DIY
-
Garderobe Detox
Efter trekvart år med købestop overrasker det mig lidt, at jeg stadig kan finde tøj i mit skab som jeg ikke bruger. Købestoppet har sat en effektiv stopper for tilgangen af tøj. Og jeg har derfor ingen problemer med at dømme det tøj jeg ikke bruger “ude” og sende det videre til veninder eller genbrug, da det ikke kan være nye fejlkøb.
En ny sæson giver en fin anledning til at få kigget tøjet igennem, lægge sommertøjet væk og få overblik over tøjet til næste sæson. Tidligere kunne denne proces tage en dag og endte med, at jeg stadig havde masser af tøj i skabet, som jeg egentlig ikke brugte. Post-minimalisme tager det max en time og jeg ved at hvert stykke tøj, som overlever, er noget jeg kan passe, som passer til min hverdag og som jeg rent faktisk kan lide at have på.
Til efterår og vinter er det eneste jeg mangler, nye vinterstøvler, som erstatning for dem der “druknede” i skybruddet for tre uger siden. Men jeg har både overgangsjakke, vinterjakke, hue, vanter osv. liggende klar til når kulden starter for alvor. Jeg drømmer om at sy en kort uldjakke her til efteråret, og har nogle ideer til redesign af gamle kjoler fra min farmor. Men det er rart at vide, at selv om jeg ikke finder tiden til projekterne, så står jeg ikke og mangler noget akut alligevel.
På strikkefronten er jeg igang med en koksgrå cardigan. Meget anti-minimalistisk, for jeg mangler den jo absolut ikke men jeg tror aldrig at mit ønske om at levemedmindre slår igennem på garn-fronten. Hvilket nok eksemplificeres af billedet nedenfor. Særligt når jeg må erkende, at der er kommet en del strik til siden dette billede er taget.
-
Strikkeopskrift: En enkel version af den klassiske babyvest
Mine øvrige strikkeopskrifter kan købes her.
Jeg har efterhånden strikket over 30 veste efter denne gamle opskrift, både til egne drenge, til barselsgaver og på bestilling. I starten brugte jeg opskriften fra www.nostebarn.no og www.farmorfabrikken.dk har også lavet en meget detaljeret DIY til opskriften. Her er min forenklede version med firkantet hals og snydestolpe, dvs. uden knaphuller.
Jeg strikker vesten med dobbelt garn fx højlandsuld fra www.garnudsalg.dk og på pind 4,5.
Til størrelse 6 mdr. skal du slå 38 masker op. Strik 8 gange frem og tilbage så der kommer 4 riller. Herefter strikker du de yderste 6 masker i hver side ret på hver pind, og de mellemliggende 26 masker strikkes 2 ret/2 vrang.
Efter 18 cm deler du arbejdet i to dele (de to sider af stolpen), ved på næste pind at strikke de første 16 masker som du plejer, men de sidste 6 masker strikkes ret, så har du i alt 22 masker på pinden. De sidste 16 masker sættes på en ventepind. De næste 5 cm strikkes de yderste 6 masker ret og resten ret/vrang.
Efter 5 cm strikker du de inderste 12 masker ret, 4 masker ret/vrang og de sidste 6 masker ret. Dette gør du i 2 cm, og til sidst lukker du de 12 inderste masker af, som på billedet nedenfor. De sidste 10 masker strikker du videre på i 2 cm og sætter dem så på en ventepind.
Nu tager du den anden del af vestens forside, de 16 masker på ventepinden og strikker videre på dem. På den første pind samler du 6 masker op på indersiden af stolpen, som det ses på billedet nedenfor. Nu har du 22 masker.
Disse 22 masker strikkes som beskrevet ved den først del af vestens forside, så du til sidst har de to forsider strikket klar op til skulderen. Nu slår du 18 masker op imellem de to forsider og samler derved arbejdet igen. På de første 8 pinde strikker du de 18 nyopslåede masker ret, så de ligner den øvrige kant og efter 8 pinde slår du over i ret/vrang, som du strikker på resten af ryggen.
Nu mangler du bare at strikke ryggen færdig, sy vesten sammen i siderne og finde knapper der passer til 🙂
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
De blødeste babybukser
Med flere hobbyer og mange ideer til projekter i hovedet kan det nogen gange være svært at vælge, hvad dagens kreative indslag skal være. Men denne gang forenede to ideer sig til det oplagte projekt. Jeg forsøger at formindske mit lager af stof og garn, så da en veninde spurgte om jeg ville sy bukser til hendes tykke (kalder hun ham selv) baby, som manglede bukser der ikke strammer på lårene, gav det rigtig god mening. Begge vores drenge har også været model tykkebaby, da de var mindre og jeg kender alt til jagten på tøj der passer både i bredden OG i længden.
Stoffet er velour fra www.stof2000.dk, købt i 2011 til at sy bukser til min største dreng, da jeg var på barsel med ham. Det var lidt nostalgisk at klippe i det stof igen, men så dejligt at få brugt det sidste og der var heldigvis lige til to par bukser str. 74. Det stribede stof er fra en nederdel, som jeg syede til den sidste del af min graviditet med lillebror, hvor intet andet end stretch i metermål passede den tykkeste mave i verden. Så der sneg sig også et lille element af genbrug ind i projektet 🙂 TA DA, stoflageret mindskes lidt igen, men der er nu stadig meget tilbage (meget, meget mere end på billedet:)).
-
DIY – At klippe i strik
Når jeg laver en cardigan i glatstrik, strikker jeg altid kroppen på rundpind, som var det en almindelig sweater og klipper den op til sidst. Vupti, så slipper man for at strikke frem og tilbage og de deraf følgende 50 procent vrangmasker. Her er min metode, det er ikke nødvendigvis den mest fikse, men den er hurtig og den holder.
Først skal du finde den midterste maske på fronten af blusen og “sy” en garntråd i kontrastfarve ind i masken, så er det nemmere at orientere sig i syningen.
Så finder du symaskinen frem og syer tre gange frem og tilbage på hver side af masken. Husk at være meget opmærksom på, at du syer samme sted hele tiden.
Nu skal du klippe i den midterste maske imellem de to syninger. Husk at sikre dig, at du ikke klipper i bagsiden af blusen samtidig. Læg eventuelt en bog ind i blusen mens du klipper. Det ser voldsomt ud, men syningen holder fast i maskerne.
Til sidst mangler du bare at samle masker op i de to kanter. Jeg samler to masker op og springer den tredje over hele vejen op, ellers kan kanten godt blive for “bred” til strikken. Jeg plejer at samle maskerne op cirka 2 masker “inde” i strikken for ikke at komme for tæt på kanten. Men hvis man ønsker det kan man samle op i masken lige ved syningerne, så kommer der et lille hulmønster frem.
God fornøjelse:)
-
Om en LUCAS vest til Frida og #brug-hvad-du-har-september
I weekenden var jeg en tur i mit evigt voksende garnlager. Fridas mor havde spurgt om jeg ville strikke en vest til Frida til vinter. Dette ønske passer rigtig godt med mit projekt for september som netop går ud på at bruge af garn- og stoflageret istedet for at fylde mere på. Jeg har en tendens til at planlægge projekter, købe materialerne og så går jeg i stå. Og efter nogle måneder når projektet er opgivet bliver stoffet eller garnet blot en del af lageret og jeg får ikke brugt det til noget særligt. Jeg vil være bedre til at bruge de materialer jeg har ved hånden, og derved dels blive presset lidt på kreativiteten og få fuldført nogle at de projekter, som jeg har haft i tankerne længe.
Med videresendelsen af denne lille vest er garnlageret skrumpet med næsten 100 gram. Jeg strikkede to garntyper sammen, og begge typer har ligget og modnet på lageret siden 2011. Den ene er uld/cashmere fra www.garnudsalg.dk. Jeg købte en cone med 500 gram i 2012 og har indtil videre strikket en cardigan til mig selv og en vamset vintersweater til min mor, og nu også denne vest til Frida. Den anden type var yndlingsgarn fra www.rasmilla.dk. Garnet er tyndt og skal strikkes dobbelt eller som følgetråd. Det er tredje vest jeg strikker med dette garn og jeg er snart i bund med det. Det er en rar følelse at få bugt med (nogle af) garnresterne.
-
Efterårs-garderoben #2
En væsentlig del af min garderobe, både hjemme og på arbejde, er de hjemmesyede toppe. Jeg bruger to forskellige modeller, med eller uden ærmer og med en undertrøje (ikke hjemmesyet) inden under. Mit hjemmelavede mønster er tegnet af efter en gammel yndlingstop fra Zara og ændret lidt undervejs i processen. Og tanken med selv at sy toppe er affødt at mange lange shoppeture på jagt efter en afløser til netop denne yndlingstop. Med lidt øvelse kan jeg nu sy en bluse på under en time, og derfor kan en aften ved symaskinen hurtigt give et “udbytte” på 2-3 nye bluser.
Toppene nedenfor har fået lov til at blive hængende i skabet til brug med en strikcardigan eller habitjakke til efteråret. Og jeg har planer om at udvide beholdningen med 2-3 toppe mere. www.stofogstil.dk har en rigtig lækker sandvasket silke og har netop udvidet med flere fine efterårsfarver som jeg skal se nærmere på 🙂
-
Efterårs-garderoben #1
Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for uld og særligt hjemmestrik. Ved at strikke selv, kan jeg bestemme materialer og farve og skabe præcis den form, som jeg ønsker mig. Men sweatre alene udgør ikke en funktionel efterårsgarderobe. Og med mit selvbestaltede købestop behøver jeg ikke tænke på at shoppe til efteråret, jeg skal blot finde tøjet fra sidste år frem igen. Ganske nemt.
Hverdagsuniformen når det bliver koldere igen, består af jeans med en løs top (hjemmesyet selvfølgelig, billeder følger i senere indlæg) og enten en sweater eller en cardigan i uld. Hvis jeg trænger til en afveksling tager jeg en habitjakke på istedet for ulden.
Til de dage hvor det ikke er så koldt har jeg en nederdel på med tykke strømpebukser inden under eller en sjælden gang en kjole. Nederdelene er hurtigt syet og koster 80 kroner stykket. Stoffet er lagt dobbelt, så jeg føler mig mere “påklædt” end med de modeller man kan købe. De er syet med inspiration fra www.fabechsfabrik.blogspot.dk.
Det er nemt at dresse tøjet op eller ned alt efter om dagens fodtøj er gummisko eller høje hæle, så det er nemt at tilpasse alt efter humør og dagens planer. Købestoppet gælder ikke sko, men jeg forsøger at være meget selektiv i nyindkøb af fodtøj og jeg havde alt hvad jeg skulle bruge til vinter. Indtil et skybrud over København omdannede vores kælder til en swimmingpool, så nu skal jeg ud og købe nye vinterstøvler uden indlagt vand 🙂
-
Strik til Olivia – Sig det med uld
I sommerferien har jeg brugt ledige aftener og de lange køreture på at strikke små hemmeligheder i pigefarver. Olivias mor er min gamle barndomsveninde som (godt for hende, skidt for os andre) er flyttet til Grønland og ikke har planer om at vende hjem igen. Så dermed har jeg nu en lille guddatter på Grønland, der er pænt langt væk og som jeg derfor ikke kan være noget for i hverdagen.
Men derfor kan jeg stadig sørge for, at hun har det dejligt varmt når efteråret og vinteren kommer, og da det allerede er efterår på Grønland nu, så jeg har haft en deadline at arbejde med. Hermed er der åbnet for parade af strik til søde lille Olivia.
-
DIY – nem sommertop
Denne top er blevet min absolutte favorit denne sommer. Den er nem at sætte sammen med alle mine ensfarvede nederdele, med shorts og med jeans (ikke at vejret har været til jeans). Den er syet i en let bomulds kvalitet og har også været tålelig på de varmeste dage.
Til toppen har jeg brugt 70 cm stof af 140 cm bredde. Jeg har klippet stoffet af efter min yndlingstop uden ærmer. Den skal sidde løst, så jeg bruger samme form foran og bagpå. Nedenfor ses det afklippede stof.
Herefter syr jeg de to stykker stof sammen, ret mod ret, ved at starte med de to skulderstykker og bagefter sy de to sider sammen. Husk at zigzagget stoffet også, hvis du bruger bomuld.
Herefter syr jeg et kantebånd på i ærmeåbningerne og i halsen. Husk at sy med retsiden opad, så du kan se om du rammer lige ved inderkanten af båndet ellers bliver det ikke pænt, når du bukker stoffet indad om lidt.
Kantebåndet bukkes indad og syes endnu engang, så man ikke kan se båndet fra retsiden. Du kan med fordel bruge en tråd der matcher stoffet bedre end jeg har gjort på denne top (jeg var for doven til at skifte tråd), eller du kan bruge en tråd der skiller sig ud for at give en ekstra effekt.
Til sidst bukker du den nederste kant rundt to gange indad mod vrangsiden og syer hele vejen rundt. Og færdig 🙂
-
DIY – Nem blondetop syet på under 60 minutter
Først skal du tegne et mønster af fra din yndlings t-shirt eller top. Det gøres ved at lægge blusen sammen på langs, lægge den på bagepapir og klippe forsigtigt langs blusen.
Så skal du bruge et stykke blondestof som er mindst 140 cm bredt, længden varierer efter din størrelse. Jeg er medium og 175 cm og bruger et stykke som er 70 cm langt.
Du lægger stoffet sammen to gange og lægger dit mønsterstykke på stoffet som vist på billedet ovenfor. Sørg for at midten af dit mønsterpapir lægges mod det foldede sted, ellers ender du med at have to stykker der er klippet midt over.
Klip nu langs mønsterstykket, 1 cm fra papirkanten. Husk at lægge noget tungt på papiret, så det ikke rykker sig når du klipper.
Nu har du to stykker stof, det er for og bagstykket, som nu skal sys sammen.
Du starter med at sy de to stykker stof sammen langs skulderkanten, som på billedet ovenfor. Husk at lægge de to stykker sammen således at du har ret mod ret. Det betyder, at ydersiderne af stoffet skal ligge mod hinanden på de to stykker.
Bagefter laver du en kant ved ærmeåbningen. Du skal bukke stoffet rundt to gange og så sy langs med kanten som på billedet ovenfor. Husk at den grimme side af kanten skal vende ind mod indersiden af blusen.
Nu syer du begge sider af blusen sammen. Du skal starte fra kanten lige under ærmeåbningen og sy hele vejen ned til den nederste kant på blusen i een lang syning.
Nu mangler du bare at bukke halskanten 1 cm ind mod indersiden af blusen og sy hele vejen rundt. Og at lægge underkanten af toppen op, og så bukke den 1 cm ind mod indersiden af blusen og sy hele vejen rundt. Og slut 🙂