Købestop

  • Købestop

    Købestop evaluering – uge 3

    Det er lidt mere købe end stop over denne uges evaluering. Men igen, alle køb har været planlagt forud og har direkte tråd til der, hvor lykken findes for vores familie, så jeg kan sagtens stå inde for det hele.

    Men lad os bare få svesken på disken, her er ugens forbrug:

    • Mad: 646 kr. Vi holder os stadig godt under budget, og får kigget lidt dybt i fryseren, men vi spiser rigelig med sund god mad hver dag, så jeg forstår ikke helt, hvordan madbudgettet normalt ligger noget over dette beløb.
    • Skolemælk: 162 kr. Lillebror vil gerne have skolemælk, modsat storebror, som slet ikke drikker mælk, så det har vi bestilt til ham.
    • Benzin: 500 kr.
    • Udstyr:
      • Ny cykel til storebror : 3200 kr. Som jeg skrev, så går vi all in på cykler til hele husstanden, til gengæld vælger vi dem ofte til fordel for bilen og cykler tit ture sammen alle fire. Vi er lige kommet hjem fra 15 km søndag-cykeltur. Det er ren luksus for os, og drengene følger fint med, selvom de naturligvis hellere ville en tur i legeland eller tivoli 🙂
      • Nyt udstyr til at opfriske lillebrors arvecykel: 420 kr.
      • Ekstra nummerplade til bilen: 148 kr. Et lovkrav, når den nye cykelholder sidder på bilen, så det køb sprang vi ikke over.
    • Samlet: 5.076 kr.

    Absolut en dyr uge, men nu er begge drenge godt kørende på cykelfronten, så næste uge burde være noget mere normal 🙂

    Bonus-info, så har jeg ikke brugt en eneste krone fra min egen konto denne måned. Jeg cykler til og fra arbejde og har holdt mig fra alle genbrugsfristelser på vejen frem og tilbage. Så på den front, der kan man rent faktisk tale om købestop 🙂

    Hvordan er din uge gået?

    God søndag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Købestop

    Om fordelene ved at have en lille garderobe

    På et tidligere indlæg fik jeg spørgsmålet: “I projektet omkring den mindre garderobe har du da gjort noget aktivt for at finde ud af hvilke snit og hvilken slags tøj, der passer bedst til din figur, så du kan gå efter det, når du er i genbrugsen eller selv skal i gang med at designe?” Og mit svar blev lidt længere, end hvad der giver mening at smide i kommentarfeltet, så jeg har samlet mine tanker her i stedet for.

    For en kæmpe sidegevinst ved mit projekt med købestop, brug-hvad-jeg-har, købe genbrug, redesigne osv. er, at det er blevet ualmindeligt klart, hvilken type tøj jeg rent faktisk får brugt. Når jeg har lovet mig selv løbende at give det tøj videre, som ikke kommer i rotation, så ender jeg med kun at have yndlingstøjet i skabet. Og en naturlig følge bliver også, at jeg kan se og føle meget klart, hvad der er “mig”, når jeg kun har “mig” tøj på hver dag.

    Samtidig, så er der noget befriende i at droppe shoppeture og forsøget på at “følge moden”. Jeg bliver da garanteret stadig påvirket af skiftende tendenser, men jeg føler mig ikke tvunget til at skifte stil eller købe nyt, bare fordi en ny farve, længde, stil nu skulle være “det rigtige”. Og derudover, så giver genbrugsshopping mulighed for at købe fra mange års forskellige stilarter, når jeg i samme butik kan finde tøj fra næsten alle årtier. Det giver en stor valgfrihed, synes jeg.

    En ekstra bonus ved genbrug er, at når du er i udforskningsfasen, hvor du er ved at finde din egen stil, så kan du sagtens købe en masse ekstra tøj med hjem, for næsten ingen penge, og så blot levere det tilbage efter en måned eller mere, hvis du opdager, at du ikke får det brugt. Du bruger selvfølgelig lidt penge på projektet, men det er absolut småpenge, og du skader ikke miljøet undervejs.

    Indsigt i, hvad du har lyst til at gå med, er endnu vigtigere når vi taler om at lave sit eget tøj, da der hurtigt kan gå mange timer med at strikke en ny sweater eller cardigan, så er det lidt rart, når den rammer tæt på skiven. Men når du først bliver god til at ramme rigtigt, så er der ikke noget federe, end at forestille sig et stykke tøj, og så skabe det.

    Og noget helt andet, så er min tilgang til tøj og til at klæde mig på, modsat før mit projekt, blevet så meget mere fyldt med sjov og lethed. Tidligere kiggede jeg ind i et fyldt skab, men med intet at tage på. Helt klassisk. Men nu kigger jeg med glæde ind i skabet, vælger nemt dagens outfit og kan tydeligt se, hvad jeg rent faktisk mangler, hvis jeg mangler noget. Det er også blevet nemt at pakke til ferier og en fornøjelse at vaske tøj, fordi jeg holder af at passe godt på mit tøj, og elsker når det hele hænger fint på plads søndag, og er klar til en ny uge.

    Jeps, jeg er fan. Så jeg kan kun anbefale dig stille og roligt at skære ned, så du kan har favoritterne tilbage, hold fuldt købestop i en længere periode, og suppler så op med det tøj, som du rent faktisk mangler. Og brug så din energi på noget andet end at ønske dig mere eller noget nyt, men nyd at bruge det tøj, som du har og som forhåbelig er “lige dig” 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • Købestop

    Shoppelisten 2018 #3

    I forbindelse med mit selvbestaltede købestop her i august, så gik det op for mig, at jeg skylder jer en opdatering af min shoppeliste for 2018. Der er faktisk sket en del på den front i løbet af sommeren 🙂 Som noget nyt i forhold til de andre år, så har noterer jeg alle “nye” køb, uanset om de er rigtigt nye eller fra genbrug. Det giver et mere ærligt billede. Så here we go…

    Shoppelisten for 2018:

    • Et par blå jeans (genbrug – januar 2018 – 300kr).
    • En sort habitjakke (genbrug – marts 2018 – 50kr).
    • En sort silketop (genbrug – marts 2018 – 10kr).

    Tilføjelser:

    • Sort, glimmerkjole med åben ryg (genbrug – juni 2018 – 60kr).
    • Blomstret kjole til bryllup + kan bruge på arbejde (ny – juli 2018 – 600kr).
    • Sorte sko med lidt hæl til bryllup + kan bruges på arbejde (nye – juli 2018 – 900kr).
    • Sort kort kjole (ny – juli 2018 – 200kr).
    • Blå kjole til arbejde (ny – juli 2018 – 150kr).
    • Sort blondekjole til arbejde (ny – juli 2018 – 200kr).
    • Bh, der passer til kjoler med åben ryg (ny – juli 2018 – 150kr).

    Så deeeet var lidt af en tilføjelse til garderoben, men helt i overensstemmelse med min plan om at opgradere min arbejdsgarderobe lidt efter jobskiftet, og åbenbart et dybt ønske om at gå mere i kjoler 🙂 Og pånær de to mere festlige kjoler, så er alt nyt i garderoben røget direkte i fast rotation her i den varme sensommer, og med et par sorte strømpebukser og en cardigan, så forbliver de i brug henover vinteren.

    Når vi taler efterårsgarderobe, så mangler jeg stadig et par sorte ballerinasko, men der plejer dba at være leveringsdygtig. Jeg har ingen problemer med at købe brugte sko, andres fejlkøb er min vej til billige kvalitetssko 🙂 Og så har jeg lidt mere strik i hovedet, da jeg mangler en cardigan, der kan passe til mine nye kjoler 🙂

    Jeg tror også, at jeg fik lovet en fuld gennemgang af min garderobe, som den ser ud. Er der stadig stemning for det?

    God aften derude.

    -0-

     

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Købestop

    Købestop evaluering – uge 2

    Anden uge med købestop er klart gået bedre end uge 1. Og helt ærligt, ligegyldigt hvor meget jeg føler, at købestop ikke handler om at bo i en jordhule og bruge nul kroner, så virker det stadig spøjst at starte ud med en uge af den kaliber. Men næste uge bliver endnu værre, for vi har kik på en ny cykel til storebror, og det bliver mildest talt en dyr fornøjelse.

    Men når man er en cykelbegejstret familie, som helst tager cyklen fremfor bilen i det daglige og gerne cykler lange ture med drengene, så skal udstyret være i orden. Vores strategi er, at vi køber cyklerne nye, bruger dem til begge drenge, og sælger dem igen. Vi plejer at kunne få cirka det halve af prisen igen, og det er billigt sluppet for cykler, som vi har fået 3-4 gode års brug ud af 🙂

    Anyway, her er ugens forbrug:

    • Mad: 410 kr. Det er noget under budgettet, men vi har spist rester fra fryseren, haft drengene hos bedsteforældrene et par dage og været væk i weekenden.
    • Bilvask: 120 kr. Vi prøver at passe godt på vores gamle bil, og en vask + behandling med diverse, holder den pæn og mere modstandsdygtig overfor det faktum, at vi desværre hverken har garage eller carport til den.
    • Benzin: 514 kr. Vi cykler på arbejde de fleste dage, så pt. skal der kun benzin på bilen cirka hver anden uge.
    • Take away 198 kr. Vi havde lyst. Punktum.
    • Samlet: 1.242 kr.

    Bonus-info, så har vi solgt en teknikdims og en gammel brødskærer på dba i løbet af weekenden, så der er også gået lidt penge ind på kontoen. Så økonomisk en ganske fin uge.

    Hvordan er din uge gået?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

  • Købestop

    Købestop evaluering – uge 1

    Hm, ja, hvad skal jeg sige. Det var første uge med købestop, og for at starte med det positive, så har jeg ikke brugt nogle ups-penge. Altså ingen ture i den lokale genbrug og ingen garnkøb. Og købestop-ideen har aldrig handlet om slet ikke at bruge penge, og bevidste, planlagte køb, er helt okay i min bog. MEN det bliver bare meget tydeligt, hvor mange penge vi egentlig har brugt denne uge, når jeg summer det op. Så here we go.

    • Mad: 929 kr. Vi har budgetteret med cirka 1.000 kr. til mad pr. uge, så det er jo fint nok.
    • Snack: 75 kr. Jeg gav kvaje-is til mig og drengene, da jeg fik låst os ude af huset. Ups.
    • Oplevelser: 669 kr. Søndag aften var vi på en længe planlagt tur ude og spise med drengene. Det var god mad, og hyggeligt, selvom vi alle egentlig var lidt for trætte. Vi kan notere os, at fredag eller lørdag nok er en bedre aften at spise ude, så ved vi det 🙂
    • Ting/udstyr:
      • 48 kr. Vi købte to kroge i jem & fix til at sætte drengenes løbehjul op på væggen i skuret. Vi bor småt, og må hacke os frem, så godt vi kan.
      • 3.234 kr. Cykelholder til bilen. Dette er klart ugens dyre køb, og et som min kæreste har summet over siden før ferien. Vi cykler gerne med drengene, og hvis vi gerne vil lidt længere væk, så kræver det, at vi kan sætte tre cykler på bilen (og den tredje i bagagerummet. Vi ledte efter en cykelhænger på dba.dk, men fandt efter to måneder bare ikke den rigtige, og så er det bare frem og dankortet og skidt-pyt, og bruge de penge det kræver. Jeg ser det som en investering i vores mulighed for at komme videre omkring med drengene, ud i naturen og få flere oplevelser sammen. Det er okay i min bog 🙂
    • Samlet: 4.955 kr.

    Bonus-info, så har jeg undladt at købe is og lakrids på vej hjem fra arbejde to dage, og lørdag pakkede vi cykelkurven og kørte en fire timer lang tur med drengene, hvilken var en varm, men helt gratis oplevelse. Alle ugens dage har vi spist gratis brombær på vores morgenmad, hvilket er den største luksus jeg kan forestille mig lige nu. Og jeg har brugt købestoppet som løftestang til ikke at gå i genbrugsbutikker, som vist lidt er mit kryptonit på privatforbrug fronten.

    Vi er flere, som er igang med fire ugers købestop og som deler erfaringer i verdens bedste facebook-gruppe, det hjælper lidt at kunne dele successer og fiaskoer. Jeg vil egentlig vurdere denne uge som succes, fordi alle køb, pånær isenem, har været enten mad eller planlagt forbrug. Men jeg synes nu alligevel, at ugen ser dyr ud, sådan sort på hvidt 🙂

    God søndag derude.

     

  • Købestop

    Jeg holder købestop i de næste 4 uger – vil du være med?

    Juli har været feriemåned hjemme hos os, og har med to uger i Italien, bryllup og den sædvanlige inflation i udgifter til take away og is, været noget dyrere end en normal måned. For at finde tilbage til vores normale forbrug, har jeg valgt at holde købestop i de næste fire uger. Det betyder, at vi kun køber mad, når det er nødvendigt, men først kigger lidt dybt i skabe og fryseren og prøver at nå så langt vi kan, med det som vi har. Og at alt unødvendigt forbrug bliver sat på hold, så vi reelt indfører en tænkepause på en måneds tid, før vi køber nyt. Samtidig prøver vi at køre så lidt i bilen som muligt.

    Så alt i alt fire uger med “brug hvad du har”-mentalitet, ligesom jeg bedst kan lide det 🙂 Jeg skriver en ugentlig opdatering her på bloggen, hvor jeg enten kan prale eller søge syndsforladelse. Hvis du vil være med, så har jeg oprettet et event i verdens bedste facebook-gruppe, hvor vi deler erfaringer undervejs.

    Jeg har før skrevet om glæderne ved købestop her på bloggen, og særligt er jeg begejstret for den pause, som et købestop giver i forhold til reklamernes overtalelser og pludselige impulser om at købe nyt, som jeg ikke har brug for. Jeg siger ikke, at du skal nægte dig selv glæder i livet, men hvem har bestemt, at det skal koste penge at leve det gode liv.

    Derimod tror jeg på, at det gode liv skal findes i bevidst at vælge de ting til, som gør dig rigtigt glad, og droppe dem, som andre fortæller dig, at du burde ønske dig. Fordi “you are worth it”. Det gode liv for mig, er at have tid nok, og ikke skulle haste mig igennem vores hverdag og mit liv. Og det er denne tid, som jeg ønsker at skabe for mig selv ved at spare penge op og få dem til at yngle for mig. Hvad er dit økonomiske mål?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Købestop,  Minimalisme

    Om at lave sit eget tøj

    Een af mine største glæder ved at kunne strikke og sy er, at jeg kan skabe mit eget tøj (næsten) ud fra den blå luft. Hvis jeg får en ide, skal jeg ikke rende rundt i butikker, men kan med nogle hyggelige timer i fred og ro skabe det, som jeg har forestillet mig. Og hvis strikkeprojektet bliver rigtigt godt, så kan jeg skrive opskriften ned, og dele min vision med andre strikkere, som derefter selv kan strikke noget tøj, som de ønsker sig.

    Hele processen giver så meget mening for mig. Og som jeg før har beskrevet, så sparer jeg virkelig mange penge, da en sweater kan strikkes for cirka 150 kroner og en nederdel syes for omkring 100 kroner. Og de ting, som jeg ikke selv kan lave køber jeg som genbrug, hvilket er endnu billigere. Så min tøj/sko-post i budgettet er markant lavere end før jeg startede mit projekt i 2014, men jeg er også meget mere tilfreds med klædeskabets indhold. Som en ekstra bonus, så føler jeg, at jeg har meldt mig ud af “shopping”, som en aktivitet og bruger istedet min tid med familien, eller bag strikkepinde eller symaskinen, hvilket gør mig så glad. Så ren win-win-win.

    Og allervigtigst, så har jeg kunne melde mig ud af jagten på det seneste “nye” eller det næste køb, men kan i ro og mag anskaffe mig noget nyt som erstatning, når noget i skabet er slidt op. Jeg tror dels, at ændringen skyldes mit projekt, men også min alder – jeg er blevet så “gammel”, at jeg er dybt ligeglad med, hvad andre tænker, men blot har som krav, at jeg selv (og min kæreste) synes jeg er fin og alle andre kan stort set hoppe i havet 🙂

    Min opskrifter er iøvrigt til salg her, men jeg er ved at få lavet en webshop på bloggen, så opskrifterne også kan sælges her 🙂

    God dag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

     

     

  • Købestop,  Minimalisme

    Den dag jeg fik nok

    Jeg har aldrig været den store shopper, så min overgang til at holde købestop, have en lille garderobe med hjemmelavet tøj eller genbrug, var hverken drastisk eller svær. Helt enkelt, så fik jeg bare nok. Nok af at bruge tid og penge i butikker, uden at føle, at jeg blev færdig med at anskaffe mig mere eller nyt. Nok af at købe nyt af vane eller pres (?) og nok af at føle, at jeg skulle følge med “nogen”. Dråben for mig, blev en helt tilfældig shoppetur med en god veninde, hvor jeg kom hjem med tre (!) næsten ens trøjer fra H&M, som jeg ikke manglede og med følelsen af hellere at ville blive modig nok til at gå med mine hjemmestrikkede trøjer offentligt.

    Så jeg satte en streg i sandet, og har ikke set mig tilbage siden. Efter fire år er cirka halvdelen af indholdet i mit klædeskab hjemmelavet, og den anden halvdel er købt som genbrug. Jeg shopper ikke mere “for sjov”, men køber eller laver”nyt”, når jeg har slidt noget eksisterende op – eller der opstår et reelt behov.

    Købestoppet har bredt sig til resten af mit liv, og har gjort hele vores familie til kritiske forbrugere, som kun køber ganske få ting, helst genbrug og generelt lever så enkelt som muligt. Ved at fjerne overflødige ting og tøj fra vores hus og hverdag, er det blevet nemmere for os at mærke, hvad vi gerne vil bruge vores tid og penge på. Jeg giver købestoppet æren for, at vi snart er gældfri (på nær realkreditslånet i huset) og føler os frie til at leve et liv uden stress.

    Og ved at lukke øjnene for reklamer og deres budskab om, at vi ikke er nok i os selv, er det nemmere at mærke efter, hvad vi rent faktisk mangler og har lyst til at anskaffe os. Og ved at vænne os til at lave ting selv, hacke eksisterende ting til at løse et nyt behov eller bare klare os uden, så skaber det en følelse af “kan-selv-vil-selv” og stolthed. Fremfor en konstant følelse af mangel. Mrs. Frugalwoods skriver om friheden, der ligger i at insource løsningerne på sine behov, og om hvordan det har gjort deres ægteskab stærkere at være fælles om at løse opgaverne i hjemmet, fremfor blot at betale sig fra det.

    Det er den samme følelse af stolthed og kick-ass-ness, som jeg føler når jeg selv syer en top, lapper et par af drengenes jeans eller finder den perfekte habitjakke til 50 kroner i genbrugen. Følelsen af, at jeg “kan-selv-vil-selv” og at jeg selv bestemmer over mit eget liv. Og jeg kan give slip for frygten over ikke at have nok, eller være nok, når jeg ved, at jeg kan løse problemerne selv og ingen kan bilde mig ind, at jeg bliver lykkeligere af at købe den nye dims i sæsonens farve 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • DIY,  Købestop

    Om at lave sit eget tøj

    Da jeg for snart seks år siden for første gang begav mig ud i den virkelige verden, iført en hjemmesyet bluse, føltes det som at kaste sig ud fra 10 meter vippen. Jeg fik det største sug i maven, og gik og ventede på, at nogen a la kejserens nye klæder, sagde – du har jo ikke noget på – eller hvad søren er det du render rundt i. Men ingen kommenterede. Mit bud er, at ingen opdagede, at jeg var iført en hjemmelavet kreation. I de mange år der er gået siden har jeg vænnet mig til følelsen, og endda lunet mig lidt, når jeg har fået ros for et stykket hjemmesyet eller hjemmestrikket tøj, og folk efterfølgende er blevet overraskede, fordi det “så købt ud”.

    Her seks år senere er alt i mit garderobe enten hjemmelavet eller købt som genbrug, og jeg tvivler på, at de fleste kan se forskel. Og langt størstedelen af dem, som jeg møder kunne ikke være mere ligeglade med, hvor mit tøj kommer fra 🙂 Men for mig er det en lille sejr hver eneste dag, hvor jeg føler mig velklædt, og godt tilpas i tøj som jeg nyder at have på, og som samtidig ikke har kostet noget særligt. Den sidste del er kun interessant fordi dette hverdagshack har betydet, at jeg kun bruger mellem 1000 og 2000 kroner på tøj og sko om året, hvilket gør, at jeg kan spare størstedelen af min løn op, efter at de faste udgifter er betalt, og har kunne betale mit SU-lån af mange år før tid. Og at vi nu snart har betalt vores banklån af, over 27 år før tid 🙂

    Mit købestop var i sin tid et opgør med et forbrugsmønster hos mig selv, som jeg ikke brød mig om. Jeg købte nyt tøj af vane, uden at forholde mig til om jeg manglede noget og jeg følte konstant, at jeg ikke havde noget at “tage på”. Men jo mindre jeg ejer, og jo bedre tid jeg tager mig før jeg anskaffer mig “nyt” til skabet, jo mere tilfreds er jeg blevet. Og jeg føler, at jeg har en overflod af muligheder i skabet, selvom det ikke indeholder så meget.

    I weekenden købte jeg et nyt stykke stof – for første gang i et års tid – fordi jeg ønskede mig en ny, lidt finere top til arbejde. I restekassen fandt jeg et skønt stykke flaskegrøn blonde, som jeg har store planer om at trylle med i aften. Toppen skal være en længde, som passer både til jeans og til nederdel, så jeg kan matche den med det meste af det tøj, som jeg allerede har.

    Samtidig så går jeg og pønser på at strikke en cremefarvet cardigan, lidt ala denne, men i en lidt tyndere version, som kan bruges som jakke, hvis vi nogensinde får varmere vejr her i landet 🙂 Det giver så meget mere mening for mig at bruge tiden på at planlægge og lave det tøj, som jeg ønsker mig og som jeg rent faktisk mangler. Fremfor, som tidligere at bruge hver (næsten) hver lørdag på at tøffe rundt i butikkerne og leder efter noget, som jeg troede, at jeg manglede. Omvendt, hvis du elsker at shoppe og ville hade at sy og strikke, så vil samme metode ikke give mening for dig, så min vej er ikke for alle. Men jeg tror til gengæld, at de fleste vil have glæde af at tynde lidt ud i klædeskabet, så det bliver nemmere at finde favoritterne.

    Iøvrigt, så har jeg påskeferie, og har snart klaret mig igennem anden dag med sukkerstop, så nu vil jeg tage mig et glas rødvin og fejre ferien 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Købestop

    Shoppelisten 2018 #2

    Som jeg skrev forleden, så har jeg købt nyt til garderoben, og det er derfor tid til årets andet shoppe-indlæg – det første kan findes her.  I de første af mine købestops-år, opdaterede jeg kun listen, når jeg købte noget helt fra nyt af, men for at skabe fuld gennemsigtighed, så opdaterer jeg nu også listen med genbrugskøb. Det er nu engang dem, som jeg foretager flest af.

    Shoppeliste for 2018:

    • Et par blå jeans (genbrug – januar 2018 – 300kr).

    Tilføjelse:

    • En sort habitjakke (genbrug – marts 2018 – 50kr).
    • En sort silketop (genbrug – marts 2018 – 10kr).

    Som jeg skrev sidst, så mangler jeg stadig at købe nye bh’er – men behovet er åbenbart ikke stort nok til, at jeg tager mig sammen – og jeg har stadig kik på disse. Og så mangler jeg virkelig et par helt sorte jeans – af samme model som de blå, som jeg købte i januar – og efter mange måneders eftersøgning på dba og diverse genbrugsbikse, er jeg ved at være mør. Så hvis nogen ligger inde med et par LEE, model Scarlett, str. 28/31, som de gerne vil sælge, så skriv endelig 🙂 Ellers må jeg bide i det sure æble og købe dem fra nye af.

    Iøvrigt, så er det ikke fordi, at jeg har en særlig agenda om aldrig at købe nyt, men det virker bare som et gigantisk spild af penge, når jeg kan finde så meget sjovere og billigere tøj, til ingen penge, når jeg køber genbrug. Selv når banklånet er betalt af, og jeg er godt igang med at investere på vejen mod finansiel frihed, så har jeg svært ved at forestille mig at betale fuld pris for tøj igen. Jeg er SÅ meget gladere for indholdet af klædeskabet nu, end jeg var dengang mit tøjbudget var det ti-dobbelte.

    Og det har aldrig været nemmere at blive klar om morgenen, end det er nu, hvor alt i skabet passer mig, og det meste passer sammen på kryds og tværs. Hvilket igen skaber mere ro og overskud i hverdagen. En ro og et overskud, som jeg ikke ville bytte for selv det mest velindrettede, stopfyldte walkin-closet 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin