Project Handmade

Disse dage ventes der. Først og fremmest på, at vi kan flytte, hvilket endelig (!!!) sker den 17. oktober. Så tæt på, og alligevel så langt væk. Vi venter på, at det kan svare sig at pakke. For en af glæderne ved at leve minimalistisk er, at vi ikke har så meget mere, end det vi rent faktisk bruger. Så vi har ikke pakket en eneste flyttekasse endnu. Til gengæld slæber jeg pose efter pose til den lokale genbrug. Flere gamle babyting, endnu flere ubrugte køkkenting og møbler som vi havde stående på loftet. Og jeg sælger (stadig) en masse ting via trendsales og dba.

Men trods vores minimalistiske tendenser, så havde vi stadig forestillet os at pakningen så småt var startet på nuværende tidspunkt. Planen var at pakke langsomt og bruge tiden på at sortere en allersidste gang, og så en gang for alle være færdig med declutteringen. MEN da den ene halvdel af vores forældreteam (min kæreste) netop nu “nyder” fjorten dages uplanlagt arbejdsrejse i Indien, så går de fleste af mine vågne timer med de rent praktiske opgaver, der udgør vores hverdag, og pakningen er udskudt til han kommer hjem. Så der ventes også på at  pakningen og sorteringen reelt kan begynde.

Jeg glæder mig meget til endelig at få pakket lejligheden og kælderen ned, og få flyttet de møbler vi rent faktisk skal have med, og komme rigtigt på plads i huset. Jeg føler mig lidt som en væddeløbshest, som venter på at få lov til at løbe afsted. Jeg har nu brugt over elleve måneder på at forberede flytningen fysisk og mentalt, og jeg er helt klar NU. Så der ventes og tælles ned.

Der er nu halvanden måned til vi flytter, og jeg har sat slutspurten ind på oprydningen. Jeg har hele tiden kæmpet med at give slip på ting, som jeg måske engang vil få brug for eller som måske kunne sælges. Men jeg vil stadig gerne være sikker på, at vi kun flytter det med, som vi reelt har behov for i vores nye hus.

I forbindelse med et foredrag på mit arbejde fik jeg øjnene op for det faktum, at mennesker har lettere ved at give afkald på at få noget de aldrig har ejet, end at give slip på noget, som de allerede ejer. Man danner automatisk bånd til de genstande man har i sin varetægt, og vil føle et tab (mere eller mindre), hvis de er væk.

Det blev givet som eksempel, at i forbindelse med aflønning, så motiverer det folk mere, hvis de får en bonus i starten af året, med truslen om at den tages tilbage, hvis de ikke når deres mål, end hvis de er lovet en potentiel bonus i slutningen af året, hvis de opnår målet.

Omsat til oprydningstaktik, så er jeg begyndt at spørge mig selv om jeg ville sige ja tak til den pågældende genstand, hvis nogen tilbød mig den nu og den ikke allerede var min. Og det gør en stor forskel. For selvfølgelig ville jeg takke nej tak til en bunke støvede urtepotteskjulere, som jeg ikke bryder mig om mere. Og selvfølgelig ville jeg sige pænt nej tak, hvis jeg blev tilbudt slidt graviditetstøj, som jeg ved at jeg ikke vil få brug for mere. Fokus vendes væk fra følelsen af, at jeg mister noget, når jeg bilder mig selv ind at det aldrig var mit.

Og jeg har besluttet mig for at min laveste grænse for, hvad jeg vil prøve at sælge, er 50 kroner. Alt under dette beløb ryger blot direkte til genbrug. Jeg accepterer, at muligheden for at tjene lidt ekstra penge går tabt, men jeg vinder til gengæld mere tid til andre ting, og klarhed over hvad der er værd at sætte til salg.

Jeg tror på, at den indsats jeg har gjort med oprydningen/declutteringen over de sidste mange måneder har gjort, at vi ikke kommer til at samle rod sammen når først vi er flyttet, hvilket vil gøre det nemmere at bo fire mennesker i et rækkehus uden opbevaringsplads. Og salget af overflødige ting gør, at der rent praktisk skal flyttes færre ting, og at jeg er et skridt tættere på at være gældfri, bortset fra huslånet (endnu) 🙂

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af genbrug. Jeg elsker, at jeg både kan spare på ressourcerne og spare penge samtidig. Og så elsker jeg jagten efter netop det jeg står og mangler, hvilket nok er markant nemmere, fordi jeg bor tæt på en guldgrubbe af genbrugsbutikker.

Mine bedste råd til genbrugsshopping, er at lave en “ønskeliste”, og så vidt muligt holde sig indenfor denne. Man kan hurtigt blive revet med af sjovt og billigt tøj, og komme hjem med noget, som man aldrig vil få brugt. Og det nytter ikke noget, at et overforbrug bliver rykket over til genbrugsbutikken, det er måske billigere end hvis du køber nyt, men resultatet er alligevel et overfyldt skab.

Men ud over at kigge efter ting på listen, så prøver jeg også at have øjnene åbne for et godt køb og fremtidige behov. Som da jeg fandt “den perfekte” røde uldjakke i en genbrugsbutik i sommers lod jeg den ikke hænge bare, fordi jeg ikke havde brug for den lige i den sæson. Så nu hænger den i mit skab, og bare tanken om den, får mig til at glæde mig til efteråret.

Et andet råd er at tage mange ture forbi dine yndlings genbrugsbutikker, og at acceptere at gå tomhændet derfra, fremfor at købe noget du ikke elsker.På dagens tur forbi mine lokale genbrugsbikse var jeg så heldig at finde to ting fra min ønskeliste. En ny løbejakke til at erstatte min nuværende, som ikke er slidt op, men hvor hverken pasform eller farve er god til mig. Og så fandt jeg endelig en “ny” toilettaske. Min gamle gav op før ferien, og jeg havde en ide om, at jeg selv ville prøve at sy en ny. Men da jeg fandt den perfekte taske, ubrugt og til den rørende pris af 55 kroner, så forsvandt alle ideer om at finde symaskinen frem. Jeg kunne dårligt nok købe en lynlås til den pris.

Jeg kan mærke at mit købestop på tøj breder sig til alle områder af mit liv.  Jeg kunne for eksempel sagtens have købt en toilettaske fra ny uden at bryde mit købestop (på tøj), men jeg har vænnet mig til først at undersøge om jeg kan finde et brugt alternativ, før jeg svinger dankortet. Og følgende tre spørgsmål er blevet standard før alle nyanskaffelser, både købt som brugt og som nyt:

1) Kan jeg undvære det? Fx lever jeg fint med bare én jakke til både forår, sommer og efterår, men det var træls ikke at have en toilettaske.

2) Kan jeg lave det selv? Dette er er klart rungende ja for uldsweatre, knap så meget for gummistøvler.

3) Kan jeg finde et brugt alternativ?

Først når jeg har besvaret disse spørgsmål, køber jeg noget fra nyt. Hvad er din erfaring med genbrug?

Tre ugers sommerferie, er nu brugt næsten op, og vi har kun en lille weekend imellem os og hverdagen. Og dermed har vi også præsteret at lægge vores ferie midt i den mest efterårsagtige juli måned, som ihvertfald jeg kan huske. Men jeg er nok også det eneste menneske i DK, som ikke har haft de store klager over vejret, på trods af, at vi (endnu engang) havde planlagt staycation i skønne Danmark, herunder en uges telttur 🙂

Men sandheden er, at jeg ikke føler mig godt tilpas, når det er alt for varmt, og denne sommer har jeg kunne gå med jeans og uld, så jeg har følt mig “hjemme”. Jeg har ikke skulle jagte drengene med solcreme og solhatte, og det har aldrig været for varmt til at strikke.

Vi har haft en rigtig dejlig ferie med masser af besøg hos familie og venner, og små ture ud i “sommer”-landet. Fokus har været anti-hverdag. Vi har nægtet at stresse efter noget, hvilket har medført et par sene ankomster og forrykkede planer, men pointen var netop at fjerne den konstante følelse af at “skulle nå noget”. Og drengene har fået lov til at hjælpe alt det de ville. Med at pakke bil, vaske op, lave mad, vaske tøj osv., hvilket har betydet, at alt har taget den dobbelte tid, men vi har også fået et par stolte drenge, der også har været en reel hjælp (til tider).

Ferien sluttede af med en uge i telt på en campingplads i det jyske, nær havet. Standardudstyr for ugen var gummistøvler og uldsweatre, men der er noget helt særligt ved at tage drengene helt væk fra deres normale rammer. Og tiden går anderledes, når man bor i telt. Vi kommer allesammen helt ned i gear, spiller spil, går ture og vi får nogle gode snakke med drengene, om alt muligt, og ingenting. Vi lader langsommeligheden tage styringen fremfor den normale “nå alting på den halve tid”-følelse.

Vi startede vores “teltturs-tradition”, da lillebror lige var blevet et, og efter et år med to ret små børn havde vi brug for at udfordre dagligdagens faste rammer og følelsen af, at alt skulle planlægges til mindste detalje. Det var en kæmpe succes, og gav os en følelse af frihed, og af alt igen kunne lade sig gøre. I år var vores tredje år på telttur, og nu hvor drengene er 3 og 5 år, så er det næsten blevet for nemt, men også helt utroligt hyggeligt.

De sidste dage af ferien skal gå med at få klaret det sidste tøjvask, klargøring til mandag, og med at vende drengenes sovetider tilbage til normalen. Og så skal jeg planlægge mine efterårsstrikkeprojekter. Der er både gavestrik og en islandsk sweater på programmet.

God aften derude 🙂