• Klimasorg

    Klimasorg #vrede

    Mor er ikke skuffet – mor er vred!

    Som jeg skrev om her: https://projecthandmade.dk/2017/05/08/klimasorg-benaegtelse/ så er det langsomt gået op for mig, at jeg har gennemgået en sorgproces over de sidste par år. Det er først med bagklogskabens klare lys, at jeg kan se de enkelte faser, men dagens nyhed om, at Trump har besluttet at trække USA ud af klimaaftalen, har frisk genoplivet min gennemgående følelse fra fase 2, nemlig: VREDE.

    Efter en periode med benægtelse, hvor jeg forsøgte at bortforklare, benægte og skønmale alle tegn på klimaforandringerne, samtidig med, at det blev mere tydeligt, at der var noget om snakken, og at jeg ikke bare kunne lade som ingenting – blev jeg mere og mere vred.

    Klimaforandringerne har været generelt anerkendt siden 1981, hvor James Hansen holdt sin berømte tale i kongressen – dengang under betegnelsen – drivhuseffekten. Det vil sige, at man har kendt til CO2- og menneskeskabte klimaforandringer hele mit liv, og man har ikke taget truslen alvorligt, man har vendt ryggen til, og levet trygt med en forventning om, at effekten først ville ramme om over 200 år, og det kunne jo være lige meget.

    Så nu står min generation med lorten – nu er vi de voksne, der skal forestille at vide hvad vi skal gøre ved det hele. Vi er den første generation, der med egne øjne kan se virkningerne af at vores forældres generation undlod at gøre noget ved problemet, da det bare var en lille haletudse, og dermed fik problemet lov til at vokse op og blive en stor grim frø, som vi nu skal sluge. For hvert år vi venter med at gøre noget, så skal der tages voldsommere og voldsommere skridt for at hindre katastrofen.

    Samtidig skal vi forberede vores børn på, at de kommer til at vokse op med et totalt uforudsigeligt klima, hvilket vil medføre hidtid usete problemer med at sikre nok mad og vand til alle, samtidig med at jordens befolkning vokser uhæmmet.

    Jeg var vred på olieindustrien, der har spredt usikkerhed omkring, hvorvidt klimaforandringer eksister, hvilket har givet investeringsselskaber og regeringer lige nøjagtigt nok “tvivl” at gemme sig bagved, så de har kunne undlade at tage upopulære politiske beslutninger i tide. Jeg var vred på “de voksne”, der ikke gjorde noget ved problemerne i tide. Og jeg var vred på mig selv for ikke at gøre nok.

    Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale: https://www.youtube.com/watch?v=tq2Znc21TWY

    God aften derude.

    PS. Hvad skal vores svar være til Trump og USA?

  • Klimasorg

    Klimasorg #benægtelse

    For halvandet år siden var vi lige flyttet fra byen og ud i vores lille rækkehus på landet, og jeg var på vej på arbejde en helt almindelig december morgen. Det var 2015, og som I måske husker, var en meget mild vinter. Under arbejdet med at pakke lejligheden ned var jeg blevet lidt småafhængig af at lytte til ted talks på youtube for at blive underholdt under det kedelige arbejde med at pakke. Jeg lyttede primært til Dave Ramsey, som bekræftede mig i mine tanker om gældsfrihed og sparsommelighed. Men jeg faldt også lidt tilfældigt over et par videoer om klimaforandringer, og jeg fik  øjnene op for, at klimaforandringer ikke blot var et problem for vores børns børn, men at klimaforandringerne skete lige nu, og ville påvirke os mere og mere. Og at de allerede var igang.

    Det var en erkendelse, der kom snigende, og det var frustrerende, at det slet ikke var på agendaen i medierne, eller hos mine kolleger og venner. Det var svært at høre på small talk om det (dejligt) milde vintervejr, uden at tale om den underliggende årsag, og jeg kunne også se på mine kolleger, at klimaforandringer ikke var passende frokostbordsnak 🙂

    På trods af mine store glæde ved endelig at være flyttet og være endt så dejligt et sted, at drengene klarede flytningen så flot og at vi hurtigt kom godt på plads, så lå der konstant en tristhed i mit baghoved.

    Denne december morgen fik jeg nok af tristheden, og jeg besluttede mig for at gøre som alle i min omverden ved at “glemme” min viden, og bare lade hverdagen gå videre som normalt. For helt ærligt, det var da også meget dejligt med den milde vinter, når nu vi stadig havde to drenge, der skulle i flyverdragter, huer, vanter osv. Og måske det mildere vejr også kunne give os længere sæsoner for landbruget, og det er vel godt for os alle. Generelt er jeg en positiv person, så øvelsen med at finde positive vinkler på alt, faldt mig slet ikke så fjernt.

    Det var først for nyligt, at det gik op for mig, at det var en klassisk fase af almindelig sorgbehandling, som jeg gennemgik dengang tilbage i 2015. Det gik op for mig, da jeg begyndte at se de samme tegn hos mine kolleger og min kæreste. I de sidste halvandet år er der kommet mere og mere fokus på de aktuelle klimaforandringer, voldsomt uvejr, koralrevenes død, tørke hvor det burde regne, og for meget regn andre steder, har fået de flestes øjne op for, at vi står midt i klimaforandringerne, og at de ikke ligger engang ude i fremtiden. Og nu hører jeg de samme forsøg på at finde de gode sider af klimaforandring, hvilket næsten kan være lidt komiske at høre på, når der samtidig hver dag bliver sat nye rekorder for smeltet arktisk is, varmegrader og mængde af CO2 i atmosfæren.

    Hvis du vil (tør) vide mere, kan jeg anbefale denne video: https://www.youtube.com/watch?v=fWInyaMWBY8

    Godnat og sov godt.

     

     

  • Frugal Friday

    Frugal Friday – a la #boycotengangsprodukter

    Dagens indlæg er absolut lidt til den bitchy side, hvilket garanteret er fordi jeg har arbejdet for meget og strikket for lidt denne uge. Jeg beklager på forhånd.

    MEN et af de (få) ting, som kan gøre mig virkelig gal, er den udbredte brug af produkter, som kun kan bruges een gang, men som er skabt til at holde, om ikke for evigt, så rigtig lang tid. Eksempelvis når min shampo sælges i en plastikflaske, som kunne holde til dagligt brug i flere år, men indholdet kun holder en måneds tid. Eller når det på min arbejdsplads er besluttet, at det er vigtigt at spare på opvasketid efter morgenmødet fredag morgen, og der derfor hver fredag, 50 uger om året, smides 250 plastik kaffekopper ud. Uden at man overvejer, at de ressourcer der blev brugt til at lave koppen og til at skaffe sig af med skraldet bagefter, kunne spares ved at opvaskemaskinen kører et par omgange mere den dag.

    På mange områder kunne det sagtens svare sig at spare pengene på engangsprodukter, og istedet anskaffe sig en mere holdbar løsning. Det kan endda ende med at spare både ressourcer, tid og penge.

    Her er et par eksempler fra vores egen hverdag:

    • Drengenes madpakker er pakket ned i madkasser, og madderne er ikke pakket ind i madpapir eller staniol. Istedet er der adskilte rum i madkassen, og hvis en mad skulle “spilde” lidt indhold ud på siden i madkassen, så går det nok af i vask.
    • For at blive i madkasse-kategorien, så får drengene (næsten) aldrig ting med i madkassen, som er pakket ind i engangsemballage, dvs. ingen ostehaps, figenstænger, rosinæsker, små sukkerfyldte yougurtbøtter osv. Istedet er der masser af gode rugbrødmadder (og en daglig nutellamad), grovbolle og masser af skåret frugt og grøntsager og tørret frugt i små bøtter, der kan genbruges.
    • Når jeg bager bruger jeg sjældent bagepapir, men drysser blot lidt mel ud direkte på bagepladen, og alt er fint.
    • Vi bruger (for det meste) klude istedet for køkkenrulle, vi købte kludene da drengene var små, og de blev brugt til hvert måltid dengang, så hen over de sidste syv år har vi sparet store mængder af vådservietter og køkkenrulle, skabt mindre skrald og sparet en masse penge.
    • Jeg er fast tilhænger af bruge en menstruationskop, hvilket har nedbragt mit forbrug af bind til at at købe en pakke af de mindste indlæg ca. hver 4. måned. Hvilket igen sparer skrald og penge. Og har gjort mit liv SÅ meget nemmere, som en lille sidegevinst.
    • Vores tur-madpakker er altid pakket i bøtter, som kan genbruges, og vand og kaffe medbringes i drikkedunke og termokopper.
    • Jeg køber ikke ugeblade eller aviser, men læser begge på nettet eller låner på biblioteket.
    • Vi bruger ikke engangsservice af nogen art.

    -0-

    Det virker nogengange lidt som om, at vi er blevet blinde overfor alt det skrald, som vi tankeløst producerer i løbet af en dag, og som kunne være undgået, hvis vi blot tænkte os lidt om.

    Og jeg ved også, at jeg selv kunne være meget bedre til at skabe mindre skrald i min egen hverdag, så vil I dele jeres bedste tips til at droppe engangsprodukterne?

    God fredag derude 🙂

     

  • Minimalisme

    Når søndagsmiddagen rækker til tre dage – eller hvordan man smadrer en madplan

    Som jeg har skrevet om utallige gange, så er vi blevet ret gode til at spare penge ved ikke at smide mad ud herhjemme, og een af måderne er ved at lave madplaner hver uge. Men jeg tror til gengæld aldrig, at vi har prøvet at have en uge, hvor madplanen faktisk er blevet overholdt. Lad mig forklare….

    Søndag havde vi udsigt til at spise aftensmad uden børnene hjemme, og jeg havde tænkt, at vi skulle have take out på junkfood-burger-måden, måske endda spise dem i sofaen – det kan vi ikke være de eneste, der ser vores snit til at gøre, når ungerne er ude af huset, og vi ikke skal være gode rollemodeller 🙂

    Men vores søde nabo kom forbi med en tallerken med lækre indiske ris, og “ødelagde” den plan 🙂

    Så da jeg alligevel skulle handle ind til madpakkerne til ugens løb, fik jeg handlet ekstra ind til at supplere risene. Menuen endte med at stå på en halv lakseside (40 minutter i ovnen med olivenolie, salt og peber), en færdigblandet salat (nedsat til halv pris), og en gang frosne chilicheesetops, som ikke er noget vi normalt spiser, men nu havde jeg sat næsen op efter noget junket 🙂 Den færdigblandede salat blev suppleret op med et sølle salathoved fra grøntsagskuffen. Det var kun den inderste halvdel, der stadig var godt, men jeg fik reddet resten. Og vi endte op med et super lækkert måltid.

    Mandag blev resten af salaten og laksen blandet op med nudler (indkøbt til lejligheden), og ærter fra fryseren. Vi spiste pastaretten med revet ost og soya.

    Tirsdag blev resterne fra pastasalaten varmet på panden med løg, frosne bønner, kokosmælk og karry.

    -o-

    Det jeg prøver at vise er, at når jeg laver en madplan, hvilket jeg havde gjort – og handlet ind til – så ender det sjældent med, at vi følger den. Dog passer jeg (man er vel madspildsnørd) altid på at få frosset den mad, der skulle blive til overs ned efterhånden som jeg opdager, at planen ikke holder. Og så ender vi med at have mad nok i fryseren til at kunne holde en “handlefri” uge, hvor vi kun køber mælk, brød, frugt og frisk grønt.

    Pointen med madplanen er nærmere at sikre, at der er tænkt over en plan for aftensmaden hver eneste aften – og der skal være sket i forvejen – og ikke fem minutter i sultne børn. Så slipper vi for dyre og usunde hovsa-løsninger. Belønningen er ro i sindet, og sparede penge, som kan bruges på rødvin og sushi, naturligvis 🙂

     

  • Et bæredygtigt liv

    Karma er en kælling – eller mobildetox #2

    Og så var det, at jeg skrev dette indlæg: https://projecthandmade.dk/2017/04/25/mobil-detox/, om at lægge mobilen fra mig, og være med tilstede i nuet (blablabla). Og det holdt også fint – i halvandet døgn – og så var jeg næsten tilbage på normalt mobilforbrug igen. Til mit forsvar skal det dog siges, at jeg var blevet mere bevist om, hvad jeg ville se på mobilen, før jeg fandt den frem af lommen, så jeg brugte markant mindre tid på bare at “se hvad der skete”, men jeg var gået helt væk fra kun at kigge to gange i døgnet.

    Og så kunne historien ende der. MEN lørdag begik jeg den fejl at vende ryggen til lillebror, som satte sig for at åbne min telefon for at kigge på billeder. Min telefon er ellers totalt forbudt zone for drengene, da det er en arbejdstelefon, og ikke legetøj (indsæt træls morstemme), så de kan ikke koden. Derfor stod jeg lørdag eftermiddag – lukket ude af min egen telefon. Sådan kan man også ende med at gå “off the grid”.

    Så moralen må være – at hvis jeg ikke selv kan finde ud af at overholde mine egne regler – så skal karma, nemesis eller en pilfingeret fireårig, nok finde ud af at tvinge mig til det. Så deeet….!!

    Nu vil jeg prøve at neddrosle min mobil-abstinenser ved at gå en tur ud i solen og fjerne ukrudt. Havearbejdet skulle eftersigende være godt for så meget: http://signewenneberg.dk/2017/01/hvorfor-blive-inde-nar-alt-hab-er-ude-uge-3-haven-og-drivhuset/

    God søndag derude 🙂

     

  • Frugal Friday

    Frugal Friday – ugens madplan

    En af de bedste måder, som vores familie sparer penge på, til at bruge på sushi og på at betale banklånet af hurtigere end normalt, er ved at have elimineret det meste af vores madspild. Madspild er et emne, som jeg har skrevet om før, men jeg tror ikke, at jeg før har beskrevet helt i detaljen, hvordan en uge kan se ud i vores familie, så her er en oversigt over, hvad vi har spist til aftensmad denne uge.

    Denne uge var lidt særlig, fordi vi havde en del rester til overs fra fødselsdags-fejringerne i weekenden.

    • Mandag: Rester: Pizza fra lørdag, salat fra søndag og pølsehorn, som min søde mor havde med til os søndag.
    • Tirsdag: Rester: Biksemad lavet af grillpølser fra søndag. Løg, kartofler og æg til spejlæg havde vi allerede i køleskabet.
    • Onsdag: Tomatsuppe lavet af løg, tomater, en rest kogte kartofler fra tirsdag og suppehorn fra skabet. Alle ingredienser havde vi allerede. Til suppen fik vi brød fra fryseren med smør.
    • Torsdag: Boller i karry. Rester fra kantinen på min kærestes arbejde, og ris fra køkkenskabet. Vi fik grønne bønner til, som vi allerede havde i fryseren.
    • Fredag: Planen for i aften er rugbrød, da kæresten havde et helt rugbrød med hjem fra arbejde igår, og diverse pålæg, som er tilovers fra ugens madpakkesmøring. Madderne bliver pyntet med avocado, der blev til overs fra indkøb til salat i weekenden, og frisk basilikum. Desserten er honningmelon (også en rest fra sidste weekends indkøb :)).

    Dette betyder, at vi kun har handlet mælk, havregryn og müsli til morgenmad, og frugt og pålæg til drengenes madpakker denne uge. Dermed har vi både sparet tid og penge – og jeg får en vis del sjælefred ud af at vide, at jeg ikke har smidt mad ud, men istedet har arbejdet med det, som allerede var i mit køleskab og køkkenskabe.

    -o-

    Billedet ovenfor er taget i sommers, hvor vi passede genboens have, da de var på ferie. Salaten og radisserne er  frisktplukket fra deres have. Det har inspireret mig til at få højbede sat op i år, så vi også kan hente frisk grønt, lige udenfor døren. Min dygtige storebror er vvs’er og har lavet de flotteste kasser i galvaniseret jern. Jeg viser et billede, når de er sat ordentlig op 🙂

    Det er min plan at så salat, radisser, spinat og jordbær, og jeg er vildt spændt på om jeg kan få det til at vokse. Jeg drømmer også om  et minidrivhus, og 2-3 høns, men der er nok grænser for, hvor meget vi kan få plads til i vores lille rækkehushave 🙂

    God weekend derude.

  • Minimalisme

    Min garderobe #2

    Anden del af indlægget om min garderobe, skal handle om jeans, nederdele og kjoler. Jeg ejer pt. tre par jeans, som ses på billedet ovenfor, de er alle købt som genbrug, og har det til fælles, at de holder formen rigtig godt i brug, så der kan gå to til tre uger mellem hver vask. Mit liv er for kort til jeans, der kun holder formen een dag efter vask. Basta.

    De blå jeans har en del huller (hvilket var en del af designet), så dem bruger jeg kun i weekenden og ikke på arbejde. Jeg veksler mellem de to sorte par til at bruge på arbejde. Dog er det kommet et hul i det ene par, men jeg regner med at kunne reparere dem usynligt, så jeg stadig kan bruge dem udenfor hjemmet 🙂

    Den sorte kjole ovenfor syede jeg sidste år af et stykke stof, som havde “ligget til modning” på mit stoflager i flere år. Den er en absolut yndlings, og jeg har brugt den hele vinteren med tykke strømpebukser og med en jakke over. Jeg overvejer at sy en bluse med samme facon i lysere stof til at bruge til sommer.

    Nederdelen på billedet ovenfor, købte jeg sidste sommer i min yndlingsgenbrug på Østerbro. Den var lidt dyrere end hvad jeg plejer at give for min genbrugsfund, men så har den også lommer, hvilket er et kæmpe plus i min bog 🙂 Jeg bruger den kun om sommeren – den er for sart i farven til om vinteren – men den er også een af de eneste ting, som jeg kun bruger i en særlig sæson. Ellers går jeg meget op i, at alt mit tøj skal kunne bruges året rundt.

    Denim-nederdelen syede jeg af et par gamle jeans, som var alt for lavtaljede til hvad der gav mening for mig efter to børn. Jeg gik til projektet ud fra tanken om, at går den så går den, og klippede bukserne op og klippede dem til på øjemål og syede dem sammen igen. Og den endte med at sidde rigtigt godt, og kan bruges både sommer og vinter.

    Der mangler et billede af den todelte silkekjole, som jeg købte til et bryllup sidste sommer. Jeg fandt den i yndlingsgenbrugen på Østerbro, og den sidder som syet til mig. Desværre har jeg aldrig fået taget et ordentlig billede af den, så I må tro på mig 🙂

    -o-

     Jeg læste et citat på instagram forleden, men jeg kan simpelthen ikke huske hvor – hvis nogen kender oprindelsen, må I gerne sige til. Citatet var: “Når jeg ikke har hjemmelavet tøj på, så ved jeg ikke hvem jeg er.” 

    Ordene har rumsteret i min hjerne lige siden, og det er virkelig sådan jeg har det med min egen genbrugs/hjemmesyede/redesignede garderobe. Medmindre jeg har tøj på, som jeg har nøje udvalgt, ændret så det passer lige til mig, og som jeg føler mig 100 procent tilpas i, så ved jeg ikke hvem jeg er.

    Tøjet i dit skab burde fremhæve hvem netop du er, og helst den bedste version af dig 🙂 Og ikke være en kilde til frustration eller utilfredshed. Og jeg vil til enhver tid tale for, at du skal føle at alt dit tøj er yndlingstøj, og sende det tøj videre, som ikke giver dig netop den følelse af at være den bedste version af dig selv 🙂

    God aften derude.

  • Et bæredygtigt liv

    Mobil-detox

    Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg kan selv mærke, at mit mobilforbrug har taget overhånd. Mine frie minutter i løbet af dagen bliver brugt i et loop mellem instagram, hotmail, ravelry og facebook. Og det stjæler både min tid og mit fokus, og jeg føler, at jeg mangler “fri” tid, hvor der ikke kommer input ind i min hjerne. Og endnu værre, så stjæler det både strikketid og al den læsetid, som jeg før brugte på at sluge den ene bog efter den anden.

    SÅ lidt impulsivt har jeg besluttet at detoxe fra min mobil ved at sætte telefonen på flymode konstant, og så blot tjekke ind på instagram osv. to gange i døgnet. Jeg vil sætte alle kræfter ind på at holde dette en hel uge, og så se om det gør en reel forskel på den måde, som jeg bruger telefonen på.

    Har I nogen erfaringer med at tage telefon- eller skærmpauser i længere eller kortere tid?

     

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Det er længe siden mit sidste Frugal Friday indlæg, hvilket blot betyder, at jeg har haft travlt ude i den virkelige verden, og ikke at jeg har droppet hverken købestop eller nøjsom livstil (hvilket I nok godt kunne regne ud :)). Blot for at opsummere, så har denne uge budt på:

    • Jeg har længe ledt efter et gammelt scrabblespil til at bruge brikkerne til stave-leg til min store dreng, som startede i skole i sommers. Jeg fandt et helt ubrugt børnescrabblespil på den lokale køb-salg-bytteside, og har gemt spillet til drengene bliver lidt større. Bogstaverne ligger nu fremme hele tiden, i en æske, som jeg allerede havde liggende. Så det var en meget billig og hyggelig vej til mange timers bogstavssnak 🙂
    • Igår købte jeg en rømertopf i den lokale genbrug. Jeg har længe gerne ville prøve sådan een til at langtidsstege mad, eller bage brød, og fandt den endelig, tilsyneladende helt ubrugt, og til 30 kroner fremfor 400.
    • Dagens menu stod på suppe a la væltet grøntsagsskuffe, og “tomatsuppen” gemte både på løg, porrer, gulerødder, og en rest tomater og basilikum fra dagens frokostbord. Jeg fik tømt ud i det grønne før påsken, og listede en masse vitaminer i drengene samtidig 🙂
    • Ferien har bragt overskud til at få genoplivet rutinen med at bage rugbrød, hvilket har ligget stille på grund af travlhed i de sidste par måneder. Jeg bruger denne  opskrift: https://projecthandmade.dk/2016/10/20/opskrift-paa-rugbroed/
    • Jeg afleverede tøj, som drengene er vokset ud af, hos en venindes lille dreng, og fik to par bukser størrelse lillebror retur, netop som han skal op i næste størrelse. Vi er meget nede med cirkulær økonomi herude på landet 🙂
    • Jeg har fået min vvs-storebror til at lave højbede til mig – til en brøkdel af normalprisen – og forhåbelig kan vi spare lidt på udgifterne til grøntsager til sommer.
    • Jeg er ved at planlægge anlæggelsen af højbedene, og har været på biblioteket og låne en ordentlig stak bøger til inspiration.
    • Jeg har ikke købt to-go-kaffe, dameblade, tøj eller dimser af nogen art, men til gengæld brugt penge på god rødvin og sushi. Det er den rene luksus for mig 🙂

    God weekend og påske derude.

    Ps: Jeg har nye strikkeopskrifter til salg, hvis du mangler et påskeprojekt: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2

  • Minimalisme

    Min garderobe #1

    Når jeg har skrevet om købestop og genbrugsfund her på bloggen, er der flere der har opfordret til, at jeg gik lidt mere i detaljer om indholdet af min garderobe.

    Trods min minimalistiske tilgang til mit tøj, så har for mig aldrig handlet om at have et særligt antal stykker tøj, men mere om, at jeg kun vil have tøj i mit skab, som er absolutte favoritter. Hvorfor skulle jeg gå i andet tøj end det som jeg allerbedst kan lide? Det betyder, at tøj, der ikke passer, er i dårlig kvalitet eller som ikke får mig til at føle mig, som den bedste udgave af mig selv, det ryger ud med hård hånd. Og med ud mener jeg selvfølgelig, at det sendes til genbrug eller gives til en veninde, som vil have det.

    Over de sidste tre år er jeg blevet meget mere kritisk med, hvad jeg beholder. Grunden er, at jeg har opdaget, hvor nemt det er at erstatte tøj, der ikke helt virker, med perfekte alternativer, bare ved at kigge forbi mine yndlings genbrugsbutikker ind imellem. Helt ærligt, så har jeg også købt en del ting hjem fra genbrugen, som viste sig ikke at virke alligevel, og så ryger det bare tilbage igen 🙂

    Jeg ved også, at jeg altid kan sy en ny top, hvis jeg skulle mangle noget at tage på – det giver en stor tryghed for mig.

    På billedet ses størstedelen af mine toppe og kjoler. På de første to bøjler (fra venstre) er to ærmeløse toppe, der er købt som genbrug. Dem bruger jeg alene om sommeren, og under en sweater om vinteren.

    De næste tre toppe er hjemmesyede efter mit yndlings hjemmelavede mønster. Dem bruger jeg også alene eller under en sweater alt efter årstiden. Jeg skifter løbende toppene ud når de bliver slidt op, og noget af det bedste, som jeg ved er at finde stof til at sy en ny af dem 🙂

    Den næste grå bluse er syet på en workshop hos dygtige Nanna https://www.howtodofashion.dk/ efter et hjemmelavet mønster. Den er lidt mere kraftig i stoffet, og kan bruges alene både sommer og vinter.

    Den sorte top ved siden af, er købt som genbrug. Den var lidt for udringet til at bruge på arbejde, så jeg satte et stykke blonde (fra restekassen) i udskæringen. Glimmertoppen ved siden af igen, er mit seneste genbrugskøb, og den eneste ændring, som jeg foretog ved den, var at fjerne skulderpuderne 🙂

    På næste bøjle er den todelte silkekjole, som jeg købte til et bryllup i sommers, og en nederdel, som jeg købte forrige sommer og bruger meget om sommeren, og slet ikke om vinteren.

    På næste bøjle er den sorte kjole, som jeg syede sidste år. Den bruger jeg med bare ben om sommeren, og med strømpebukser og en cardigan om vinteren. Jeg har brugt kjolen både til arbejde og til fester, og føler mig super godt tilpas i den.

    På sidste bøjle er en denimskjorte, som jeg købte i sommers, den bruger jeg enten alene, eller under en sweater. Det var et af den slags køb, som overrasker. Jeg var meget i tvivl om den var noget for mig, men jeg har brugt den minimum een gang om ugen hele vinteren.

    Fælles for alle toppene er, at de kan bruges både til jeans og nederdele, og hele året rundt. Det gør det nemt at føle, at jeg har rigeligt tøj i skabet, når jeg ikke deler det op i sommer- og vintertøj. Det eneste tøj, som jeg lægger væk om vinteren er mine to par shorts 🙂

    -o-

    Efter tre år med købestop, er stort set alt mit tøj hjemmelavet eller købt som genbrug. Få ting er tilbage fra før mit købestop, og er derfor købt fra nyt, og mit basistøj, strømper og undertøj, er også købt fra nyt.

    Jeg føler lidt, at jeg gentager mig selv, men jeg mangler virkelig ingenting trods købestoppet, og kan slet ikke forestille mig at gå tilbage til de hovedløse tøjindkøb, som var normen for mig før. Det var dyrt, miljøsvineri og jeg følte aldrig, at jeg havde “noget at tage på”. Nu kan jeg vælge tøj på 30 sekunder om morgenen, hvilket har frigivet en masse tid og tankevirksomhed, som jeg tidligere brugte på at bekymre mig over, hvad jeg skulle have på.

    Jeg har sagt det før, men jeg kan virkelig anbefale en kortere periode med købestop, for at tvinge sig selv til at bruge det tøj, der er i skabet, og finde ud af, hvad der egentlig mangler, før man køber nyt igen.

    Har du erfaringer med købestop?