Frugal Friday
-
Frugal Friday
- Ugen bød på en julefrokost for mit eget vedkommende, og jeg kastede mig ud at sy en ny kjole af stof fra lageret, men den blev ikke helt som jeg havde tænkt mig. Så jeg endte med at gå genbrugsvejen, og bruge den kjole, som jeg købte til et bryllup i sommers. Jeg følte mig godt tilpas, og blev endnu engang mindet om, at i størstedelen af alle tilfælde kan jeg bare bruge noget tøj, som jeg har i forvejen 🙂
- Min kæreste fik rester med hjem fra køkkenet på hans arbejde, hvilket sikrede aftensmaden i to dage i træk. Skønt både at redde mad fra at blive smidt ud, og slippe for at lave mad 🙂
- Jeg syede hynder for en nabo mod en mindre betaling, som går direkte til afbetaling af gæld.
- Overraskende nok, så virker det til, at mine vinterstøvler kan holde en sæson mere. Jeg sørger for at holde dem ekstra godt renset og pudset, og krydser fingre for, at jeg kan vente med at købe nye til næste år 🙂
- Vi havde årsdag igår, og istedet for at gå ud og spise, har vi besluttet os til at købe sushi i aften, og holde en hyggelig hjemmeaften med drengene. Så kan vi tage ud og spise på et andet tidspunkt, som ikke er december måned….!
- Min sorte, løse uldsweater, som jeg købte som genbrug for et par år siden, er ved at give helt op på albuerne. Så jeg har fundet noget garn frem fra lageret, og er igang med at strikke en erstatning. Jeg tror nu også, at jeg sætter albuelapper på den gamle sweater, så kan den måske holde lidt længere 🙂 Så har jeg to at skifte imellem.
God weekend derude.
-
Frugal Friday
- Vi har solgt ud af køretøjerne i skuret, og er nu en løbecykel, en tolv tommers cykel og en gravko lettere, og har samtidig fået lidt penge ind på kontoen i stedet for. Det er fedt at kunne se gulvet i skuret igen, så det er en ren win-win.
- Jeg var til frisør for første gang i et år. Det er absolut misforstået nøjsomhed fra min side, når jeg springer frisøren over så længe, at håret er umuligt at sætte til sidst. Det er virkelig fjollet, og slet ikke de sparede penge værd.
- Jeg har købt en ny-for-mig skjorte og et pencilskirt fra den lokale genbrug. Det overrasker mig virkelig, hvad det er muligt at finde her ude på landet, og til næsten ingen penge. Jeg nåede at vaske skjorten samme dag, så jeg kunne have den på allerede næste dag på arbejde, og den sidder helt perfekt 🙂
- Jeg fandt også en bog i genbrugen, som jeg længe gerne har ville læse. Den er jeg ved at arbejde mig igennem om eftermiddagen, når jeg demonstrativt prøver at vise drengene at moren godt kan lægge telefonen væk, og læse istedet for 🙂
- Fryseren er igen fyldt med diverse rester, og jeg har planer om at få arbejdet lageret lidt i bund igen i løbet af næste uge.
- Sidste uge købte jeg en øko-leverpostej, som var ved at gå over sidste salgsdato, til ingen penge, og lagde den i fryseren. Varmet op, og sammen med en rest bacon gjorde den rugbrødsdagen denne uge, til en meget sjovere oplevelse.
- Jeg har købt første etape af drengenes pakkekaldendergaver, og har fundet en fin balance mellem ting, som de vil synes er sjove (hoppebolde, selvlysende stjerner og lego), ting de mangler (cykellygter) og oplevelser (biftur og svømmehalstur).
God aften derude.
-
(not so much) Frugal Friday
Egentlig burde jeg skrive om, at jeg har bagt rugbrød, lavet mad af rester, tørret tøj på stativ fremfor i tørretumbler, afholdt mig fra et købe to-go-kaffe, ugeblade, take away, osv.
Men jeg har fundet det perfekte garn i mit lager, til den opskrift, som har rumsteret rundt i hovedet på mig i de sidste par dage, så jeg vil kaste mig over min sofa og strikke derudaf.
Hvis du mangler noget at strikke på, så er det stadig 25 procents rabat på mine opskrifter, hvis du køber tre eller flere. Tilbuddet gælder dagen ud.
http://www.ravelry.com/stores/jane-ibsen-designs
God fredag derude.
-
Frugal Friday
- Jeg solgte ud af drengenes tøj til en nabo, som har en dreng i størrelsen “mindre end lillebror”, og som manglede lidt ekstra vintertøj.
- I søndags var der en pause fra regnen, og vi skyndte os at tage en tur i skoven med drengene. Vi pakkede madpakker og gik en lang tur. Det slår en tur i legeland/storcenter/biffen med flere meter, og det er helt gratis 🙂
- Vi har været ekstra gode til at få brugt rester fra aftensmaden til næste dags måltid. Eksempelvis blev grøntsagsresterne fra pitabrød med fyld, brugt til næste dags salat. Og resterne fra stegen, blev til toppings til suppen dagen efter.
- Ugen har også budt på to suppedage, som både er sund og billig mad. Drengene var dog, af en eller anden grund, markant mere begejstrede for tomatsuppen end kartoffelsuppen.
- Jeg har lappet fem (!!!) par af storebrors bukser. Lapperne er ikke så synlige og bukserne kan fint bruges til hverdagsbrug.
- Idag solgte jeg (endelig) den blå lænestol, som jeg har haft til salg noget tid. Jeg endte med at få 900 kroner for en stol, som jeg fandt i vores storskraldsrum for seks år siden, men det er nu ikke en krone for meget. Stolen er skøn, og vil blive savnet, men det viser bare, at det godt kan svare sig, at vente på den rigtige køber.
God fredag derude.
-
Frugal Friday
- Min kæreste bragte et lækkert nybagt brød med hjem fra arbejde. Det var blevet tilovers efter frokosten, og nu det vores frokost i weekenden.
- Jeg sørger for løbende at fryse rugbrød ned, hvis der er i fare for at blive for gammelt, så har jeg en backup plan til madpakkerne, de dage hvor vi ikke har fået bagt.
- Min kæreste har “har opdaget”, at jeg kan sy og jeg har derfor fået æren af at lægge en skjorte op for ham, og han har bedt mig om at sy en anden skjorte lidt ind i siderne. Det er sjovt at se andre opdage, hvor nemt det er at lave (eller få andre til at lave) små ændringer på ens tøj, så det kommer til at sidde meget bedre.
- Jeg har længe manglet et par habitbukser i min garderobe, og igår fandt jeg et par i genbrugen, der kan blive det perfekte par. De skal bare lægges op, og syes ind i benene, så de ikke er så brede. Det vil jeg kaste mig over i weekenden.
- Det er ved at være huevejr igen, og jeg glæder mig til at tage min ny-strikkede vinterhue i brug. Opskriften er her: https://projecthandmade.dk/2016/09/30/frugal-friday-og-en-ny-gratis-strikkeopskrift/.
God fredag derude 🙂
-
Frugal Friday
- Det er ret hurtigt blevet jakkevejr, så vi måtte i gemmerne for at finde efterårsjakker til drengene. Vi havde en liggende til storebror. Jeg købte den for 2 år siden på udsalg, og jeg havde aldrig regnet med at den skulle ligge så længe, men nu kan han endelig passe den. De jakker, som vi havde gemt fra storebror til at gå i arv, var alt for grimme og slidte, så vi købte en ny til lillebror lørdag. Jeg er kæmpefan af genbrug, men mine drenge skal også se nogenlunde ud i tøjet.
- Jeg havde et arrangement med mit arbejde torsdag og havde haft en ide om, at jeg manglede noget nyt tøj til lejligheden. Dagen før syede jeg en nederdel, men den nåede ikke at blive tør til, at jeg skulle afsted, så jeg endte med at have en “gammel” kjole på, og tænkte ikke et sekund over nederdelen, der hang derhjemme. Så…note to self…det er helt fint at finde noget brugbart i skabet, i stedet for at have småstress over at skulle sy noget nyt.
- Til gengæld havde jeg den nye nederdel på idag, og er kæmpefan. Jeg viser den frem så snart, at jeg får dagslys til at tage et ordentlig billede 🙂 Det er en nederdel, som jeg har haft i tankerne længe, og det er skønt at få den “bragt til verden”. Jeg elsker virkelig at kunne sy mit eget tøj.
- Jeg har lagt sidste hånd på det sidste bestillingsstrik projekt, og kan endelig begynde at strikke på næste projekt til mig selv 🙂 Jeg har overvejet at sælge ud af de striktrøjer, som jeg ikke får brugt mere, så kan jeg bedre tillade mig at lave nye. Måske med et lille blog-loppemarked 🙂
- Tre af ugens aftensmåltider har givet rester, som alle er blevet lagt i fryseren. Så søndag er der dømt restedag, hvor alle kan vælge deres egne favoritter. Kombineret med en gang råkost, så er det et billigt og nemt måltid.
God fredag derude.
-
Frugal Friday
Ugen har stået på stor-oprydning af fryseren, som skal afrimes. Vi er næsten i bund med resterne, og mangler kun at få spist tre omgange steg, som vi fik med hjem efter en fest, hvor de havde fået bestilt alt for meget mad i forhold til antal gæster. Derudover så mangler vi at få brugt nogle butterdejsplader, som jeg forestiller mig skal blive til æblekage (uden sukker, men med masser af smør og cremefraiche :)) og nogle is, som jeg tror at drengene gerne vil sørge for forsvinder hen over weekenden.- Jeg har syet mine nye jeans, som allerede var gået op i en syning (dårlig stil H&M). Og jeg fik reddet syningen før den gik for meget op, hvilket gør reparationen markant nemmere at have med at gøre.
- De sidste par uger har jeg strikket bestillingsstrik på livet løs. Jeg mangler kun det sidste projekt i bestillingen, og så kommer der lidt ekstra penge i kassen derfra.
- Jeg har købt stof til en ny nederdel. Jeg syer den i dobbelt jersey, så den bliver varm nok her til vinter. Jeg mangler et alternativ til jeans på arbejdet, til de dage, hvor jeg gerne vil have noget andet på. Jeg har også en ide til en kjole og en nederdele mere, begge dele af stof fra lageret.
- Jeg har fundet alle mine dejlige uldsweatre frem, og glæder mig allerede til en vinter i lækkert hjemmestrik 🙂 Og jeg har et par ideer til endnu et par sweatre, som gerne skulle flytte ind i garderoben i løbet af vinteren. Jeg elsker hele processen, fra tanker om design til udvalg af materialer til færdigt projekt. Jeg kan kun anbefale at gå i gang med strikkepindene, hvis du også vil holde varmen på den hjemmestrikkede måde til vinter. Se eventuelt opskrifter her: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2
Nu er det tid til rødvin og strik. God aften derude 🙂
-
Frugal Friday – frugal gone wrong
For det meste er jeg stor fortaler for den nøjsomme hverdag, og jeg tror fuldt og fast på, at jeg bliver gladere og mere kreativ af at leve indenfor et budget.
Men der har været tidspunkter, hvor forsøget på at leve nøjsomt/bæredygtigt, er gået for vidt. For eksempel da jeg:
- Forsøgte at nøjes med at vaske håret hver femte dag. Fungerer. Ikke. For. Mig.
- Købte for få underbukser til størstebarnet, da han var ved at smide bleen. Et selvmål af rang.
- I kampen for at mindske madspild har fået lavet nogle meget mystiske måltider, som selv vores forholdsvist altspisende drenge, har set bekymrede på. Not cool mum!
- Længe forsøgte at finde et par “nye” sorte jeans som genbrug og brugte alt for meget tid og penge. Nu hvor jeg endelig har “givet op” og bare købt et par nye (som jeg elsker), har jeg indset at den tid kunne være givet bedre ud.
