Minimalisme

Nyt job forude, og noget om rutiner og ro i hverdagen

Som jeg skrev lidt om i december sidste år, så fik arbejdet lov til at fylde for meget i 2017. Og min lange transporttid, som jeg har levet med siden vi flyttede laaaangt ud på landet for to år siden, gjorde det kun værre. Det er gået nogenlunde indtil nu fordi jeg brugte togturen til strikketid, og smed en eller to cykelture ind i ugens løb, og fik lidt gratis motion ind i hverdagen på den måde. Men da 2017 også bød på lange arbejdsdage, så forsvandt balancen lige så stille.

Jeg tror på, at vi har ansvar for vores eget liv, og vores egen glæde. Og mindre på at brokke mig over noget, som rent faktisk kan ændres. Så jeg har søgt, og fået, et nyt arbejde, som ligger 15 kilometer tættere på vores hjem, hvilket gør, at jeg kan cykle hver eneste dag. En daglig (kort) cykeltur, hvilket er den allerstørste luksus for mig. Samtidig slipper jeg for togturen, og sparer (hold fast) 1,5 time hver eneste dag. Så jeg glæder mig rigtigt meget til skiftet, selvom jeg var vild med mit gamle arbejde, så er jeg mere vild med min familie og glæder mig til at se dem markant mere 🙂

Både i min studietid og i mit arbejdsliv har jeg prioriteret at have så kort en daglig transporttid som muligt. Jeg tror på, at hverdagen skal være rar at være i, og det er nemmest for mig, hvis jeg ikke føler, at jeg har for meget spildtid. Vores dage fungerer bedst, hvis der er bare lidt tid til overs til at tænke og være. Jeg har ingen ambitioner om at blive hjemmegående – heller ikke på den anden side af økonomisk uafhængighed. Men det er faktisk også muligt at have en hverdag, hvor der er plads til “det hele”, hvis man sætter tingene lidt i system. Sagde juristen/minimalisten, ikke så overraskende 🙂

Særligt efter, at vi fik børn, har vi haft stor glæde af en vis form for regelmæssighed i vores dage. Rent praktisk, så har vi faste rutiner omkring hvem der afleverer/henter børn, smører madpakker, laver mad, handler, gør rent, bader og putter børn. Alle de ting, som i en vis grad skal gøres hver eneste dag, og som ville give en konstant lille uro, hvis de var til evig diskussion.

Så vores modspil mod en hverdag, hvor begge voksne har fuldtidsjob, og tidskrævende hobbyer ved siden af, har været at sætte de praktiske ting lidt i system. Madplaner og faste rutiner lyder måske som en spændetrøje for nogen, men det har gjort det muligt for os at have det rart i de hverdage, som der nu engang er allerflest af i livet 🙂 Og jeg bilder mig ind, at den ro det giver os, smitter lidt af på vores børn, dog absolut ikke i deres lydniveau, der konstant ligger højere end højt 🙂

Her i facebook-gruppen deler vi tricks og hacks til at bruge minimalisme som middel til en nemmere hverdag.

Har du nogle hverdags-strategier?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

 

Relateret indhold

6 kommentarer

  • Besvar
    Christina
    31. januar 2018 at 19:39

    Vi bor i Sønderborg og familien i Randers og Aalborg, så vi sætter en ære i at gøre de lange køreture til en del af oplevelsen, og ikke bare noget der skal overstås.

    Og så er vi gode til at sige pyt. I dag have vores søn 2 forskellige sko på i børnehave, for pyt, det er ikke vigtigt, så vi prioriterede en rolig morgen og en god aflevering over æstetikken 😍

    • Besvar
      Jane
      1. februar 2018 at 19:11

      Sikke en god ide. Vi prøver lidt det samme når vi kører sydpå til familie, eller på ferie, rejsen er også en del af ferien, og sjælen skal helst kunne følge med hele vejen 🙂

  • Besvar
    Aino
    1. februar 2018 at 13:25

    Ønsker dig held og lykke med dit nye job, tættere på jeres bopæl, det er luksus og noget som jeg også har øverst på ønskesedlen. Har brugt 3—4 timers offentlig transport i næsten 12 år og synes det må være nok nu.
    Er det ikke underligt, hvordan man kan negligere denne tåbelige tidsrøver og så i så mange år ?
    Jeg har sagt mit job op og håber jeg kan finde et nyt lokalt job så cyklen kan blive brugt.
    Tusind tak for input Jane
    Kh. Aino

    • Besvar
      Jane
      1. februar 2018 at 19:12

      Tusind tak. Og knæk og bræk med din egen job-jagt, mon ikke tolv år med virkelig lang transporttid, har gjort dig fortjent til et job i cykelafstand. Det håber jeg virkelig for dig. Kh Jane

  • Besvar
    Ann
    1. februar 2018 at 20:56

    Tillykke med nyt job 🎉 – lyder som en fornuftig prioritering 😊
    Ann

  • Besvar
    Katrine
    2. februar 2018 at 12:55

    Tillykke med dit nye job! Jeg kan godt forstå dit behov for at have et job i cykelafstand! Hvis det er muligt, vil jeg også til en hver tid foretrække det. Jeg kan også godt følge din følelse af, at det bringer dig lidt ud af balance, når hverdagen forandres. Det gør forandringer også for mig – også selvom de er ønskede.
    Med dit fokus på ro i hverdagen rammer du faktisk et ret ømt punkt for mig. For med to små børn er roen virkelig vigtig, og med en mand der arbejder en del og af og til også rejser med jobbet (dog kun kortere ture), så var det efter 2. barsel en høj prioritet for mig at få et deltidsjob på max. 30 timer. Men mit arbejdsliv har været meget fragmentarisk med projektansættelser på max 1 år, afbrudt af perioder uden arbejde og så to barsler, og det har bestemt ikke været nemt for mig at få job. Så da jeg fik mulighed for et års fuldtidsjob, følte jeg ikke, jeg kunne sige nej. Og det udfordrer virkelig behovet for en nogenlunde rolig hverdag! Og jeg synes, hamsterhjulet med to fuldtidsjobs er udfordrende. Så selvom jeg i bund og grund er enig med dig i, at vi selv har ansvar for vores eget liv og glæde, så er der ind imellem omstændigheder, der gør, at tilværelsen måske ikke er helt, som vi drømmer om.
    Dette er bestemt ikke ment, som en kritik, men blot et forsøg på at nuancere. For jeg er vild med dine betragtninger og indlæg og bliver altid inspireret, når jeg læser med:)
    Kh
    Katrine

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.