasker).

    På næste omgang skal du sætte fire maskemarkører på pindene, så du deler arbejdet op i ærmer og krop.

    Strik 8 (8) 9 (9) masker (første ærme), placér en maskemarkør, strik 17 (19) 20 (22) masker (bagsiden), placér en maskemarkør, strik 8 (8) 9 (9) masker (andet ærme), placér en maskemarkør, og strik de sidste 17 (19) 20 (22) masker (forsiden), placér den sidste maskemarkør.

    På næste omgang skal du begynde at tage ud til raglan ved at tage en maske ud på hver side af maskemarkøren. På næste omgang igen skal du blot strikke glatstrik pinden ud, uden at tage masker ud.

    Gentag nu de to sidste omgange, så du tager ud til raglan på hver anden omgang i alt 9 (11) 13 (15) gange, indtil du har 26 (30) 35 (39) masker til hvert ærme.

    Strik videre uden at tage ud til flere masker indtil arbejdet måler 10 (12) 13 (16) cm.

    Når du er færdig med at tage ud til raglan, skal du begynde på mønsteret, som beskrevet ovenfor, og strik 2 cm (mønsteret nævnes ikke mere i opskriften).

    På næste omgang sættes ærmemaskerne på en ventetråd.

    Slå fire nye masker op under hvert ærmegab.

    Kroppen

    Herefter strikkes resten af kroppen. Når kroppen måler 16 (18) 22 (25) cm fra under ærmet, skal der strikkes 6 omgange rib (en ret og en vrang).

    Herefter lukkes maskerne løst af.

    Ærmerne

    Saml ærmemaskerne op fra ventetråden med strømpepindene, og slå fire ekstra masker op i ærmegabet, så der nu er 30 (34) 39 (43) masker.

    Strik glatstrik (kun retmasker) i 6 (8) 10 (12) cm. Herefter strikkes rib (en ret og en vrang) i 6 omgange, og maskerne løst af lukkes af. Hæft enderne.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    foto59

    • Det er ret hurtigt blevet jakkevejr, så vi måtte i gemmerne for at finde efterårsjakker til drengene. Vi havde en liggende til storebror. Jeg købte den for 2 år siden på udsalg, og jeg havde aldrig regnet med at den skulle ligge så længe, men nu kan han endelig passe den. De jakker, som vi havde gemt fra storebror til at gå i arv, var alt for grimme og slidte, så vi købte en ny til lillebror lørdag. Jeg er kæmpefan af genbrug, men mine drenge skal også se nogenlunde ud i tøjet.
    • Jeg havde et arrangement med mit arbejde torsdag og havde haft en ide om, at jeg manglede noget nyt tøj til lejligheden. Dagen før syede jeg en nederdel, men den nåede ikke at blive tør til, at jeg skulle afsted, så jeg endte med at have en “gammel” kjole på, og tænkte ikke et sekund over nederdelen, der hang derhjemme. Så…note to self…det er helt fint at finde noget brugbart i skabet, i stedet for at have småstress over at skulle sy noget nyt.
    • Til gengæld havde jeg den nye nederdel på idag, og er kæmpefan. Jeg viser den frem så snart, at jeg får dagslys til at tage et ordentlig billede 🙂 Det er en nederdel, som jeg har haft i tankerne længe, og det er skønt at få den “bragt til verden”. Jeg elsker virkelig at kunne sy mit eget tøj.
    • Jeg har lagt sidste hånd på det sidste bestillingsstrik projekt, og kan endelig begynde at strikke på næste projekt til mig selv 🙂 Jeg har overvejet at sælge ud af de striktrøjer, som jeg ikke får brugt mere, så kan jeg bedre tillade mig at lave nye. Måske med et lille blog-loppemarked 🙂
    • Tre af ugens aftensmåltider har givet rester, som alle er blevet lagt i fryseren. Så søndag er der dømt restedag, hvor alle kan vælge deres egne favoritter. Kombineret med en gang råkost, så er det et billigt og nemt måltid.

    God fredag derude.

     

     

     

  • DIY

    Slowfashion outfit

    thumbnail_img_4726

    De sidste ugers lidt koldere vejr har gjort, at alle mine uldsweatre er tilbage i rotation igen. Denne sweater er strikket af en blanding af uld og silke, hvilket gør at den ikke er for varm at bruge allerede nu. Nederdelen er et genbrugsfund fra sidste år. Det er første gang, at jeg bruger de to stykker tøj sammen, men jeg synes faktisk at de er et godt match.

    Weekenden bød desværre ikke på noget sy-tid, som jeg ellers havde håbet. Men til gengæld fik jeg været sammen med mine drenge og strikket en masse, så er det faktisk okay at rykke sy-ideerne lidt fremad.

