DIY
-
DIY: Strik selv sommertop med flæsekant
Garn: En tråd cottonwool (løbelængde ca. 500m/100g) fra www.garnudsalg.dk eller Bio Balance fra GrønneGarner eller Organic Trio garn fra Hjertegarn. Strikkefasthed: 22 masker og 28 pinde pr. 10 cm x 10 cm i glatstrik. Størrelser/mål(overvidde): S/M (80 cm), M/L (98 cm), L/XL (118 cm). Pinde: Rundpinde nr. 2,5 og 3. Garnforbrug (cirka): 200 g (300 g) 400 g.
Blusen strikkes oppefra og ned, og rundt på rundpind. Det anbefales at læse hele opskriften før start.
Beskrivelse af udtagningerne: ”1 ret ud” betyder, at du skal strikke to masker i én maske, ved først at strikke en retmaske, uden at tage masken af pinden, og bagefter strikke en retmaske bagfra (drejet) i samme maske.
Fremgangsmåde
Slå 140 (148) 156 masker op på rundpind nr. 2,5, saml maskerne og strik de første otte omgange rundt i rib (en ret/en vrang).
Næste omgang strikkes vrang hele vejen rundt.
Skift til rundpind nr. 3.
Herefter strikkes glatstrik (kun retmasker) rundt på pinden, medmindre opskriften angiver andet.
*På næste omgang udvides ved at strikke hver fjerde maske ”1 ret ud”, så der er 175 (185) 195 masker i alt på pinden.
Strik fem omgange uden at tage ud.*
*-* gentages 2 (3) 4 gange mere. For hver gang skal der være én maske mere imellem udtagningerne, således at der tages ud på hver femte, sjette maske osv.
Når alle udvidelserne er overstået, er der 245 (296) 351 masker i alt på pinden.
Strik videre indtil arbejdet måler cirka 18 cm (20 cm) 23 cm.
Herefter deles arbejdet i masker til ærmer og masker til krop: Luk 45 (50) 55 masker løst af, strik 77 (98) 120 masker, luk 45 (50) 55 masker løst af, og strik de sidste 78 (98) 121 masker.
På næste omgang slås 10 nye masker op under hver arm.
Herefter er der 175 (216) 261 masker i alt til kroppen.
Strik videre indtil arbejdet måler cirka 40 cm (45 cm) 50 cm, målt fra under ærmet.
På næste omgang tages 1 (2) 1 maske(-r) ind, så der bliver et lige antal masker til ribkanten.
Skift til rundpind nr. 2,5, og strik de sidste otte omgange i rib (en ret/en vrang), og luk maskerne løst af.
Kraven: Saml 140 (148) 156 masker op i vrangmaskerne lige under ribkanten, med rundpind nr. 3.
På første omgang udvides ved at strikke hver eneste maske ”1 ret ud”, så der er 280 (296) 312 masker i alt på pinden.
Strik glatstrik (kun retmasker) indtil arbejdet (målt fra ribkanten) måler cirka 15 cm (18 cm) 20 cm.
Næste omgang strikkes vrang hele vejen rundt, og herefter lukkes maskerne løst af.
Tip. Hvis du vil have blusen til at sidde bedre fast over skuldrene, kan der placeres en elastik i den øverste kant. Dette gøres ved at strikke den øverste ribkant fem-seks cm lang, alt efter elastikkens bredde, herefter bukkes kanten indad, og der sys en løbegang til elastikken.
-0-
-
Minimalisme-hack og DIY dig til en rolig december
Glade jul, grønne jul ? Ønsker du dig en jul med mere bæredygtighed, der ikke går på kompromis med hyggen, så er Sustain Dailys julestafet, som skabt for dig! Hver dag åbnes en ny låge til masser af juleinspiration, så du dag for dag kommer tættere på en grønnere jul.
En bæredygtig jul for vores familie, handler om at skabe en rolig december og særligt en juleferie med tid til at trække vejret, så det ikke kræver en ferie efter ferien at blive frisk igen. Vi foretrækker en minimalistisk jul. Ikke fordi vi boykotter hverken pynt eller gaver. I huset er der en hær af kravlenisser og med en stor familie, så bliver der absolut købt nogle gaver i december. Men vi skærer alt fra, som ikke skaber (jule-)glæde for for vores familie.
