Hippie-hacks

#hippie-hacks – kompostering

Dette er nok eet af de mere tvivlsomme billeder, som jeg har delt her på bloggen, men målet må hellige midlet, så I må overleve et billede af skrald 🙂

For en af mine helt store glæder ved at have fået en lille smule have, er at vi har fået plads til en kompostbeholder. Vi spiser forholdsvist sundt og laver meget af vores mad fra bunden, så en stor del af vores daglige affald er fra frugt og grønt. Jeg er opvokset på landet, og har derfor været vant til at alt grønt affald røg på komposten, så det har længe pint mig at måtte smide det i skraldespanden. Grønt affald kan, hvis det behandles rigtigt, blive til ny lækker jord, så det føltes lidt som at smide guld i skraldespanden.

Så samtidig med, at vores højbede rykkede ind i haven, fik jeg også endelig fundet den rigtige plads til komposten, og fandt en gammel (og meget billig) kompostbeholder på dba.dk. Vi har “arvet” kompostorme fra naboen, så nu er der godt gang i omsætningen af det grønne skrald, både fra køkkenet, højbedene og fra græsplænen.

Vi smider dog kun ca. 1/5 af græsset i komposten, resten ryger under hækken, hvor det både virker som naturlig gødning og hjælper med at holde ukrudtet nede. Jeg prøver at se vores have som et mini-kredsløb, og vil helst slippe for at køre noget af det grønne på genbrugspladsen, hvor det koster ressourcer at “slippe af med”, når det i stedet kan være til gavn i vores egen have.

For ikke at rende frem og tilbage til komposten flere gange om dagen, så har jeg omdøbt et gammelt dejfad til kompost-fad. Så i løbet af dagen ryger alt det grønne skrald i fadet, og så bliver det tømt som en del af aftenordningen af køkkenet. Og hvis vi har gæster og derfor laver ekstra meget mad, så tømmer vi bare fadet løbende. Jeg er stadig helt grøn 🙂 indenfor kompost, så jeg har ingen kloge ord at tilbyde jer, men hvis I vil læse mere om komposteringens fagre verden, så har Signe delt en masse viden. 

Tanken er jo, at efter et par år, så kan vi begynde at tømme ud i kompostbeholderen, og så burde alt det grønne skrald være blevet til lækker jord, som kan give os nye grøntsager. Jeg kan godt lide ideen om, at en potentiel byrde, nemlig skrald, kan blive til en ny ressource, uden at forlade vores egen matrikel. Det føles som en god måde at mindske sine miljømæssige fodspor 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

4 kommentarer

  • DorteS

    Fuldstændig enig! Jeg er også startet med kompost og glæder mig dagligt over, at vores kernehuse fra egne æbler samt den sidste rest slatten agurk ikke skal køres på forbrændingen, hvor de ingen nytte gør, men i stedet kan blive til lækker, ny muld til næste års grøntsager. Det giver så meget mening. Og kræver så utrolig lidt. Naturen klarer jo selv det hele 🙂

  • Therese

    Jeg har i 5 år haft en kompostbeholder. Det var dog først sidste år jeg fik smidt nogle orme i, og nu ser det ud som om der sker noget mere. Forhåbentlig kan jeg få lidt kompost til næste års havesæson. Det giver SÅ god mening at gøre det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.