I et lille hvidt hus på spidsen af Lolland, med udsigt til roemarker og med en meget velpasset køkkenhave, bor min mormor på 97 (!) år. Der har hun levet det simple liv, før det blev et hashtag, og gør det stadigvæk. Hele hendes liv har hun levet på landet, og det at dyrke køkkenhaven, og at sy og strikke sit eget tøj, har aldrig været et spørgsmål om tilvalg, men blot sådan man gjorde. Konceptet at forhindre madspild har aldrig rigtigt været på hendes radar, som noget særligt, men det er bare sund fornuft at bruge al maden, når nu man har brugt energi på at skaffe den til huse.

Mormor er en kæmpe inspirationskilde for mig, og også når det gælder strikningen. Hun har strikket hele sit liv, og har altid haft fokus på at strikke ting, som rent faktisk bliver brugt. Det har inspireret min egen filosofi om kun at designe og strikke tøj, som jeg kunne forestille mig at bruge i min egen hverdag. Nu strikker mormor kun strømper, da hendes øjne er blevet så dårlige, at det er det eneste hun kan. Men hun har stadig skabet fyldt af sweatre, som hun har strikket tidligere og passet godt på.

Mormors hus er som en tidskapsel for mig. Hun flyttede ind i huset året før jeg blev født, og det har derfor været kulisse til hele mit liv indtil nu. Jeg har leget i haven og stuerne som barn, og nu leger mine egne drenge de samme steder.

Drengene er vilde med deres oldemor, og har på deres egen måde forstået, at hun er noget helt særligt. Vi snakker meget om, at hun næsten er 100 år, hvilket er vildt sejt i deres (og min) verden. Jeg håber, at de også vil kunne huske vores ture til Lolland, når de bliver ældre. Og jeg kan mærke, at de bliver påvirket af den ro der findes i hendes nærvær. Og om ikke andet, så vil de kunne huske den dag, hvor oldemor tog gebisset ud, hvilket næsten skræmte livet af storebror 🙂

Jeg tænker tit over, at det er en kæmpe gave stadig at have nogle “gamle” tilbage i familien. Det skaber et vindue tilbage til en tid, hvor vores tilgang til ressourcer var helt anderledes, end den er idag, og jeg føler, at vi kan lære meget af, hvordan den generation lever. Bare tænk på, at din olde- eller bedstemor garanteret også lever et zero-waste-life, hun kalder det bare noget andet 🙂

Har du stadig “older” tilbage i din familie?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Jeg har tænkt (og skrevet) en del om at ændre vaner her på det sidste, hvilket naturligvis skyldes mit eget ønske om at ændre på nogle ting i min egen hverdag. Jeg har en del uhensigtsmæssige vaner og handlemønstre, som jeg gerne vil ændre, så jeg har kastet mig over den lidt tungere litteratur om, hvad en vane egentlig er, og hvorfor de kan være så svære at bryde. Jeg kommer med et par boganbefalinger senere, men for nu vil jeg bare dele min erfaring med den praktiske del af mit vane-projekt.

Som jeg skrev om her, så kæmper jeg for at få skabt en bedre morgen for mig selv, ved at droppe snooze-knappen, og “bare” stå op med det samme. Og den overraskende udvikling er, at jeg har holdt den nye vane hver-eneste-dag, det er så atypisk mig, at det også overrasker mig selv. En forandring fra, at jeg snoozede vækkeuret to-tre gange hver morgen til, at jeg står op med det samme, når vækkeuret ringer, og (noget søvndrukkent) går i gang med dagen.

Se på de fysiske omgivelser

Jeg tror, at min nye morgen-vane hænger så godt fast, fordi jeg har indrettet mine fysiske omgivelser, så det er nemt at følge de nye handlemønstre. Og det går ganske simpelt ud på, at jeg lægger min telefon, som også er mit vækketur, tre meter væk fra min seng. Den simple forandring, fra før, hvor den lå lige ved siden af sengen, har gjort hele forskellen.

Nu kigger jeg  ikke længere på skærmen som det sidste om aftenen. Og ja, det gjorde jeg HVER aften. Nu læser jeg, eller lægger mig direkte til at sove. Det holdt mig kunstigt frisk at kigge på skærmen før sengetid, og jeg endte altid med at ligge lidt for længe, og zappe rundt på ligegyldige sociale medier. Lyder det bekendt?

Forstå dit “hvorfor”

Samtidig er jeg virkelig motiveret lige nu til at ændre min morgen til det bedre. Jeg har følt mig som en super-dårlig voksen, når “aften-jeg” ikke kunne styre “”morgen-jeg, og det er lidt ufedt at starte dagen med at være sur på sig selv. Nu er jeg stolt hver morgen, hvor jeg kravler ud fra den varme dyne og går igang med dagen med det samme. (Oversat betyder det, at jeg slæber mig ud i bad eller kravler i mit cykletøj meget langsomt og med småbitte øjne – men jeg går igang med det samme. Det behøves ikke være kønt, bare det virker).

Timing kan være vigtig

Til sidst, så handler det nok også lidt om timing. Det er lidt nemmere at komme op og igang i denne tid, hvor det er lyst selv i mit tilfælde, hvor vækkeuret ringer klokken seks om morgenen. Jeg håber, at vanen har sat sig rigtigt godt fast når vi når til vinter, så jeg kan modstå kampen mellem den varme dyne og den kolde og mørke morgenluft.

Dog tror jeg ikke, at man skal lade spørgsmålet om timing styre sine handlinger alt for meget, for så kunne det være nemt at aftale med sig selv, at det aldrig er god timing at starte en ny vane 🙂

Giver det mening?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Og så var det, at jeg skrev dette indlæg. Og efter ti minutter forbandede mig selv langt væk, da jeg så bunken med det rene vasketøj, der hverken var foldet eller lagt på plads, og drengenes jakker og sko i entreen og kom i tanke om de øvelser, som jeg havde lovet mig selv at lave før sengetid, og så var der lige det der med tandtråd. SUK. Men jeg holdt ud, og fik gjort alle tingene, og det føltes så rart, da jeg endelig lå i min seng, og endnu mere rart at stå op til et fint hus, og med færre løse ender.

Så jeg har faktisk holdt fast i princippet siden jeg skrev om det, og de tre dage er forlænget på ubestemt tid, da det virkelig fungerer godt for mig at have et princip at slå mig selv i hovedet med, og det faktum at jeg har skrevet om det her på bloggen hjælper da også som en slags motivation 🙂

Emma kom med en god ide i kommentarsporet, da hun fortalte om tominuttersreglen, som ganske simpelt går ud på, at hvis en opgave tager under to minutter, så gør hun den med det samme. David Allen skriver om samme regel i hans bog: Få Tingene Gjort. En lidt gammeldags, men stadig umådelig relevant bog, som jeg varmt kan anbefale.

Generelt så fungerer det nogenlunde for mig, hvis jeg har en kort liste på telefonen over ting, som jeg skal have gjort, og samtidig en motivation til rent faktisk at få dem gjort. Ellers det at skrive todo-lister nemt blive endnu en overspringshandling for mig, og dem har jeg rigeligt af 🙂

Og så kan jeg mærke, at det hjælper med de større opgaver, hvis jeg får en vane med at få de små ting gjort med det samme. Det træner “få-det-nu-gjort-musklen” til når de større projekter skal angribes.

Fik du rykket på nogle af dine afventende projekter i de tre dage, eller er du allerede super-duber-effektiv? Så må du meget gerne dele dine gode råd.

God aften derude.