DIY

  • DIY

    Sofapuder af stofrester

    FullSizeRender (22)

    Som jeg har skrevet om tidligere, så har jeg syet nye hynder til vores havemøbler af skummet fra nogle hynder, som vi arvede af en nabo, og noget fint nyt stribet stof. Da jeg købte stoffet havde jeg regnet lidt forkert, og fik købt en meter for meget. Held i uheld, for vi manglede også nye sofapuder, så med restestoffet og lidt kantebånd fra lageret, fik jeg syet to nye puder til sofaen.

    Sofapuder er et hurtigt projekt, og størstedelen er syet med mindstebarnet på skødet, og mens at størstebarnet “hjalp” med at farvesortere mine sytråde. Selvom jeg er blevet beriget med to drenge med tårnhøjt energi- (og lyd-niveau), så er det faktisk overraskende nemt at have dem med til krea-projekter.

    Jeg mangler stadig at sy den største af hynderne til havebænken, men det kræver en dyb indånding først, for jeg har ikke helt regnet ud, hvordan jeg skal jonglere med halvanden meter puder uden smide det hele ud af vinduet undervejs. Og det projekt bliver uden drengene i nærheden, for så mange nye bandeord skal de ikke lære 🙂

    Tæppet på billedet ovenfor strikkede jeg som klapvognstæppe, da mindstebarnet var helt lille, og det bliver nu brugt i sofaen. Det er dejligt med strikkeprojekter, der får lang levetid, så får man virkelig “valuta” for strikketimerne.

  • DIY

    Genbrug rocks

    IMG_2279

    Jeg er virkelig en stor genbrugsfan. I disse tider, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at også det danske vejr bliver påvirket af for meget co2 i vores atmosfære, så er det virkelig en rar følelse at kunne anskaffe nye (nødvendige) ting, uden at skabe mere co2 udledning.

    Dagens lidt tilfældige genbrugstur bragte den helt store fangst. Een af de store fordele ved at kunne smutte forbi yndlingsgenbrugsbutikkerne jævnligt er, at jeg ikke føler mig tvunget til at købe noget medmindre jeg virkelig finder gode køb. Og dagens tur bragte nogle virkelig gode fund. Til mig selv fandt jeg en kort jakke, en undertrøje i virkelig god kvalitet og en denimskjorte, som er lidt et sats, men jeg tror, at den kunne blive et hit. Ellers ryger den tilbage til genbrug. Samlet pris for alle tre ting: 145 kroner.

    IMG_2278

    I børne-genbrugsbutikken var der sommerudsalg, hvilket betyder halv pris, så for 200 kroner fik jeg fem bluser, to jakker, fire par bukser og tre skjorter til drengene. Alt i virkelig god stand, og lidt fancy mærker (det er jo Østerbro :)).

    Humlen, når det gælder genbrug, er kun at købe det, som vi rent faktisk mangler og lade resten blive i butikken, så jeg ikke fylder skabene unødigt, og tøjet kan komme andre til glæde istedet.

    Nu vil jeg sætte mig til at læse korrektur på strikkeopskrifter. Jeg er ved at skrive en strikkebog med opskrifter på nem og hurtig babystrik. Det er planen, at den skal udkomme til efteråret, så hvis du kan se pointen i selv at strikke efterår- og vintergarderoben til din egen baby, eller en baby du kender, så hold øje her 🙂

    God aften derude.

     

  • DIY

    Hjemmesyet vs genbrug

     

    imageJeg har fået min sy-mojo tilbage efter lang tid, uden lyst til at finde symaskinen frem. En weekend uden børn, kombineret med mangel på kortærmede, lyse trøjer, gjorde at jeg endelig fik taget mig sammen. En anden årsag til sypausen var, at jeg havde lovet en veninde at sy betræk til en madras for hende, og det projekt skulle først klares, og skabte lidt en stopklods for at få syet de sjovere ting.

    Den første af toppene er allerede i brug, og jeg er allerede vildt glad for den. Processen med at finde stoffet, og de hyggelige sytimer (med høj musik og rødvin i glasset) og glæden ved at frit kunne vælge materialer og form på tøjet, har mindet mig om hvor meget glæde jeg får ved at sy mit tøj selv. Samtidig har jeg købt stof for 180kr til de tre toppe, så prisen er også helt okay.

    Jeg skal huske, at genbrug skal bruges til at skaffe de ting, som jeg ikke selv kan sy, fx en løbejakke eller sko, men netop disse toppe er garderobe-arbejdsheste, som ikke kan erstattes af selv det bedste genbrugsfund.

    Foretrækker du hjemmesyet eller genbrug? Eller ingen af delene? ?

  • DIY

    Hverdags-kreativiteter

    IMG_0291

    Jeg fandt jo den fineste dug på en af mine genbrugsture, og jeg fik sat mig i hovedet, at den ville være rigtig fin som viskestykker. Og efter kun syv små uger (ting tager tid), fik jeg taget mig sammen til at klippe den op, sy kanterne og sætte en strop i. Et lille projekt, som blev gennemført med hovedet under armen, hvilket blev tydeligt, da jeg fik sat to stropper i et af viskestykkerne, flot.

    Stropperne er lavet af et kantbånd fra lageret, så samlet pris er 45 kroner for seks “nye” viskestykker. Rent økonomisk kunne jeg finde billigere viskestykker i Føtex, men det ville ikke være af så lækker kvalitet, som disse er blevet.

    Kludene er hjemmestrikkede. Det er første gang, at jeg har strikket karklude, og da jeg normalt aldrig strikker i bomuld, var det ikke en udelt fornøjelse. Og i forhold til tidsforbruget, så vil jeg nok foretrække at gøre klippe gamle håndklæder op til karklude, som bloggeren her http://simpelsyning.blogspot.dk/2016/02/projekt-karklud.html. Men jeg er nu glad for, at jeg fik dem strikket, for de er meget finere at have hængende end de gamle slidte klude vi brugte før.

    IMG_0392

    I weekenden var vi i sommerhus, og jeg medbragte lidt garnrester uden den store ide om, hvad jeg ville strikke. Det kom der en lille islandsk inspireret strik-vest ud af. Måske en barselsgave til en lille grønlandsk baby, som vi går og venter på i disse dage. Det er altid hyggeligt (og hurtigt) at strikke i de helt små størrelser, og en god måde at få brugt restegarnet på.

    God aften derude.

     

  • DIY

    Knits and other knots

    IMG_0178

    I disse dage prøver jeg at holde en lille strikkepause for at indhente mig selv. Al min snak om minimalisme og decluttering klinger lidt hult, når min strikkeskuffe er fyldt af ufærdige projekter, der skriger på at blive helt færdige og brugt. Men når selve strikningen er der, hvor jeg henter opladning og afstresning, så er tanken om at bruge tid på at montere og sy knapper i, slet ikke særlig tiltalende.

    Problemet opstår når jeg har samlet så mange ufærdige projekter, der ligger og kalder på mig, at strikningen ender med at føles som en overspringshandling. Så forsvinder den afstressende effekt helt.

    IMG_0133

    SÅ nu er jeg endelig igang med det helt store monteringsprojekt. Og når alle småprojekterne er færdige “må” jeg strikke min tea leaves cardigan færdig. Den mangler kun den nederste kant, og så skal den sys og klippes op, som jeg beskriver her: https://projecthandmade2014.wordpress.com/2014/09/08/diy-at-klippe-i-strik/

    Det kræver altid et vist tilløb, fordi symaskinen skal findes frem og der skal strikkes en kedelig kant foran, før cardiganen endelig er færdig. Men jeg skal virkelig prøve at holde fokus denne gang, for jeg tror virkelig at den bliver god. Og jeg strikker i uld og silke, så hvis jeg skal nå at bruge den før varmen kommer, så skal jeg holde en vis kadence.

    God aften derude.

     

  • DIY,  Købestop

    New In

    FullSizeRender (8)

    Efter juleferiens ankomst fik jeg endelig taget mig tid til at sy lidt igen. Imellem flytning, travlhed på jobbet og syge børn forsvandt min sy-tid som dug for solen. Men jeg manglede en erstatning til min gamle sorte silketop, der efter mange reparationer ikke kunne hænge sammen mere. Jeg valgte at sy to nye, da jeg ikke kunne stå for det fine fugle-mønster, og jeg kan sagtens retfærdiggøre at sy to nye toppe, da jeg jo netop sled den gamle op. Så de skal nok blive brugt.

    Stoffet er købt i stof2000, og mønsteret er det sædvanlige selvtegnede mønster, som jeg normalt bruger. Jeg har dog lavet toppene en smule bredere denne gang.