- I jagten på de perfekte, billige, flotte havekrukker, ledte så længe, at efteråret indhentede os, og vi ikke nåede at få sået noget i haven i år.
Jeg er sikker på, at mine drenge har flere punkter til listen, end hvad jeg lige kan komme på!
Har du prøvet, at din nøjsomme side er stukket af med dig, så del endelig din historie 🙂
God aften derude.
-
Frugal Friday
- Jeg opdagede, at der (trods meget gennemgang) stadig var noget tøj, som jeg flere gange tog frem, men hang tilbage igen fordi det ikke virkede, så jeg lagde det til side til en omgang redesign. Nu er en kjole, der var for kort, blevet til en top, og en blonde top, der sad for løst, er syet ind i siderne, og passer nu fint. Ofte kræver det ikke de store sy-evner at få tøjet til at fungere, og det er en dejlig nem og billig måde at få “nyt” tøj på.
- Jeg har længe haft dårlig samvittighed over at bruge deodorant med aluminium, da der er usikkerhed om, hvorvidt det kan medføre brystkræft. Når det gælder kemi og skadevirkninger, så går jeg gerne med livrem og sele, men de alternativer, som jeg kunne finde uden aluminium fjernede ikke svedlugt, og så var jeg lige vidt. Men jeg havde læst flere steder, at man kan lave sin egen deodorant af kokosolie og natron, men jeg havde virkelig ikke regnet med at det virkede. I denne uge fik jeg endelig taget mig sammen til at få rørt ingredienserne sammen og testet blandingen, og til min store overraskelse, så virker det. Også selvom, at vi har haft nogle ret varme dage, og jeg har været på arbejde, hentet børn, ryddet op, lavet mad, ordnet køkken osv. Så de varmeste anbefalinger er hermed givet videre. (Jeg blandede en spiseske kokosolie og en ½ teske natron).
- Jeg holder stadig mit sukkerstop, hvilket betyder, at drengenes fredagsslik overlever fra uge til uge, så der spares en del på den konto 🙂
- Jeg blev færdig med (endnu) sweater til mig selv denne uge, hvilket betyder, at jeg er godt dækket ind når vinterkulden engang rammer landet.
- Jeg har modtaget en bestilling på strik til nogle søde piger på Grønland, hvor vinteren er ved at komme godt i gang. Det er rent win-win, for jeg får undskyldning for at strikke, tjener lidt ekstra og nogle søde piger kan holde varmen til vinter 🙂
Nu: Strikketid og rødvin.
God fredag derude.
-
Frugal Friday
Frugalitet eller nøjsomhed, betyder noget forskelligt for alle. For mig betyder det fuld fokus på at betale af på vores gæld, og dermed opnå større frihed. I hverdagen kræver det mange små museskridt at nå frem til vores mål, så en standard uge ser sådan her ud:
- Tager toget fremfor at anskaffe bil nummer to.
- Køber ikke to-go kaffe.
- Køber ikke ugeblade/aviser.
- Går ikke i butikker for at se om vi “mangler noget”.
- Laver madplaner og smider intet mad ud.
- Laver mad selv fremfor at købe take away (næsten altid).
- Bager selv brød.
- Køber ikke nyt tøj eller nyt ting som adspredelse.
- Tørre næsten alt tøj på tørresnoren fremfor tørretumbleren.
- Søger altid efter en genbrugsløsning, hvis muligt.
- Ses med venner hjemme, fremfor i byen.
- Løber (gratis) fremfor at gå i motionscenter (dyrt).
- Mangler intet = køber intet.
- Spiser sjældent ude, men inviterer gerne gæster.
- Gør selv rent, fremfor at betale for rengøringshjælp.
- Kører ikke små “klatture” i bilen, men tager cyklen, hvis det overhovedet er muligt.
- Bruger biblioteket fremfor at købe bøger.
- Går (meget) hellere i skoven end i storcenter med drengene.
- Prøver at lære drengene at “nyt” i sig selv ikke har en værdi.
Har du nogle gode fif til listen?
God weekend derude.