-
Om at rydde op og rydde ud
Den kommende flytning har skabt ny motivation til mit oprydnings-/minimalisme projekt som startede under min barsel i 2012. Der fandt jeg bloggen www.theminimalists.com, hvor to amerikanere skriver om deres vej mod et mere minimalistisk liv. Inspireret af dem og bloggen www.theproject333.com (hvor tilgangen til minimalisme går via klædeskabet) gik jeg systematisk igennem skuffer, skabe og kælder og fik ryddet op, givet videre og smidt ud.
Selve processen kan godt være lidt hård. Det kræver nogle ekstra timers indsats og særligt vigtigt er opfølgningen. Det er min erfaring, at hvis man blot rydder op, men ikke får taget sig tid til at sende tingene videre, til donation eller til skraldespanden. Så går der ikke længe før de samme ting roder rundt igen, og der er kommet mere til.
I processen i 2012 tog jeg et rum i lejligheden af gangen. Jeg tømte alle flader, skuffer og skabe og forholdt mig til tingene enkeltvis. Og jeg lagde intet tilbage, som ikke skulle have fast plads i netop denne skuffe, kasse eller hylde. De ting der ikke blev brugt længere og hellere ikke havde sentimental værdi blev enten solgt, givet væk eller smidt ud.
Jeg, og formodentlig også andre, har en tendens til at gemme ting til hvad-nu-hvis. Hvad-nu-hvis jeg igen kan passe dette tøj. Hvad-nu-hvis jeg får brug for disse gamle urtepotteskjulere eller tomme (!) skotøjsæsker. Hvad-nu-hvis jeg får brug for den gamle stationære pc-skærm, som ikke har været brugt i 10 år.
Sandheden er, at hvad-nu-hvis sjældent sker, og at det vil være forholdsvis nemt at genanskaffe det gamle tøj/de brugte urtepotteskjulere/tomme skotøjsæsker/pc-skærme for så lidt som 50 kr. Spørgsmålet er så, om det var pladsen, rodet og tiden man brugte på at holde styr på alle de ekstra ting, værd.
Siden 2012 er lejligheden, og særligt vores kælderrum, igen blevet fyldt op med overskudsting, men nu er det tid til endnu en oprydningsrunde. Mit mål er, at vi kun tager ting med til det nye hus der har et formål eller en reel værdi for os.
-
Om at bruge rigtig rigtig mange penge
Mit købestop og det dermed begrænsede nyindkøb af ting til mig selv har efterladt et overskud på kontoen. Overskuddet har jeg brugt på at sætte min afbetaling på SU-lånet i vejret dels ved at forhøje den månedlige afbetaling og dels at foretage flere ekstraordinære afbetalinger. Målet har været at blive gældfri, men det kommer ikke til at lykkes (det næste stykke tid).
Jeg har nemlig købt et hus – eller det vil sige – vi har købt et hus, hvilket indebærer en markant forøgning af den samlede gæld i vores lille familie. Men til gengæld stemmer huskøbet fint overens med tanken om at bruge pengene der, hvor det giver mest mening for os. Mit projekt har aldrig handlet om slet ikke at penge, men om at vende et hovedløst forbrug til at vi velovervejet bruger vores penge, der hvor de skaber størst glæde for os. Og efter at have kigget efter et hus i snart to år dukkede det rigtige endelig op. Et nybygget rækkehus (færdig i efteråret 2015) med verdens mindste have, men med plads til at drengene kan få deres egne værelser og til, at jeg kan få et sy/strikke/hobbyrum med altan og udsigt til vand.
Til gengæld er der ingen opbevaringsplads i huset, så jeg har det næste års tid til at få sat gang i mit oprydnings-/minimalisme projekt som på det seneste er blevet fortrængt af alt for mange strikkeprojekter i mit hoved. Håbet er at have ryddet skuffer, skabe og kælderrum(!) for alt det skrammel, der bare ligger og fylder, men som ikke længere har en funktion eller værdi for os. Det bliver et kæmpe arbejde, så det er nok meget godt at der er lidt tid til vi skal flytte:)
-
Redesign af bænkevarmere
Med et selvbestaltet (modificeret) købestop giver det god mening, at der ikke hænger for mange bænkevarmere i klædeskabet. Men selv efter mange sorteringer og en begrænset tilgang af nyt til skabet, har jeg tøj hængende som ikke bliver brugt. For eksempel to kjoler, en hjemmestrikket og en hjemmesyet. Der er intet galt med dem, men jeg går bare sjældent med kjoler.
I sommers købte jeg en nederdel i den lokale genbrugsbiks som jeg endnu ikke fået lagt ind og op, så den er også dømt ude. Og jeg har en striksweater (en af mange) liggende som i sin tid blev lavet for kort, men jeg har ikke fået taget mig sammen til at få den strikket længere, så den bliver heller ikke brugt.
Jeg har en tendens til at frede det hjemmelavede tøj. Jeg sender det ikke til genbrug og får ikke redesignet tøjet, når det ikke bliver brugt. Men når jeg har brugt tid på at lave tøjet og brugt penge på materialerne, er det fjollet ikke at ofre tiden på at lave det om, så det kan bruges. Så nu skal det være. Basta.
-
NeverNotKnitting
Jeg strikker. Meget. Og får tit spørgsmålet, hvordan jeg finder tiden.
Sandheden er ganske enkelt, at jeg strikker når som helst, jeg kan komme til det. Når drengene sover om aftenen, når vi ser disney sjov på sofaen fredag aften, når jeg ser en film, når jeg kører i bil (som passager) og under flyveturen (og ja, ihvertfald indenrigs kan man sagtens have strikkepinde med).
Weekendmorgener står jeg tidligt op og nyder min morgenmad, en kop kaffe og lidt strik før drengene følger efter.
Forrige mandag strikkede jeg i en biograf på Frederiksberg sammen med en flok garn-gale piger. Tak til Astrid (http://www.rocknrollhausfrau.dk/) for at føre den fantastiske, skøre og unikke idé ud i livet.
Jeg strikker på legepladsen, i bussen, når aftensmaden er sat over og passer sig selv, når jeg snakker i telefon (med headset) og når jeg venter på at drengene har lagt sig til at sove.
Kort sagt: Næsten altid. Strikning er min meditation og jeg tror på, at det gør mig til et mere afbalanceret menneske og ihvertfald har jeg markant nemmere ved at holde varmen om vinteren 🙂
-
Garderobe Detox
Efter trekvart år med købestop overrasker det mig lidt, at jeg stadig kan finde tøj i mit skab som jeg ikke bruger. Købestoppet har sat en effektiv stopper for tilgangen af tøj. Og jeg har derfor ingen problemer med at dømme det tøj jeg ikke bruger “ude” og sende det videre til veninder eller genbrug, da det ikke kan være nye fejlkøb.
En ny sæson giver en fin anledning til at få kigget tøjet igennem, lægge sommertøjet væk og få overblik over tøjet til næste sæson. Tidligere kunne denne proces tage en dag og endte med, at jeg stadig havde masser af tøj i skabet, som jeg egentlig ikke brugte. Post-minimalisme tager det max en time og jeg ved at hvert stykke tøj, som overlever, er noget jeg kan passe, som passer til min hverdag og som jeg rent faktisk kan lide at have på.
Til efterår og vinter er det eneste jeg mangler, nye vinterstøvler, som erstatning for dem der “druknede” i skybruddet for tre uger siden. Men jeg har både overgangsjakke, vinterjakke, hue, vanter osv. liggende klar til når kulden starter for alvor. Jeg drømmer om at sy en kort uldjakke her til efteråret, og har nogle ideer til redesign af gamle kjoler fra min farmor. Men det er rart at vide, at selv om jeg ikke finder tiden til projekterne, så står jeg ikke og mangler noget akut alligevel.
På strikkefronten er jeg igang med en koksgrå cardigan. Meget anti-minimalistisk, for jeg mangler den jo absolut ikke men jeg tror aldrig at mit ønske om at levemedmindre slår igennem på garn-fronten. Hvilket nok eksemplificeres af billedet nedenfor. Særligt når jeg må erkende, at der er kommet en del strik til siden dette billede er taget.
-
Chunky sweater
Størrelser: Str. 36/38. Garnforslag: En tråd Naturuld fra www.hjertegarn.dk og en tråd højlandsuld fra www.garnudsalg.dk. Garnforbrug (cirka): 600 gram Naturuld og 100 gram højlandsuld. Strikkefastheden: 11 masker pr. 10 cm. Pinde: Rundpind str. 8 mm og 9 mm. Strømpepinde str. 8 mm og 9 mm.
Fremgangsmåde
Slå 48 masker op og strik rib (2 ret/ 2 vrang) i 10 cm.
Herefter deles arbejdet med fire maskemarkører, der sættes efter 8/16/8/16 masker. Så har du delt op til henholdsvis kroppen og ærmerne.
Herefter udvides til raglan ved at tage en maske ud før og efter hver maskemarkør på hver anden pind indtil du har 36 masker til hvert ærme.
Herefter sættes ærmemaskerne på ventetråde og der strikkes videre på kroppen.
Slå 4 ekstra masker op under hver arm og strik videre på kroppen ind til den måler den længde du ønsker.
De sidste 5 cm strikkes rib (2 ret/2 vrang).
Ærmerne
Saml ærmemaskerne op med strømpepindene og slå 4 ekstra masker op under hver arm.
Strik videre på ærmet, imens der tages to masker ind på hver 6. pind.
Du bestemmer selv hvor mange indtagninger du laver, alt efter hvor bredt du ønsker ærmet.
De sidste 5 cm strikkes rib (2 ret/2 vrang).
Strik hullerne under ærmerne sammen. Hæft enderne.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.
-
Strikkeopskrift: En enkel version af den klassiske babyvest
Mine øvrige strikkeopskrifter kan købes her.
Jeg har efterhånden strikket over 30 veste efter denne gamle opskrift, både til egne drenge, til barselsgaver og på bestilling. I starten brugte jeg opskriften fra www.nostebarn.no og www.farmorfabrikken.dk har også lavet en meget detaljeret DIY til opskriften. Her er min forenklede version med firkantet hals og snydestolpe, dvs. uden knaphuller.
Jeg strikker vesten med dobbelt garn fx højlandsuld fra www.garnudsalg.dk og på pind 4,5.
Til størrelse 6 mdr. skal du slå 38 masker op. Strik 8 gange frem og tilbage så der kommer 4 riller. Herefter strikker du de yderste 6 masker i hver side ret på hver pind, og de mellemliggende 26 masker strikkes 2 ret/2 vrang.
Efter 18 cm deler du arbejdet i to dele (de to sider af stolpen), ved på næste pind at strikke de første 16 masker som du plejer, men de sidste 6 masker strikkes ret, så har du i alt 22 masker på pinden. De sidste 16 masker sættes på en ventepind. De næste 5 cm strikkes de yderste 6 masker ret og resten ret/vrang.
Efter 5 cm strikker du de inderste 12 masker ret, 4 masker ret/vrang og de sidste 6 masker ret. Dette gør du i 2 cm, og til sidst lukker du de 12 inderste masker af, som på billedet nedenfor. De sidste 10 masker strikker du videre på i 2 cm og sætter dem så på en ventepind.
Nu tager du den anden del af vestens forside, de 16 masker på ventepinden og strikker videre på dem. På den første pind samler du 6 masker op på indersiden af stolpen, som det ses på billedet nedenfor. Nu har du 22 masker.
Disse 22 masker strikkes som beskrevet ved den først del af vestens forside, så du til sidst har de to forsider strikket klar op til skulderen. Nu slår du 18 masker op imellem de to forsider og samler derved arbejdet igen. På de første 8 pinde strikker du de 18 nyopslåede masker ret, så de ligner den øvrige kant og efter 8 pinde slår du over i ret/vrang, som du strikker på resten af ryggen.
Nu mangler du bare at strikke ryggen færdig, sy vesten sammen i siderne og finde knapper der passer til 🙂
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
De blødeste babybukser
Med flere hobbyer og mange ideer til projekter i hovedet kan det nogen gange være svært at vælge, hvad dagens kreative indslag skal være. Men denne gang forenede to ideer sig til det oplagte projekt. Jeg forsøger at formindske mit lager af stof og garn, så da en veninde spurgte om jeg ville sy bukser til hendes tykke (kalder hun ham selv) baby, som manglede bukser der ikke strammer på lårene, gav det rigtig god mening. Begge vores drenge har også været model tykkebaby, da de var mindre og jeg kender alt til jagten på tøj der passer både i bredden OG i længden.
Stoffet er velour fra www.stof2000.dk, købt i 2011 til at sy bukser til min største dreng, da jeg var på barsel med ham. Det var lidt nostalgisk at klippe i det stof igen, men så dejligt at få brugt det sidste og der var heldigvis lige til to par bukser str. 74. Det stribede stof er fra en nederdel, som jeg syede til den sidste del af min graviditet med lillebror, hvor intet andet end stretch i metermål passede den tykkeste mave i verden. Så der sneg sig også et lille element af genbrug ind i projektet 🙂 TA DA, stoflageret mindskes lidt igen, men der er nu stadig meget tilbage (meget, meget mere end på billedet:)).
-
DIY – At klippe i strik
Når jeg laver en cardigan i glatstrik, strikker jeg altid kroppen på rundpind, som var det en almindelig sweater og klipper den op til sidst. Vupti, så slipper man for at strikke frem og tilbage og de deraf følgende 50 procent vrangmasker. Her er min metode, det er ikke nødvendigvis den mest fikse, men den er hurtig og den holder.
Først skal du finde den midterste maske på fronten af blusen og “sy” en garntråd i kontrastfarve ind i masken, så er det nemmere at orientere sig i syningen.
Så finder du symaskinen frem og syer tre gange frem og tilbage på hver side af masken. Husk at være meget opmærksom på, at du syer samme sted hele tiden.
Nu skal du klippe i den midterste maske imellem de to syninger. Husk at sikre dig, at du ikke klipper i bagsiden af blusen samtidig. Læg eventuelt en bog ind i blusen mens du klipper. Det ser voldsomt ud, men syningen holder fast i maskerne.
Til sidst mangler du bare at samle masker op i de to kanter. Jeg samler to masker op og springer den tredje over hele vejen op, ellers kan kanten godt blive for “bred” til strikken. Jeg plejer at samle maskerne op cirka 2 masker “inde” i strikken for ikke at komme for tæt på kanten. Men hvis man ønsker det kan man samle op i masken lige ved syningerne, så kommer der et lille hulmønster frem.
God fornøjelse:)
-
Om en LUCAS vest til Frida og #brug-hvad-du-har-september
I weekenden var jeg en tur i mit evigt voksende garnlager. Fridas mor havde spurgt om jeg ville strikke en vest til Frida til vinter. Dette ønske passer rigtig godt med mit projekt for september som netop går ud på at bruge af garn- og stoflageret istedet for at fylde mere på. Jeg har en tendens til at planlægge projekter, købe materialerne og så går jeg i stå. Og efter nogle måneder når projektet er opgivet bliver stoffet eller garnet blot en del af lageret og jeg får ikke brugt det til noget særligt. Jeg vil være bedre til at bruge de materialer jeg har ved hånden, og derved dels blive presset lidt på kreativiteten og få fuldført nogle at de projekter, som jeg har haft i tankerne længe.
Med videresendelsen af denne lille vest er garnlageret skrumpet med næsten 100 gram. Jeg strikkede to garntyper sammen, og begge typer har ligget og modnet på lageret siden 2011. Den ene er uld/cashmere fra www.garnudsalg.dk. Jeg købte en cone med 500 gram i 2012 og har indtil videre strikket en cardigan til mig selv og en vamset vintersweater til min mor, og nu også denne vest til Frida. Den anden type var yndlingsgarn fra www.rasmilla.dk. Garnet er tyndt og skal strikkes dobbelt eller som følgetråd. Det er tredje vest jeg strikker med dette garn og jeg er snart i bund med det. Det er en rar følelse at få bugt med (nogle af) garnresterne.