    Sweateren er strikket efter denne opskrift: http://www.ravelry.com/patterns/library/the-summer-sweater.

    Jeg har netop bestilt nyt garn fra http://www.garnudsalg.dk, og har to-tre nye sweatre (til mig selv) i tankerne, og glæder mig til at komme igang. Efterårstid er strikketid 🙂

    God aften derude.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    IMG_4122

    • Ugen har stået på stor-oprydning af fryseren, som skal afrimes. Vi er næsten i bund med resterne, og mangler kun at få spist tre omgange steg, som vi fik med hjem efter en fest, hvor de havde fået bestilt alt for meget mad i forhold til antal gæster. Derudover så mangler vi at få brugt nogle butterdejsplader, som jeg forestiller mig skal blive til æblekage (uden sukker, men med masser af smør og cremefraiche :)) og nogle is, som jeg tror at drengene gerne vil sørge for forsvinder hen over weekenden.
    • Jeg har syet mine nye jeans, som allerede var gået op i en syning (dårlig stil H&M). Og  jeg fik reddet syningen før den gik for meget op, hvilket gør reparationen markant nemmere at have med at gøre.
    • De sidste par uger har jeg strikket bestillingsstrik på livet løs. Jeg mangler kun det sidste projekt i bestillingen, og så kommer der lidt ekstra penge i kassen derfra.
    • Jeg har købt stof til en ny nederdel. Jeg syer den i dobbelt jersey, så den bliver varm nok her til vinter. Jeg mangler et alternativ til jeans på arbejdet, til de dage, hvor jeg gerne vil have noget andet på. Jeg har også en ide til en kjole og en nederdele mere, begge dele af stof fra lageret.
    • Jeg har fundet alle mine dejlige uldsweatre frem, og glæder mig allerede til en vinter i lækkert hjemmestrik 🙂 Og jeg har et par ideer til endnu et par sweatre, som gerne skulle flytte ind i garderoben i løbet af vinteren. Jeg elsker hele processen, fra tanker om design til udvalg af materialer til færdigt projekt. Jeg kan kun anbefale at gå i gang med strikkepindene, hvis du også vil holde varmen på den hjemmestrikkede måde til vinter. Se eventuelt opskrifter her: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2

    Nu er det tid til rødvin og strik. God aften derude 🙂

  • DIY

    Slowfashion outfit

    thumbnail_img_4637

    Tirsdagens outfit er et meget godt udtryk for mit bud på en en bæredygtig, minimalistisk garderobe.

    Jakken og tørklædet er genbrugsfund. Silketoppen inderst syede jeg for et år siden og cardiganen er hjemmestrikket efter egen opskrift for snart tre år siden. Jeansene har jeg lige købt, fordi mine gamle sorte  jeans var helt slidt op. Man kan ikke se skoene på billedet, men det er et par ballerinasko, som jeg har købt via Den Blå Avis, af en pige, som havde købt dem for små, så de var ikke engang brugt.

    Netop denne kombination af hjemmelavet tøj og nøje udvalgte genbrugskøb er essensen af min garderobe.

    De sidste par uger har jeg holdt lidt øje med, hvilket tøj jeg rent faktisk går med, og hvad der mangler, og jeg har planer om at sy et par nye ting her i weekenden. To har projekterne bliver med stof fra lageret, og de tredje projekt bliver af stof, som jeg har været ude og købe idag 🙂

    Så jeg er virkelig klar til weekend og sy-tid!

    God aften derude 🙂

  • Strikkeopskrifter,  Vinterhue med flet

    Vinterhue med flet

    thumbnail_img_4547

    Den bedste beslutning jeg har taget i forhold til at gøre mit liv og mit forbrug mere simpelt, har været at begynde at lave mit eget tøj. Jeg har ellers aldrig tænkt at en hjemmelavet garderobe var vejen frem for nogen, allermindst mig selv. Det skaber straks billeder af farvestrålende hjemmestrikkede strømper frem på min hornhinde. Men frustrationen over, at min yndlingstop gik i stykker (slidt op), og over at jeg ikke kunne finde en god afløser, som fik mig til at rykke mine små forsøg på at sy lidt tøj til mine drenge, over til et forsøg på at sy til mig selv.

    Jeg husker tydeligt den første gang, at jeg fik syet noget, som jeg virkelig godt kunne lide, og følelsen af, at dette ville ændre noget for mig. Og den første dag, da jeg bevægede mig ud i den virkelige verden, i hjemmesyet tøj. Det følte virkelig underligt, men idag er det jo normen for mig. Det er sjovt, hvordan tingene kan ændre sig på få år.

    Det har givet mig en form for ro at vide, at når jeg mangler noget, så kan jeg selv frembringe det med mine egne hænder, i lækre materialer, til næsten ingen penge, og vigtigst – uden at jeg skal bruge tid på at lede efter det i butikker 🙂

    Sidste vinter gik det op for mig, at mit hjemmestrikkede hue ikke ville holde en sæson mere, og jeg har derfor strikket en ny hue til når kulden kommer. Jeg har valgt at dele opskriften her på bloggen, hvis andre skulle mangler en ny vinterhue 🙂

    Vinterhue med flet

    Garn: To tråde højlandsuld fra Garnudsalg.dk (løbelængde ca. 550/100g) og en tråd drops alpaca (løbelængde ca. 167/50g). Pinde: Rundpind nr. 5 og 5,5. Garnforbrug (cirka): 100 gram højlandsuld/50gram alpaca. Huen strikkes nedefra og op.  

    Størrelser: Onesize/voksen.

    Slå 88 masker op på rundpind nr. 5, saml maskerne og strik rundt.

    Strik otte omgange rib (en ret/en vrang).

     Skift til rundpind nr. 5.5, og start på mønsteret.

    Mønster: Pind 1-7: Strik tre masker perlestrik, otte masker glatstrik (ret på retsiden og vrang på vrangsiden). Gentages i alt otte gange.

    Pind 8: Strik snoningerne på de glatstrikkede stykker, mens resten af maskerne strikkes i perlestrik.

    Snoningerne: Snoningen strikkes ved at sætte fire masker på en hjælpepind foran arbejdet, strikke fire masker ret, og så strikke maskerne fra hjælpepinden ret.

    Pindene 1-8 gentages i alt syv gange, eller indtil arbejdet måler 20 cm.

    Herefter strikkes kun retmasker, og indtagningerne begyndes.

    Indtagningerne: Strik syv masker ret, 2 masker ret sammen, gentag indtagningerne pinden ud. Næste pind strikkes bare rundt.

    Gentag de to sidste pinde, således at der strikkes én maske mindre mellem indtagningerne indtil der er to masker mellem hver indtagning.

    På næste omgang strikkes alle maskerne ret sammen to og to, og garnet trækkes igennem de sidste masker.

     

  • DIY

    Ny yndlingskjole

    thumbnail_img_4514

    Der sprang en ny yndlingskjole ud af symaskinen i lørdags, godt hjulpet på vej af lidt god musik i ørerne og et glas rødvin 🙂

    Da jeg fik ryddet op i stoflageret forleden, kiggede jeg alt stoffet igennem, og fik ideen til denne kjole. Det er min teori, at nye kreative ideer bedre kan komme frem, når rodet efter gamle, ufærdige projekter er væk.

    Kjolen er syet efter mit sædvanlige topmønster, som er klippet lidt kortere end normalt, og så er skørtet syet på efterfølgende. Kjolen har fået en lidt anderledes silhuet, end hvad jeg normalt går med, og det er virkelig skønt med en forandring.

    Stoffet er oprindelig købt til at sy et pencilskirt, og har ligget på lager i flere år, så jeg har både fået en ny kjole (som jeg allerede har brugt en gang) og har fået ryddet lidt op i stoflageret. Win-Win 🙂

  • Frugal Friday

    Frugal Friday – frugal gone wrong

    IMG_1808

    For det meste er jeg stor fortaler for den nøjsomme hverdag, og jeg tror fuldt og fast på, at jeg bliver gladere og mere kreativ af at leve indenfor et budget.

    Men der har været tidspunkter, hvor forsøget på at leve nøjsomt/bæredygtigt, er gået for vidt. For eksempel da jeg:

    • Forsøgte at nøjes med at vaske håret hver femte dag. Fungerer. Ikke. For. Mig.
    • Købte for få underbukser til størstebarnet, da han var ved at smide bleen. Et selvmål af rang.
    • I kampen for at mindske madspild har fået lavet nogle meget mystiske måltider, som selv vores forholdsvist altspisende drenge, har set bekymrede på. Not cool mum!
    • Længe forsøgte at finde et par “nye” sorte jeans som genbrug og brugte alt for meget tid og penge. Nu hvor jeg endelig har “givet op” og bare købt et par nye (som jeg elsker), har jeg indset at den tid kunne være givet bedre ud.
    • I jagten på de perfekte, billige, flotte havekrukker, ledte så længe, at efteråret indhentede os, og vi ikke nåede at få sået noget i haven i år.

    Jeg er sikker på, at mine drenge har flere punkter til listen, end hvad jeg lige kan komme på!

    Har du prøvet, at din nøjsomme side er stukket af med dig, så del endelig din historie 🙂

    God aften derude.

