• Minimalisme

    Minimalisme & … Episode 9: Minimalisme-udfordingen

    I denne episode prøver jeg at vise helt konkret, hvordan minimalisme-udfordringen kan hjælpe dig godt i gang med at give slip på de ting, som du ikke skal bruge mere. Og endnu bedre, hvordan du kan skabe en vane, hvor du giver slip efterhånden som du stopper med at have behov for dem, så bunkerne ikke vokser dig over hovedet.

    Personligt, så har jeg haft stor glæde af de sidste dages stille og rolige øvelse i at give slip på ting. Selvom vi ikke har fyldte skuffer og skabe her hos os, så kan jeg virkelig mærke et større overskud efterhånden som flere og flere ting, kommer videre og ud til dem, som har brug for dem.

    Særligt er det gode ved udfordringen, at du kan bruge ganske få minutter hver dag, eller flere timer, alt efter hvad der giver mening for netop dig. Men hvis du tager en lille bitte bid hver dag, så er elefanten snart spist – eller sendt til genbrug – eller du ved hvad jeg mener 🙂

    Du kan lytte med her 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Stor-nydt at solen har skinnet næsten hver dag denne uge. Efter en december og januar med ganske lidt sol, så har det været en fantastisk – og helt gratis – glæde og har givet ekstra energi. Samme sol har lokket os ud på flere gåture. Nu, hvor sneen hindrer os i at cykle i skoven med drengene (moren er til den forsigtige side), så er det luksus at gå en tur i stedet for.
    • Holdt fast i den nye vane, hvor vi handler semi-stort hver femte dage. Og jeg kan stolt berette, at vi ikke har haft en eneste klat-handle-tur det sidste lange stykke tid. Vi må fejre de små sejre i denne tid 🙂 Vi kører stadig i den høje ende af madbudgettet i disse måneder, men det er jeg helt okay med. Lige nu er alt mad, som vi fire spiser, fremstillet her på matriklen. Så der skal lidt ekstra til 🙂
    • Gjort os klar til at sende drengene i skole fra mandag. Vi er ved at være metaltrætte herhjemme, så det kommer virkelig som sendt fra … ja himlen, Christiansborg eller Dansk Erhverv, hvem vi nu end skal takke. Vi er vanvittigt privilegerede ved at vi er to voksne, der arbejder hjemme og vi har to store drenge, der er mere selvkørende end hvis vi havde små børn omkring anklerne. Men jeg stor-savner muligheden for at fordybe mig uden konstante spørgsmål om hjælp til opgaver, eller at finde ting. Og drengene trænger til det sociale indspark, som de får ude af huset. Så vi tæller ned. Og igen – drengenes lærere er de ægte superhelte her – de har gennemført spændende og god læring, under de værste vilkår. Kæmpe hurra for dem.
    • I forventning til foråret, bestilt reservedele til vores elskede havetrampolin. Den er fem år gammel, og trænger til udskiftning af enkelte dele. Jeg er glad for, at vi valgte at købe kvalitet fra et firma, der prioriterer at holde den samme trampolin i brug længe, fremfor at sælge skrammel, der hurtigt skal skiftes ud.
    • Weekenden byder på en afstandsgåtur med nær familie. Medbringende nybagte boller og varm kakao. Det er absolut en luksus-søndag, men jeg er ved at være moden til lidt normalitet. Hvad med jer andre?

    I øvrigt tak for den fineste modtagelse af podcasten. Jeg har lovet at udgive et nyt afsnit, hver mandag indtil lockdown er overstået for denne gang. Forrige episode handlede om den praktiske oprydning og kan høres her.

    Hav en dejlig fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Minimalisme & … Episode 8: Den praktiske oprydning

    Jeg elsker at tale om alle de fordelene, som et mere minimalistisk liv har givet mig. Mere overskud i hverdagen, mere ro i sindet, en lettere hverdag hvor de huslige opgaver går nemmere, når der er færre ting at holde styr på, sætte på plads og gøre rene. Men jeg fornemmer, at mange sidder fast i selve den praktiske oprydning. De er overbevist over minimalismens fortræffelighed, men i tvivl om, hvordan man kommer i gang med at rydde op og rydde ud i sine ting. Og endnu vigtigere, hvordan holder man fokus undervejs.

