Jeg har efterhånden vænnet mig til at leve med den svage mislyd af klimasorg i mit hoved. Med bloggen som terapi har jeg skrevet mig igennem sorgens faser og er nu nået frem til en form for accept. Og jeg tror på, at alle de små bæredygtige skridt vi kan tage i vores eget hverdagsliv – selvom de er småbitte i det store billede – de gør en forskel, og de skaber håb og giver ro i sjælen.

Men på sådan en dag, hvor det føles som om verden brænder om ørerne på os, så tænker jeg, at det nok skal blive værre før det bliver bedre. For jo mere tydeligt det bliver, at vores nuværende levestandard er ved at ødelægge vores eget habitat, jo mere ekstreme skridt vil vi som civilisation blive tvunget til at foretaget. Men jeg tvivler ofte på, at viljen er der.Men jeg øver mig i at finde håb i handling og grønne fællesskaber, og glæder mig over, hvor hurtigt der sker en stemningsændring i samfundet nu, hvor de fleste godt kan se (pånær dem der ikke vil se), at vi er nødt til at gøre noget anderledes.

Og så prøver jeg at huske på teorien om circle of influence, som ganske simpelt går ud på, at der er ting, som er indenfor din kontrol, ting, der er indenfor din indflydelse/influence og så en hel masse ting, som er ganske udenfor din kontrol og indflydelse og som du allerhøjst kan være bekymret over. En stor del af mediebilledet hører til den sidste kategori, og jeg øver mig i at trække lidt på skulderen over de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved – og så rette fuld fokus på dem, som jeg kan.

Det er min lille hack til at bevare troen på, at det hele nok skal gå, i en lidt fucked up verden.

Hvad gør du for at bevare håbet?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Det føles efterhånden som om klima er kommet mere på lystavlen, både hos medierne og hos mine venner og kolleger. Og mon ikke vejrets lidt besynderlige adfærd denne sommer/efterår i år, har hjulpet lidt til. Jeg har tidligere skrevet om min egen klimasorg, og hvordan jeg kæmpede med at komme igennem de forskellige sorg-stadier, uden at miste modet helt.

Min egen konklusion er, at uanset om vi kan afhjælpe følgerne af de valg, som vi har taget på planetens vegne i de sidste mange år, så ligger nøglen til det gode liv i at skabe overensstemmelse mellem dine overbevisninger og dine handlinger. Og det betyder, at når du først har erkendt at overforbrug, jævnlige flyveture og madspild er direkte årsag til kraftigere klimaforandringer, så bliver det sværere bare at gå videre af samme vej. Det kræver ihvertfald en stor evne til at undertrykke din egen viden.

Men hvis du indfører de ændringer i din hverdag, som du ved er i overensstemmelse med din viden om den påvirkning du som privatforbruger har, så føles det mere rigtigt, og mere rart at være i dit eget liv. Også selvom du naturligvis ikke på egen hånd kan ændre hele vores samfund. Og hvis du har læst med på bloggen i mere end fem minutter, så ved du også, at jeg er helt overbevist om, at et bæredygtigt (hippieliv) også er et godt liv. Og, at hvis du skærer ned på det overflødige, både forbrug og ting i dit hjem, så bliver der mere plads til det, som virkelig betydet noget.

Og det bedste måde at bevare håbet er ved at sætte handling bag de følelser vi har. Så kom med i hverdags-klimakampen, find på dine egne hippiehacks, snak med dine venner om, hvad vi sammen kan gøre og tal højt om de ting, som du selv har ændret. Og lad os så gøre, hvad vi kan, med det vi har. 1 2 3 go.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Godt så. Sidste uge bragte en DF’er (hvis navn ikke får lov til at mænge sig på min blog) sig lidt ekstra omtale i dagens nyhedsstrøm ved at fornægte, hvad størstedelen af alle klimaforskere mener er blevet ret grundigt bevist, nemlig at de igangværende klimaforandringer er menneskeskabte. DF’eren udtaler:

“Jeg kan da ikke udelukke tesen om, at de er menneskeskabte. Men så længe, der er pålidelige forskere, der siger det ene, og så nogle andre, der siger det andet, så føler jeg mig ikke fuldstændigt overbevist om, at den ene forklaring er mere rigtig end den anden. Så handler det mere om trosspørgsmål, og det synes jeg først og fremmest hører til i en kirke og ikke i politik, siger han til Information.”

Og problemet er jo ikke, at denne politiker mener noget andet end godt 98 procent af alle klimaforskere, eller at han ser sit snit til at få lidt omtale ud af at gå imod strømmen. Problemer er, at alle dem, som egentlig ønsker, at klimaforskerne tager fejl, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte og vi derfor ikke kan gøre noget ved dem, de får en knage at hænge deres tvivl på, og derfor kan tillade sig at lade som ingenting.

Den samme strategi har tidligere været brugt af tobaksindustrien, olieindustrien og andre diverse kemi-giganter. Og det smarte trick er, at det ikke handler om at have ret, men derimod om at skabe så meget tvivl om konklusionerne, at den almindelige borger kan fortsætte sit almindelige hverdagsliv og lade som ingenting. For det er jo ikke “endelig afklaret” om cigaretter er farlige eller om store mængder CO2 i vores atmosfære er en jævnt dårlig ide, så jeg venter bare med at gøre noget/ændre noget i mit liv, til alle forskere er enige.

Det er farligt, fordi det forhaler, at vi tager os sammen og finder en løsning på problemerne. Og efter en sommer som den vi har haft i år, så er de fleste endelig ved at opdage, at der er noget “anderledes” end normalt og er ret lydhøre overfor mulige løsninger. Men hvis vi giver for meget taletid til folk, som giver plads til tvivl, som igen giver plads til, at vi ikke rykker mens tid er, så blir jeg helt ufatteligt træt. Ja, Bjørn Lomborg, jeg kigger også på dig. SUK.

SÅ lad det være klart, at størstedelen af de relevante forskere er dybt bekymrede over, at klimaforandringerne ikke bare er igang, men at de kommer med så overvældende fart, at vi har ganske få år til at gøre noget aktivt for at mindske skaderne. Så lad os være ligeglade med, at en tilfældig serviceassistent fra Hvidovre/dansk politiker ikke “tror” på klimaforandringerne. Lad os overhøre ham og komme igang med arbejdet.

Og således opmuntret 🙂 Hav en dejlig aften.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Jeg skylder vist efterhånden en afslutning på min noget langtrukne følgeton om klimasorg, og som et ægte eventyr (eller noget), så ender det godt. Eller det vil sige – det ender ihvertfald – og jeg kan gå tilbage til at skrive mine vanlige indlæg om tøj, madspild, privatøkonomi, minimalisme osv 🙂

I bagklogskabens lys har jeg konkluderet, at jeg endelig er nået til den sidste fase af sorgbehandlingen. Og midt i min sorg over alt det vi som menneskehed har mistet/smidt væk/spildt ved at lade stå til, da vi opdagede, hvad udledningen af co2 gjorde ved klodens evne til at opretholde vores eget liv, er jeg endelig nået til en form for accept af tingenes tilstand. Denne accept har gjort, at disse dages nyheder om isbjerge på størrelse med amerikanske stater, der løsriver sig fra Antarktis, nye varmerekorder, flygtningestrømme fremprovokeret af krige kæmpet over knappe ressourcer osvosv, ikke skræmmer livet af mig, som de gjorde for 1½ år siden, men jeg har accepteret, at dette er “the new normal”.

Og helt ærligt, så ville jeg ønske, at vi alle kunne bevæge os hurtigt igennem accepten af realiteterne – og gå direkte til kamp mod den jagt på profit, vækst og forbrugerisme, som står i vejen for, at vi finder en smartere vej til at leve på vores klode uden at ødelægge det for os selv og for alle fremtidige generationer.

Min accept er desværre ikke krydret med store forventninger til, at vi som race står sammen og (i sidste øjeblik) vender udviklingen og afværger effekterne af klimaforandringerne. Derimod tror jeg, at vi har retning direkte mod afgrunden. Og for at vende tilbage til et tidligere indlæg, så tror jeg ikke længere, at de små ændringer af vores daglige levevis reelt gør en forskel i forhold til, at der ikke er politisk vilje til at foretage forandringer af vores samfund, som kunne gøre en reel forskel. Og helt ærligt, så tror jeg, at vi er alt for sent ude til at forhindre virkelig alvorlige klimaforandringer – de vil formodentlig blive en realitet både for os selv – og for vores børn. Vores egen grådighed og manglede evne til at se det store billede, har sat nogle bevægelser igang, som vi ikke har mulighed for at stoppe.

MEN jeg har også erkendt, at selvom egne mine grønne hverdagsvaner, såsom at dyrke min egen salat og krydderurter, kompostere, basere min egen og drengenes garderobe på genbrug, undgå flyvning, minimere madspild osvosv, ikke gør den store forskel på verdensplan, så gør det en kæmpe forskel for min egen sjæl og på min måde at være tilstede i verden på. Jeg forsøger med alle midler at være en del af løsningen fremfor en del af problemet.

Og jeg forsøger via denne blog at hjernevaske så mange af jer andre som muligt til at følge mig og finde jeres egen måde at gøre så lidt miljømæssig skade som muligt, og endda have et rigtig godt liv – ikke på trods heraf – men på grund heraf 🙂

Hvad tænker I? Ser jeg for negativt på tingene? Og hvad er næste skridt herfra?

Hvis du kender til teorien om sorgbehandlingens fem faser, så ved du også, at næste stop på “turen”, er depression. Men dem, der kender mig godt ved også, at jeg er et positivt menneske af natur, og det tror jeg er årsagen til, at jeg ikke “sad fast” i depressions-fasen særligt længe. Jeg mærkede mest denne fase som en dyb frustration over, at det føltes som om, at de vidtrækkende konsekvenser af klimaforandringerne er uundgåelig, og at mine handlinger ikke havde nogen betydning, som jeg beskrev her.

Med denne følelse af “løbet var kørt”, ville det være nærliggende at gå tilbage til benægtelse og gemme mig i Netflix, Facebook og hverdagens små problemer. Jeg forestiller mig, at der kan findes en sammenhæng mellem vores konfrontation med en mere og mere kompleks verden og hverdag, og vores tilbøjelighed til at bruge fritiden foran skærmen, fordybet i fantasifulde verdenener, og glemme udfordringerne foran os.

Men jeg er ikke fan af at se tv, og endnu mindre fan af at lade “elefanten i rummet” være, men til gengæld er jeg stor tilhænger af at handle. Der er ingen garantier for at gøre det rigtige – men så har jeg gjort noget. Som James Hansen beskriver i sin ted talk om når børnebørnene engang spørger ham, hvad han gjorde for at forhindre klimaforandringer, så håber jeg at mit svar, til mine endnu hypotetiske børnebørn være, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at forhindre, at de skal leve med for store konsekvenser af klimaforandringerne.

For helt ærligt, så lever vi allerede midt i en verden dybt påvirket af konsekvenserne af et mere ustabilt klima. Det rammer fødevaresikkerheden og adgang til rent vand, som er grundlaget for at mennesker kan leve et godt liv. Så tiden er for kostbar til at hænge fast i tankerne om, hvad der kunne have været, hvis vi havde handlet dengang tilbage i 1981, vi må se fremad og handle NU.

Se mere her.

God aften derude.

Da vreden havde lagt sig lidt, trådte jeg over i en mere proaktiv fase, og tænkte: Okay, hvad kan jeg selv gøre for at forhindre klimaforandringer. Det har efterfølgende været oplagt for mig at se mit projekt i starten af året med #bæredygtigehverdagsvaner, som et udspring af dette forsøg. Jeg tænkte, at hvis jeg fik lokket nok personer med på at ændre små hverdagsvaner i en mere miljøvenlig retning, så havde jeg gjort mit.

Denne sorgfase kaldes også forhandlingsfasen, og vil ofte manifestere sig som forhandling med gud/skæbnen/døden eller lignende i forbindelse med en nærtståendes død eller sygdom. Så som, “hvis jeg nu bliver et bedre mennesker, lover at stoppe med at ryge, aldrig gør (indsæt selv) mere, så vil personen komme tilbage eller blive rask”. 

Efter nogle uger med projektet indså jeg stille og roligt, at mine små handlinger ingen forskel gjorde i det store billede, og jeg droppede ideen igen.

Samtidig med, at jeg opgav tanken om at forhindre klimaforandringer ved at sprede budskabet om nøjsomhed, som vejen til lykke, ro og glæde (og et mere miljøvenligt liv), så begyndte klimaforandringerne at få mere plads i medierne. Særligt understøttet af allestedsværende nyheder om temperaturrekorder, oversvømmelser og et underligt, uforudsigeligt vejr mange steder på kloden. Det gav mig lidt forhåbning om, at der ville begynde at ske noget. Men vi venter stadig….

Se eventuelt mere her.

Har du lagt mærke til, at der generelt er større fokus på klimaforandringer? Tror du, at der er “noget om snakken”, eller er det bare vejret, der ændrer sig, som det altid har gjort?

God aften derude.

Mor er ikke skuffet – mor er vred!

Som jeg skrev om her: https://projecthandmade.dk/2017/05/08/klimasorg-benaegtelse/ så er det langsomt gået op for mig, at jeg har gennemgået en sorgproces over de sidste par år. Det er først med bagklogskabens klare lys, at jeg kan se de enkelte faser, men dagens nyhed om, at Trump har besluttet at trække USA ud af klimaaftalen, har frisk genoplivet min gennemgående følelse fra fase 2, nemlig: VREDE.

Efter en periode med benægtelse, hvor jeg forsøgte at bortforklare, benægte og skønmale alle tegn på klimaforandringerne, samtidig med, at det blev mere tydeligt, at der var noget om snakken, og at jeg ikke bare kunne lade som ingenting – blev jeg mere og mere vred.

Klimaforandringerne har været generelt anerkendt siden 1981, hvor James Hansen holdt sin berømte tale i kongressen – dengang under betegnelsen – drivhuseffekten. Det vil sige, at man har kendt til CO2- og menneskeskabte klimaforandringer hele mit liv, og man har ikke taget truslen alvorligt, man har vendt ryggen til, og levet trygt med en forventning om, at effekten først ville ramme om over 200 år, og det kunne jo være lige meget.

Så nu står min generation med lorten – nu er vi de voksne, der skal forestille at vide hvad vi skal gøre ved det hele. Vi er den første generation, der med egne øjne kan se virkningerne af at vores forældres generation undlod at gøre noget ved problemet, da det bare var en lille haletudse, og dermed fik problemet lov til at vokse op og blive en stor grim frø, som vi nu skal sluge. For hvert år vi venter med at gøre noget, så skal der tages voldsommere og voldsommere skridt for at hindre katastrofen.

Samtidig skal vi forberede vores børn på, at de kommer til at vokse op med et totalt uforudsigeligt klima, hvilket vil medføre hidtid usete problemer med at sikre nok mad og vand til alle, samtidig med at jordens befolkning vokser uhæmmet.

Jeg var vred på olieindustrien, der har spredt usikkerhed omkring, hvorvidt klimaforandringer eksister, hvilket har givet investeringsselskaber og regeringer lige nøjagtigt nok “tvivl” at gemme sig bagved, så de har kunne undlade at tage upopulære politiske beslutninger i tide. Jeg var vred på “de voksne”, der ikke gjorde noget ved problemerne i tide. Og jeg var vred på mig selv for ikke at gøre nok.

Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale: https://www.youtube.com/watch?v=tq2Znc21TWY

God aften derude.

PS. Hvad skal vores svar være til Trump og USA?

For halvandet år siden var vi lige flyttet fra byen og ud i vores lille rækkehus på landet, og jeg var på vej på arbejde en helt almindelig december morgen. Det var 2015, og som I måske husker, var en meget mild vinter. Under arbejdet med at pakke lejligheden ned var jeg blevet lidt småafhængig af at lytte til ted talks på youtube for at blive underholdt under det kedelige arbejde med at pakke. Jeg lyttede primært til Dave Ramsey, som bekræftede mig i mine tanker om gældsfrihed og sparsommelighed. Men jeg faldt også lidt tilfældigt over et par videoer om klimaforandringer, og jeg fik  øjnene op for, at klimaforandringer ikke blot var et problem for vores børns børn, men at klimaforandringerne skete lige nu, og ville påvirke os mere og mere. Og at de allerede var igang.

Det var en erkendelse, der kom snigende, og det var frustrerende, at det slet ikke var på agendaen i medierne, eller hos mine kolleger og venner. Det var svært at høre på small talk om det (dejligt) milde vintervejr, uden at tale om den underliggende årsag, og jeg kunne også se på mine kolleger, at klimaforandringer ikke var passende frokostbordsnak 🙂

På trods af mine store glæde ved endelig at være flyttet og være endt så dejligt et sted, at drengene klarede flytningen så flot og at vi hurtigt kom godt på plads, så lå der konstant en tristhed i mit baghoved.

Denne december morgen fik jeg nok af tristheden, og jeg besluttede mig for at gøre som alle i min omverden ved at “glemme” min viden, og bare lade hverdagen gå videre som normalt. For helt ærligt, det var da også meget dejligt med den milde vinter, når nu vi stadig havde to drenge, der skulle i flyverdragter, huer, vanter osv. Og måske det mildere vejr også kunne give os længere sæsoner for landbruget, og det er vel godt for os alle. Generelt er jeg en positiv person, så øvelsen med at finde positive vinkler på alt, faldt mig slet ikke så fjernt.

Det var først for nyligt, at det gik op for mig, at det var en klassisk fase af almindelig sorgbehandling, som jeg gennemgik dengang tilbage i 2015. Det gik op for mig, da jeg begyndte at se de samme tegn hos mine kolleger og min kæreste. I de sidste halvandet år er der kommet mere og mere fokus på de aktuelle klimaforandringer, voldsomt uvejr, koralrevenes død, tørke hvor det burde regne, og for meget regn andre steder, har fået de flestes øjne op for, at vi står midt i klimaforandringerne, og at de ikke ligger engang ude i fremtiden. Og nu hører jeg de samme forsøg på at finde de gode sider af klimaforandring, hvilket næsten kan være lidt komiske at høre på, når der samtidig hver dag bliver sat nye rekorder for smeltet arktisk is, varmegrader og mængde af CO2 i atmosfæren.

Hvis du vil (tør) vide mere, kan jeg anbefale denne video: https://www.youtube.com/watch?v=fWInyaMWBY8

Godnat og sov godt.