  • Købestop

    Shoppelisten 2016 #2 og om at være en realistisk idealist

    thumbnail_img_4306

    En af mine planer for denne lørdag var at købe fødselsdagsgaver til et par søde fødselarer, hvilket bragte mig til det nærmeste storcenter, hvor jeg eller (knap så underligt) er en sjælden gæst. Jeg udnyttede lejligheden til at få opgraderet et par ting i min egen garderobe. Jeg købte et par nye sorte jeans, og en pakke nye underbukser, da jeg var nede på så få par, at jeg kun lige præcis havde til en uges brug, og det er bare for lidt.

    Så hermed kan jeg opdatere årets shoppeliste over nyindkøb, således:

    Tidligere i år:

    • Tre par underbukser (basis)
    • Fire par strømper (basis)

    Nye tilføjelser:

    • Sorte jeans (erstatningskøb)
    • Fire par underbukser (basis)

    Det trofaste læser vil vide, at jeg det sidste halve år også har købt en (højelsket) læderjakke i genbrugen, omsyet fire toppe fra min fars kone og redesignet nogle ting fra egen garderobe. Så jeg er kommet forholdsvis godt igennem i år uden at købe nyt.

    Men, min strategi i forhold til nyindkøb er lidt min dårlige samvittighed, for med få timers shoppetid, så er det bare nemmest for mig at gå direkte i H&M, hvor jeg ved at tøjet passer mig, og at deres undertøj holder rigtigt godt i vask. Jeg ved, at det ikke er det “korrekte” valg, men jeg tror også på, at vi skal være ærlige overfor os selv om, hvad der kan lade sig gøre. Det er for nemt at slå os selv i hovedet over alt det vi ikke gør rigtig, godt nok eller fuldt ud, og glemme at fejre de ting, som vi rent faktisk gør.

    Jeg har store ambitioner om at leve et bæredygtigt liv, men bæredygtighed er også at være realistisk omkring hvor langt idealerne kan bære. Min version af en bæredygtig garderobe betyder, at størstedelen af mit tøj er genbrug, og kun ganske få køb hvert år købes fra nye af. Og når shopping bliver nødvendigt, skal det helst gå hurtigt, og jeg skal vide hvad jeg kan forvente af de ting jeg køber. Det virker for mig. Så jeg springer glædeligt over, hvor gærdet er lavest, når det gælder nyindkøb.

    Har du oplevet situationer, hvor realismen vinder over idealismen?

    God aften derude 🙂

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    thumbnail_img_4297

    • Jeg opdagede, at der (trods meget gennemgang) stadig var noget tøj, som jeg flere gange tog frem, men hang tilbage igen fordi det ikke virkede, så jeg lagde det til side til en omgang redesign. Nu er en kjole, der var for kort, blevet til en top, og en blonde top, der sad for løst, er syet ind i siderne, og passer nu fint. Ofte kræver det ikke de store sy-evner at få tøjet til at fungere, og det er en dejlig nem og billig måde at få “nyt” tøj på.
    • Jeg har længe haft dårlig samvittighed over at bruge deodorant med aluminium, da der er usikkerhed om, hvorvidt det kan medføre brystkræft. Når det gælder kemi og skadevirkninger, så går jeg gerne med livrem og sele, men de alternativer, som jeg kunne finde uden aluminium fjernede ikke svedlugt, og så var jeg lige vidt. Men jeg havde læst flere steder, at man kan lave sin egen deodorant af kokosolie og natron, men jeg havde virkelig ikke regnet med at det virkede. I denne uge fik jeg endelig taget mig sammen til at få rørt ingredienserne sammen og testet blandingen, og til min store overraskelse, så virker det. Også selvom, at vi har haft nogle ret varme dage, og jeg har været på arbejde, hentet børn, ryddet op, lavet mad, ordnet køkken osv. Så de varmeste anbefalinger er hermed givet videre. (Jeg blandede en spiseske kokosolie og en ½ teske natron). 
    • Jeg holder stadig mit sukkerstop, hvilket betyder, at drengenes fredagsslik overlever fra uge til uge, så der spares en del på den konto 🙂
    • Jeg blev færdig med (endnu) sweater til mig selv denne uge, hvilket betyder, at jeg er godt dækket ind når vinterkulden engang rammer landet.
    • Jeg har modtaget en bestilling på strik til nogle søde piger på Grønland, hvor vinteren er ved at komme godt i gang. Det er rent win-win, for jeg får undskyldning for at strikke, tjener lidt ekstra og nogle søde piger kan holde varmen til vinter 🙂

    Nu: Strikketid og rødvin.

    God fredag derude.