• Minimalisme

    Tirsdags-inspiration

    Hvis du mangler lidt inspirerende læsning på denne regnvåde tirsdag aften, så har jeg listet nogle ideer op til dig her.

    Jeg er vild med Johannes reaktion på h&m-gate, hvor det blev afsløret, at H&M har fået brændt store mængder ubrugt tøj, som var blevet til overs på grund af deres konstant skiftende kollektioner. I kan nok godt regne ud, hvad min holdning er til den historie. Johanne lægger heller ikke skjul på sin mening om sagen, og det er skønt når det kan mærkes, at en blogger skriver direkte fra hjertet 🙂

    I den helt modsatte retning, altså væk fra fast fashion, så kan jeg virkelig anbefale at følge med hos Maria, der skriver indlevende om det rolige liv på landet. Forleden faldt jeg over et indlæg, hvor hun også gør sig tanker om vores tendens til at acceptere tingenes tilstand, og glemme at råbe højt, når tingene går i den forkerte retning. Jeg er stor fan af hendes ærlige tanker om, at det er muligt at gå mod strømmen og vælge et liv i lavere tempo.

    Sidst, men ikke mindst, så har jeg fået lidt taletid hos Signe, hvor jeg fortæller lidt om mit projekt, og opfordrer til at holde købestop i en periode for at få overblik over hvad der egentlig er i skabet, og om ikke det er nok.

    Iøvrigt, så er vi nogle stykker, der har startet en købestop-gruppe på facebook, hvor vi deler erfaringer med at leve som bevidste forbrugere, og leve med mindre. Du er også velkommen 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • Hippie-hacks

    #Hippiehacks – popkorn lavet i gryde

    Indtil for et par år siden købte vi altid mikro-popkorn, og jeg tænkte faktisk ikke på, at det var muligt at lave popkorn på andre måder. Jeg havde dog en svag erindring om, at min mor lavede popkorn i en gryde, da jeg var barn, men mine forældre bruger også mikro-ovnen nu, så det virkede som den rette metode.

    Men da min interesse i at skabe mindre skrald og særligt ikke at bruge engangsprodukter blev mere fokuseret, samtidig med at det kom frem, at der var giftige (!) stoffer i den pose, der anvendes når der poppes popkorn i mikro-ovnen, så gav det tilstrækkelig motivation til at prøve at bruge en gryde istedet for. Og det er, overraskende nok, det nemmeste i hele verden.

    Fremgangsmåden er som følger:

    1. Tag en stor gryde med låg.
    2. Sæt blusset til højeste eller næsthøjeste varme.
    3. Smid en spiseskefuld (med top) kokosolie i gryden.
    4. Smid en dl (med top) majskerner i gryden.
    5. Put låg på gryden (!).
    6. Ryst gryden ca. hver 30. sekund, så kerner og popkorn ikke sætter sig fast i bunden.
    7. Fortsæt indtil der ikke popper flere kerner, eller du ikke gider mere.

    Hele processen tager max fem minutter, så tidsmæssigt er der intet sparet ved at vælge mikro-popkornene, og popkorn lavet efter denne opskrifter smager så meget bedre. Jeg lover 🙂

    Er der nogle produkter, som du selv laver og som du undrer dig over, at andre køber færdiglavet?

    God søndag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Et bæredygtigt liv,  Minimalisme

    Jagten på lykke

    Kender du Seth Godin? Han er tænker, forfatter, foredragsholder, og så skriver han en daglig blog, som er én af de mest læste blogs i verden. Jeg læser med indimellem, og jeg er vild med hans lidt krøllede måde at tænke på. Forleden læste jeg dette indlæg, som beskriver forskellen mellem pleasure og happiness, og det fik mig til at tænke om det er grunden til, at jeg føler mig gladere og mere tilfreds efter mit købestop.

    Kort sagt, så er forskellen, at pleasure udløser stoffet dopamine i hjernen, og happiness udløser stoffet serotonin. Forskellen på de to stoffers virkning i hjernen er, at dopamine giver lyst til mere, og serotonin giver en følelse af tilfredshed, og af ikke at have brug for mere. Oversat til købestop-tanken, så er det forskellen på at ville have mere tøj, og være tilfreds med det tøj man allerede har 🙂

    Problemet er, at os almindelige mennesker ikke er bevidste om forskellen, og de to begreber bruges på kryds og tværs af hinanden. Og særligt tydelig er det i forhold til reklamer, som prøver at få os til at tro, at vi bliver lykkelige af at købe den seneste nye dims, men derimod vil købet give et kortvarigt pleasure-rush, som ikke efterlader os med andet end lysten til mere. Lidt som at spise fastfood, så efterlader det én sulten efter mere, og ikke med den følelse af mæthed, som rigtig mad giver.

    En anden forskel er, at happiness blandt andet skabes af en følelse af sammenhørighed, hvorimod pleasure kan skabes uafhængigt af andres selskab. Et praktisk eksempel på denne forskel er sociale medier, hvor facebook og instagram lover os, at vi vil føle os tættere på andre, men kontakten er sjældent ægte og givende, men derimod er kicket fra likes og nye følgere afhængighedsskabende. Det forklarer også tendensen til, at vi bruger mere tid foran skærmen fremfor at bevæge os ud, og indgå i rigtige fællesskaber i den virkelige verden.

    Min tanke er, at en modvægt til et samfund, der pusher pleasure som vejen til et lykkeligt liv, kan være det bevidste forbrug og det bevidste liv. Hvis vi holder fokus på vores valg i hverdagen, både når det gælder hvad vi køber, spiser og bruger vores tid på, så vil vi være tættere på lykken, end hvis vi jagter det næste kick, som nogen prøve at “sælge” os.

    Hvad tænker du?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv,  Minimalisme

    Om fravalg og tilvalg og om at nægte at have travlt

    De sidste par måneder har jeg mærket et skrækkeligt ord gøre indtog i min hverdag. Ordet er, i mine øjne, det diametralt modsatte af den hverdag og det liv, som jeg ønsker at leve. Det er et ord, som jeg bruger minimalisme som et middel til at undgå. Ordet er “travlt“. Jeg har brugt ordet, når folk har spurgt mig om, hvordan jeg har det for tiden. Og når jeg siger, at jeg har det godt, men også synes, at jeg har travlt, så bliver jeg ofte mødt med svaret “ja, sådan er det jo“.

    Og svaret er naturligvis godt ment, og formålet er nok at lade mig vide, at vi er på “samme side” i kampen mod en hverdag, hvor travlheden har overtaget. Og jeg vælger kujonvejen, og nikker og smiler samtykkende. Men helt ærligt, så er jeg ikke enig med, at “sådan er det bare”. Jeg tror på, at livet består af valg – tilvalg og fravalg. Hvis jeg har for travlt, så er det konsekvensen af, at jeg har påtaget mig for mange opgaver, hjemme eller på arbejde. Det er mine egne valg, der skaber min virkelighed. Og jeg kan også vælge at vælge anderledes 🙂

    Jeg tror som udgangspunkt på, at det er ganske få ting vi som mennesker er tvunget til, og umådelig mange ting, som vi føler “at vi er nødt til”. Jeg havde engang en bekendt, som gerne ville arbejde mindre, og være mere sammen med sit barn, men som istedet valgte at købe og renovere et hus for millioner, shoppe på livet løs, og rejse en masse. Alligevel mente hun ikke, at der var råd til at gå ned i tid. Jeg har aldrig selv arbejdet på nedsat tid, men jeg skiftede fra det private til et job i det offentlige for at få arbejdstider, som I mine øjne, passede bedre med at være en børnefamilie. Det har absolut betydet noget for vores økonomi på den korte bane, men har til gengæld givet os nogle år med gode rammer for at både ungerne og os selv, og det valg står jeg gerne ved.

    Jeg har også fravalgt shoppeture, tv/netflix, pligtbesøg og at fylde mit hjem med nips og dimser, som skal gøres rent. En hjem, der kun indeholder de ting vi enten holder af, eller rent faktisk bruger, gør det på en måde nemmere også at være ærlig i forhold til de ting, som jeg vælger at bruge min tid på. Og når jeg hører mig selv sige ordet travlt, så betyder det for mig, at jeg skal re-fokusere på, hvad der egentlig er vigtigt for mig, og skære resten fra. Det kræver en del fravalg, men det gør det også nemmere at sige helhjertet JA til de ting, som jeg vælger til.

