-
Efterårs-garderoben #2
En væsentlig del af min garderobe, både hjemme og på arbejde, er de hjemmesyede toppe. Jeg bruger to forskellige modeller, med eller uden ærmer og med en undertrøje (ikke hjemmesyet) inden under. Mit hjemmelavede mønster er tegnet af efter en gammel yndlingstop fra Zara og ændret lidt undervejs i processen. Og tanken med selv at sy toppe er affødt at mange lange shoppeture på jagt efter en afløser til netop denne yndlingstop. Med lidt øvelse kan jeg nu sy en bluse på under en time, og derfor kan en aften ved symaskinen hurtigt give et “udbytte” på 2-3 nye bluser.
Toppene nedenfor har fået lov til at blive hængende i skabet til brug med en strikcardigan eller habitjakke til efteråret. Og jeg har planer om at udvide beholdningen med 2-3 toppe mere. www.stofogstil.dk har en rigtig lækker sandvasket silke og har netop udvidet med flere fine efterårsfarver som jeg skal se nærmere på 🙂
-
Efterårs-garderoben #1
Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for uld og særligt hjemmestrik. Ved at strikke selv, kan jeg bestemme materialer og farve og skabe præcis den form, som jeg ønsker mig. Men sweatre alene udgør ikke en funktionel efterårsgarderobe. Og med mit selvbestaltede købestop behøver jeg ikke tænke på at shoppe til efteråret, jeg skal blot finde tøjet fra sidste år frem igen. Ganske nemt.
Hverdagsuniformen når det bliver koldere igen, består af jeans med en løs top (hjemmesyet selvfølgelig, billeder følger i senere indlæg) og enten en sweater eller en cardigan i uld. Hvis jeg trænger til en afveksling tager jeg en habitjakke på istedet for ulden.
Til de dage hvor det ikke er så koldt har jeg en nederdel på med tykke strømpebukser inden under eller en sjælden gang en kjole. Nederdelene er hurtigt syet og koster 80 kroner stykket. Stoffet er lagt dobbelt, så jeg føler mig mere “påklædt” end med de modeller man kan købe. De er syet med inspiration fra www.fabechsfabrik.blogspot.dk.
Det er nemt at dresse tøjet op eller ned alt efter om dagens fodtøj er gummisko eller høje hæle, så det er nemt at tilpasse alt efter humør og dagens planer. Købestoppet gælder ikke sko, men jeg forsøger at være meget selektiv i nyindkøb af fodtøj og jeg havde alt hvad jeg skulle bruge til vinter. Indtil et skybrud over København omdannede vores kælder til en swimmingpool, så nu skal jeg ud og købe nye vinterstøvler uden indlagt vand 🙂
-
Strik til Olivia – Sig det med uld
I sommerferien har jeg brugt ledige aftener og de lange køreture på at strikke små hemmeligheder i pigefarver. Olivias mor er min gamle barndomsveninde som (godt for hende, skidt for os andre) er flyttet til Grønland og ikke har planer om at vende hjem igen. Så dermed har jeg nu en lille guddatter på Grønland, der er pænt langt væk og som jeg derfor ikke kan være noget for i hverdagen.
Men derfor kan jeg stadig sørge for, at hun har det dejligt varmt når efteråret og vinteren kommer, og da det allerede er efterår på Grønland nu, så jeg har haft en deadline at arbejde med. Hermed er der åbnet for parade af strik til søde lille Olivia.
En vest i én tråds lammeuld efter egen opskrift. En vest efter en gammel dansk opskrift. Den er strikket i dobbelt tråd lammeuld. En kjole strikket efter samme opskrift som den øverste vest. En cardigan strikket i dobbelt tråd og med korte ærmer så den kan bruges indenfor. Hjemmelavet opskrift. -
Tanker om købestop
Siden jeg startede mit projekt i januar er det gået op for mig, at det faktisk ikke er den store udfordring som jeg havde troet at det ville være. Jeg har nu også sørget for at sætte nogle rammer der til at leve med, når der også er et almindeligt hverdagsliv der skal passes. Derfor må jeg for eksempel købe basistøj, når det gamle er slidt op, og jeg må lave erstatningskøb for tøj, som jeg ikke har evnerne til at sy selv. Den faktor jeg har fjernet er shopping “bare fordi jeg mangler noget nyt” og jagten efter en endnu mere perfekt >>indsæt beklædningsgenstand<< end den jeg allerede har.
Alligevel har jeg skabet fyldt af tøj som jeg elsker at have på, og føler mig godt tilpas i.
I starten af projektet syede og strikkede jeg kun tøj med stof og garn fra mit lager. Men det blev hurtigt lidt kedeligt og ret begrænsende for kreativiteten at mangle for eksempel jersey til de nederdele jeg er så glad for. Så jeg udvidede projektet til at omfattet meget begrænset indkøb af stof og garn til øremærkede projekter, og jeg har faktisk holdt det, så lageret (næsten) ikke er vokset i løbet af året.
Jeg har også givet mig selv lov til at købe tøj i genbrugsbutikker, men kun begrænset, da jeg blev ved med at finde noget fint jeg bare måtte eje, og det var jo egentlig meningen, at der skulle sættes en begrænsning af indkøb af nyt tøj (altså nyt for mit skab). Samtidig har jeg måtte sætte en grænse for hvad jeg “arver” fra veninder, da det ellers også bare fylder skabet hurtigt op igen.
Billedet nedenfor er fra en shoppetur med indkøb af basistøj og fine ting fra genbrug til redesign. Så jeg synes faktisk slet ikke at jeg mangler muligheder.
Og om lidt bevæger vi os ind i september og dermed kan al hjemmestrikken findes frem igen (jeg har rigtigt meget hjemmestrik og mange ideer til flere projekter) og jeg får dermed endnu lettere ved at have noget at tage på hver dag som jeg elsker.
Konklusionen må derfor være at jeg enten forlænger projektet et år mere, eller så længe det varer før jeg mærker, at det er hårdt eller svært at finde noget at tage på. Eller alternativt, at jeg helt stopper for alle nyindkøb af stof, garn og genbrugstøj. Jeg har heldigvis resten af året til at beslutte mig hvad jeg gør i 2015.
-
Tilføjelse til årets shoppeliste
I løbet af sommerferien opstod der et akut shoppebehov, som satte enhver tanke om købestop på standby. Mine gamle solbriller hoppede bogstavelig talt i havet.
Jeg var ude og bade med min mindste dreng på armen og meget fornuftigt tog jeg mine solbriller af, og overlod dem til min kæreste som var så sød at holde dem i sin lomme, men da han så også gik i vandet var de væk.
Med en sommer hvor Danmark har vist sig fra sin absolut mest varme og solrige side var det bare ud og købe nye solbriller med det samme. Og her burde jeg skrive, at jeg ledte efter et bæredygtigt alternativ, gerne lokalt produceret og dansk design. Men sandheden er, at jeg de sidste mange år har købt den samme model fra H&M. De passer mig godt, og kan holde til én sæson med min hårdhændede behandling.
Dog vil jeg denne gang forsøge om jeg med lidt mere omtanke kan få dem til at holde to sæsoner, så jeg har været en tur i mit stoflager og fundet stof til at sy et hurtigt hylster til solbriller. Det tog max 30 minutter at sy, inklusiv at finde stoffet frem. Det er en god følelse at få brugt lidt fra lageret, det vil jeg prøve at blive bedre til at huske fremover.
-
DIY – nem sommertop
Denne top er blevet min absolutte favorit denne sommer. Den er nem at sætte sammen med alle mine ensfarvede nederdele, med shorts og med jeans (ikke at vejret har været til jeans). Den er syet i en let bomulds kvalitet og har også været tålelig på de varmeste dage.
Til toppen har jeg brugt 70 cm stof af 140 cm bredde. Jeg har klippet stoffet af efter min yndlingstop uden ærmer. Den skal sidde løst, så jeg bruger samme form foran og bagpå. Nedenfor ses det afklippede stof.
Herefter syr jeg de to stykker stof sammen, ret mod ret, ved at starte med de to skulderstykker og bagefter sy de to sider sammen. Husk at zigzagget stoffet også, hvis du bruger bomuld.
Herefter syr jeg et kantebånd på i ærmeåbningerne og i halsen. Husk at sy med retsiden opad, så du kan se om du rammer lige ved inderkanten af båndet ellers bliver det ikke pænt, når du bukker stoffet indad om lidt.
Kantebåndet bukkes indad og syes endnu engang, så man ikke kan se båndet fra retsiden. Du kan med fordel bruge en tråd der matcher stoffet bedre end jeg har gjort på denne top (jeg var for doven til at skifte tråd), eller du kan bruge en tråd der skiller sig ud for at give en ekstra effekt.
Til sidst bukker du den nederste kant rundt to gange indad mod vrangsiden og syer hele vejen rundt. Og færdig 🙂
-
DIY – Nem blondetop syet på under 60 minutter
Først skal du tegne et mønster af fra din yndlings t-shirt eller top. Det gøres ved at lægge blusen sammen på langs, lægge den på bagepapir og klippe forsigtigt langs blusen.
Så skal du bruge et stykke blondestof som er mindst 140 cm bredt, længden varierer efter din størrelse. Jeg er medium og 175 cm og bruger et stykke som er 70 cm langt.
Du lægger stoffet sammen to gange og lægger dit mønsterstykke på stoffet som vist på billedet ovenfor. Sørg for at midten af dit mønsterpapir lægges mod det foldede sted, ellers ender du med at have to stykker der er klippet midt over.
Klip nu langs mønsterstykket, 1 cm fra papirkanten. Husk at lægge noget tungt på papiret, så det ikke rykker sig når du klipper.
Nu har du to stykker stof, det er for og bagstykket, som nu skal sys sammen.
Du starter med at sy de to stykker stof sammen langs skulderkanten, som på billedet ovenfor. Husk at lægge de to stykker sammen således at du har ret mod ret. Det betyder, at ydersiderne af stoffet skal ligge mod hinanden på de to stykker.
Bagefter laver du en kant ved ærmeåbningen. Du skal bukke stoffet rundt to gange og så sy langs med kanten som på billedet ovenfor. Husk at den grimme side af kanten skal vende ind mod indersiden af blusen.
Nu syer du begge sider af blusen sammen. Du skal starte fra kanten lige under ærmeåbningen og sy hele vejen ned til den nederste kant på blusen i een lang syning.
Nu mangler du bare at bukke halskanten 1 cm ind mod indersiden af blusen og sy hele vejen rundt. Og at lægge underkanten af toppen op, og så bukke den 1 cm ind mod indersiden af blusen og sy hele vejen rundt. Og slut 🙂
-
Om minimalisme og garderobe detox
Da jeg opdagede minimalisme for godt 2 år siden begyndte jeg straks at rydde ud i skuffer og skabe. Gamle ulæste kogebøger og køkkenting der aldrig blev brugt røg til genbrug. Papirbunkerne blev sorteret og sat i system, og så vidt muligt blev alt gemt elektronisk så det ikke fylder op i støvede mapper i skabene.
Så kastede jeg et kritisk blik på min garderobe. Tøjet hang fint på bøljer, farvekoordineret og nystrøget. Jeg kunne passe det hele, da jeg altid har været god til at sende for småt eller for kort tøj til genbrug eller videre til min søster.
Problemet var bare, at jeg kun gik med ca. 15 procent af indholdet af klædeskabet. Størstedelen af tøjet var købt, da min hverdag så meget anderledes ud end den gør nu, hvor jeg har to små børn. Dengang skulle tøjet passe til en hverdag med 45-50 arbejdstimer i et meget formelt miljø. Nu skal mit tøj, udover timerne på kontoret (nu et mere uformelt kontormiljø) også passe til afhentning af børnene, en tur på legepladsen, madlavning med mindst et barn på armen, badetid og putning. Det stiller nogle helt andre krav til bevægelighed og modstandsdygtighed overfor fedtfingre.
Jeg gennemgik nu tøjet igen efter disse kriterier og kunne lægge godt 60 procent væk. Ud af de sidste 40 procent valgte jeg mine absolut favoritter ud. Det vil sige, at jeg lagde de 4 par jeans væk, som ikke sidder så godt og beholdt de to par som sidder perfekt. Det samme med toppe, nederdele, jakker osv. Denne øvelse foregik over flere omgange og min erfaring var, at jo mere jeg lagde væk, jo mere overblik fik jeg over resten og jo mere følte jeg, at jeg havde noget at tage på.
Jeg opdagede også, at jeg går meget i uniform, noget de fleste småbørnsforældre nok kan genkende. Min uniform er jeans eller nederdel med en løs silketop til om sommeren eller en striksweater om vinteren. Kombineret med enten ballerinaer eller flade sandaler. Og strømpebukser om vinteren. Det lyder kedeligt, men med variation i mønstre og farver så kan det alligevel give vidt forskellige looks. Og det gør hverdagen så meget nemmere.
Samtidig er det også nemmere at overskue eventuelle mangler i klædeskabet når der ikke er så meget tøj der fylder op derinde, men ikke bliver brugt. Så er der større chance for at shoppeturen bringer tøj med hjem som rent faktisk bliver brugt, og ikke bare opsluges af tøjbunkerne.
-
Opdatering af årets shoppeliste
Jeg har shoppet (og jeg har endda sørget for at farvekoordinere de nye indkøb). Som erklæret anti-shopper, kræver det en opdatering af årets shoppeliste.
Det første nye indkøb består af en bikini. De sidste par år har jeg lånt en gammel bikini af min søster, og grundet graviditeter, amning og generel ommøblering af min krop har jeg ikke set nogen grund til at købe en ny. Nu hvor lillebror er 2 år må jeg erkende at på godt og ondt så ændrer min krop sig ikke så meget mere, så jeg har købt en bikini til sommerens (mange) ture i vandet.
Og ja, man kan selv sy en bikini – og nej, det havde jeg ingen ambitioner om at kaste mig ud i.
Det andet køb er faktisk en gave, men i mit købestop gælder gaver også, det skal jo ikke være for nemt 🙂 Min kæreste har (efter mit eget ønske) købt et løbeur til mig. Et ønske som også skal ses i sammenhæng med det første indkøb, bikinien. Min tanke er, at jeg jo mere jeg bruger det ene, jo mere får jeg brugt det andet.
Så årets shoppeliste ser nu således ud:
- 1 par sorte jeans (erstatningskøb)
- 1 habitjakke (erstatningskøb)
- 8 undertrøjer (basis)
- 2 bher (basis)
- 1 par sandaler (udenfor købestop)
- 1 par sko (udenfor købestop)
- 1 par varme sko til efteråret (udenfor købestop)
- 3 par strømpebukser (basis)
- 1 bikini (erstatningskøb)
- 1 løbeur (gave)
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Om at bruge penge trods købestop
Der har været meget kritik af købestop-tendensen, da den startede for nogle år tilbage. Affødt af finanskrisen mente nogle, at alle havde et fælles ansvar for at få de økonomiske hjul igang igen, og at det var usolidarisk at beslutte sig for at bruge markant færre penge.
På trods af mit købestop og generelle forsøg på at holde de faste udgifter lave, så bruger vi som familie stadig mange penge, vi forsøger blot at være bevidste om:
1. Hvad vi bruger pengene på.
2. Om vi får tilstrækkelig værdi ud af dem.Det vil sige, at vi som familie forsøger at fjerne det hovedløse forbrug, og i stedet bruge pengene til noget der gør os glade eller gør vores hverdag nemmere. Vi (de voksne) laver madplaner og handler strengt ind efter dem. Vi smider næsten aldrig mad ud, rester kommer i fryseren og indgår i andre retter eller bliver samlet til een aften med 3-4 forskellige rester og så er der frit valg 🙂
På den måde sparer vi ret mange penge hver uge uden at mærke det. Til gengæld spiser vi ofte sushi, hvilket både og drengene og os voksne elsker. Her er pengene givet godt ud til stor glæde for hele familien. Alle store køb bliver målt efter skalaen ovenfor. Vi bor i lejlighed og det er vigtigt for os nemt at kunne komme ud på tur. Derfor er vi gået all in på køb af en god klapvogn til lillebror til de lange gåture og en rigtig god cykel til storebror, så er det nemt at komme ud og se noget.
For to måneder siden købte vi en ny seng, vi opgraderede fra 160 til 180 i bredden, hvilket de fleste børnefamilier nok godt kan se pointen i. Igen valgte vi at bruge pengene på at få en rigtig god seng med tanke på, at god søvn = friske forældre = glad familie.
Så det handler ikke om at spare for enhver pris, men om at bruge pengene der hvor de skaber en reel værdi.