Frugal Friday

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Det en mørk og regnfuld fredag morgen, og dermed tid til ugens indlæg om de små grønne hacks, som har sparet os penge, CO2 og tid i ugens løb.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Fået ryddet ud i vores bogreol, som en del af Den store fælles efterårsoprydning. Jeg har sat en del bøger og blade til salg, og dem som ikke er solgt indenfor to uger, de ryger til genbrug. Det er min holdning, at det er fint at prøve at få pengene igen på de ting, som vi rydder op, men det skal ikke tage så lang tid, at oprydningen går i stå.
    • Ryddet op i drengenes krea-ting, og konstateret, at vi ikke kommer til at mangle farveblyanter eller perler i meget lang tid 🙂
    • Lappet to par af lillebrors bukser. Det er et lille, hurtigt projekt, og det giver så god mening at fixe det tøj vi allerede har, fremfor at gå ud og købe nyt. Det er nærmest blevet en livsfilosofi – kun at købe ganske lidt og passe på det, som vi har. Jeg har ingen skrubler ved at købe nyt, når det virkelig er nødvendigt fordi jeg ved, at vi har gjort hvad vi kan for at passe på og bruge de ting vi har.
    • Droppet Nemlig (ikke reklame) denne uge, da vi er på tur en del af dagene. Jeg er stadig meget begejstret for at få leveret størstedelen af vores mad. Og jeg har en fornemmelse af, at vi sparer penge og vi sparer helt sikkert tid, men der er ingen grund til at fylde køleskabet med mad, når vi næsten ikke skal være hjemme.
    • Mandag lavede jeg en kæmpe portion kødsovs a la væltet grøntsagskuffe for at få tømt ud i køleskabet. Første aften spiste vi pasta og kødsovs, næste dag røg en stor del af kødsovsen i en lasagne, som vi spiste med gæster om aftenen og der var stadig rester tilbage. Den sidste portion af kødsovsen røg i fryseren til hurtig aftensmad en dag, hvor overskuddet er lavt. Det sparer meget på kødet, når størstedelen af fyldet består af revne grøntsager, men smagen er stadig den samme, og når vi samtidig får tømt ud i de lidt triste grøntsager i køleskabet, så er det rent win-win-win.
    • I aften står menuen på rester fra kærestens arbejde, suppleret med de sidste grøntsager, der blev tilovers fra forrige uges færdige “madkasser”. Eneste “ulempe” ved at få maden leveret er, at der virkelig er rigelig mad, så det kræver lidt opmærksomhed ikke at lade noget gå til spilde. Det kan ressourcenøden nemlig ikke lide 🙂
    • Jeg har en enkelt fridag med drengene idag og jeg har lovet dem, at vi tager en tur i trampolin-land. Jeg vil gerne vise, at det ikke behøves at koste penge at have det sjovt sammen, derfor er et besøg i trampolin-land på ingen måde en hverdagsting for dem, så de glæder sig – og det gør jeg også 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Det er blevet fredag, og dermed tid til at hylde alle de små nøjsomheds-hacks, som har sparet os tid, penge og CO2 i ugens løb.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Fundet symaskinen frem og fixet en syning, der var gået op i min yndlings redesignede genbrugsnederdel. Når skabet kun er fyldt med yndlingstøj, så giver det endnu mere mening at bruge lidt tid på at holde tingene ved lige, så de varer endnu længere.
    • Lavet endnu en uge-handling via Nemlig (ikke reklame) og selvom måneden ikke er gjort op, så ser det allerede ud til, at det koster os det samme som en normal handle måned. Og det sparer tid og beslutninger i ugens løb, hvilket er tiltrængt lige nu.
    • Købt efterårssko og cykelhjelme til drengene – det var hverken genbrug eller på tilbud – men lige de ting vi manglede. Vi kan tale meget om minimalisme og købestop, men min pointe er netop at droppe al shopping for “sjov, af “kedsomhed” eller for at “følge med” og blot købe de (ganske få) ting, som du reelt har brug for.
    • Takket ja til sammenskudsfrokost hos min lillebror i weekenden, hvor alle medbringer pålæg og overskud fra køleskabet. Det er en god måde at ses på, og få tømt ud i hele familiens køleskabe 🙂
    • Strikket i flere garnrester. Jeg arbejder på at komme i bund i garnlageret, så jeg nemmere kan overskue det jeg har. Du ved … minimalisme og all that jazz 🙂
    • Jeg bruger normalt ganske lidt penge på mig selv, da jeg er heldig at have en billig hobby og generelt bare er glad for de ting jeg har – men denne uge har jeg brugt en del penge på at ses ude med gamle og nye venner – og hver en krone brugt i den anledning var well spent 🙂