    Hvis jeg skal være helt ærligt, så går der for meget af min tid med sociale medier. Det kan godt være, at jeg ikke ser tv, men der forsvinder mindst en time eller to af min dag med telefonen i hånden, og det er på ingen måde bedre. Så der skal helt klart skæres ned. Og så skal arbejdet også fylde færre timer, end det har gjort i den sidste tid. Alt med måde 🙂

    Hvad ville du vælge fra?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Hippie-hacks

    #hippyhacks – vask mindre tøj

    En god måde at spare både tid, penge og vand, er at vaske dit tøj mindre. Det skåner også tøjet, som holder længere, hvis det ikke bliver vasket så tit. Herhjemme vasker vi kun det tøj, der rent faktisk  trænger til at blive vasket. Vi voksne kan nemt genbruge tøjet en ekstra gang ved at lufttørre det om natten, og hvis drengene, en sjælden gang, har et par rene bukser på når dagen er gået (odsene er 1:10), så får de bukserne på igen dagen efter.

    Selve tøjvaskeriet foregår kun én dag om uge, enten lørdag eller søndag, hvor vi vasker en maskine “lys 40 grader”, en maskine “mørk 40 grader”, en maskine “60 grader”, og eventuelt en skånevask til uld, silke og tøj, der bare skal friske op. 60 graders vasken bliver efterfølgende tørretumblet, og det øvrige tøj lufttørres til næste dags aften, hvor det lægges på plads, så vi er klar til en ny uge.

    Ved at sætte tøjvasken i system på denne måde  får vi ikke en følelse af konstant at være igang med at holde vasketøjskurven i skak. Der vaskes i bund hver uge, og så starter vi forfra igen. Ved ikke at klatvaske løbende, er vi sikre på kun at vaske med fyldte masker, så der ikke spildes vand og elektricitet (og tid :)).

    En af fordelene ved at have en lille garderobe er også, at jeg motiveres til at holde vaske-systemet igang, for ikke at løbe tør for tøj 🙂 Og vi risikerer ikke at der er tøj, der bliver væk i bunden af en vasketøjskurv for aldrig rigtig at komme i cirkulation.

    Alt tøjet på billedet ovenfor er iøvrigt genbrug eller hjemmelavet, og det er yndlings det hele. Dog skal der suppleres op med et par nye toppe, da to af de hjemmesyede er ved at være klar til udskiftning. Det er en anden side af den lille garderobe, tøjet bliver naturligvis hurtigere slidt op, da det er i konstant cirkulation. Men det giver mig blot mulighed for at sy noget nyt 🙂 Og det giver en særlig glæde at bruge et stykke tøj “helt op”. For et par år siden så jeg en kampagne, der talte om “30 wears”, som handlede om, at du kun skal købe et stykke tøj, hvis du tror at du får det brugt 30 gange. Ideen er god, men også lidt tabt i et klædeskab som mit, hvor tøjet bliver brugt til det ikke kan hænge sammen mere 🙂

    Har du nogle gode vasketricks? Jeg ved for eksempel, at man burde kunne vaske ved færre grader, men det har jeg ikke fået sat mig ind i.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • Økonomi

    Om gæld og kæpheste…

    Dem, der har læst med her på bloggen i noget tid, kender godt min holdning til gæld, herunder primært min egen, for andre må sådan set gøre lige hvad de vil. Naturligvis. Men jeg slår gerne et slag for, at det sjældent er vejen frem at stifte gæld – særligt til forbrug – som jo reelt blot er udtryk for, at man ikke vil vente på at spare op til det man ønsker sig.

    Jeg har tidligere skrevet om kampen for at komme af med min su-gæld før tid, min uvilje mod at stifte en kæmpegæld i forbindelse med huskøbet, og min generelle uvilje mod at låne penge til forbrug, så min holdning til dette emne er nok ikke ukendt.

    Forleden læste jeg et indlæg hos en blogger, som reklamerede for kviklån, og det fik mig til endnu engang at tænke på udfordringen med, at “svage sjæle” kan blive fristet af hurtige penge, hvis de ikke helt forstår eller kan overskue, hvad det er de siger ja til. Så jeg ville ønske, at det var lidt mere fokus på bagsiden ved de kortsigtede økonomiske valg. Det samme gælder køb på afbetaling. Der er ikke unormalt at se reklamer for telefoner købt på afbetalingen, hvor du har betalt telefonen flere gange før kontrakten er løbet til ende.

    Forbrugerrådet TÆNK er kommet frem med en rapport, der viser at en stor del af de unge, føler sig presset til at bruge penge, som de ikke har. Og netop adgangen til kviklån giver visse unge en hurtig måde at få “råd” til det, som de tror, at deres venner har råd til. Så jeg vil gerne, på mit lillebitte hjørne af internettet, så et slag for at forbrugslån ikke er det smarte valg. Og helt ærligt, så er det lidt som at tisse i bukserne, for alle lån skal betales tilbage plus renter, og det kan hurtigt blive uoverskueligt.

    Og egentlig, så er det at stifte gæld, som at stjæle fra dit fremtidige jeg. Og på nær det sjældne tilfælde, hvor der er en rig og syg, gammel onkel inde i billedet, så vil dit fremtidige jeg ofte være en lidt ældre, mere rynket version af dig selv, med stort set den samme sans for økonomi som du har nu. Hvis der ikke har råd til telefonen, sofaen, ferien nu, hvorfor skulle der så være råd til det senere? Det er lidt at røvrende sit fremtidige jeg, når man forventer, at denne betaler regningen for de forbrugsvalg, som man selv tager nu.

    Jeg er stor fan af Dave Ramsey, som måske for danske forhold, er lidt ekstrem, men absolut ganske underholdende 🙂 Hans mantra er, at hvis du ikke kan betale kontant, så har du ikke råd. Det er ganske simpelt, men jo også lidt rigtigt.

    Jeg er med på, at det kan være ønskværdigt at låne til et hus, da man ellers skulle vente utroligt mange år for at spare flere millioner op. Men alt andet – og ja – jeg mener alt andet som vi køber, burde vi kun købe hvis vi har råd – og med råd – så mener jeg råd til at betale med egne penge 🙂

    Og hvis det betyder, at man må undvære en ny sofa eller telefon i en periode, og måske gå ud og købe en brugt én af slagsen, så vil det være en bedre løsning både for miljøet og for pengepungen.

    Har du en holdning til forbrugslån eller gæld generelt, eller er det bare en naturlig del af livet for dig?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Strikkeopskrifter,  Twist it up

    Twist It up

    Twist It Up

    Garn: To tråde Højlandsuld (løbelængde ca. 550m/100g) og én tråd Silk Kid Mohair (løbelængde ca. 1000m/100g) fra www.garnudsalg.dk. Sweateren strikkes med dobbelt tråd. Strikkefasthed: 20 masker og 24 pinde pr. 10 cm x 10 cm i mønsteret. Størrelser: S/M (M/L) L/XL. Mål brystvidde (cirka): 80 cm (98 cm) 118 cm. Pinde: Rundpind (60cm) nr. 5,5 mm og 6 mm. Strømpepinde nr. 5,5 m og 6 mm. Garnforbrug (cirka): højlandsuld 400 gram/silk kid mohair 100 gram (højlandsuld 500 gram/ silk kid mohair 150 gram) højlandsuld 600 gram/ silk kid mohair 200 gram. 

    Sweateren strikkes oppefra og ned, og rundt på rundpind og strømpepinde.

    Beskrivelse af udtagningerne: ”1 ret ud” betyder, at du skal strikke to masker i én maske, ved først at strikke en ret i masken, uden at tage masken af pinden, og bagefter strikke en retmaske bagfra (drejet) i samme maske.

    Slå 90 (108) 126 masker op på rundpind nr. 5,5, saml maskerne og strik rundt. Placér en maskemarkør for at vise starten på omgangen.

    Strik otte omgange rib (en ret/en vrang).

    Skift til rundpind nr. 6.

    På næste omgang udvides der på hver tredje maske ved at strikke 2 ret, ”1 ret ud” hele vejen rundt, så der er 120 (144) 168 masker i alt.

    Sæt herefter fire maskemarkører på rundpinden, så arbejdet deles op i ærmer og krop, ved at strikke som beskrevet lige nedenfor.

    Strik 14 masker (første ærme), placér en maskemarkør, strik 46 (58) 70 masker (forsiden), placér en maskemarkør, strik 14 masker (andet ærme), placér en maskemarkør, og strik de sidste 46 (58) 70 masker (bagsiden), placér den sidste maskemarkør (denne maskemarkør viser omgangens start).

    Herefter påbegyndes udtagningerne til raglan, som beskrevet nedenfor.

    Efter fire omgange (hvor der tages ud til raglan på hver anden omgang), skal du strikke snoninger (pind 10), som beskrevet nedenfor, på krop-maskerne, og herefter følge mønsteret.

    Mønster:

    Pind 1-9: Strik to vrangmasker, strik ti masker glatstrik (gentages pinden rundt).

    Pind 10: Strik snoningerne på de glatstrikkede stykker, mens resten af maskerne stadig strikkes vrang.

    Snoningerne: Snoningen strikkes ved at sætte fem masker på en hjælpepind foran arbejdet, strikke fem masker ret, og derefter strikke maskerne fra hjælpepinden ret.

    Raglan-udtagningerne foretages, som beskrevet lige nedenfor, samtidig med, at der strikkes mønster på krop-maskerne, og ærmemaskerne strikkes glatstrik (kun retmasker).

    Raglan: Raglan-udtagningerne foretages ved at strikke ”1 ret ud”, som beskrevet ovenfor, i masken på hver side af alle maskemarkørerne (otte nye masker i alt). På næste pind strikkes der glatstrik uden udtagninger.

    De sidste to pinde gentages, så der tages ud til raglan på hver anden pind i alt 17 (20) 24 gange.

    Strik videre indtil arbejdet måler cirka 20 cm (23 cm) 27 cm.

    På næste pind skal ærmemaskerne sættes på en ventetråd. Slå samtidig det antal masker op under hvert ærmegab, som der passer til mønsteret.

    Kroppen: Herefter strikkes kroppen over de tilbageværende masker på pinden.

    Når kroppen måler cirka 40 cm (44 cm) 48 cm, målt fra under ærmet, skiftes til rundpind nr. 5,5.

    De næste otte omgange strikkes rib (en ret/en vrang), og maskerne lukkes løst af.

    Ærmerne: Saml ærmemaskerne op fra ventetråden med de største strømpepinde, og slå to ekstra masker op i ærmegabet. Placér en maskemarkør i midten af de nye masker.

    Strik rundt på strømpepindene i glatstrik. På hver sjette omgang tages ind ved at strikke to ret sammen, på hver side af maskemarkøren.

    Indtagningerne gentages tre gange.

    Strik videre på strømpepindene indtil ærmet passer til længden på din arm, og skift herefter til de mindste strømpepinde.

    På næste omgang tages 6 (8) 10 masker ind, jævnt fordelt over omgangen.

    Strik otte omgange rib (en ret/en vrang) og luk maskerne løst af.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Klimaforandringer

    Om flyvning og passiv rygning

    Jeg har tænkt over noget. Denne uge har budt på en tjenesterejse med mit arbejde, og dermed min første flyvetur i flere år. Jeg har bevist afholdt mig fra at flyve på ferie, da flyvning er én af de helst store klimasyndere. Og det virker lidt hult at bruge energi på at købe genbrug, mindske madspild og kompostere, og så smide 2-3 årlige flyveture med familien ind i programmet.

    Men nogle gange så rammer virkeligheden, og arbejdslivets forventninger, og derfor tog jeg forleden turen til københavn lufthavn og videre op i de tyndere luftlag. Og det var på en måde nemt at lade som om flyvning kan være en uskyldig og naturlig del af hverdagen, da jeg først var tilbage i rumlen med at finde gate, vise pas og gå samme lemminge-gang som alle de andre passagerer i køen.

    Men jeg fik også tanken, at egentlig så er flyvning den ultimative passive rygning. Røgen fra flyene fiser direkte ud i den luft, som vi allesammen gerne skulle kunne indånde sikkert, og så længe vi ikke har fundet en måde at sluse den dårlige luft ud af vores atmosfære, så bliver den hængende.

    Hvis ikke det var fordi vi alle deler den samme atmosfære, så kunne jeg jo være ligeglad med, hvad andre gjorde. Men lidt som, hvis nogen tænder en cigaret i min stue, så påvirker forureningen fra flyveturen os alle sammen. Som en slags passiv flyvning 🙂 Jeg har ikke svarene, men vil gerne samtalen, for måske andre har fundet på en løsning.

    Der er ikke noget væk. 

    Lidt ligesom, at det er begyndt at gå op for verdenssamfundet, at der flyder plastic i alle størrelser rundt i vores verdenshave, i vores fødekæde og vores drikkevand, så må det også snart gå op for alle, at luften i vores atmosfære er nødvendig for alt liv på jorden, og at den skal beskyttes. Min tanke er ikke, at flyvning eller plastic skal forbydes. Men hvis vi fik gjort op med kampen om at være den billigste leverandør af mad, transport og tøj, og i stedet fokusere på at sikre, at den pris vi som forbrugere betaler, reelt afspejler den omkostning, som vores køb har for kloden som helhed.

    Så hvis en virksomhed vil sælge tøj, som går i stykker efter få ganges brug, så skal de selv være med til at betale for oprydningen, hvilket vil sige, at når tøj hurtigt bliver til skrald, så skal de gøre udgiften til at skaffe sig af med skrald, til en del af prisen på tøjet. Så ville det ligefrem bedre kunne betale sig at købe kvalitet fra starten af 🙂

    Og oveni flybillettens pris skal lægges de omkostninger, som flyvningen har for miljøet. Det ville efterhånden blive en dyr fornøjelse at flyve, når prisen for at rydde op efter et klima, som efterhånden får mit nyhedsfeed til at ligne noget fra en b-klasse katastrofefilm, skal lægges oveni billetten.

    Jeg kan ikke helt undslå mig for at flyve i forbindelse med mit arbejde, men jeg ville ønske, at vi alle ville overveje en ekstra gang før vi sætter os ind i et fly. Er denne tur nødvendig? Kan jeg opnå samme resultat på en anden måde. Møder kan holdes via skype. Shoppeture kan holdes lokalt. Ferie med familien kan afholde hjemme, med bil eller tog.

    Flyrejser og fast fashion har visse fællesnævnere. Ved at vælge slowfashion og togturen, og derved vælge den langsomme løsning, så vælger man også at tage tid til at have sjælen med sig. Jeg vil til enhver tid foretrække bilferien, hvor man når at se landskabet ændre sig, og rent faktisk opdager, at man er nået til et nyt land. Og ikke bare lander i lufthavnen, og pludselig er i et nyt land og et nyt klima. På samme måde vil jeg til enhver tid vælge slowfashion og den lille, men langtidsholdbare, nøje udvalgte og kvalitetsfokuserede garderobe.

    Hvad tænker du? Flyver du ofte? Og anser du flyveturen som uundværlig som en del af det gode liv?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Hippie-hacks

    #hippie-hacks – kompostering

    Dette er nok eet af de mere tvivlsomme billeder, som jeg har delt her på bloggen, men målet må hellige midlet, så I må overleve et billede af skrald 🙂

    For en af mine helt store glæder ved at have fået en lille smule have, er at vi har fået plads til en kompostbeholder. Vi spiser forholdsvist sundt og laver meget af vores mad fra bunden, så en stor del af vores daglige affald er fra frugt og grønt. Jeg er opvokset på landet, og har derfor været vant til at alt grønt affald røg på komposten, så det har længe pint mig at måtte smide det i skraldespanden. Grønt affald kan, hvis det behandles rigtigt, blive til ny lækker jord, så det føltes lidt som at smide guld i skraldespanden.

    Så samtidig med, at vores højbede rykkede ind i haven, fik jeg også endelig fundet den rigtige plads til komposten, og fandt en gammel (og meget billig) kompostbeholder på dba.dk. Vi har “arvet” kompostorme fra naboen, så nu er der godt gang i omsætningen af det grønne skrald, både fra køkkenet, højbedene og fra græsplænen.

    Vi smider dog kun ca. 1/5 af græsset i komposten, resten ryger under hækken, hvor det både virker som naturlig gødning og hjælper med at holde ukrudtet nede. Jeg prøver at se vores have som et mini-kredsløb, og vil helst slippe for at køre noget af det grønne på genbrugspladsen, hvor det koster ressourcer at “slippe af med”, når det i stedet kan være til gavn i vores egen have.

    For ikke at rende frem og tilbage til komposten flere gange om dagen, så har jeg omdøbt et gammelt dejfad til kompost-fad. Så i løbet af dagen ryger alt det grønne skrald i fadet, og så bliver det tømt som en del af aftenordningen af køkkenet. Og hvis vi har gæster og derfor laver ekstra meget mad, så tømmer vi bare fadet løbende. Jeg er stadig helt grøn 🙂 indenfor kompost, så jeg har ingen kloge ord at tilbyde jer, men hvis I vil læse mere om komposteringens fagre verden, så har Signe delt en masse viden. 

    Tanken er jo, at efter et par år, så kan vi begynde at tømme ud i kompostbeholderen, og så burde alt det grønne skrald være blevet til lækker jord, som kan give os nye grøntsager. Jeg kan godt lide ideen om, at en potentiel byrde, nemlig skrald, kan blive til en ny ressource, uden at forlade vores egen matrikel. Det føles som en god måde at mindske sine miljømæssige fodspor 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • DIY

    Om efterårsgarderoben og jagten på den gode historie

    Første del af min kommende efterårsgarderobe er nu strikket færdig, monteret og vasket, og ligger klar i skabet til de første kolde efterårsdage. Sweateren er strikket i mit yndlingsgarn, højlandsuld herfra, så jeg ved at det holder sig fint i brug. Det gode ved uld er også, at det er selvrensende, så de eneste gange jeg vasker mine uldsweatre er, når de helt har mistet formen, og har brug for en vask og ligge-tørring for at blive fin igen 🙂

    Jeg freestyler alt det, som jeg strikker, så når jeg bliver godt tilfreds med resultatet, så skriver jeg opskriften ned, får den testet, og sender den ud i verden til andre, som helst vil strikke efter en opskrift, og derved slippe for al “omstrikningen” 🙂 Mine opskrifter sælges her.

    Mit skrivebord er iøvrigt fyldt med garn til efterårets projekter. Jeg har tænkt mig at strikke en sort lang, løs kjole, en cremefarvet bred sweater og den ultimative højhalsede grå sweater. Men erfaring har vist mig, at planerne kan ændre sig undervejs i strikningen, det er jo det sjove ved processen.

    -o-

    En anden ting, der mangler i min garderobe er en større udskiftning af undertøj og undertrøjer. Jeg har længe udskudt at få købt nyt basistøj, fordi jeg gerne ville finde en bedre løsning end den jeg valgte før, hvilket vil sige den butik som jeg tilfældigvis kom forbi, når hullerne i strømperne var blevet for store. Men når nu basistøjet er det eneste, som jeg køber fra nyt af, så vil jeg gerne lægge mine penge hos nogle ordentlige firmaer, som er med til at gøre en forskel for miljøet, og ikke bare vælger den nemme vej. Som jeg skrev om her, så leder jeg efter de gode historier og de firmaer, som gør en forskel.

    Jeg har derfor modtaget en ladning lækkert økologisk bomuldsundertøj til test fra Dilling-underwear.dk til både mig selv, og de små og store drenge her i huset. Det er en skøn forandring at have et stykke nyt tøj i hånden, uden at det har følgeskab af den sædvanlige kemiske lugt, som meget nyt tøj ellers kan have. Jeg vender tilbage med mere information om firmaet, hvis deres tøj også holder godt i brug. Alle gode intentioner om miljørigtige produktionsmetoder er jo lidt spildte, hvis tøjet ikke holder særlig længe.

    God aften derude 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin