Om minimalisme, og alt med måde …
Ugen har bragt kritik af minimalisme (dont mess with my baby) fra flere sider. To større tøj-influencere har været ude og italesætte (her og her), at minimalisme – som alle andre ismer, har skyggesider og kan gøre mere skade end gavn. Argumentet er, at et ensidigt fokus på at skille sig af med ting, og jagte et særligt antal eller look, for at være “ægte minimalist”, kan betyde dels, at folk skiller sig af med ting, som de fortryder eller dels at de føler sig forkerte, fordi de ikke er ekstreme i deres oprydning.
For det første, så er jeg enig. Alt, der overdrives, vil ende med at være karikeret. Jeg tror på den gyldne mellemvej – det er ofte der, hvor det gode liv findes (spørg selv Aristoteles). Så hvis du går benhårdt efter kun at fokusere på at skille dig af med ting, uden at vide hvorfor, så ender det trist.
For det andet, så handler det nok om, at minimalisme er dårligt branded. Minimalisme lyder som om at man bare skal jagte bedre. Men minimalisme – i mine øjne – handler om at skabe plads til mere. Mere liv, mere ro, flere brætspil, gåture, spontane fester og gode grin.
For det tredje, så er jeg mere tilhænger af Seneca-minimalisme, end Kondo-minimalisme. Mit ønske at er frigøre mig så meget fra fokus på ting, at jeg har fuldt fokus på livet og menneskerne omkring mig. For mig fylder tanker om tøj cirka 1 minut af min dag. Jeg beholder benhårdt kun yndlingstøj, og går med det indtil det er slidt helt op. Så er der mere tid til at leve, udenfor klædeskabet. (Minimalisme er den ultimative materialisme – for vi accepterer kun yndlingstøj – som jeg også skriver i min bog).
I bund og grund, så giver det mig mere blod på tanden til at råbe endnu højere om, hvilken ro og overskud minimalisme kan give – hvis man ikke fokuserer på kun at eje et særligt antal eller opretholder særlige måder at folde tøjet på 😉 (Medmindre det gør dig meget glad at folde dit tøj sådan – for mig er der mere glæde i, at drengene selv kan lægge deres tøj på plads).
Minimalisme handler om at fjerne overflod og rod fra dit liv – så det vigtige står tilbage. Bum.
Og det var hippien – over and out 🙂
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.