Kort sagt, så fravælger vi en forhastet, forpustet december til fordel for en julemåned med tid nok, små faste traditioner, få, nøje udvalgte gaver (gerne genbrug eller hjemmelavet), fokus på ikke at spilde mad (særligt i juledagene) og generelt at gøre plads til lidt anti-hverdag. Kort sagt, så søger vi en julemåned, som indeholder de samme værdier som vores dagligdag.
En ide til en nem hjemmelavet gave kunne være en hjemmestrikket nissehue. Og med opskriften nedenfor, kan du også hurtigt strikke nye uldhuer til ungerne, hvis de fryser på ørerne. Og som sædvanligt vil jeg opfordre dig til at bruge det garn, som du allerede har liggende, fremfor at købe nyt 🙂
Opskrift på hurtig-strikket nissehue
Størrelser: 1-5 år. Garn: Højlandsuld fra garnudsalg.dk (løbelængde cirka 550m/100g) (dobbelttråd). Strikkefasthed: 18 masker og 24 pinde pr. 10 cm x 10 cm i glatstrik. Pinde: Rundpind (60cm) str. 4 mm og 4,5 mm. Strømpepinde str. 4,5 mm. Garnforbrug: 60 gram.
Fremgangsmåde
Så 70 masker op på rundpind str. 4 mm, saml maskerne og strik rundt. Placér en maskemarkør for at vise starten på omgangen.
Strik de første 15 omgange rib (en ret/en vrang).
Skift til rundpind str. 4,5 mm.
Herefter strikkes glatstrik (kun retmasker) indtil arbejdet måler 20 cm.
På næste omgang tages ind ved at strikke hver 6. og 7. maske ret sammen. Gentages omgangen ud.
Herefter tages ind på hver tiende omgang med een maske mindre imellem udtagningerne for hver gang.
Skift til strømpepinde, når der er for få masker tilbage til at bruge rundpinden.
Den sidste indtagnings-omgang strikkes 2 ret sammen, hele pinden ud.
Strik ni omgange, og træk til sidst tråden igennem alle maskerne.
Hæft enderne.
Hvis du vil lave en almindelig strik-hue, kan du foretage indtagningerne som beskrevet, allerede efter 15 cm og blot med en enkelt omgang imellem de enkelte indtagnings-omgange.
God fornøjelse 🙂
Iøvrigt, så giver pigerne bag SustainDaily 20 procent med rabatkoden “JaneJUL” på deres webshop i dagens anledning, så hvis du vil inspirere andre til en mere bæredygtig jul, så var det måske en god gave-ide.
-0-
-
Om slowfashion julegaver og strik til drengene
Jeg strikker julegaver i disse dage. I farver, som jeg normalt ikke har fat i, så det giver en fin afveksling og jeg får rykket lidt rundt på garn-lageret. Et garn-lager, som er lige lovligt proppet når man kender mine minimalistiske tendenser, men det er det ene sted, hvor jeg slækker lidt på standarden 🙂
I hele min strikke-karriere har jeg gjort mig umage for at strikke tøj, som har en chance for at blive brugt. Ingen indviklede projekter, som ikke passer til en normal garderobe eller normal hverdag. Og når jeg strikker til børn, så skal det også være enkelt og anvendeligt. Jeg stoppede med at strikke til drengene, da de blev store nok til at frembede sig hjemmestrik. Deres huer er dog hjemmestrikkede, og bliver brugt hver dag, så moren får lidt ret 🙂
Jeg elskede at strikke til drengene, da de var små og der var dage, hvor de var klædt i uld fra top til tå. Primært om vinteren dog 🙂 Men da de blev større foretrak de begge fleece cardigans fremfor hjemmestrik og det er ikke en kamp, som jeg har ønsket at tage. Vi bestemmer, at de skal være klædt efter årstiden, men ikke specifikt hvad de ellers har på. Så hjemmestrikken blev lagt væk.
Men nu har storebror bedt om at jeg strikker en sweater til ham. En bestilling som jeg først havde troet ville ske, når han startede på efterskole og islandske sweatre blev standarden. Så jeg har begejstret fundet garnet frem. Planen er en helt simpel raglan-sweater i koksgrå, og hvis han ikke får brugt den alligevel, så har jeg også en chance når lillebror bliver større.
Kryds fingre for mig 🙂
-0-
-
DIY af genbrug – lav gamle strømpebukser om til hårelastikker
Da min sidste hårelastik gav op, midt i mit købestop, så prøvede jeg først at overtale mig selv til, at så lille et køb absolut ikke væltede læsset. Særligt ikke set i forhold til sidste uges “købestop” 🙂 Men så kom jeg i tanke om en ide, som en veninde fortalte mig om for flere år siden, nemlig at klippe gamle strømpebukser op til hårelastikker. Og jeg havde netop et par strømpebukser liggende, hvor jeg ikke længere strategisk kunne gemme hullerne på fødderne mere, så de var det perfekte offer.
Fremgangsmåde
1. Klip det slidte stykke af strømpebukserne.
2. Klip 5-6 cm stykker af resten af strømpebukserne.
3. Rul stykkerne mellem to fingre, så de bliver som på billedet.
Slut 🙂
Dette er nok den nemmeste DIY, som jeg kommer til at dele her på bloggen. Men jeg er kæmpefan. De nye hårelastikker har ingen hårde samlestykker, som kan slide på håret, og de kan vaskes i maskinen. Og der bliver nemt 8-10 stykker af et par strømpebukser, som alligevel var på vej til skraldespanden.
Jeg håber, at vi som befolkning med tiden bliver bedre til at se ressourcer fremfor skrald. Vi prøver selv at se vores hjem som et semi-lukket kredsløb, og når vi bringer ting ind i hjemmet, så har vi også ansvar for at bruge det op eller bringe det godt videre. Brugtbart tøj, som er for småt til drengene sendes videre til en venindes dreng, og resten klippes til klude. Spil eller udstyr, som vi ikke bruger mere, sælges eller gives væk.
Hvis vi som samfund kunne få samme syn på ressourcer, og kan se resten af verden som en del af vores kredsløb, så bliver det måske nemmere at give slip på overfloden i de enkelte hjem. Jeg anser dba.dk, som mit personlige fjernlager, og hvis jeg på et tidspunkt mangler den ekstra reol, som jeg solgte i 2015, så køber jeg bare en “ny” brugt igen.
God lørdag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
DIY af genbrug – sy en skjorte om til en nederdel
Den insisterende varme har udfordret min garderobe, da jeg ikke ligefrem er storforbruger af korte nederdele i min hverdag normalt, måtte jeg være lidt kreativ. Jeg daffede forbi genbrugen og købte en gammel herreskjorte, som jeg kunne sy om, da jeg har dårlige erfaringer med at gå i kærestens klædeskab 🙂 Jeg tog udgangspunkt i fremgangsmåden her, med enkelte tvists.
Materialer
En gammel skjorte. Tjek, at den er bred nok til at passe omkring måsen. Elastik: Bredde 3,5 cm. Længde: Dit taljemål + 1 cm.
Fremgangsmåde
1. Klip skjorte midt over, fra ærmegab til ærmegab. Resten af stoffet kan eventuelt gemmes til andre småprojekter, som kommer på bloggen snart 🙂
2. Sy elastikken sammen i en ring (pas på, at du ikke drejer elastikken så den krøller).3. Sy elastikken fast på vrangsiden (indersiden af nederdelen) med zig-zag. Husk at tilpasse undervejs, så stoffet fordeles jævnt på elastikken ved at “krølle” stoffet eller strække elastikken mens du syer.
4. Buk elastikken een gang indad og sy en omgang mere oveni samme syning, også i zig-zag. Husk at strække elastikken undervejs, så stoffet ikke klumper sig sammen i linningen. Klip kanten lige.
5. Sy en stikning foran på skjorten, så den ikke gaber. Jeg stoppede lige før den nederste knap, så nederdelen har en lille slids og man kan se mærket, som en lille deltalje på forsiden.
Jeg elsker at sy af genbrugsmaterialer, da det føles som at skabe guld ud af noget, som var tæt på at blive til skrald. Denne skjorte havde en stor plet på det ene ærme, og var nok aldrig blevet brugt af nogen igen. Og nu er den min nye yndlingsnederdel. Ta da 🙂
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
DIY – sy selv en nem nederdel
Denne sommer har jeg stort set levet i nederdelen på billedet ovenfor, som jeg syede i foråret. Jeg syede også en sort version sidste år, som jeg har brugt meget hele vinteren, så tanken var at lave en sommer-version, hvilket er lykkedes. Nederdelen passer med alle mine toppe, og er dejlig luftigt at have på, så den har været nem at tilføje til min eksisterende garderobe. Jeg har fået en del spørgsmål til hvordan den er syet, så er her en DIY, så du kan lave din egen 🙂
Jeg har beskrevet, hvordan jeg rent faktisk syer denne type nederdel og det kunne garanteret gøres med mere finesse, men for mig, så handler det om hurtigt at få syet noget brugbart, så jeg kan komme tilbage til at strikke 🙂
Materialer (str. S/M)
Stof: Bredde cirka 130 cm, længde cirka 85 cm. Elastik: Bredde 3,5 cm. Længde: Dit taljemål + 1 cm.
1. Sy elastikken sammen i en ring (pas på, at du ikke drejer elastikken så den krøller).
2. Sy stoffet sammen i siden, så det danner et langt rør.
3. Sy elastikken fast på vrangsiden (indersiden af nederdelen) med zig-zag. Husk at tilpasse undervejs, så stoffet fordeles jævnt på elastikken ved at “krølle” stoffet eller strække elastikken mens du syer.
4. Buk elastikken een gang indad og sy en omgang mere oveni samme syning, også i zig-zag. Husk at strække elastikken undervejs, så stoffet ikke klumper sig sammen i linningen. Klip kanten lige.
5. Læg nederdelen op forneden, medmindre du syer med stof, som ikke løber i vask.
God fornøjelse 🙂
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
Gendyrk din basilikum #hippie-hacks
Jeg er egentlig ikke den store forbruger af krydderurter, men jeg er ret begejstret for basilikum, både på salater og på mine rugbrødsmadder. Så vi har ofte en basilikumplante stående i vindueskarmen i køkkenet. Men planten overlevede sjældent særligt længe, hvilket skyldes, at der hverken er plads eller næring nok i den potte, som følger med. Så jeg har opdaget et par hacks, der kan få planterne til at leve længere og vokse, så en enkelt købe-plante kan give basilikum nok til hele sommeren.
Del planten op
Købeplanten består af 8-12 stilke, som hver især har potentiale til at vokse sig til en stor plante. Så hvis du har en større krukke eller et højbed, så skil forsigtigt stilkene ad og sæt dem med god afstand. Vand godt de første dage, og glæd dig til masser af basilikum hele sommeren.
Sæt stilke i vand
Hvis man sætter afklippede stilke i vand i en uges tid, så får de nye rødder og vokser fint videre, hvis de plantes i ny jord. Så jeg klippede tre stilke af planten og delte resten op, og satte ud i højbedet, så nu har jeg både basilikum, der vokser fint inde og ude, og jeg regner med at tage et par planter ind, når det bliver koldere og se hvor længe jeg kan holde liv i den samme plante indenfor. Og ja, jeg kunne nøjes med at have planterne udenfor, men jeg har erkendt, at jeg er bedre til at få lidt grønt på min frokost, når jeg ikke skal bevæge mig ud af døren. Dovenskaben længe leve 🙂
I samme tema, så har jeg også arvet to stiklinger af en grøn plante (som jeg ikke kender navnet på) af min mormor. Efter to uger i vand, havde de fået fine rødder og de er nu plantet over i ny jord, og hvis de overlever, så har jeg fået nye grønne planter til huset helt gratis. Jeg havde nemlig allerede urtepotteskjulere og jord på lager 🙂
Bruger du også gendyrk og stiklinger til at få mere grønt ind i huset helt gratis?
God aften derude.
-0-
-
Om freestyle-syning og om at gemme minde-ting
Det stof, som jeg købte forleden, er endelig blevet til en færdig top og jeg spår den en lysende fremtid i mit klædeskab. Når man ser bort fra min skrigende hvide hud, så er den da blevet rigtigt fin, ikk 🙂
Jeg havde en ide om, at blondekanten skulle sidde øverst, i halsen, men det virkede slet ikke i praksis. Så jeg sadlede om, vendte projektet på hovedet, og fik i stedet en fin blondekant nederst. Toppen passer med alle jeans og alle nederdele i skabet, og det vil også kunne dresse en (af mine mange) uldsweatre lidt op, hvis der stikker et lille stykke blonde ud under kanten. Så alt i alt er jeg godt tilfreds 🙂
Alle mine hjemmesyede toppe er skabt ud fra to hjemmelavede mønstre, som jeg tegnede af fra en gammel yndlingstop for flere år siden, og hackede, så der er et mønster med ærmer og et uden. Men denne top er lavet ved at klippe efter en gammel top, og så sy den sammen lidt ad hoc. Det siger sig selv, at jeg ikke er fan af længerevarende sy-processer, det skal helst gå hurtigt, så jeg kan komme tilbage til at strikke igen 🙂 Jeg er vild med at freestyle-sy, og ofte ender projektet et andet sted end forventet, som med denne top. Det er en del af det sjove 🙂
Idag skulle vi have besøgt familie, men tre ud af fire herhjemme var syge, så vi “valgte” en rolig hjemmedag istedet for. Da jeg var den eneste raske, greb jeg chancen for at få ryddet ud i mindekasserne, som vi har stående på toppen af vores klædeskab. I mangel af kælder, har vi tre plastik-kasser, hvor jeg lægger de ting fra min egen barndom og drengenes babytid, som jeg har lyst til at gemme. Der skulle lægges lidt “nyt” væk, og samtidig sorteres ud i det gamle. Ved at begrænse pladsen til de tre kasser, sikrer vi, at vi ikke bare hovedløst gemmer det hele.
Selv som dedikeret (hysterisk) minimalist, så har jeg ingen problemer med at gemme lidt af drengenes babytøj og babylegetøj. Men jeg er også fan af, at vi afgrænser pladsen lidt, så er det nemmere at “nøjes” med at gemme få, men (for mig) vigtige, ting.
Hvad er din holdning til at gemme minde-ting?
PS. I verdens bedste facebook-gruppe taler vi netop om, hvad man gemmer og hvorfor, kom gerne og snak med.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
DIY gone wrong
Som jeg ofte fortæller min otte-årige, så er det vigtigt lige at tænke sig om, før man gør noget. Hvilket var det, som jeg slet ikke gjorde her til formiddag, hvor jeg i min iver for at få syet flere klude til kurven på spisebordet (som godt kan løbe tør i løbet af ugen – og hvor kæresten endelig har sagt go for at droppe køkkenrullen) fik droppet alt hvad der hedder at tænke først. Kort sagt, så fik jeg forvekslet een af kærestens gamle, hullede denimskjorter, med en helt ny skjorte, ooooog fik klippet den nye skjorte op til klude. Først halvvejs gik fejlen op for mig, og jeg måtte brødebetynget ringe til min kæreste og gå til bekendelse.
Helt ærligt, så føler jeg mig virkelig dum, for hvis jeg havde stoppet et kort øjeblik og tænkt mig om, så havde jeg opdaget fejlen. Men jeg havde en plan, og alt for meget fart på. Og da jeg først opdagede fejlen, var det alt for sent at redde skjorten. Til gengæld har vi nu en ny bunke klude liggende i kurven, som hver-eneste-dag kan minde mig om, hvad der sker, hvis jeg har får meget fart på. Tusind tak. Og kæresten har fået go for at købe en ny skjorte som erstatning – på min regning. For samme pris kunne vi have fået de mest fancy Georg Jensen damask klude. SUK.
Men så kunne jeg tage chancen for at vise mine drenge, at voksne absolut (!) også kan lave fejl, og at alt løser sig hvis man siger sandheden og siger undskyld. Det er faktisk ikke en dårlig livs-lektion 🙂
Apropos, så tog jeg drengene med på en lang cykeltur i kulde og modvind idag, for at besøge den lokale bondegård og se de nyfødte lam. Ja, vi kunne have taget bilen, men så havde vi ikke haft den store glæde, som en kop varm kakao giver efter en lang og kold cykeltur. They will thank me later – much later 🙂
God aften derude.
-
Om at lave sit eget tøj
Da jeg for snart seks år siden for første gang begav mig ud i den virkelige verden, iført en hjemmesyet bluse, føltes det som at kaste sig ud fra 10 meter vippen. Jeg fik det største sug i maven, og gik og ventede på, at nogen a la kejserens nye klæder, sagde – du har jo ikke noget på – eller hvad søren er det du render rundt i. Men ingen kommenterede. Mit bud er, at ingen opdagede, at jeg var iført en hjemmelavet kreation. I de mange år der er gået siden har jeg vænnet mig til følelsen, og endda lunet mig lidt, når jeg har fået ros for et stykket hjemmesyet eller hjemmestrikket tøj, og folk efterfølgende er blevet overraskede, fordi det “så købt ud”.
Her seks år senere er alt i mit garderobe enten hjemmelavet eller købt som genbrug, og jeg tvivler på, at de fleste kan se forskel. Og langt størstedelen af dem, som jeg møder kunne ikke være mere ligeglade med, hvor mit tøj kommer fra 🙂 Men for mig er det en lille sejr hver eneste dag, hvor jeg føler mig velklædt, og godt tilpas i tøj som jeg nyder at have på, og som samtidig ikke har kostet noget særligt. Den sidste del er kun interessant fordi dette hverdagshack har betydet, at jeg kun bruger mellem 1000 og 2000 kroner på tøj og sko om året, hvilket gør, at jeg kan spare størstedelen af min løn op, efter at de faste udgifter er betalt, og har kunne betale mit SU-lån af mange år før tid. Og at vi nu snart har betalt vores banklån af, over 27 år før tid 🙂
Mit købestop var i sin tid et opgør med et forbrugsmønster hos mig selv, som jeg ikke brød mig om. Jeg købte nyt tøj af vane, uden at forholde mig til om jeg manglede noget og jeg følte konstant, at jeg ikke havde noget at “tage på”. Men jo mindre jeg ejer, og jo bedre tid jeg tager mig før jeg anskaffer mig “nyt” til skabet, jo mere tilfreds er jeg blevet. Og jeg føler, at jeg har en overflod af muligheder i skabet, selvom det ikke indeholder så meget.
I weekenden købte jeg et nyt stykke stof – for første gang i et års tid – fordi jeg ønskede mig en ny, lidt finere top til arbejde. I restekassen fandt jeg et skønt stykke flaskegrøn blonde, som jeg har store planer om at trylle med i aften. Toppen skal være en længde, som passer både til jeans og til nederdel, så jeg kan matche den med det meste af det tøj, som jeg allerede har.
Samtidig så går jeg og pønser på at strikke en cremefarvet cardigan, lidt ala denne, men i en lidt tyndere version, som kan bruges som jakke, hvis vi nogensinde får varmere vejr her i landet 🙂 Det giver så meget mere mening for mig at bruge tiden på at planlægge og lave det tøj, som jeg ønsker mig og som jeg rent faktisk mangler. Fremfor, som tidligere at bruge hver (næsten) hver lørdag på at tøffe rundt i butikkerne og leder efter noget, som jeg troede, at jeg manglede. Omvendt, hvis du elsker at shoppe og ville hade at sy og strikke, så vil samme metode ikke give mening for dig, så min vej er ikke for alle. Men jeg tror til gengæld, at de fleste vil have glæde af at tynde lidt ud i klædeskabet, så det bliver nemmere at finde favoritterne.
Iøvrigt, så har jeg påskeferie, og har snart klaret mig igennem anden dag med sukkerstop, så nu vil jeg tage mig et glas rødvin og fejre ferien 🙂
God aften derude.
-0-