Frugal Friday

Frugal friday

Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

I denne uge har vi/jeg:

  • Kørt fuld plade på madplanen. Det er sjældent at vi følger den til punkt og prikke, men denne gang passede det perfekt. I aften står menuen på pizza til drengene der er alene hjemme, og jeg spiser ude af huset, så vi går 100 procent rouge på madbudget-fronten 🙂
  • Været til møder ude af kontoret, og husket at pakke snack til turen, så mit lave blodsukker ikke fik mig lokket på affveje. Det handler om at være et skridt foran mig og min sult, ellers er der ikke langt til at min underbevidsthed kalder på croissanter og franske hotdogs. Jeg er mange år fra at impulsshoppe tøj og ting, men junk food derimod … mmmmmm.
  • Arbejdet en del hjemmefra og været god til at huske at indlægge gåture, væk fra skrivebordet. Det er som sådan ikke en sparehack, men min livskvalitet stiger 100 procent, når jeg får lys og luft, og det kan jo også noget – i det store billede. Jeg tror på, at når livet føles rart indeni kroppen, så er vi mindre tilbøjelige til at søge at dulme ubehaget med ting udenfor kroppen. Ja, onlineshopping, sukker og alkohol, jeg kigger på jer.
  • Solgt lidt mere hjemmestrik, hvilket betyder lidt mindre hobbyrod og lidt flere penge på kontoen.
  • Givet lidt mere hjemmestrik væk i barselsgave – også en måde at få mindre bunker på, og der er ikke noget end babyer klædt i uld 🙂
  • Sagt ja til at holde to foredrag. Et i oktober og et i november. Det er ikke noget jeg bliver rig af, men jeg kunne ikke forestille mig nogen sjovere måde at tjene penge på, end at tale om mit yndlingsemne foran folk, der gider lytte. Nu må vi se om regeringen når at smide et forsamlingsforbud på bordet inden da, så må det blive til foråret istedet for.
  • Ikke købt andet end mad hele ugen. Dette punkt gælder for de fleste uger, men jeg ville nu lige det nævne det alligevel 🙂

Torsdag startede jeg Minimalisme-udfordringen her på bloggen og på instagram. Og der er allerede mange, som har sagt, at de gerne vil være med. Modsat min bog, Den lille guide til minimalisme, som er meget metodisk og grundig, så vil denne udfordring max tage 5-10 minutter hver dag. Tanken er, at det skal være nemt at komme i gang, se fremskridt og derved holde momentum.

Minimalisme har virkelig gjort mit liv både nemmere og bedre, så jeg håber at få overbevist så mange som muligt om, at livet med færre ting nu engang er et bedre liv 🙂 Og selvom jeg ikke får overbevist nogen om minimalismens fortræffeligheder, så får vi ryddet lidt op i hjemmet, og det har aldrig skadet nogen.

God fredag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på youtube eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.