    Vi har fået så mange fine henvendelser efter udsendelsen i søndags, og jeg er så glad for at vores budskab kom rigtigt frem. Det er så nemt at blive udstillet som klimatosse (ja tak) eller frelst (nej tak), hvis man går mod strømmen og taler for mindre forbrug. Men jeg tror virkelig oprigtigt på, at nøglen til et mere roligt liv, med mindre stress og mere overskud findes i at skære ned og vælge fra. Og være taknemmelig for de små og store ting i ens liv, som du har lyst til at vælge til. Og at minimalisme netop kan være løftestangen til at foretage disse fra- og tilvalg, og generelt kan være vejen mod et mere bevidst og godt liv. YAY 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Så er det tid til frugal friday igen og efter en mere rolig uge er overskuddet til bloggen tilbage. Jeg er stor fan af at være ærlig omkring, at det ikke (heller ikke for mig) er muligt at gøre all the things på én gang, og hvis noget skal vælges fra, så bliver det bloggen.

    I denne uge har vi/jeg:

    • bestilt mad via Nemlig – måske på overfladen ikke det mest sparsommelige valg. Men efter 1,5 måned med alt for travlt, så lå motivationen og inspirationen til at lave aftensmad på et ganske lille sted. Og vi løb flere gange tør for basale ting som mælk og havregryn. Not okay. Så søndag bestilte vi fire * aftensmad + diverse basis til ugens løb, og det blev leveret mandag aften i tide til madlavningen. En erfaring er dog, at vi skal nøjes med 3 gange aftensmad, for vi har stadig to omgange tilbage, da der er virkelig meget mad med (godt gået Nemlig), så vi måtte indlægge reste-dage også. Vi har aftalt at køre denne proces måneden ud og så om det bliver dyrere end en normal måned.
    • (igen) fravalt enkeltbilleder fra drengenes skole-foto. Vi er meget glade for gruppebillederne, men med en far i huset, der er hobby-fotograf, så klarer vi helst julegavebillederne selv og sparer de penge (og rod) 🙂
    • solgt overskudsgarn fra lageret. Jeg fik ryddet skufferne og en dame gik glad herfra med nyt yndlingsgarn – win/win 🙂
    • taget de sidste squash ind fra haven, og indarbejdet dem i madplanen.
    • fundet et vildt æbletræ med virkelig, lækre æbler. Storebror er den fødte klatrer, så han hygger sig med at klatre helt op i toppen og smide æbler ned til den bekymrede mor. Reglen for at sanke er, at man aldrig tager mere end en “hat-fuld”, årsagen er, at man ikke skal ribbe alt, så der også er noget til den næste der kommer forbi 🙂
    • taget første skridt til at tabe de 4 kg, der har fulgt mig siden i sommers, hvor arbejdet med at skrive bogen var så hårdt, at jeg trøstespiste alle de chips jeg kunne komme i nærheden af. Jeg gør mig meget umage for at tale (og tænke) pænt om min krop, og er generelt meget glad for alt det den kan. Men jeg nærmer mig også 40 og har en ide om, at hvis de nykomne kg får lov til at blive hængende, så tager de snart venner med. Nej tak 🙂 Iøvrigt tror jeg godt, at den faste læser her ved, at jeg aldrig ville tænke på at tabe mig for andres skyld – men jeg vil gerne blive ved med at have en rar krop at bo i, så den skal have den kærlige opmærksomhed den fortjener. Så på med løbetøjet, som iøvrigt er købt brugt eller arvet minus løbebh og sko, hvor vi aldrig går ned på udstyr 🙂 Løb er en super træningsform, nærmest gratis og ganske effektiv (når man kommer afsted :))

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Det er den mest tiltrængte fredag længe. Ugen har budt på græsenke-tid, hvilket er gået forrygende, som en blanding af, at jeg var kick-ass, ungerne er blevet store og jeg ringede efter min moar 🙂 Bedsteforældre-støtte er et privilegium, som jeg aldrig bliver blind for #bigtimeluksus.

    I denne uge har jeg/vi:

    • Spist lækker mad fra fryseren. Der er ingen grund til at smide at-lave-mad-fra-bunden i puljen, når ugen i forvejen har budt på en voksen for lidt (noget af tiden), pres på arbejdslivet og det sædvanlige mad-bad-put-show.
    • Gjort mig umage for at gøre ting med det samme. Fremfor at huske på at skulle skrive en besked til Oscars mor eller sætte støvsugeren igang, så hellere gøre det med det samme og spare energien.
    • Holdt en uges pause fra sukkeret, hvilket både er gået for humør, hud og vægt – men også betyder, at ungernes fredagslik er uberørt og kan vare et par uger længere end ellers 🙂
    • Taget tilløb til at få ordnet entreen, som er ugens oprydningspunkt i den store fælles efterårsoprydning. Det kræver lidt politisk håndtering, da skabet indeholder min kæreste otte (!) jakker og utalte (tør ikke) par sko og da min filosofi i forhold til oprydning er lev-og-lad-leve, så venter jeg på, at han selv opdager, at det er lidt for mange. Men han har læst i min bog på det sidste, så måske kommer det af sig selv 🙂
    • Inviteret familien på lørdagsfrokost imorgen. Det er ikke et frugal trick, men jeg glæder mig meget 🙂 Og det er billigere at mødes hjemme hos os, end at tage ud 🙂 Og så kører vi ellers den sædvanlige minimér-madspild stil, og spiser eventuelle rester til aftensmad. Bum.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Godaften, så er det tid til strik, rødvin og til frugal friday. YAY.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Spist lækre rester fra kærestens arbejde, og pænt båret overskuddet til genboen – det er så åndsvagt at smide mad ud. Og det behøves ikke blive spist af os, bare det bliver spist 🙂
    • Fundet efterårstøjet frem. Det er nemt, jeg supplerer blot min sommergarderobe med strømpebukser og uldtoppe, og så kører hverdagen bare videre. Det er så nemt med en lille garderobe. Årstiden skifter, og det behøves ikke betyde shopping, tværtimod.
    • Fået solgt lidt ting fra sidste weekends oprydning. Det blev sat billigt til salg i en lokale FB-gruppe og hentet mandag, så det var tilpas hurtig ekspedering til, at jeg kunne acceptere det. Min energi i denne tid er til, at ting skal hurtigt videre.
    • Accepteret, at der er en masse ting, som ikke bliver solgt – og har båret det direkte til genbrug. Lige i disse dage er tiden og energien vigtigst.
    • Hygget mig med at strikke en masse garnrester til nye, freestylede kreationer, som alle ryger til salg på instagram i weekenden. Det er også en måde at rydde op i kreaskabet 🙂
    • Sat den store fælles efterårsoprydning igang i verdens bedste facebook-gruppe, og jeg håber at vi kan inspirere mange til at tage et ordentlig ryk på tingene i deres hus og finde frem til netop deres nok 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Endelig fredag. Mit ønske er en hverdag, hvor jeg ikke halser frem til fredag for at kollapse apatisk på sofaen. Men denne uge har været travl (mod min vilje), så jeg har set ekstra frem til netop denne fredag aften.

    I denne uge har vi:

    • Byttet storebrors ur, der var gået i stykker efter kun et år. Bytteshowet er altid mere besværligt end at købe et nyt, men dels så sparer vi penge og dels så sørger vi for, at producenten får at vide, at vi som forbrugere ikke vil finde os i, at de sælger os skrammel. Det er vigtigt at kræve kvalitet. Altid. Og jeg vil gerne arbejde for, at gøre det så besværligt som muligt for butikker at sælge crap.
    • Haft verdens kedeligste uge på aftensmadsfronten, som stort set har stået på rugbrød hele ugen. Det er resultatet af en meget atypisk uge, hvor der kun var en forældre hjemme hver aften og vi har lavet highfive i døren. Sådan er vores liv ikke normalt, men det sker nogen gange, og der går ikke skår af børnene ved kun at have en forældre hjemme ad gangen. Men jeg foretrækker nu de uger, hvor vi spiser sammen de fleste aftener. Jeg elsker den rolige, genkendelige hverdag ?
    • Spist salat og agurk fra vores lillebitte have og brombær fra det lokale brombærkrat. Luksus.
    • Lavet madpakke-status med drengene for at sikre, at de får det med som de kan spise, hverken meget mere eller mindre. Det er også en god måde at lade dem få medbestemmelse over, hvad de godt kunne tænke sig, så ryger det nemmere ned. Vi kører dog den strenge forældre-stil, hvor de som alt overvejende hovedregel får rigtig mad, og ikke præfabrikeret junk med, men de klarer sig nok alligevel.
    • Lagt weekendplaner, der involverer cykler og bål. Efter en uge, hvor mit real-life arbejde har fyldt alt, så er jeg så klar til trække stikket og drage ud i det grønne?

    Apropos ubehagelige klima-nyheder, og hvad der ligger indenfor vores circle of influence, så er der heldigvis flere organisationer, der samler penge ind til at få slukket branden og ryddet op. Her er et par stykker: WWF, Verdens Skove , Rainforrest alliance og Simon Holst plakater. Kender du flere?

    Nu vil jeg drikke en kold øl og kysse på min kæreste, som jeg nærmest ikke har set hele ugen.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Vi er nået til fredag i en lidt anderledes uge. Ungerne er startet skole igen, jeg har ligget syg tre (!) ud af fem arbejdsdage, og så er min bog (endelig) udkommet. Så absolut en uge med op- og nedture. Men nu er det fredag, jeg er på benene igen og bogen begynder at dumpe ind i postkassen hos dem, som har forudbestilt. Det er spændende og nervepirrende på én gang. Og lidt underligt – jeg har nemlig ikke selv har bogen i hænderne endnu. De trykte bøger ligger stadig på forlaget, og jeg har ikke kunne hente dem endnu fordi jeg har ligget syg. Så spørg lige om jeg glæder mig til imorgen, hvor det endelig kan lykkes. Yay.

    Men nok om bogen, nu er det tid til at gennemgå de små skridt som vi har taget i løbet af ugen for at spare tid, penge og vores fælles ressourcer. I denne uge har vi:

    • Undveget trangen til at købe panik-pizza og istedet lavet en hurtig grøntsagsuppe a la væltet køleskab. Det er det perfekte anti-madspildsmåltid. Der er brugt løg fra lager, en håndfuld kedelige gulerødder og en kvart squash fra vores lille-bitte-have, og i blendet form og med mini-pastaer er det et kæmpe hit (også) for drengene.
    • Der er en enkelt portion suppe tilbage, og det bliver min frokost imorgen. Jeg tager gerne en for holdet 🙂
    • Gjort penalhusene klar til skolestart. Drengene får ikke nye skriveting bare fordi skoleåret starter, men vi erstatter løbende, hvis de mangler noget. Hvert år køber vi dog en ny omgang farveblyanter til skolestart, og så bliver de gamle rokeret over til det fælles glas med farver, der altid står fremme i køkkenet. Jeg brugte anledningen til at gennemgå alle fællesfarverne, smide de mindste stumper ud og fik spidset resten. Så er vi klar igen.
    • Apropos skolestart så kører vi også videre med samme skoletasker og penalhuse. Tanken er, at de får nyt hvis det slides op eller de vokser fra tingene. Jeg ved, at der er delte meninger om dette, men jeg ser ingen grund til at købe nyt “bare fordi”. Men jeg tænkte måske anderledes, hvis mine drenge havde en holdning til det, men de er ganske ikke-materialistiske på det punkt 🙂
    • Strikket flere af den nemme babydragt på det sidste (opskriften er gratis her) og har sat dem til salg herovre. Når jeg har brug for at tænke eller slappe, så er det rart at strikke gentagelser, og jeg er nu oppe på 6-7 babydragter, så jeg har virkelig haft brug for at tænke 🙂
    • Afleveret to poser til genbrug. Det ville måske være mere sparsommeligt at sælge alt, men jeg vil også gerne bruge min tid effektivt, og nogle gange gælder det bare om at få tingene hurtigt ud i verden, så det kan frigøre plads til noget nyt. Det skaber momentum og energi, og det kan vi godt bruge efter en uge med alt for meget sygdom.

    Hvilke bæredygtige, sparetips har du beriget dit liv med denne uge?

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Glædelig fredag. Det er vores første uge tilbage efter ferien, og jeg har været klar til weekend siden onsdag 🙂 I denne uges afdeling for sparehacks, bæredygtighedstricks, mormorliv og klimakamp kan jeg nævne, at vi har:

    • Udnyttet at drengene var på tour-de-bedsteforældre og spist rugbrød til aftensmad alle dage. Begge voksne i husstanden har frokostbuffet på arbejde, så egentlig kunne vi spare os det varme måltid om aftenen, hvis ikke lige det var for drengene. Så når de er ude af huset, så skruer vi gerne helt ned for gastronomien.
    • Spist ny-plukkede brombær på morgenmaden. Det er en lille hverdagsluksus i mit liv på denne tid af året.
    • Hentet friske ærter, salat, squash og agurker fra vores lille bitte have, og handlet lidt mindre grønt end ellers. Det nytter jo ikke noget at gro det, hvis det ikke bliver spist – så er det jo bare endnu en form for madspild.
    • Taget et nyt hold stiklinger fra en grøn væddeløber, så vi kan få endnu flere små grønne pletter rundt omkring i huset. Den første aflægger kom fra min mormors plante, og det er lidt hyggeligt at tænke på. Urtepotterne køber jeg for næsten ingen penge i den lokale genbrug. Man sparer meget plads, hvis man bruger genbrugen som fjernlager – det skriver jeg mere om i bogen.
    • Nydt at græs-pollen-sæsonen er ovre, så jeg igang kan tage vilde blomster med ind i huset. Mindste-barnet er ret plaget af græs-allergi, og det kan godt være, at det ikke skader ham med blomster udefra, men jeg tvivler på at det gavner, så den vane er altid sat på pause, når han er ramt. Men nu er grøftekantsblomsterne tilbage på spisebordet 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal friday a la sommerferie i Italien

    Det er endnu engang blevet fredag, og denne gang sidste fredag i vores fire uger lange sommerferie. Begge voksne i husstanden har haft mulighed for at veksle et timetungt forår til en ekstra uges sommerferie, og det har været skønt og tiltrængt.

    Jeg annoncerer aldrig på sociale medier, når vi forlader matriklen i en længere periode for ikke at friste svage sjæle, så jeg skriver aldrig om vores ferier undervejs. Jeg vil tro, at de fleste, der læser med herinde godt kan regne ud, at et minimalistisk, non-shoppende, gør-det-selv hjem nok ikke er fyldt med dyre ting, der nemt kan sælges videre, men alligevel. Så derfor har frugal friday holdt pause i ferien.

    Men jeg kan nu fortælle, at vi i juli har:

    • Valgt kør-selv-ferie til Italien, som de sidste to år. Vi bor på campingplads, laver de aller-fleste måltider selv og nyder at alle aktiviteter på pladsen er gratis, når først opholdet er betalt. Det er naturligvis en dyrere ferie end hvis vi blev hjemme, men det vælter ikke budgettet. Jeg er kategorisk modstander af at flyve, når turen kan klares i bil, og selve turen føles også som en del af ferien når vi kan se bjergene “vokse frem” undervejs.
    • Som sagt, spist få, nøje udvalgte måltider ude, og ellers enten lavet maden selv, eller hentet et par pizzaer til aftensmad. Mad er billigt (og lækker) i italienske supermarkeder, så det er nemt at leve let og hurtig mad. Ved at vælge take away på de “trætte dage” sparer vi drikkevarerne, og eventuelle rester bruges til frokost næste dag.
    • Sprunget overnatninger over, når vi kører frem og tilbage til Italien. Vi voksne skiftes til at køre, og drengene sover fint i bilen. Det betyder blot, at den første feriedag på pladsen foregår i laveste tempo og alle går tidligt i seng. Men det er prisen værd for at nå hurtigere (og billigere) frem.
    • Pakket mad, kaffe, vand, snacks og morgenmad hjemmefra. Så slipper vi for at købe mad undervejs, som ofte er dyrt, dårligt og pakket i mange lag plastik. Eneste undtagelse er aftensmaden på vejen hjem, som traditionelt er blevet indtaget på Mcdonalds i Østrig (med den fineste udsigt). Men jeg er ved at bearbejde min familie til, at vi vælger et mere traditionelt spisested næste år, og så lever med, at det tager længere tid. Jeg orker ikke alt det emballage-spild. Suk.
    • Brugt det sommertøj, som vi allerede havde. En af fordelene ved, at drengene er blevet større er, at der sjældent skal skiftes ud i garderoben. Undtagelsen er, at jeg købte en ny bikini, da den gamle ikke kunne “holde til” de hurtige ture på rutchebanen. Der var jeg blufærdig nok til at acceptere at købe en ny, selvom den gamle teoretisk set ikke var “brugt op”.
    • Haft sædvanligt fokus på ikke at spilde mad. Før vi kørte til Italien spiste vi køleskabet tomt, og frøs de ting ned, som ikke kunne holde sig. Da vi kørte fra Italien fandt vi søde naboer, som gerne ville overtage den mad, som vi ikke kunne tage med os 🙂
    • Haft ganske lidt vasketøj med hjem, da 14 dages badeferie betyder, at vi primært er i badetøj det meste af tiden:)
    • Klaret drengenes plageri ved, at de får lidt lommepenge, som de kan købe slik for, og så ved de, at de ikke kan plage sig til mere. Og vi plejer at give en is om dagen, så det er ikke synd for nogen 🙂
    • Holdt fast i, at ferie ikke er ensbetydende med at købe plastik-skrammel hjem som souvenirs. Så hellere tage nogle fine billeder og spise en is mere.

    De to uger helt væk fra vores hverdag var en skøn måde at kickstarte ferien på, så vi nemmere “fandt hinanden” og det lave gear efter et travlt forår. Vi har en tradition for at holde skærmfri når vi er på sommer- og skiferie. Og drengene fandt hurtigt legekammerater, og vi fik spillet en masse spil. Den tid ville normalt være gået med skærm, eller plagning om skærm, så den regel holder vi fast i så længe som muligt 🙂

    Til gengæld for alle de fine besparelser på ferien, så har vi fået tæsk på aktiemarkedet i de fulde fire uger vores ferie har varet. Men så længe man ikke hopper af rutchebanen undervejs, så slår man sig jo ikke – eller noget 🙂

    Har du formået at holde budgettet i ferien?

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Så nåede vi igen til fredag og opsummering af ugens spare-tips og tricks. Denne dag er også startskuddet til fire ugers ferie, så det er en ekstra dejligt fredag 🙂

    I denne uge har vi:

    • Prøvet at lave tøm-fryseren uge, men der forsvandt egentlig ikke så meget, så vi prøver en uge mere.
    • Fået overblik over opgave-bøger til ferien, og opdaget at vi havde syv liggende fra sidste år, hvor der max er lavet 1-2 sider, så dem får drengene besked på at arbejde videre med #ondemor.
    • Været i bogreolen, på biblioteket og lånt os frem efter ferielæsning. Jeg er fan af at købe bøger, men ikke når vi stadig har en stak, som vi ikke har læst.
    • Fået solgt en overskudsstrik fra lageret, så er der råd til lidt flere is i de næste uger 🙂
    • Fundet garn frem til tre sommerferieprojekter – alt af garn fra lageret. Så det er nærmest gratis tøj, der kommer ud af det, hvis vi lader som om, at jeg aldrig har købt garnet 🙂
    • Talt med drengene om, at de får lommepenge i ferien. Så kan de selv lære at holde hus med pengene undervejs, og vi slipper for det konstante plageri. Vi gir dog også en is de fleste dage, så det er ikke synd for dem.

    Vi har iøvrigt planer om at bruge et par aftener i ferien på at lave en 360 graders gennemgang af vores økonomi, forbrug, investeringer og fremtidige planer. Det tager nok førsteprisen for de mest uromantiske ferieplaner, men som privatøkonomi-nørd så glæder jeg mig helt vildt. Det er nemlig ofte i snakkene om fælles økonomiske planer, at man når frem til enighed om, hvad hverdagen, livet og fremtiden skal indeholde 🙂

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin