Et bæredygtigt liv
-
Bæredygtige hverdagsvaner #2
Som jeg skrev om her https://projecthandmade.dk/2016/12/19/baeredygtige-hverdagsvaner-i-2017/, så er jeg igang med at indføre en række nye vaner i vores hverdag, alle med den fællesnævner, at vi som familie kan leve mere bæredygtigt i 2017.
Jeg har længe tænkt over, hvordan man som en helt almindelig dansk familie kan gøre noget for at producere mindre skrald i hverdagen, og et hurtigt kik i skraldespanden har vist nogle områder, hvor vi virkelig nemt kan producere mindre skrald. Et af punkterne var kaffefiltre, og jeg har derfor kigget lidt efter et permanent kaffefilter i diverse genbrugsbutikker, og sidste uge faldt jeg over et til den nette sum af 5 kroner. Så selv, hvis vi ikke bliver glad for at bruge det, så leverer jeg det bare tilbage i butikken, og hele eksperimentet har kun kostet os fem kroner.
Alle kopper kaffe denne weekend er lavet med det nye filter, og jeg forestiller mig næsten, at kaffen smager bedre. Mindre af pap. Men det er nok den rene indbildning 🙂
Jeg er helt med på, at vi ikke ved at ændre små vaner i vores lille husholdning kan ændre hele verden, men jeg tror også på, at hvis flere tænkte bæredygtighed ind i deres egen hverdag, så ville vi også begynde at kræve grønnere handlinger fra vores politikere og virksomheder, som vi handler hos, og så ville det igangsætte større ændringer. Det er måske naivt, men jeg vælger at tro det bedste.
Hvis du skulle ændre en vane i din hverdag for at skabe mindre skrald. Hvad skulle det så være?
God aften derude.
-
Bæredygtige hverdagsvaner #1
Vi har lige afsluttet en helt igennem skøn juleferie, og som forventet er den fløjet afsted. Jeg valgte at tage en pause fra sociale medier, som jeg plejer når vi har ferie sammen, for at være fuldt tilstede med min familie, og måske endda nå at kede mig lidt. Og det var rart.
Og netop juleferien er inspiration til årets første bæredygtige hverdagsvane, nemlig at fjerne telefonen fra min umiddelbare nærhed, og allermest fra sengebordet. Den lille pause i juleferien har gjort det ekstremt tydeligt for mig, at hvis telefonen er tæt på mig, så tjekker jeg den konstant, hvilket vil sige nærmest hvert femte minut. Og den er det sidste, som jeg kigger på om aftenen, og det første som jeg kigger på om morgenen. Det er pinligt at indrømme over for mig selv, men at indrømme det, må også være første skridt på vejen til at skabe nye vaner.
Så fremover skal telefonen ligge på sin nye plads i mit klædeskab, og al surf eller tjekning af sociale medier skal foregå stående, for at afkorte tiden, som jeg bruger på skærmen. Samtidig afholder det mig fra at tjekke telefonen, når jeg er sammen med drengene. Det virker lidt omsonst at have strenge regler for drengenes skærmtid, hvis jeg er selv nærmest er fastgroet til skærmen.
Jeg har ingen ambitioner om at fjerne mig helt fra hverken instagram eller bloggen, men som med alt andet, så gælder reglen om alt med måde. Jeg nyder virkelig det fællesskab og den inspiration, som jeg finder via instagram, og særligt mit blogfællesskab http://sustaindaily.dk/ men jeg har også brug for at minde mig selv om, at internettet aldrig slutter, der vil altid være en ny hjemmeside eller blogindlæg at læse, men derimod er tiden med små børn kort, og den vil jeg nyde fuldt ud, uden unødvendige distraktioner.
-
Bæredygtige hverdagsvaner i 2017
Ved starten af et nyt år, er det oplagt at gøre lidt status over året, der er gået, og drømme lidt om det nye år forude. Mit projekt med at få en hjemmelavet garderobe, blive gældfri og leve en mere simpel og bæredygtig hverdag, startede for snart tre år siden med, at jeg skrev tre ting ned, som jeg gerne ville opnå i 2014.
For det første ville jeg gerne skære garderoben helt ind til benet, kun beholde det tøj som jeg rent faktisk brugte, og selv sy alt nyt tøj. For det andet ville jeg gerne lave madplaner for hele året, og derved både modvirke madspild og spare penge. Og for det tredje ville jeg holde helt op med at spise sukker, fordi jeg allerede dengang godt vidste at det var skidt for mig.
Og nu, godt tre år senere, holder jeg faktisk stadig alle tre vaner sådan næsten fuldt ud 🙂 Det kan godt glippe med madplanerne en enkelt uge, og mit sukkerstop har også været lidt svingende, men alt i alt så holder jeg det.
Jeg kan anbefale at skrive dine mål ned. Både for hele året, og for hver enkelt uge. Det er markant nemmere at ramme plet, hvis du ved hvad du sigter efter 🙂
Så nu vil jeg prøve at gentage successen fra 2014, og skrive mit mål for 2017 ned her:
Hele næste år vil jeg, hver uge, indføre en ny bæredygtig hverdagsvane i vores liv. Med bæredygtig tænker jeg både på bedre miljømæssige vaner fx at droppe køkkenrulle og skrubbesvampe, og finde bedre alternativer. Og på bæredygtighed i forhold til vores egen tid i hverdagen fx at eliminere den tid, som jeg bruger på at lede efter mine nøgler eller vanter, eller på at tjekke telefonen hele tiden.
Min drøm er, at jeg efter 2017 har en hverdag med mindre spild af både ressourcer og tid, og med et større overblik og overskud.
Vil du være med? Og hvis du skulle vælge bare én ny god vane i 2017, hvad skulle det så være?
-
Tomme kalorier
Som jeg har skrevet om på instagram (https://www.instagram.com/projecthandmade/) har jeg snart overholdt to måneder med sukkerstop. Det sidste afgørende skub hen imod et endeligt sukkerstop, var tre dage med konstant hovedpine, og erkendelsen af, at det måtte være sommerferiens ekstremt accelererede sukkerindtag, som var grunden.
Baggrunden for overhovedet at overveje helt at stoppe med at spise sukker er, at jeg fik konstateret PCO, da jeg var 23 år, og fik beskeden om, at jeg nok skulle indstille mig på, at det ville være rigtig svært for mig at blive gravid. Lidt research på nettet viste, at det (muligvis) ville gøre det nemmere, hvis jeg helt undlod at spise sukker forud for eventuelle forsøg på at få børn. Så jeg har løbende holdt længere pauser fra sukker.
Der har aldrig været noget tvivl for mig om, at sukker ikke hører til i min kost. Det får mig til at tage på, få oppustet mave, dårligt humør, dårlig hud osv. Men det har været svært konstant at sige nej tak til kage, is og slik, da det tit er en del af det sociale samvær. Men med alderen er det (også på mange andre punkter ) blevet nemmere for mig at skille mig ud fra flokken. Det betyder mindre for mig, hvad folk tænker, og mere hvordan jeg har det i min egen krop. Så jeg tror, at det er realistisk, at sukkerstoppet kan holde denne gang. Jeg har meldt klart ud overfor kolleger, familie og venner, at jeg ikke spiser sukker, og at det ikke er synd for mig fordi jeg spiser så meget andet lækkert i stedet for.
De sidste par dage har jeg tænkt over, at man faktisk godt kan sammenligne mit sukkerstop, med mit købestop. Jeg siger også nej til et hurtigt shoppekick, og vender mig istedet mod en mere bæredygtig garderobe, som gør mig glad. Jeg fravælger de tomme kalorier, og vælger god kvalitet og glæde til. Både sukkerstop og købestop strider lidt mod den “normale” måde at gøre tingene på, men jeg følger en vej, der giver mening for mig. Samtidig er det for mig nemmere bare helt at sige nej, både til shopping og sukker, fremfor konstant at skulle diskutere grænserne med mig selv.
Har du nogen erfaring med købestop eller sukkerstop – eller følger du mere “alt-med-måde”-metoden?
God aften derude.
-
Hverdagsaktivisme og det gode selskab
Mit nyhedsfeed og tanker er i disse dage farvet af den lidt for lune vinter, meldinger om ustabilt vejr, usædvanligt varme verdenshave, nedbremsning af golfstrømmen, massedød blandt hvaler og sæler og lignende “beroligende og hyggelige” nyheder. Det minder mig lidt om alle de katastrofefilm, som jeg har set i tiden løb, og med gys har set hvordan den kendte verden forsvandt. Og efter at filmen var slut, har jeg glædet mig over, at den verden, som jeg kendte, stadig var der når jeg kom ud af biografmørket.
Men i denne tid føles min egen verden lidt som en før-katastrofe-scene. Og det er ikke særligt rart at tænke på, og jeg har nærmest lyst til at lukke øjnene for tegnene på, at vi med vores livstil og forbrug af ressourcer, muligvis er ved at gøre uslettelige skader på vores hjem, jorden.
Men inderste inde er jeg en evig optimist, og jeg tror på menneskets evne til at tilpasse sig, og til at arbejde sammen og overkomme vanskeligheder. Jeg tror også på, at hvis nok af os ændrer adfærd, både som enkeltpersoner og som samfund, så kan små skridt blive til kæmpe forandringer. Vi har (muligvis) skabt klimaforandringerne, så vi kan da for søren også rydde vores eget rod op igen. Alle, der enten har børn, eller som ønsker at få dem engang kan vel se pointen i, at det ikke nytter noget at vi “har det godt” lige nu, og så efterlader oprydningen til næste generation.
Netop ønsket om at blive en del af løsningen, og ikke en del af problemet har gjort, at jeg er gået med i fællesskabet Sustain Daily. Rent praktisk, er Sustain Daily et webmagasin og et blognetværk med fokus på bæredygtig livsstil, og idékvinderne er tre super klima-bloggere, som jeg længe har fulgt med glæde.
Tanken med Sustan Daily er ikke, at vi alle skal flytte i jordhuler og passe på ikke at træde på biller og regnorme, men at vi kan inspirere hinanden til gode bæredygtige hverdagsvaner. Sustain Daily er måske noget for dig, hvis du er træt af at slæbe kilovis af unødig emballage til skraldespanden. Hvis du synes, at det er en jungle at købe den “rigtige mad”, når den økologiske mad er fragtet tusindvis af kilometer med fly. Eller hvis du, ligesom jeg ikke kan overskue at tænke på klimaet hele tiden, men godt kan se pointen i små bitte hverdagsændringer, som serveres uden skyld, skam og løftede pegefingre.
Hvis du er blevet nysgerrig, kan du se mere her: sustaindaily.dk.
-
Om vand og lavthængende frugter…
Som det nok er gået op for de fleste, så skal vi flytte til oktober, og vores interesse i at investere i ting til vores lejelejlighed er derfor lig nul. Men bruseren i vores bad sang absolut på sidste vers, hvilket gjorde badetiden en anelse anstrengende, så vi besluttede os alligevel for at få købt et nyt sæt.
Det virkede også ganske naturligt at vælge en vandsparebruser, når vi generelt gør meget for at spare på vandet fx lærer drengene aldrig at lade vandet løbe unødigt, fylder vaskemaskinen og opvaskemaskinen og kører de korte programmer, når det er muligt. Og ved primært at købe genbrugstøj til drengene og også genbruger tøjet fra storebror til lillebror, så sparer vi store mængder vand, da tøjproduktionen er én af de mest vandforurenende industrier.
Men den reelle effekt af skiftet til en vandspare-bruser viste sig først, da jeg ville fylde babybadekaret til lillebror, og hvor det normalt tager 1-2 minutter at fylde badet med bruseren, tog det nu over 5 minutter. Og under et normalt brusebad kan man slet ikke mærke forskel, så med den gamle bruser har vi (uden nogen mærkbar forskel) spildt over halvdelen af vandet.
Til vandhanen købte vi en lille plasticdims, der sørger for, at der kommer mindre vand igennem ad gangen, hvilket både sparer vandet og sikrer at lillebror ikke kan skrue så højt op for vandet, at han bliver våd på tøjet. Win-win.
Når det gælder om at leve mere miljøvenligt, og om at spare penge er jeg stor fan af at starte med de lavthængende frugter. Tippet er hermed givet videre 🙂