Search results for

sukker

14 In Et bæredygtigt liv

Bæredygtige hverdagsvaner i 2017

Ved starten af et nyt år, er det oplagt at gøre lidt status over året, der er gået, og drømme lidt om det nye år forude. Mit projekt med at få en hjemmelavet garderobe, blive gældfri og leve en mere simpel og bæredygtig hverdag, startede for snart tre år siden med, at jeg skrev tre ting ned, som jeg gerne ville opnå i 2014.

For det første ville jeg gerne skære garderoben helt ind til benet, kun beholde det tøj som jeg rent faktisk brugte, og selv sy alt nyt tøj. For det andet ville jeg gerne lave madplaner for hele året, og derved både modvirke madspild og spare penge. Og for det tredje ville jeg holde helt op med at spise sukker, fordi jeg allerede dengang godt vidste at det var skidt for mig.

Og nu, godt tre år senere, holder jeg faktisk stadig alle tre vaner sådan næsten fuldt ud 🙂 Det kan godt glippe med madplanerne en enkelt uge, og mit sukkerstop har også været lidt svingende, men alt i alt så holder jeg det.

Jeg kan anbefale at skrive dine mål ned. Både for hele året, og for hver enkelt uge. Det er markant nemmere at ramme plet, hvis du ved hvad du sigter efter 🙂

Så nu vil jeg prøve at gentage successen fra 2014, og skrive mit mål for 2017 ned her:

Hele næste år vil jeg, hver uge, indføre en ny bæredygtig hverdagsvane i vores liv. Med bæredygtig tænker jeg både på bedre miljømæssige vaner fx at droppe køkkenrulle og skrubbesvampe, og finde bedre alternativer. Og på bæredygtighed i forhold til vores egen tid i hverdagen fx at eliminere den tid, som jeg bruger på at lede efter mine nøgler eller vanter, eller på at tjekke telefonen hele tiden.

Min drøm er, at jeg efter 2017 har en hverdag med mindre spild af både ressourcer og tid, og med et større overblik og overskud.

Vil du være med? Og hvis du skulle vælge bare én ny god vane i 2017, hvad skulle det så være?

0 In Frugal Friday

Frugal Friday

IMG_4122

  • Ugen har stået på stor-oprydning af fryseren, som skal afrimes. Vi er næsten i bund med resterne, og mangler kun at få spist tre omgange steg, som vi fik med hjem efter en fest, hvor de havde fået bestilt alt for meget mad i forhold til antal gæster. Derudover så mangler vi at få brugt nogle butterdejsplader, som jeg forestiller mig skal blive til æblekage (uden sukker, men med masser af smør og cremefraiche :)) og nogle is, som jeg tror at drengene gerne vil sørge for forsvinder hen over weekenden.
  • Jeg har syet mine nye jeans, som allerede var gået op i en syning (dårlig stil H&M). Og  jeg fik reddet syningen før den gik for meget op, hvilket gør reparationen markant nemmere at have med at gøre.
  • De sidste par uger har jeg strikket bestillingsstrik på livet løs. Jeg mangler kun det sidste projekt i bestillingen, og så kommer der lidt ekstra penge i kassen derfra.
  • Jeg har købt stof til en ny nederdel. Jeg syer den i dobbelt jersey, så den bliver varm nok her til vinter. Jeg mangler et alternativ til jeans på arbejdet, til de dage, hvor jeg gerne vil have noget andet på. Jeg har også en ide til en kjole og en nederdele mere, begge dele af stof fra lageret.
  • Jeg har fundet alle mine dejlige uldsweatre frem, og glæder mig allerede til en vinter i lækkert hjemmestrik 🙂 Og jeg har et par ideer til endnu et par sweatre, som gerne skulle flytte ind i garderoben i løbet af vinteren. Jeg elsker hele processen, fra tanker om design til udvalg af materialer til færdigt projekt. Jeg kan kun anbefale at gå i gang med strikkepindene, hvis du også vil holde varmen på den hjemmestrikkede måde til vinter. Se eventuelt opskrifter her: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2

Nu er det tid til rødvin og strik. God aften derude 🙂

6 In Frugal Friday

Frugal Friday

thumbnail_img_4297

  • Jeg opdagede, at der (trods meget gennemgang) stadig var noget tøj, som jeg flere gange tog frem, men hang tilbage igen fordi det ikke virkede, så jeg lagde det til side til en omgang redesign. Nu er en kjole, der var for kort, blevet til en top, og en blonde top, der sad for løst, er syet ind i siderne, og passer nu fint. Ofte kræver det ikke de store sy-evner at få tøjet til at fungere, og det er en dejlig nem og billig måde at få “nyt” tøj på.
  • Jeg har længe haft dårlig samvittighed over at bruge deodorant med aluminium, da der er usikkerhed om, hvorvidt det kan medføre brystkræft. Når det gælder kemi og skadevirkninger, så går jeg gerne med livrem og sele, men de alternativer, som jeg kunne finde uden aluminium fjernede ikke svedlugt, og så var jeg lige vidt. Men jeg havde læst flere steder, at man kan lave sin egen deodorant af kokosolie og natron, men jeg havde virkelig ikke regnet med at det virkede. I denne uge fik jeg endelig taget mig sammen til at få rørt ingredienserne sammen og testet blandingen, og til min store overraskelse, så virker det. Også selvom, at vi har haft nogle ret varme dage, og jeg har været på arbejde, hentet børn, ryddet op, lavet mad, ordnet køkken osv. Så de varmeste anbefalinger er hermed givet videre. (Jeg blandede en spiseske kokosolie og en ½ teske natron). 
  • Jeg holder stadig mit sukkerstop, hvilket betyder, at drengenes fredagsslik overlever fra uge til uge, så der spares en del på den konto 🙂
  • Jeg blev færdig med (endnu) sweater til mig selv denne uge, hvilket betyder, at jeg er godt dækket ind når vinterkulden engang rammer landet.
  • Jeg har modtaget en bestilling på strik til nogle søde piger på Grønland, hvor vinteren er ved at komme godt i gang. Det er rent win-win, for jeg får undskyldning for at strikke, tjener lidt ekstra og nogle søde piger kan holde varmen til vinter 🙂

Nu: Strikketid og rødvin.

God fredag derude.

2 In Et bæredygtigt liv

Tomme kalorier

IMG_4122

Som jeg har skrevet om på instagram (https://www.instagram.com/projecthandmade/) har jeg snart overholdt to måneder med sukkerstop. Det sidste afgørende skub hen imod et endeligt sukkerstop, var tre dage med konstant hovedpine, og erkendelsen af, at det måtte være sommerferiens ekstremt accelererede sukkerindtag, som var grunden.

Baggrunden for overhovedet at overveje helt at stoppe med at spise sukker er, at jeg fik konstateret PCO, da jeg var 23 år, og fik beskeden om, at jeg nok skulle indstille mig på, at det ville være rigtig svært for mig at blive gravid. Lidt research på nettet viste, at det (muligvis) ville gøre det nemmere, hvis jeg helt undlod at spise sukker forud for eventuelle forsøg på at få børn. Så jeg har løbende holdt længere pauser fra sukker.

Der har aldrig været noget tvivl for mig om, at sukker ikke hører til i min kost. Det får mig til at tage på, få oppustet mave, dårligt humør, dårlig hud osv. Men det har været svært konstant at sige nej tak til kage, is og slik, da det tit er en del af det sociale samvær. Men med alderen er det (også på mange andre punkter ) blevet nemmere for mig at skille mig ud fra flokken. Det betyder mindre for mig, hvad folk tænker, og mere hvordan jeg har det i min egen krop. Så jeg tror, at det er realistisk, at sukkerstoppet kan holde denne gang.  Jeg har meldt klart ud overfor kolleger, familie og venner, at jeg ikke spiser sukker, og at det ikke er synd for mig fordi jeg spiser så meget andet lækkert i stedet for.

De sidste par dage har jeg tænkt over, at man faktisk godt kan sammenligne mit sukkerstop, med mit købestop. Jeg siger også nej til et hurtigt shoppekick, og vender mig istedet mod en mere bæredygtig garderobe, som gør mig glad. Jeg fravælger de tomme kalorier, og vælger god kvalitet og glæde til. Både sukkerstop og købestop strider lidt mod den “normale” måde at gøre tingene på, men jeg følger en vej, der giver mening for mig. Samtidig er det for mig nemmere bare helt at sige nej, både til shopping og sukker, fremfor konstant at skulle diskutere grænserne med mig selv.

Har du nogen erfaring med købestop eller sukkerstop – eller følger du mere “alt-med-måde”-metoden?

God aften derude.

 

7 In Frugal Friday

Frugal Friday

IMG_2951

  • Vi har brugt den sidste uge af sommerferien til at få færdiggjort en række projekter i huset. Så som at få billeder og lamper sat op (vi har jo også kun boet her i 10 måneder :)). En af projekterne var at få skiftet sofabordet ud, da det gamle ikke passede til de “nye” sofaer. Vi fandt endelig, efter lang tids søgning, da vi åbenbart er meget kræsne når det kommer til sofaborde, et fint hvidt bord i de rette mål på DBA. Og tre dage efter fik vi solgt det gamle bord, til samme pris, så det var et gratis bytte, og også helt CO2-gratis, da ingen nye borde skulle produceres for, at to nye familier fik “nye” møbler.
  • Jeg har fået ryddet lidt ekstra op i skuffer og skabe, og har fået solgt lidt ting, og har fået sendt nogle ting til genbrug, som vi ikke skulle bruge mere. Det kommer nok ikke bag på nogen, men jeg slapper virkelig af, når jeg får ryddet op og organiseret.
  • Der manglede lidt farver i stuen, og bevæbnet med tre fine nye postkort og rammer som jeg allerede havde liggende, fik jeg hurtigt fixet det. Til den rørende pris af 12kroner.
  • Een af ugens mere hyggeligere projekter har været at bygge lego-bord på drengenes værelse. Min kæreste har hacket nogle IKEA-møbler, så der både er en masse kasser til opbevaring, og en stor plade til at bygge en lego-by. Der gik det meste af to dage med at sortere ALT det gamle lego, og bygge en del af tingene op igen, og nu er der igen rigtigt godt gang i lego-legen på værelset. Begge os voksne gik med i byggeriet, og vi fik to virkelig hyggelige regnvejrs-feriedage ud af det.
  • Sommerferie betyder flere is, så jeg er begyndt selv at lave saftevandsis med drengene. Tanken var at vi selv skulle lave is af blendet frugt, men for hurtigt at komme igang har vi bare lavet dem med saftevand. Drengene elsker dem, de får markant mindre sukker end med købeis, de er meget billigere end almindelige købeis, og producerer markant mindre emballage. Win-win-win-win 🙂
  • Endnu et madprojekt, der sparer os for penge og som skaber stor glæde er, at vi er begyndt at bage rugbrød selv. Vi har arvet surdej og opskrift fra søde naboer, og det er gået godt fra første forsøg. Vi skal finde en måde også at nå bageriet i hverdagen, for vi nægter at gå tilbage til købe-rugbrød igen 🙂

God fredag derude 🙂

0 In Frugal Friday

Frugal Friday – på skiferie

 Vi har lige afsluttet en uges skiferie, så denne fredag står derfor i feriens tegn, hvilket stadig giver fin plads (og grund) til sparsommelighed.

  • Mad: Turen gik til hemsedal i Norge, og belært af erfaring med de norske madpriser, havde vi derfor al maden med hjemmefra. Jeg lavede aftensmad til hele ugen to dage før afgang, så det var frosset godt ned, og det klarede turen i fint i frostboksen. Vi tog også brød, frugt,  pålæg, musli, havregryn, frostgrønt, kaffe osv med. Vi købte mælk, yoghurt og 3(!) liter is heroppe, ellers var alt andet medbragt hjemmefra. Det kan særligt anbefales at lave aftensmaden på forhånd, så der ikke går kostbar skitid med madlavning.
  • Tøj: Lillebror havde arvet et skisæt, som blev købt til storebror før første skiferie (genbrug 30kr), storebror brugte sin vinterjakke (genbrug 10kr) og nye skibukser (købt på udsalg lige før turen). Mit eget skitøj er 13 år gammelt og bliver kun brugt den ene gang om året. Jeg vinder ingen stilpræmier, men er stadig glad for det.
  •  Snacks: Vi havde medbragt rigelig chokolade og muslibarer til at spise på pisterne, så vi ikke kunne lokkes til at betale overpris pga sukkerkolde børn.
  • Bolig: Vi boede i lejlighed med køkken, så vi kunne lave al maden selv. Lejligheden lå tæt på pisten, så det var nemt at tage hjem og spise frokost, hvilket vi gjorde de fleste dage. De dage vi spiste på bjerget var planlagte, velfortjent og alle pengene værd ?

Hele pointen med at leve sparsommeligt, er netop at bruge pengene der, hvor det giver mening. Og derfor vælger vi 1) at tage på skiferie, selvom det er en dyr ferieform 2) at tage et godt sted hen (absolut ikke det biligste) 3) at tage færgen frem og tilbage, selvom det var klart billigere at køre hele vejen.

Det giver ingen mening at spare bare for at spare, der må også være et mål, som man sparer op til, og det skal stornydes.

God fredag derude.

0 In Frugal Friday

Frugal Friday

fotogg

Efter endnu en dejlig uge, er vi nået til fredag,  og dermed er vi også nået til ugens nøjsomheds-højdepunkter.

  1. Søndag spiste drengene og jeg alene, og vi hyggede os med rester fra fryseren og en hurtig råkost af ting vi, som allerede var i køleskabet.
  2. Mandag lavede jeg en omgang “væltet køleskab”, som bestod af porrer, en rest kylling og en rest grovris med hakkede tomater, kokosmælk og fløde. Maden faldt ikke i drengenes smag og resten blev lagt i fryseren til en tænkepause. Efter et par dage fik jeg ideen at bruge resten som kødsovs i en lasagne, så med et par dåser hakkede tomater, bechamelsovs og pastaplader fra skabet genopstod den som en virkelig lækker lasagne. Fik jeg sagt, at jeg elsker rester 🙂
  3. Min taske, som jeg fandt i genbrug til ingen penge, og som jeg er virkelig glad for, er begyndt at gå op i foret (igen) og jeg skyndte mig at sy den før flængen blev værre. Der er, belært af erfaring, meget tid sparet ved at reparere skader hurtigt, før de bliver værre. Der er intet galt med læderet overhovedet, så for mig er det stadig umagen værd at reparere på foret.
  4. Jeg var på en arbejdsrejse torsdag, og huskede at medbringe snacks hjemmefra, så jeg ikke blev tvunget af lavt blodsukker til at købe noget tilfældigt (og dyrt) undervejs.
  5. Vi har netop fået vores aconto-regninger for forbrug i det nye hus, og for at få et overblik over, hvad vi reelt bruger fører vi oversigt over vores el- og vandforbrug de næste fjorten dage. Hvis aconto-regningen er for høj får vi den sat ned. Så kan de “sparede” penge gå til ekstra afbetaling af gæld og vi sparer renter i det lange løb.

Nu er det strikketid 🙂

Hav en dejlig weekend derude.

2 In Købestop

Opdatering af årets shoppeliste for 2015 #3

FullSizeRender (5).jpg

I disse årets sidste uger, har jeg været på shoppetur og tilføjet endnu et item til årets shoppeliste. En fast del af min hverdagsuniform er jeans, enten sorte eller mørkeblå, og mine sorte jeans var begyndt at synge på sidste vers.

Mit sukkerstop, som jeg endelig har fået tilbage på skinner efter mange måneders pause, har gjort at jeg har tabt mig lidt, og kombineret med at mine sorte jeans var blevet mindre elastiske efter et års intens brug, betød at et par nye måtte til.

En af bivirkningerne ved en lille garderobe er, at der ikke er plads til tøj, der ikke virker. Det bliver tydeligt med det samme, hvis der er bænkevarmere i skabet. Jeg har brugt den sidste måned på at lede efter genbrugsalternativer til at erstatte de sorte jeans, men jeg har ikke fundet et godt bud, og valgte derfor at købe et par helt nye.

Jeg havde naturligvis helst købt genbrug, men jeg vælger den pragmatiske vej på grund af den realitet, at jeg med fuldtidsjob og to mindre børn, nogle gange er nødt til at fravige det ideelle valg til fordel for det, der kan lade sig gøre. Shoppelisten for 2015 ser derfor nu således ud:

Shoppeliste 2015 (købt fra ny):

  • Habitjakke (erstatningskøb)
  • 2 par strømpebukser (basis)
  • 4 par strømper (basis)
  • Vinterstøvler (erstatningskøb)
  • 2 par sandaler (erstatningskøb)
  • 3 lyse undertrøjer (basis)
  • 5 par strømper (basis)
  • Pyjamasbukser (erstatningskøb)

Nye køb:

  • Sorte jeans (erstatningskøb

Ud over de nye jeans, har jeg købt nyt garn til en tynd sweater til mig selv, som erstatning for en eksisterende sweater, som næsten er slidt op. Og silkestof til to nye toppe til arbejde, til at aflaste dem jeg allerede har. En anden udfordring ved en lille garderobe er, at tøjet bliver slidt hurtigere, men det er en lille pris at betale for at have sit yndlingstøj (i uld og silke) på hver eneste dag 🙂

God weekend derude.

 

 

12 In Minimalisme

“At få tingene gjort”

foto4444444Når én af mine nytårsforsæt er noget så abstrakt, som at “få tingene gjort”, kan det godt være en fordel at konkretisere det lidt. Jeg tror, at grunden til at mange nytårsforsæt bliver ved tanken er, at de ikke er operative. Hvis nu jeg ønsker at tabe fem kg kan det virke uoverskueligt, men ønsket kan gøres operativt ved, at forsættet istedet går ud på at stoppe med at spise sukker eller løbe to gange om ugen.

Med at “få tingene gjort” mener jeg helt konkret, at jeg vil have aflivet min TODO-liste, hvor mange punkter efterhånden har stået så længe, at de er groet fast og selv min underbevisthed har forstået det skjulte budskab og opgivet tanken om at få dem gjort.

Jeg har derfor sat mig ned og lavet en (laaaang) liste over alle mine uafklarede projekter pr. dags dato. Nogle er helt nye, som for eksempel at sy sengetøj til en lille ny verdensborger (han blev født i nat) og andre, som at aflevere en babyautostol tilbage efter lån (“babyen” er nu 2½ år), har længe naget min samvittighed.

For at gøre TODO-liste-aflivningen nemmere, har jeg besluttet mig for, at jeg skal aflive ét punkt, efter eget valg, hver dag (også gerne flere, hvis ånden kommer over mig). Der er to strategier jeg kan følge: 1) Gøre de nemmeste eller sjoveste ting først. 2) Gøre de sværeste eller kedeligste ting først. Jeg tror, realistisk set, at jeg kommer til at starte med de nemme og efterhånden, som listen bliver kortere vil jeg blive tvunget til at takle de lidt sværere ting, herunder en tur til tandlægen (suk).

Der bliver ikke noget pause fra strikning imens denne proces kører, som jeg forsøgte her: www.projecthandmade2014.wordpress.com/2014/12/22/overspringsstrikning/

Jeg lærte af mit sidste forsøg, at hvis jeg prøver at nå for meget på for kort tid, så kører jeg sur i projektet. Så denne gang må jeg strikke som jeg plejer, blot først når jeg har aflivet dagens TODO-punkt. Så er jeg også meget nemmere at være i nærheden af for resten af familien. KnittingIsMyMeditation 🙂

11 In Minimalisme

Nye vaner i 2015 og genindførelsen af husmor-runden

222222

Starten af 2015 har budt på lange arbejdsdage, hvilket ikke har efterladt tid til mange tanker om, hvad året skal bringe. Men når hverdagen er allermest travl er det alligevel nemt at få øje på de steder, hvor tingene ikke rigtig kører, så her er de nye vaner, som jeg drømmer om at få indført i 2015:

  1. Mere fokus på job, karriere eller hvad vi nu skal kalde det. Indtil jeg kan blive betalt for at strikke dagen lang, så er mit nuværende job mit levebrød og hvad jeg “gør” mellem 7.30 og 15.00 hver dag, og i perioder mange flere timer end det. Og det er et job, som rummer masser af mulighed for udvikling og dermed også fortjener min uddelte opmærksomhed når jeg er til stede. Derfor 100 procent mindre small talk, tanker om børnene, tanker om strik og fokus på andet end jobbet, i de timer jeg nu alligevel er der. Det er vel ikke så meget at forlange af mig selv.
  2. Begrænsning af sociale mediers plads i mit liv. Dette punkt er vist forholdsvis selvforklarende. Sociale medier skal have deres plads mellem børnenes sovetid og min sovetid, dvs. om aftenen når de ikke distraherer mig fra andre ting der betyder mere.
  3. Accept af at kroppen efterhånden (jeg er 33 år) kræver lidt mere vedligeholdelsestid end hidtil. Løbeture og styrketræning er nu et spørgsmål om at holde kroppen frisk og stærk, og ikke længere et spørgsmål om noget så ligegyldigt som et tal på vægten. Tilsvarende er brugen af tandtråd, sukkerstop og sund mad med masser af gode fedtstoffer, frugt og grønt nu NeedToHave og ikke NiceToHave.
  4. At få tingene gjort. Der skal ikke ophobe sig en masser opgaver, som ligger i baghovedet og ulmer. Det skaber dårlig energi og det er for nemt at vænne sig til at have en masse ufærdige opgaver liggende. Bevidstheden vænner sig til den dårlige samvittighed og det ubehag den skaber i kroppen. Til sidst har jeg glemt følelsen af ikke at være bagud konstant, og den dårlige samvittighed bliver den nye normal.
  5. Som en helt lav-praktisk løsning på punkt nummer 4 skal husmor-runden genindføres. Husmor-runden = Den tur rundt i huset/lejligheden, som foretages efter ungerne er puttet og som går ud på at genoprette tingenes tilstand, gå ned med skrald, rydde op og gøre klar til næste dag. Ja, det lyder vildt kedeligt, men det er det mest effektive middel jeg kender mod den lille stemme, der fortæller at jeg ikke er klar til næste dag og derfor hellere vil gemme mig under dynen når vækkeuret ringer end at stå op og komme igang.

Det var ordene. Nu skal de bare efterleves 🙂