• Frugal Friday

    Frugal friday a la sommerferie i Italien

    Det er endnu engang blevet fredag, og denne gang sidste fredag i vores fire uger lange sommerferie. Begge voksne i husstanden har haft mulighed for at veksle et timetungt forår til en ekstra uges sommerferie, og det har været skønt og tiltrængt.

    Jeg annoncerer aldrig på sociale medier, når vi forlader matriklen i en længere periode for ikke at friste svage sjæle, så jeg skriver aldrig om vores ferier undervejs. Jeg vil tro, at de fleste, der læser med herinde godt kan regne ud, at et minimalistisk, non-shoppende, gør-det-selv hjem nok ikke er fyldt med dyre ting, der nemt kan sælges videre, men alligevel. Så derfor har frugal friday holdt pause i ferien.

    Men jeg kan nu fortælle, at vi i juli har:

    • Valgt kør-selv-ferie til Italien, som de sidste to år. Vi bor på campingplads, laver de aller-fleste måltider selv og nyder at alle aktiviteter på pladsen er gratis, når først opholdet er betalt. Det er naturligvis en dyrere ferie end hvis vi blev hjemme, men det vælter ikke budgettet. Jeg er kategorisk modstander af at flyve, når turen kan klares i bil, og selve turen føles også som en del af ferien når vi kan se bjergene “vokse frem” undervejs.
    • Som sagt, spist få, nøje udvalgte måltider ude, og ellers enten lavet maden selv, eller hentet et par pizzaer til aftensmad. Mad er billigt (og lækker) i italienske supermarkeder, så det er nemt at leve let og hurtig mad. Ved at vælge take away på de “trætte dage” sparer vi drikkevarerne, og eventuelle rester bruges til frokost næste dag.
    • Sprunget overnatninger over, når vi kører frem og tilbage til Italien. Vi voksne skiftes til at køre, og drengene sover fint i bilen. Det betyder blot, at den første feriedag på pladsen foregår i laveste tempo og alle går tidligt i seng. Men det er prisen værd for at nå hurtigere (og billigere) frem.
    • Pakket mad, kaffe, vand, snacks og morgenmad hjemmefra. Så slipper vi for at købe mad undervejs, som ofte er dyrt, dårligt og pakket i mange lag plastik. Eneste undtagelse er aftensmaden på vejen hjem, som traditionelt er blevet indtaget på Mcdonalds i Østrig (med den fineste udsigt). Men jeg er ved at bearbejde min familie til, at vi vælger et mere traditionelt spisested næste år, og så lever med, at det tager længere tid. Jeg orker ikke alt det emballage-spild. Suk.
    • Brugt det sommertøj, som vi allerede havde. En af fordelene ved, at drengene er blevet større er, at der sjældent skal skiftes ud i garderoben. Undtagelsen er, at jeg købte en ny bikini, da den gamle ikke kunne “holde til” de hurtige ture på rutchebanen. Der var jeg blufærdig nok til at acceptere at købe en ny, selvom den gamle teoretisk set ikke var “brugt op”.
    • Haft sædvanligt fokus på ikke at spilde mad. Før vi kørte til Italien spiste vi køleskabet tomt, og frøs de ting ned, som ikke kunne holde sig. Da vi kørte fra Italien fandt vi søde naboer, som gerne ville overtage den mad, som vi ikke kunne tage med os 🙂
    • Haft ganske lidt vasketøj med hjem, da 14 dages badeferie betyder, at vi primært er i badetøj det meste af tiden:)
    • Klaret drengenes plageri ved, at de får lidt lommepenge, som de kan købe slik for, og så ved de, at de ikke kan plage sig til mere. Og vi plejer at give en is om dagen, så det er ikke synd for nogen 🙂
    • Holdt fast i, at ferie ikke er ensbetydende med at købe plastik-skrammel hjem som souvenirs. Så hellere tage nogle fine billeder og spise en is mere.

    De to uger helt væk fra vores hverdag var en skøn måde at kickstarte ferien på, så vi nemmere “fandt hinanden” og det lave gear efter et travlt forår. Vi har en tradition for at holde skærmfri når vi er på sommer- og skiferie. Og drengene fandt hurtigt legekammerater, og vi fik spillet en masse spil. Den tid ville normalt være gået med skærm, eller plagning om skærm, så den regel holder vi fast i så længe som muligt 🙂

    Til gengæld for alle de fine besparelser på ferien, så har vi fået tæsk på aktiemarkedet i de fulde fire uger vores ferie har varet. Men så længe man ikke hopper af rutchebanen undervejs, så slår man sig jo ikke – eller noget 🙂

    Har du formået at holde budgettet i ferien?

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Købestop

    Hurra for købestop …

    Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, at jeg er mere end almindelig standard fortaler for at holde købestop i en periode, hvis forbruget er stukket af fra dig. Den forbrugspause, som et købestop giver gør det nemmere at mærke klart, hvordan du kan bruge dine penge bedst, så de giver størst mulig glæde for dig. Den eneste mulighed du har for at overholde et købestop, er nemlig at vende ryggen til lørdage i det lokale storcenter, til nyhedsbreve, reklamer, behovsskabende online influencer typer og andet godtfolk. Og når du fjerner al støjen om, hvad du “burde” købe, så er der plads til at du kan finde ud af, hvad du selv foretrækker.

    Og efter de første sæsoner, hvor du vælger udsalget fra, så vænner du dig til at købe ved behov, og ikke for at undgå kedsomhed, ensomhed, manglende selvtillid eller frygten for at gå glip af noget. Samtidig er det min erfaring, at det skaber større glæde og tilfredshed, når du passer på de ting, som du allerede har og er taknemmelig for dem. Fremfor konstant at lede efter “det sidste nye”.

    Pr. 1. august er der startet en ny omgang fælles købestop i verdens bedste facebook-gruppe, og jeg kan kun anbefale at følge trop. Jeg har selv løbende holdt købestop – udover mit generelle på tøj – og har skrevet nærmere her på bloggen, hvis du vil vide mere. Jeg har også et helt afsnit i min kommende bog om, hvordan købestop kan bruges til at få bedre styr på og overblik over din økonomi 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Hvordan jeg betalte 140.000 kroner af på 2 år (med mine “lommepenge”) #opfølgning

    Tak for den fine modtagelse af mit indlæg om at betale SU-lånet hurtigt af. En af mine store drømme for denne blog er, at vi kan tale sammen om økonomi og lære af hinandens erfaringer. På den måde kan vi alle blive klogere. Hvis økonomi bliver ved med at være tabu, så ender vi med at stå alene med de svære beslutninger, som skal tages i voksenlivet. Både de mindre sjove, som hvordan man kommer af med en uoverskuelig gæld, og de sjovere, som hvordan man skal investere en større opsparing.

    Jeg har efterspurgt, og fået et par spørgsmål i forbindelse med indlægget, som jeg gerne vil prøve at svare på her:

    Hvordan er det muligt at betale godt 6000 kroner af hver måned, når dine “lommepenge” var på omkring 3000 kroner?

    Godt spørgsmål. Selv for de mindst matematisk begavede af os, så er det tydeligt, at der mangler nogle penge. Rent praktisk, så gjorde jeg det, at jeg betalte alle ekstra penge ind på SU-lånet i det øjeblik de kom ind i mit liv. Rent praktisk, så fik jeg fx en bonus på godt 10.000 efter skat hvert år, som røg direkte ind på lånet. En sommer fik vi en vandskade i kælderen, hvor min del af erstatningen blev godt 10.000 kroner, som røg samme vej. Det samme gjorde jeg med feriepenge, fødselsdagspenge, diæter fra arbejde osv. Samlet set blev det penge nok, over de to år.

    Hvordan kan du kalde 3000 kroner for lommepenge? Mange danskere har ikke “den slags” penge til sig selv hver måned.

    Pas. Jeg har aldrig lagt skjul på, at vi har en fin økonomi, med to fuldstidsarbejdende akademiker-typer i hjemmet, og en vis mængde medvind i form af økonomisk sans og opbakning til uddannelse hjemmefra. Det er et privilege, som jeg ikke på nogen måde tager let på eller tager for givet. Jeg er velsignet med en kæreste med en dyr hobby, så fordelt mellem os, så har jeg “svært ved” at få brugt mine “lommepenge” hver måned og overskuddet går til investering. Han har nemmere ved at bruge sin del, og det er netop hele meningen med, at vi har afsat en mængde penge til fri leg. Det skal ikke blive for surt, at bo sammen med über-spareren, når jeg nu engang er så heldig, at min hobby ikke koster nogen penge. Men jeg håber, at alle kan bruge mine spareråd her på bloggen og i facebook-gruppen til noget, uanset den økonomiske situation.

    Du må tjene mange penge siden du kan betale gælden af så hurtigt.

    Absolut. Jeg deler ikke min nøjagtige løn her på bloggen, men særligt i de senere år har den ligget til den høje side. Både grundet brancheskift, men også fordi jeg har været i arbejde siden 2008, så sker der løbende lidt med lønnen. Rent praktisk, så har jeg fordoblet min løn siden mit første job. Men hvis man tænker over det, så er årsagen til mit SU-lån netop den lange uddannelse, som har medført lønnen. Så på en måde hænger det vel fint sammen. Og i bund og grund er det ligemeget, hvor meget – eller lidt – du tjener, det handler om at bruge mindre end der går ind. Og ja, det er nemmere med en høj løn, det er vi enige om.

    I verdens bedste facebook-gruppe deler vi erfaringer med at leve for mindre end vi tjener, og der er folk med alle typer af indkomster, og det er tydeligt derfra, at det ikke nødvendigvis er mennesker med den største løn, der får mest lykke for pengene 🙂

    Har du fortrudt noget, som du gav afkald på?

    Det helt korte svar er: Nej. Men det hænger nok også sammen med min personlighed. Jeg får et kick ud af at få ressourcer, både penge, tid, mad, tøj, osv, til at strække så langt som muligt. Og jeg har ikke sagt nej til ting, som jeg efterfølgende har fortrudt. Tværtimod, så har jeg sparet tid, som jeg tidligere ville have brugt i Magasin, og store mængder energi, som jeg før brugte på at overveje mine næste tøjkøb. Jeg har aldrig været i nærheden af at være shopaholic, men det er alligevel ganske mange sparede timer over flere år, selv for en moderat shopper, når man totalt fjerner shoppetiden fra sit liv.

    -0-

    Mit største take away fra de to år er, at der sker noget magisk, når man opgiver jagten på “det næste nye”, og bare er tilfreds med de ting, som man allerede har. Der er meget ro at hente i den erkendelse, at du er god nok uden alle de ting, som reklamerne gerne vil sælge dig. Og så var det også i disse år, at jeg virkelig fik øjnene op for, at minimalisme (for mig) er svaret på en økonomi med plads og overskud. Det skriver også jeg meget mere om i min kommende bog 🙂

    God dag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Hvordan jeg betalte 140.000 kroner af på 2 år (med mine “lommepenge”) …

    Før jeg satte mig for at betale vores banklån hurtigt af, og endda kom i avisen med min historie, så var mit fokus at komme af med mit SU-lån. Da jeg blev færdig med mit studie i 2008 havde jeg optaget (og brugt) et SU-lån på godt 160.000 kroner. En gæld, som jeg slæbte med mig ind i voksenlivet. Jeg betalte minimum af, og havde udsigt til at have glæde af gælden indtil 2024.

    Men da jeg “opdagede” minimalisme i 2012, begyndte tanken om at leve gældfrit at melde sig og i 2014 satte jeg igang. Jeg besluttede at sætte afbetalingen af lånet op til 3000 om måneden, hvilket var absolut maksimum for, hvad jeg havde af mine ”lommepenge” hver måned. Måske skal jeg forklare – hos os har vi indrettet vores økonomi, så vi har både egne og fælles konti. Vi overfører hver måned til de fælles konti, så vi har mellem 2-3000 kroner tilbage til os selv, og de skal gå til hobby-gear, tøj, tandlæge, frisør osv.

    Det var helt bevidst, at jeg satte den månedlige afbetaling så højt, at der ikke var flere lommepenge tilbage. Det ville sætte fut i nedbringelse af gælden, og samtidig tvang jeg mig selv til at sætte mit eget forbrug ned til nærmest nul kroner. Derfor indførte jeg købestop, og gennemgik alle mine “egne” udgifter med en tættekam og fjernede stort set alt. I de følgende to år vendte jeg hver en krone. Det vil for nogle være kedeligt, men når man er en ressourcenørd, så er det virkelig sjovt.

    Jeg har altid følt mig i større mentalt fællesskab med vores bedsteforældres generation, hvor man købte ganske lidt og fik det til at blive til meget. Fremfor 00’ernes jagt på nye måder at bruge friværdien på – samtalekøkkener, Thailandsrejser og nye møbler hver tredje år. Jeg gider ikke prøve at følge med et opskruet forbrug, som ikke giver mig hverken frihed eller glæde.

    Så hvordan gjorde jeg?

    1. Alle ekstra penge blev indbetalt på SU-lånet med det samme, så jeg ikke kunne nå at bruge dem. De 3000 kroners afbetaling blev trukket automatisk hver måned, men hvis jeg fik penge i fødselsdagsgave, bonus fra arbejde, forsikringspenge (oversvømmet kælder) eller andet, så blev de straks betalt ind på lånet.
    2. Mit købestop i 2014 og frem var en direkte årsag til, at jeg fik banket gælden af så hurtigt. Jeg har de sidste fem år kun købt ganske få ting fra ny af, genbrug eller hjemmelavet er mit mantra nu 🙂
    3. Jeg solgte ud af tøj, sko, bøger, pyntedimser og en masse andre ting, som jeg ikke brugte mere, og som samlet gav en fin mængde penge tilbage på kontoen (og mere plads i mit hjem).
    4. Venindeture blev skiftet fra cafe-ture til kaffe i sofaen eller på terrassen. Formålet er jo at ses, ikke nødvendigvis at ses på en måde, der koster penge.
    5. Alle abonnementer blev opsagt, det er de små månedlige besparelser, der hurtigt løber op.
    6. Jeg skar markant ned på offentlig transport og cyklede eller gik til alt.
    7. Jeg overvejede kraftigt alle udgifter ud fra tanken: Vil de skabe større glæde end at betale ekstra af på gælden – svaret var ofte: nej.
    8. Jeg skar kraftigt ned på makeup og frisør-besøg, ofte kan meget mindre gøre det 🙂
    9. Jeg satte min garderobe på skrump, så jeg nu kun har ganske få yndlingsting, hvor størstedelen er hjemmelavet eller genbrug. Og jeg har præsteret at tjene en lille smule på min hobby samtidig 🙂
    10. Jeg holder mig fra tv, dameblade, storcentre, influencers og andre, som gerne vil overbevise mig om, at jeg ikke er god nok som jeg er, men at jeg bliver helt rigtigt, hvis jeg køber lige præcis denne dims eller dette stykke tøj. Det gør det nemmere at se, hvad jeg rent faktisk har brug for. Og det er overraskende lidt 🙂

    Stille og roligt har skiftet i mit eget forbrug også påvirket min families forbrug, og det har gjort det muligt hurtigt at betale banklånet på vores hus af, og nu kan vi investere halvdelen af vores løn hver måned. Jeg havde slet ikke forudset, at den lille beslutning: At betale SU-lånet ned hurtigt, ville påvirke hele den måde vi tænker over vores økonomi på og den måde vi indretter vores liv.

    Jeg ved godt, at hvis jeg havde investeret de 140.000 kroner i den samme periode, så havde jeg (formodentlig) haft et formidabelt afkast, fremfor blot at “spare” en procent i rente på SU-lånet. Men den ændring af vores økonomi og bevidstheden om, at vi kan leve virkelig gode liv “på en sten”, det har givet en frihed og tryghed, som er alle de “spildte” penge værd 🙂

    Hvad med dig? Kunne du skære din “diverse-post” ned til nul kroner? Hvad ville du savne?

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Minimalisme

    Om at tage min egen medicin

    Jeg har skrevet meget, senest i minimalisme-bogen, om at sætte farten ned, skære det overflødige fra og om den magi, der opstår, når der kun er det vigtige tilbage. Men jeg har glemt selv at efterleve mine ord.

    Jeg har løbet for stærkt, skrevet bog, skrevet strikkeopskrifter, skrevet blog, passet mit real-life-arbejde, passet børn og glemt at trække vejret. Selv nu, en uge inde i ferien kan jeg mærke, at jeg stadig ikke trække vejret helt ned i maven. Så nu trækker jeg stikket og koncentrerer mig om 1) ferie med familien 2) forberede mit næste foredrag til september 3) kede mig 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Økonomi

    Mød FIRE-folket #4

    I aften vil jeg gerne give taletid til endnu en FIRE-ist her på bloggen. Iøvrigt, så lover jeg, at næste deltager er en kvinde. Jeg prøver at opretholde en vis ligestilling her på bloggen, som den giga-rødstrømpe jeg nu engang er, men jeg er (indtil videre) stødt på ganske få kvinder, der går FIRE-vejen. Anyway, i aften giver jeg ordet til Christian – tak fordi du deler dine erfaringer, så vi alle kan blive klogere 🙂

    Hvem er du?

    Mit navn er Christian Lykke, jeg er 27 år, og jeg arbejder med Kvalitets Inspektør – QC/ Quality control indenfor svejsning, maling samt isolering. Jeg er i et forhold med en pige fra Holland, som jeg mødte, da jeg var på en jordomrejse.

    Hvor langt er du nået i din FIRE-rejse?

    Min FIRE rejse har været undervejs helt automatisk, da jeg har haft en god indtægt og har været god til at lægge til side. Det gik op for mig, da jeg købte mit hus og derefter lejede min kælder ud som en lejlighed, samt et stykke tilhørende erhverv, at mine passive indtægter fra bare disse to investeringer dækkede det meste af mine boligudgifter.

    Som mine udgifter er pt, så er jeg 50% på min FIRE rejse. (40% via udlejning, samt yderligere 10% via Investering i P2P som månedligt giver et afkast på cirka 2.000 kr.

    Hvad er dit bedste spare trick?

    Mit bedste sparetrick er at få strømlinet sin økonomi og derved kun bruge penge på det som gør dig glad. Når du har fundet dine prioriteter – så estimerer du udgifterne dertil + de faste udgifter. Resten skal investeres. Det er vigtigt at komme igang med investering hurtigst muligt, da det jo er det du skal leve af efterfølgende, og der ingen grund er til at vente.

    Hvad sparer du ikke på?

    Jeg sparer ikke på rejser. Dermed sagt – jeg rejser ikke dyrt – men ofte. Jeg mødte min nuværende partner på en jordomrejse, hun er fra Holland, og har nu boet i Danmark i to år. Vi betaler 50% som minimum af vores rejser via AirBnB. Vi lejer et værelse ud i vores hus – det giver alt imellem 2-4.000 i måneden. Og når vi så rejser – fx 6 uger henover vinteren, ja så finder vi en til at leje vores hus i perioden – dette dækker mere end vores udgifter og hjælper igen til rejsen.

    Hvad var din bedste investering?

    Min bedste investering er på nuværende tidspunkt min bolig. Den kan overholde den amerikanske 1% regel – som betyder at man får 1% i måneden i leje af købsprisen på boligen. Den regel er svært at opfylde i Danmark, men det lykkedes. Jeg er lige blevet godkendt til en bolig yderligere, så jeg søger efter noget der kan komme i nærheden af den regel.

    Hvad er dit bedste investeringsråd?

    Det er nok bare at komme i gang, da det naturligvis er bedre at investere end at bruge pengene på tilfældigt forbrug. Man skal også starte et sted, og ved bare at komme igang så laver du dollar cost averaging. (= Du spreder dine køb over en lang periode. Derved køber du evt højt, men også lavt, hvilket skaber risikospredning).

    Kan alle gå FIRE-vejen?

    Alle kan gå FIRE vejen. Det er dog vigtigt ikke at være blind for det faktum, at det er nemmere med en indtægt på 1 million om året kontra 100.000.

    Hvad betyder det gode liv for dig?

    Det gode liv for mig betyder, at jeg ikke skal arbejde for penge, og derved kan vælge 100% hvad min tid går til. Jeg er lidt af en all or nothing type – og arbejder derved også 60 timer på 4 dage for tiden for at opbygge min økonomi til fremtidens investeringer – og dermed drømme. Derved, kan det måske blive naturligt svært for mig ikke at lave noget. (Jeg er ikke strand typen). Jeg overvejer at blive selvstændig, når jeg kommer lidt nærmere FIRE.

    Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

    Jeg går ind for konceptet mini retirements, da jeg gerne vil knokle, men også leve i nuet. De sidste 2 år har jeg knoklet for at afbetale på huset, samt oparbejde økonomi til ny investering – men derudover har jeg også sparet sammen til en 2 årig rejse. Den skulle vi gerne komme afsted på her til september. (Mini retirement). Om 5 år, vil jeg gerne have startet familie, samt arbejde mindre end i dag.

    Hvad er dit råd til en FIRE-nybegynder, som gerne vil i gang?

    Få 100 procent styr på dine store udgifter. Hus, transport og mad.

    1. Hvis du kan house hacke (det jeg gør) og derved bo gratis, måske med fortjeneste.

    2. Cykel på arbejde, eller hav en lille økonomisk bil til deling.

    3. Lav helst mad der hjemme. Så kan man stadig spise ude et par gange i måneden og derved nyde det. Det minder mig om et sparetrick, som vi gør brug af (vi bliver set noget skævt på af vores venner). Men for det meste når vi spiser ude, så deler vi hovedretten. Vi er simpelthen stadig mætte, og hvis ikke – ja så kan man jo spise en dessert Ikke fordi vi sparer penge på det, for det er en prioritering. Men vi spiser så hellere ude fire gange på en måned istedet for to. Derved overspiser vi heller ikke, smider ikke mad ud og føler at det er bedre for krop, miljø og pengepung.

    -0-

    Tak til Christian for at dele sin erfaringer mod økonomisk uafhængighed. Du kan nok regne ud, at jeg er særlig glad for tippet, der mindsker madspild. Det er godt på så mange måder 🙂

    Dejlig aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Strikkeopskrifter

    DIY – grydelapper

    Siden jeg viste disse grydelapper på instagram har jeg fået utallige, ja ihvertfald to opfordringer til at dele opskriften her på bloggen. Og det gør jeg naturligvis gerne.

    Garn: Fire tråde Denim Revive  fra Grønnegarner.dk (løbelængde 100m/50g). Pinde: Rundpind 6.0 mm. Garnforbrug: 50 gram. 

    Fremgangsmåde

    Slå 26 masker op på rundpinden. Strik perlestrik (en ret/en vrang over en vrang/en ret) frem og tilbage på pinden, indtil grydelappen er kvadratisk. Luk maskerne løst af. Hæft enderne.

    Strik een magen til.

    Stropperne

    Klip to stykker læder ud, der måler 1 cm gange 8 cm. Og sy stroppen fast i det ene hjørne.

    Jeg elsker det hjemmelavede, og følelsen af at skabe noget nyt helt fra bunden. Det kommer nok næppe bag på nogen, når man ser på bloggens navn, men jeg mener det virkelig helt alvorligt. I mit arbejdsliv kan jeg have svært ved at se et fysisk resultat af mit daglige arbejde, så det er vigtigt for mig, at min hverdag også giver plads til at jeg kan skabe noget håndgribeligt hver dag. Samtidig er det en f…-finger til det forbrugssamfund, som prøver at fortælle mig, at min samfundsrolle er at være forbruger – ikke borger – og at jeg bare skal købe løs for at holde “hjulene igang”. Det bliver et nej tak herfra.

    Men samtidig, så skal vi ikke lade os forblænde af budskabet af “slowfashion”. Et skab, der bugner af hjemmestrikkede sweatre, som du ikke kan nå at bruge, er også overforbrug. Med denne blog, og min lille strikkebusiness, prøver jeg at opfordre til at sætte farten ned, planlægge din garderobe og kun sy og strikke det, som du rent faktisk kommer til at bruge. Ellers ender det i overflod og strikke-stress, og det var faktisk aldrig meningen med skaberiet 🙂

    God onsdag derude 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Så nåede vi igen til fredag og opsummering af ugens spare-tips og tricks. Denne dag er også startskuddet til fire ugers ferie, så det er en ekstra dejligt fredag 🙂

    I denne uge har vi:

    • Prøvet at lave tøm-fryseren uge, men der forsvandt egentlig ikke så meget, så vi prøver en uge mere.
    • Fået overblik over opgave-bøger til ferien, og opdaget at vi havde syv liggende fra sidste år, hvor der max er lavet 1-2 sider, så dem får drengene besked på at arbejde videre med #ondemor.
    • Været i bogreolen, på biblioteket og lånt os frem efter ferielæsning. Jeg er fan af at købe bøger, men ikke når vi stadig har en stak, som vi ikke har læst.
    • Fået solgt en overskudsstrik fra lageret, så er der råd til lidt flere is i de næste uger 🙂
    • Fundet garn frem til tre sommerferieprojekter – alt af garn fra lageret. Så det er nærmest gratis tøj, der kommer ud af det, hvis vi lader som om, at jeg aldrig har købt garnet 🙂
    • Talt med drengene om, at de får lommepenge i ferien. Så kan de selv lære at holde hus med pengene undervejs, og vi slipper for det konstante plageri. Vi gir dog også en is de fleste dage, så det er ikke synd for dem.

    Vi har iøvrigt planer om at bruge et par aftener i ferien på at lave en 360 graders gennemgang af vores økonomi, forbrug, investeringer og fremtidige planer. Det tager nok førsteprisen for de mest uromantiske ferieplaner, men som privatøkonomi-nørd så glæder jeg mig helt vildt. Det er nemlig ofte i snakkene om fælles økonomiske planer, at man når frem til enighed om, hvad hverdagen, livet og fremtiden skal indeholde 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Om hjemmelavede ting …

    Jeg faldt over denne video inde i verdens bedste facebook-gruppe. Sjældent har jeg været så enig med et budskab, og sjældent støder jeg på en mandlig udgave af mig selv 🙂 Magien ved at skabe noget med sine hænder, er efter min mening, at du skaber noget i verden, som før kun eksisterende i din hjerne. Du får noget til at dukke op (næsten) af den blå luft. Når jeg syr og strikker, så har jeg glæden ved at skabe lige det tøj, som jeg ønsker mig og jeg slipper for turen i magasin. Win-win.

    Når jeg mangler noget nyt, så er første indskydelse ikke at købe det. Derimod har jeg følgende liste, som jeg går frem efter. Jeg undersøger om jeg kan:

    1. Undvære
    2. Bruge noget, som jeg allerede har.
    3. Låne mig frem.
    4. Lave det selv.
    5. Købe genbrug.
    6. Købe nyt, og bæredygtigt.
    7. Købe det jeg finder.

    Et eksempel på en non-shopper, som mig i aktion er grydelapperne på billedet ovenfor. Vores gamle grydelapper var blevet klamme og hullede, så selv jeg kunne godt se, at vi skulle have nogle nye. Et par timer med garn fra lageret og de var strikket op, og fik (efter en måned – tak overspringshandlingshjerne) sat stropper på – også fra lager. Så nu hænger der et par nye grydelapper i køkkenet, og de har kun kostet mig min tid.

    Jeg elsker at modtage og give hjemmelavede gaver, for reelt så giver du omtanke og mange timer af din tid, når du giver en hjemmelavet gave, fremfor en, der “bare” er købt. Men jeg vælger modtagerne fra hjemmelavede gaver med omhu. Det er ikke alle, der kan se charmen, og så vil jeg absolut hellere bruge min tid på at lave noget til mig selv, eller andre der kan se pointen. Der er et afsnit i min nye bog om gør-det-selv, hvor jeg netop slår et slag for at prøve kræfter med at lave noget fra bunden. Det kræver nemlig øvelse og mod at tillade sig selv at være dårlig til noget, før man bliver bedre og at give plads til det uperfekte.

    Hvad er din holdning til hjemmelavede ting?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Et bæredygtigt liv

    Anbefaling: Eachthing.com

    Jeg er stødt på en spændende hjemmeside, der gør det markant nemmere at være en oplyst og bevidst forbruger. Jeg ville gerne være bedre til at undersøge effekterne af de produkter, som jeg køber, men har tit svært ved at overskue, hvordan jeg finder de rigtige oplysninger. Hvis ikke lige virksomhederne selv serverer dem for mig – og det gør de færreste. Det vil platformen Eachthing kunne ændre.

    Jeg har ofte heppet på, at vi skal blive bedre til at bruge vores penge på en måde, så vi stemmer for den verden vi gerne vil se. Og når jeg en sjælden gang køber nyt, så vil jeg gerne støtte virksomheder, der arbejder for en bæredygtig og gennemsigtig produktion. Nu er der kommet et redskab, hvor jeg kan finde svar på de spørgsmål, som jeg har lyst til at stille til virksomhederne – så de ikke kan nøjes med at svare på det, som de gerne vil fortælle 🙂

    Stifterne bag Eachthing er århusianerne (med å!) Katja Meyer og Sven Philipse, som så behovet for at lade forbrugerne få mere skræddersyet information så de nemmere kan handle i overensstemmelse med egne værdier. De har lige vundet to iværksætter-priserfor deres ide og udvikling af platformen.

    Det er gratis at bruge Eachthing, det kræver blot, at du bruger lidt tid på at tilmelde dig, og så kan du komme igang med at søge information og stille spørgsmål. Indtil videre er det kun fødevarevirksomheder, der er tilmeldt, men planen er også at udvide til tøj-produktionen. Jeg er vild med ideen, og håber, at I vil tilmelde jer, så de kan komme godt fra start 🙂

    Hvad vil du helst have svar på?

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin