• Økonomi

    Om at købe genbrugstøj

    foto2

    Bunken af tøj ovenfor købte jeg i lørdags til en god venindes lille pige. Den består af en god blanding af kjoler, små shorts, bodyer og en fin solhat. Og dermed næsten en fuld sommergarderobe til en lille pige (med mindre man har vundet lotteriet og har en storgylpende een af slagsen) til den rørende sum af 160 kr. Det vil sige en stk. pris på ca. 15kr. Så er det også okay, hvis baby hurtigt vokser sig videre til næste størrelse.

    Selvfølgelig kræver det en vis portion held at finde tøjet i netop den rigtige størrelse og til den rette årstid i samme butik, men der er også efterhånden mange gode sites på nettet med brugt tøj, så man slipper for turen til genbrugsbutikken. Jeg vil dog til enhver tid foretrække en tur forbi mine tre lokale genbrugsbikse, men jeg bor også i gåafstand og kan godt lide jagten efter genbrugsguldet.

    Jeg vil anbefale, at du har en liste i hovedet over hvad du mangler, ellers kan det godt ende med, at det der kommer med hjem slet ikke var nødvendigt og så er det ligegyldigt, at det er billigt og miljøvenligt. Alle unødvendige køb, genbrug eller ej, er spild af penge, tid og plads.

    Jeg køber også gerne genbrugstøj til mig selv. I forbindelse med mit købestop har jeg bestemt, at jeg må købe genbrugstøj fra de lokale (billige) genbrugsbutikker til at sy om. Derimod må jeg ikke købe fra fx trendsales, da det her ville være for nemt at få købt en masse som jeg ikke får brugt og dermed blot rykke overforbruget.

    foto3

    Billedet ovenfor viser et af mine nyeste fund. En skjorte i sandvasket silke, købt til 35kr. og blot syet 3 cm ind i hver side så den passer mig bedre. Den er så lang, at den også kan bruges som en (kort) kjole og jeg får flere funktioner ud af samme stykke tøj. Ren win-win.

     

  • Købestop

    Status efter 6 måneders købestop

    Jeg har nu været i gang med mit købestop i over 6 måneder, og det er tid til at gøre status.

    I løbet af de sidste 6 måneder har jeg købt følgende fra nyt:

    • 1 par sorte jeans (erstatningskøb)
    • 1 habitjakke (erstatningskøb)
    • 8 undertrøjer (basis)
    • 2 bher (basis)
    • 1 par sandaler (udenfor købestop)
    • 1 par sko (udenfor købestop)
    • 1 par varme sko til efteråret (udenfor købestop)
    • 3 par strømpebukser (basis)

    Ud over disse ting har jeg købt tøj fra genbrugsbutikker til redesign, stof til at sy tøj af og en lille smule garn til helt konkrete strikkeprojekter. Jeg kan se, at mit købestop på tøj også smitter af på mine køb af sko, stof og garn. Og jeg er også meget opmærksom på, at overforbruget ikke blot rykker sig til andre områder.

    Jeg er ikke tilfreds med at have købt de sorte jeans, da det viste sig, at de gamle jeans jeg havde blot manglede et bælte før de fungerede igen. Det er ærgeligt at spilde et køb på noget, som viste sig at være unødvendigt, men det må være en del af læreprocessen. Til gengæld er jeg meget glad for mine redesignede genbrugsfund, som er blevet en fast del af min garderobe.

    Efterhånden er godt 75 procent af tøjet i mit klædeskab (bortset fra basis) hjemmelavet og det er generelt blevet meget nemmere at blive klar om morgenen. Der er færre valgmuligheder, men alt tøjet i skabet passer mig og jeg har lyst til at have det på.

  • Købestop,  Minimalisme

    Begyndelsen til selvforsyning og om at sy og strikke sit eget tøj

    foto

    Tre dage efter, at jeg gik på barsel med mit første barn begyndte jeg at strikke. Først til ham, og siden til mig selv. Absolut med varierende held. Men sidste sommer lykkedes det for første gang at strikke en sweater til mig selv, som jeg hellere ville have på end noget andet. Faktisk er den efterhånden lidt småslidt, og jeg har strikket en sweater mere i samme mønster i grå og sørger for at skifte lidt imellem dem.

    foto (1)

    Denne min yndlingssweater har inspireret mig til også at lave mine egne opskrifter og jeg har efterhånden en god samling af hjemmestrik. Men jeg manglede bluser til at have på inden under mine cardigans og meget specifikke ønsker om farve og form drog mig til symaskinen og til at lave nogle simple mønstre som kan varieres i det uendelige. Næste projekt var at lave nederdele der kan passe til bluserne, og det lykkedes også med hjælp fra stof med rigelig strech.

    Nu står jeg og mangler en sommerjakke, hvilket kræver udviklingen af et nyt mønster, hvilket kræver ekstra tid. Men det jo heldigt nok, når jeg hellere vil bruge tid på at sy end på at shoppe.

  • Købestop,  Minimalisme

    Hele tre gode grunde til projektet

    foto (5)

    Tid
    Da jeg læste kunne jeg nemt bruge en hel dag på at finde den helt rigtige cardigan (til den rette SU-venlige pris), men med to små børn og et fuldtidsjob med i ligningen, er der aldrig nok tid mere. Og da jeg også gerne vil afsætte tid til de kreative sider i mit liv og generelt til enhver tid vil vælge en aften foran symaskinen end en aften i Magasin, så giver det bedre mening for mig at forsøge at sy det tøj jeg mangler end at lede efter det.

    Miljø
    Det er efterhånden almen viden hvor stor en belastning mode industrien er for miljøet, men det overraskede mig alligevel, at der bruges 2.700 liter vand på at frembringe en t-shirt. Så nytter mit krav om, at alle i husstanden slukker for vandet mens de børste deres tænder alligevel ikke særlig meget i det store vandregnskab.

    Økonomi
    De tre sweatre fra H&M kostede kun 500 kroner, men lagt sammen med alle de andre fejlkøb jeg har lavet gennem tiden, så løber det op. Når jeg tænker på hvor meget tøj, der blot har været på kort besøg i skabet og så er sendt videre til genbrug, så ærgrer det mig at jeg ikke gemte pengene til bedre formål eller endnu bedre, brugte pengene til at komme af med mit SU-lån.

    I løbet af i år vil jeg gøre et forsøg på at få betalt mit SU-lån af. Jeg vil gerne prøve at være gældfri før vi skal låne flere millioner til mursten engang i fremtiden. Jeg vil sørge for at skabe tid til, at jeg kan sætte mig mere ind i symaskinens muligheder – jeg ved, at den kan sy mere en bare lige ud. Og som en bonus vil jeg vide, at i år bidrager jeg ikke (så meget) til opfyldningen af verdens skraldepladser med tøj, der nærmest ikke har været brugt.

  • Minimalisme

    Mit projekt for 2014

    foto (3)

    Jeg har siden januar 2014 (næsten) afholdt mig fra at købe nyt tøj.

    I stedet har jeg syet eller strikket det jeg manglede. Dog med den ganske vigtige undtagelse, at jeg må erstatte basistøj, det vil sige undertøj, undertrøjer og strømper, når det er slidt op. Og at ganske få meget velovervejede erstatningskøb er tilladt, i de tilfælde hvor jeg ikke kan lave det selv.

    Jeg har intet ønske om at være fanatisk men vil blot stoppe de uovervejede køb der gjorde, at selvom jeg i årevis jævnligt havde ryddet ud i mit klædeskab, så var det stadig fyldt med tøj jeg ikke gik med.

    foto (4)

    Den berømte dråbe var tre sweatre fra H&M. Alle ens i snittet, dog i forskellige farver. Og købt på trods af, at jeg hellere vil gå i min egen hjemmestrik. De ligger nu og kigger bebrejdende på mig, ubrugte.

    Samtidig er det min erfaring, at det tøj jeg gennem tiden har været mest glad for, er enten det jeg selv har lavet eller har redesignet så det passede bedre til min smag. Så i 2014 vil jeg give mig selv frie hænder til at se hvor langt jeg kan nå med det hjemmesyede/hjemmestrikkede.