    Helt lavpraktisk, så har jeg nogle råd, som du kan bruge før du går i gang med oprydningen. Råd, som du kan bruge undervejs. Og råd, som du kan bruge på den “anden side”.

    Lyt med her 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Til min store glædet opdaget, at det lokale hovedbibliotek holder åbent til “bestil og afhent”. Mine ture på biblioteket er en af de ting, som jeg virkelig savner her i Corona-land, så jeg var ægte lykkelig og skyndte mig at bestille 28 bøger. Hvoraf halvdelen allerede kan hentes nu. Hurra. Og tippet er hermed givet videre, måske er det samme tilfældet hos din lokale bogpusher.
    • Endelig fået solgt det flødekande/sukkerskål-sæt, som kickstartede #minimalisme-udfordringen. Det var rart at få sendt videre, og det flytter nu til Fanø, hvilket er vildt hyggeligt at tænke på. #Minimalisme-udfordringen er nu nået til dag 20, og jeg er ikke tæt på at mangle ting at skille mig af med. Hvilket blot beviser, at man aldrig er helt færdig med at rydde ud. Livet er ikke statisk, og behov vil ændre sig stille og roligt. Det er okay 🙂
    • Været madspilds-ninjaer. Efter mange ugers hjemmearbejde og hjemmeskole ved vi endelig, hvad der bliver spist i løbet af ugen. Og vi har omstillet den store ugentlig handledag, med et par enkelte opsamlingsture. Til at der handles stort cirka hver femte dag, og så slipper vi for alt klathandleriet, som når vi løb tør for rugbrød eller frisk frugt. Den nye måde at bedre for pengepungen, tidsregnskabet og det store Corona-blive-hjemme-puslespil.
    • Formået at få vores skrald ret langt ned – på trods af at alle måltider lige pt. bliver forberedt og spist herhjemme. Vi har cirka to poser restaffald, to poser madskrald (gulerodsskræller, kartoffelskræller, æbleskrog, bananskræller osv) og to kasser med sorteret plastisk, metal, glas osv. om ugen. Om det er meget eller lidt for en familie på fire, vil jeg ikke dømme, men det er mindre end vi havde før jeg begyndte at se nærmere på skraldemængderne. Nu betaler vi samme mængde for renovation uanset mængde, men i det store billede kan jeg godt lide tanken om at leve lidt “lettere” og efterlade mindre skrald i min dagligdag.
    • Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men vi har besluttet (min kæreste har besluttet for os), at der kun er alkohol på bordet i weekenden. 138 måneders lockdown havde udvandet grænserne mellem hverdag og weekend, og vi var enige om, at en måde at genskabe denne grænse var at alkohol (hvis man nyder sådan noget) kun hørte til i weekenden. Jeg ved ikke om det gør den store økonomiske forskel, men vi sparer da lidt penge og kalorier på den konto. Så det skulle også nævnes.
    • Fået en ny last – rødvinen skulle jo erstattes af noget – så jeg er begyndt at sylte rødløg. De kan spises på alt, og gør mit liv en lille smule bedre i denne tid. Så tippet er hermed givet videre 🙂

    Iøvrigt, så har min podcast rundet 15.000 downloads, det er så vildt at tænke på. Tak fordi du (måske) lytter med, tak til jer der har delt den med venner og som har efterladt en anmeldelse. Det gør mig så glad.

    Jeg har besluttet mig for at der skal udkomme en ny episode hver mandag, indtil vi bliver “lukket ud hjemmefra” igen. Så er det mit lille bidrag til at underholde og inspirere i disse sære tider.

    God fredag derude. Og hold fast 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Minimalisme & … Episode 7: Frugal friday

    Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

    I denne uge har vi/jeg:

    • En håndfuld lidt triste tomater røg i tomatsovsen til aftenen pizzaer. Erfaringen er, at vi skal købe færre tomater, da vi ikke får spist dem i samme mængde, når drengene ikke får madpakke med ud af huset.
    • Iøvrigt, så er hjemmelavede pizzaer en skøn måde at få brugt de små rester. Næsten alt smager godt på pizza.
    • Vi er alle fire corona-hjemsendte, og jeg er ved at vise drengene glæden ved at spise rester til frokost. Det er en skøn måde at få de små ukurante rester til at blive en lille lækker side-dish 🙂
    • Kæresten blev træt af at se på vores langhårede skovtrolde-børn, så han fandt trimmeren frem og gjorde sig meget umage med at klippe dem. De blev fine, og det er kun lidt skævt 🙂 Jeg har selv klippet mit eget hår, længe før det blev corona-cool 🙂
    • Er på 6. dag af #minimalisme-udfordringen, og har allerede fået skilt mig af med en række ting. Det kom lidt bag på mig, at der jeg kiggede lidt ekstra efter, så kan jeg se en del ting, som skal videre. Efter 8 år som minimalist-hippie-type, så må jeg konkludere, at vi aldrig bliver helt færdig med at rydde ud. Så ind imellem må man lige tage en runde. Måske du også er med?
    • Jeg har købt nye løbesko. Det lyder måske ikke som den store spareøvelse, men de gamle var helt slidt op, og når først udstyret er købt, så er motionen gratis 🙂 Løb er totalt yndlings. Træningen starter og slutter lige ved hoveddøren. Bortset fra skoene, så er alt mit tøj arvet, genbrug eller ældgammelt, og kan kun sjældent skiftes ud. Og så kan det passes ind vores fælles dag, og skal ikke være på et særligt tidspunkt. Her i corona, hvor al sport er aflyst, så har vi også haft drengene med ud og løbe en smule. Så bliver det en fælles aktivitet.
    • Apropos løb, så var kæresten gået igang med at kigge efter løbesko til drengene. Men de viste sig, at de begge kunne passe deres sommersko, og så sparede vi den omgang 🙂 De løber så korte ture, at det ikke kræver noget særligt udstyr. Endnu.
    • Sneen afslørede, at vi ikke længere ejer kælke. De gik i stykker forrige år, og vi havde aftalt at købe nye på næste skiferie. Som vi så måtte aflyse. Men skidt pyt. Drengene bruger skobakker til kombineret kælk/snowboard, og har en fest uanset.

    Nu, hvor vi er på anden uge af lockdown version 2.0 går det hele lidt nemmere. Første uge var tæt på skrækkelig. Jeg startede nyt job, og begge drenge skulle vænne sig til en markant anderledes version af online-skole end i foråret. Det krævede tilvænning og dybe vejrtrækninger. Denne uge har vi alle fire fundet rytmen, og det er gået så fint. Gamechangeren har været, at vi voksne starter arbejdsdagen kl. 6 og skiftes til at spise morgenmad og frokost med drengene. På den måde sikrer vi hinanden lidt uforstyrret arbejdstid, og det har gjort hele forskellen.

    Hele vejen igennem har drengenes lærere været de vildeste helte. Med den største tålmodighed overfor alle børnene i klassen, der skulle forstå teknikken, opgaverne og situationen. Hvilket ikke ser helt ens for alle. Her er lillebror en af dem, som føler det i hele kroppen, når han endelig ser sine klassekammerater igen. De lærere fortjener alt chokolade i hele verden for at hjælpe vores unger så godt igennem.

    Du kan lytte til podcasten her.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Minimalisme

    Minimalisme & … Episode 06: Økonomisk ro

    Med årsskiftet kommer lysten til at starte på en frisk. New year, new me. Og i år kan jeg mærke, at mange har lyst til at få bedre styr på deres økonomi. Mon ikke det er inspireret af corona, hvor mange fik stress-testet deres økonomi med afskedigelser, lavere indkomst eller flere udgifter til at få hjemmene til at løbe rundt. Der er mange, der taler om økonomisk frihed og økonomisk uafhængighed, og det lyder også som et rart koncept, men ofte lidt fluffy og langt væk. Jeg ønsker ikke at indrette min økonomi på en fjern fremtid, der ofte ser helt anderledes ud, end du har forestillet dig.

    Forstå mig ret. Jeg vil tale for at tage magten over dine penge, og skabe en robust økonomi til jeg bliver blå i hovedet. Men mit udgangspunkt er, at jeg vil skabe økonomisk ro, i mit eget liv, og dit hvis du vil. Det smarte er, at økonomisk ro ikke handler om noget, der ligger langt ude i fremtiden, når du er perfekt, din opsparing er enorm og de passive indkomster strømmer ind. Økonomisk ro kan du føle i det øjeblik til tør se dit eget forbrug i øjnene, lægge en plan og stille og roligt bevæge dig i en anden retning. Du kan sidde i gæld til halsen, men hvis du har en plan + fremdrift, så kan du føles roen i, at du bevæger dig fremad.

    Min metode til at opnå økonomisk ro kalder jeg økonomi-stigen, og du kan læse om den her på bloggen – ganske gratis – eller lytte med i podcasten, hvor jeg beskriver den nærmere. Ingen betalingsvægge, snedige online-kurser eller forkromede coaching-forløb. Blot en gave – fra mig til dig – med ønsket om, at jo flere der får en robust økonomi og kan tage deres livsbeslutninger på et andet grundlag end penge, jo mere overskud til os alle. Og det er en dejlig måde at starte året på 🙂

    Du kan lytte med her.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Økonomi

    Økonomi-stigen #5 Automatisér

    Det sidste trin på økonomi-stigen er det, som giver dig muligheden for at bruge størstedelen af din tid på at tænke på andet end din økonomi. For selvom din privatøkonomi er fundamentet for at leve din version af det gode liv, så vil jeg (som med alt andet) argumentere for at vi skal holde det så simpelt som muligt og bruge energien på noget andet 🙂

    Derfor skal vi nu automatisere dit budget og de systemer, som vi har talt om på de øvrige trin. Det vil sige, at når pengene går ind på din konto – uanset om det er løn, SU eller andet – så skal de fordeles i overensstemmelse med dine valg. Med det samme. Personligt, så fordeler vi pengene på vores opsparings/investeringskonto, en fælles handlekonto og vores private “lommepenge”-konti. Og nu sætter beløbet på disse konti grænserne for, hvad vi kan bruge penge på i den kommende måned. Og nej, det lykkes ikke altid at overholde grænserne, men oftest gør det.

    Det giver ro i sindet at vide, at du starter hver måned med at sende hver en krone i retning af de ønsker, som du har for dine penge og dit liv. Du vænner dig til at spare op, og når din opsparing når et vist niveau, så kan du stille og roligt træne din investeringsmuskel. Og vigtigst af alt, så vænner du dig til ikke at bruge hver en krone hver måned, men stille og roligt bygge en buffer op. Det er så nemt at falde i forbrugsfælden, gå på arbejde og bruge hele lønnen hver måned fordi “du fortjener det”, men det skaber ikke frihed på den lange bane.

    Hvilken del af din økonomi har du automatiseret?

    Du kan læse mere om økonomi-stigen, opsparing og pengehistorier i min bog Den lille guide til opsparing.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Økonomi

    Økonomi-stigen #4 Systemer

    Næste trin på stigen handler om at få sat nogle systemer på plads for din økonomi. Min tilgang til privatøkonomi er til den (surprice) minimalistiske side, og jeg foretrækker at der er sat systemer op, så jeg ikke skal tænke på penge undervejs i hverdagen. Disse systemer skal sikre, at dine penge arbejder FOR dig og bevæger sig derhen, hvor du har besluttet dig at de skal, fremfor at de forsvinder mellem fingrene på dig.

    Der er ingen systemer, der er de rigtige eller forkerte. Det handler meget om at finde det system, der passer dig bedst. Nogen foretrækker at have mange konti, andre få. Nogle bruger kun kontanter for at sikre, at man aldrig får overtræk og andre vil hellere bare bruge kortet. Den eneste ufravigelige regel er, at du skal sørge for at betale dig selv først. Det betyder, at du skal overføre penge til din opsparing som det allerførste, fremfor at vente til slutningen af måneden og spare det op, som måtte være tilbage 🙂 Det er ofte ganske lidt.

    Så sørg for at få fjernet de penge, som du vil spare op fra din normale konto med det samme, så står de ikke og frister dig. Personligt, så sørger vi for at overføre pengene til vores investeringsdepot med det samme, så er de væk fra vores normale økonomi og blevet en del af frihedsfonden. Og ingen piller ved frihedsfonden 🙂

    Det handler om at øve dig i at spare lidt op hver måned, også når du tjener ganske lidt, så er opsparingsmusklen stærk til når du tjener mere. Og du undgår at forfalde til livsstilsinflation.

    Sparer du op hver måned?

    Du kan læse mere om økonomi-stigen, opsparing og pengehistorier i min bog Den lille guide til opsparing.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Økonomi

    Økonomi-stigen #3 Plan/budget

    Næste skridt vil være at lægge en plan for, hvordan du gerne vil bruge dine penge fremover. På forrige trin kiggede du tilbage på dit forbrug hidtil, og uanset, hvad du så tilbage i tiden, så skal du sætte en streg i sandet og kigge fremad. Hvad drømmer du om at opnå eller ændre? Vil du gerne spare 10.000 kroner op til din næste ferie. Eller vil du gerne starte med at investere, måske bare 500kroner om måneden og bygge din frihedsfond, så du slipper for at arbejde til du er 72(!).

    Uanset hvad, så skal du lægge en plan for hvordan du bruger dine penge. Problemet er, at hvis du ikke selv har en plan, så vil samfundet/reklamerne/forbrugskulturen have en plan for dine penge, og det vil sjældent ende med større frihed og økonomisk ro for dig. Nærmere med en masse funklende nye ting i dit hjem (som du måske ikke engang har brug for).

    Budgettet laves på baggrund af den viden du fik ved at kigge på dit forbrug. Hvad skal du sætte af til husleje, transport, mad, tøj osv. Nogle kategorier vil du måske også gerne sætte lavere, så der er flere penge at spare op, men pas på med at skære for kraftigt ned for hurtigt. Som en streng slankekur, så kan du ende med at gøre det alt for surt for dig selv, så du underbevidst vil modarbejde dit eget budget, og så er vi lige vidt. Husk derfor også at gøre plads til at bruge penge på det, som er vigtigt for dig. Her i huset, der har vi valgt ikke at skære madbudgettet helt ind til benet, da sund og grøn mad er livsglæde for os. Det vil være noget andet, det er vigtigt for dig 🙂

    Husk at evaluere dit budget hver måned, så du tilpasser virkeligheden. Det er ikke sjovt konstant at overskride en kategori. Så sørg hellere for at rykke lidt rundt, så der er penge nok til det, som er vigtigt for dig. Og sørg for at give hver en krone en opgave, så de ikke bare drysser væk.

    Er du vant til at leve efter et budget?

    Du kan læse mere om økonomi-stigen, opsparing og pengehistorier i min bog Den lille guide til opsparing.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Økonomi

    Økonomi-stigen #2 Overblik

    Næste skridt på økonomi-stigen, handler om at få skabt et overblik over din økonomi. Din gæld, dine aktiver, dine indtægter og dit forbrug. Det handler om at se dine hidtidige forbrugsvaner i øjnene. Først når du ser sandheden, kan du beslutte dig for om der er noget der skal ændres, eller om alt kører som det skal. Bruger du dine penge efter dine egne værdier og livsvalg, eller gør du bare lidt som “man nu gør”?

    Rent praktisk, så betyder det, at du skal kigge dine kontoudtog igennem, fra de sidste par måneder, eller endnu længere tilbage hvis du har lyst til at nørde mere med tallene. Det vigtige er, at du er ærlig overfor dig selv om tingenes tilstand. Find dit gældstal, altså hvor mange penge du skylder væk. Mange har aldrig regnet beløbet sammen, og det i sig selv kan give en brat opvågnen. Regn dine aktiver sammen. Hvad ejer du? Det siger noget om, hvordan du har brugt pengene indtil nu. Hvis du har været på arbejdsmarkedet i mange år, og ikke ejer noget af værdi, så har du ikke været skrap nok til at spare op. Det kan der være mange grunde til, og det skal du ikke slå dig selv i hovedet over, men beslut dig for at sætte systemer op fremover, der hjælper dig.

    Endnu vigtigere, så skriv din indtægter og udgifter ned, og find forskellen mellem de to tal. Det er denne forskel, som du kan arbejde med fremover, når du gerne vil se din opsparing/investeringspulje vokse. Prøv at se på dine udgifter. Måske kan du gøre forskellen mellem udgifter og indtægter endnu større, så er der flere penge at arbejde med. Men husk, du skal aldrig skære ned lige der, hvor livsglæden ligger for dig. Så bliver det for surt. Men fjern det ligegyldige forbrug. For nogen vil det være nemmere end andre. Vi kommer til arbejdet med vores økonomi med helt forskellige udgangspunkter, men vi kan alle blive mere økonomisk robuste end vi er lige nu.

    Hvilken sandhed viser overblikket dig om din økonomi lige nu?

    Du kan læse mere om økonomi-stigen, opsparing og pengehistorier i min bog Den lille guide til opsparing.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.