Kender du bloggen Zenhabits? Jeg har læst den siden 2011, og den har været en stor inspiration til nogle af de vaneskift, som jeg løbende har arbejdet med. Leo, der skriver bloggen har været igennem en vild rejse fra storrygende, overvægtig og gældsat, til maratonløber, gældfri, zen-ninja og meget inspirerende. Jeg kan virkelig anbefale at læse langt tilbage i hans arkiv, der er mange kloge tanker.

Apropos, så læste jeg en artikel hos ham forleden om at dulme sine følelser, og den talte særligt til mig i den proces, som jeg er i lige nu med at komme til bunds i, hvorfor jeg ikke kan lægge min telefon mere væk i løbet af dagen. Hvorfor jeg endte med at spise alt-sukker-i-verden, og måtte sige helt stop. Og hvorfor jeg er begyndt at bide negle igen. Mit bud er (nok ikke overraskende), at det handler et forsøg på at dulme nogle følelser/tanker, som jeg ikke er klar til at forholde mig til.

Dels er der den evigt tilbagevendende frygt for at klimaforandringerne tager fart og ændrer verden så meget, at mine børn får en meget dårligere chance for at have et godt liv. Dels er jeg igen igang med et jobskifte, og har derfor samme ude-af-balance-følelse, som sidste gang – jeg kan heldigvis genkende følelsen og ved at jeg nok skal lande godt igen det nye sted. Men overgangen er svær for mig.

Og dels, så er jeg også gået lidt i tankeboks over mine små side-virksomheder, nemlig bloggen her og min strikkebiks, for hvis jeg nu skulle walk-the-walk og lade minimalisme trække ind i alle kroge af mit liv, er det så særligt bæredygtigt at have så mange jern i ilden? Jeg har ikke svaret, men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg kender svaret – jeg skal bare skabe ro og plads i min hjerne til at kunne tænke mere klart. Og hvis jeg kan lade være med at dulme mine følelser med input og støj bare for en periode, så kommer svaret nok til mig.

Har du nogle følelser/erkendelser, som du flygter fra? Og hvad gør du for at give dem plads?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.