    Samtidig med stoffet købte jeg også garn til en ny sweater, hvor jeg nu kun mangler ca. 15 centimer af det sidste ærme. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har mere strikketid nu, hvor jeg pendler godt 1½ time med toget hver dag.

    FullSizeRender (9)

    Så det hjemmesyede/hjemmestrikkede tøj har endelig fået revanche i garderoben, og kan måske trænge genbrugstøjet lidt til siden. Mit oprindelig projekt var jo netop den hjemmelavede garderobe, så det håber jeg at få lidt mere tid til at dyrke mere i det nye år.

    Som jeg ønskede, så har december rent faktisk været ganske rolig. Vi har julet i den grad vi orkede, kun pyntet en smule op, bagt lidt med drengene og præsterede at købe alle julegaver på en dag (og lidt online-køb) uden at nærme os nogen stress-tærskler.

    Juleferien må gerne fortsætte i samme tempo.

    God jul til dig og dine.

  • DIY

    Nyt og gammelt

    4Som jeg skrev om her …

    Om at tage sin egen medicin…

    … så havde jeg en bunke tøj liggende til redesign, og aftalen med min veninde var, at jeg skulle lave et redesign om ugen, og sende det til genbrug som ikke virkede.

    Som sædvanlig så holdt planen ikke helt, og symaskinen stod stille hele måneden efter på grund af sommerferien. Men da jeg endelig fik taget hul på bunken var jeg hurtigt igennem, og lidt overraskende så røg en stor del af tøjet videre til genbrug med det samme. Så min teori om, at det ikke nytter at gemme til “engang” holder vand, for når “engang” endelig kommer, så er interessen væk.

    Men jeg fik lavet to gode ting fra bunken. En lang tunika, størrelse X-large blev til en kortærmet skjortebluse. Jeg har længe manglet en lys skjorte med et tvist, og jeg tror, at den bliver et hit. Og et par (alt for lavtaljede) jeans blev lavet om til en nederdel. Jeg har set flere på nettet, der har lavet lignende projekter, og det er virkelig et nemt og hurtigt sy-fix.

    44

    Men der er faktisk kommet mere “nyt” tøj i garderoben. Forleden uge fandt jeg den perfekte stribede bluse i en genbrugsbutik i Glostrup. Mindstebarnet og jeg var på vej ud og besøge en veninde, og imellem tog- og busturen, nåede vi et smut forbi et par genbrugsbutikker.

    Og den sidste nyhed er et remake af en blondetop, som jeg syede i foråret. Pasformen blev aldrig helt perfekt, så da jeg havde mere af stoffet liggende, var det oplagt at lave en ny.

    Så nu er der igen lidt nyt på hylderne i skabet, og redesign-bunken er fjernet fra kælderen. I sidste uge fik jeg også slæbt 5-6 poser med ting fra kælderen til genbrug, og jeg kan virkelig se en kæmpe forskel. Efter rydningen af loftsrummet og en masse ture til genbrugen, er vi efterhånden ved at være flytteklar. Hvilket er godt, for vi får nøglerne om 1½ måneder.

    En tanke der både skaber vild glæde og ren rædsel i mit hoved. Glæde, fordi jeg virkelig er klar til at flytte, og fordi et års ventetid snart er overstået. Og rædsel, fordi jeg skal flytte fra et sted, hvor vi har boet i 7 år, hvilket er det længste sted jeg har boet bortset fra mine (ja, i flertal) barndomshjem. Denne lejlighed er også det eneste sted vi har boet, efter at vi fik drengene, hvilket vil sige hele deres liv, og hele vores liv som forældre. Så det er ikke en lille ting at flytte herfra, men vi satser på, at vi vinder lige så meget (eller mere) end vi taber.

    God aften derude.

  • DIY

    Strikkefilosofi

    foto (38)Da jeg skrev mit speciale for snart otte år siden, og var nået til kvalmestadiet over at skrive om det samme emne flere måneder i træk, ringede jeg til min mormor for at få nogle helt andre input. I løbet af vores snak sammenlignede hun mit speciale med at strikke en sweater. Hun sagde, at når man var halvejs igennem sweateren, så gik det sidste del meget nemmere – og det samme ville gælde for mit speciale.

    For det første, så følte jeg mig meget forstået og trøstet ved tanken om, at min  mormor forstod mig, så jeg var ikke alene. Og for det andet, så havde hun jo ret, da jeg var over halvvejs, så så det hele faktisk lysere ud. 

    På aftenen for vores telefonsamtale havde jeg aldrig forstillet mig at jeg nogensinde ville strikke noget som helst, allermindst en sweater, som i mit hoved ville svare til at jeg løb et marathon baglæns. Men nu føler jeg mig til tider tættere på min mormors verden, end på universitetsverdenen, som dengang føltes som hjemme.

    Og det er blevet tydeligt for mig, at strikkefilosofi på flere områder kan overføres til livet generelt. Jeg har udledt følgende strikkefilosofiske livsråd efter fem års kontinuerlig strikning.

    #1 Bare start. Det er ikke så svært som det ser ud til.

    #2 Hav kun et projekt på pindene af gangen. Det målretter fokus.

    #3 Gå ikke ned på udstyr. Jeg købte en garnvindingmaskine for aldrig at spilde strikketid. Det var alle pengene værd.

    #4 Hold orden i garn og strikkepinde. Ellers spildes kostbar strikketid på at lede efter tingene.

    #5 Hvis ikke projekt ikke bliver som forventet/ikke gør dig glad. Så drop det. Spild ikke tiden på at “gøre det færdigt”. Start et nyt og bedre projekt.

    #6 Sig nej. Hvis nogen beder dig om at strikke noget for dem, og du ikke gider. Så sig nej. Tilbyd at lære dem at strikke, men drop pligtprojekterne.

    #7 Og sidst, men ikke mindst, hvis et projekt trækker tænder ud, men du ved at det bliver godt. Så husk, at når du er halvvejs igennem, så går det meget nemmere 🙂

  • DIY

    Strik i brug #9

    foto994

    English recap: I adapted a pattern for a children cardigan to be a sweater that fitted me. It is knitted on needles size 2,5 which turned out to be a bit of a stretch but I made it through, and I love it.

    Efter at have strikket en MINI cardigan til lillebror, mens han stadig lå i maven, fik jeg den idé, at det også ville være en fin opskrift i voksen-størrelse. Så jeg kastede mig ud at forstørre opskriften, så den passede til mig. Det var lidt et selvmål at strikke en voksen sweater på pinde 2,5, men jeg fik ekstra motivation, da maven igen var væk og jeg kunne se frem til at få den på.

    Jeg har brugt højlandsuld fra Garnudsalg.dk og den holder ret fint i brug, selvom sweateren efterhånden er et par år gammel og jeg i netop de år har haft en hverdag, hvor jeg har haft lillebror meget på armen.

    I disse dage nyder vi en forlænget weekend, med hele fire dage fri. Vi har været på legepladser og besøgt to hold, søde og gæstfrie vennepar. I eftermiddag har vi taget konsekvensen af de aktive dage, og bare været hjemme, set tegnefilm og spist popcorn.

    Nu vil jeg, trods to ventende projekter, starte et helt nyt projekt, fordi jeg har fået en idé. Mon ikke de fleste strikke-tosser kender det 🙂

  • DIY,  Købestop

    Redesign FTW

    English recap: I bought some pieces for redesign in my favorite thrift store the other day. I like the way you can change clothing with just a minimum off effort, and make it just the way you want it 🙂

    Som jeg skrev om her…

    Min genbrugs-forårsgarderobe

    … så købte jeg forleden nogle fine ting i min lokale genbrugsbiks, som det egentlig var meningen, at jeg ville gemme til efterår/vinter fordi farverne ikke er særlige forårsagtige. Men ved nærmere eftertanke fik jeg lyst til at tilføje lidt mere pang til min garderobe, så jeg fandt symaskinen frem.

    Jeg synes selv, at billederne nedenfor fint illustrerer, at et stykke tøj hurtigt kan ændre karakter med en minimal indsats.

    Før

    3 33

    Efter

    333 3333

    Og ja, mit spejl trænger til en pudsning, men når nu symaskinen kalder, så er rengøring det absolut laveste på min to-do-liste 🙂

    Men nu er garderoben udvidet med to nye toppe, endnu engang fra genbrug, og til den vilde sum af 90 kroner for dem begge. Endnu et eksempel på at købestoppet på ingen måde er synd for mig.

    Idag vi var iøvrigt forbi byggegrunden (igen) og kigge på vores kommende hus. Det er sjovt at se, hvordan det stille og roligt tager form. Imorgen støbes gulvet på førstesalen, og lige om lidt sættes den sidste del af væggene på. Det er spændende at følge, og noget helt særligt at se vores drenge gå rundt i det, der fra oktober bliver deres og vores nye hjem 🙂