-
1:1-Forløb Minimalisme & Købestop
Jeg åbner for at afholde 1:1-samtaler om, hvordan Minimalisme & Købestop kan bruges til at skabe mere plads og overskud i netop dit liv.
Format: 1 times samtale via skype eller facetime. Forud for samtalen skal du beskrive 1) din største udfordring omkring rod og/eller overforbrug, 2) hvad du gerne vil opnå med vores samtale. Pris 1000kr. ekskl. moms.
Skriv på janeibsenpiper@hotmail.com og bestil tid.
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Købestop i september
Så er det tid igen. Skoleåret er startet, sommerferien ligger bag os og økonomien skal tilbage i fokus. Hvis du også har mærket budgettet glippe lidt henover sommeren, så fortvivl ikke. Sammen får vi skuden tilbage på rette kurs. Og husk, et købestop er ikke straf for at have brugt for mange penge, men en selvkærlig påmindelse om at tage en lille forbrugspause og genvinde overblikket over, hvor pengene forsvinder hen.
Vi starter imorgen, forpligter os til at skrive alt ned vi bruger penge på (jeg lægger et skema op i facebook-gruppen). Reglerne er simple. Brug kun penge på 1) forudbestemte køb fx vinterstøvler til børnefødderne, 2) mad og medicin, 3) nødvendig transport. Du er også velkommen til at lave dine helt egne regler. Ligesom der ikke findes et minimalisme-politi, så finder der heller ikke et købestops-politi. Pointen er at få et klart fokus på vores forbrug, så vi kan tilpasse det fremover, så vi styrer pengene fremfor at pengene styrer os.
Jeg taler mere om købestop her og økonomi her.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Minimalisme & … Episode 14: Spørgsmål om købestop
I den seneste podcast-episode har jeg besvaret jeres spørgsmål til købestop. Hvad kan vi gøre, når vi fristes af lækre nye ting på sociale medier, hvad med når børnene mangler nyt tøj og er det egentlig ikke kedeligt at holde købestop?
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Minimalisme & … Episode 13: Købestop
Min salgstale for, hvorfor alle skulle prøve en periode med købestop, og hvorfor det er vigtigt at se sine forbrugsvaner i øjnene.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Ekstrem sparsommelig købestops-udfordring i april
Kære alle. Det er tid til en ny udfordring. April står for døren, og der skal ske noget, her i min skriveboble. Så jeg kickstarter en ekstrem sparsommelig købestops-udfordring og vi starter i overmorgen. Udfordringen er for dig, der trænger til at resette dine forbrugsvaner, få madbudgettet banket på plads og få stoppet din online-shoppingvane.
Planen er, at når pengene går ind denne måned – for mig er det den 31. marts – for dig måske et andet tidspunkt. Så skal du regne sammen hvad du skal bruge på de poster, som holder dig i live. Det vil sige et nøjsomt madbudget, eventuel nødvendig benzin, eller andre transportudgifter, penge til dyrefoder eller medicin. Hvis du allerede nu ved, at der kommer en uundgåelig udgift, så skal der også gøres plads til den.
De penge, der bliver til overs, skal du sætte over på din opsparingskonto – og hvis du ikke har en opsparingskonto, så sørger du for at få oprettet en idag eller imorgen. Bum. Sådan en skal du have, også selvom du kun kan overføre 20 eller 50 kroner hver måned. Lidt har også ret.
Og så gælder det om kun at bruge de penge, der står tilbage på din konto i april måned. Simpelt, praktisk, godt 🙂 Du skal skrive ned hver dag, hvad du bruger, så kan du ikke skjule småforbrug for dig selv, men alt står sort på hvidt. Vil du være med?
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Købestop i september
Vi har efterhånden haft en del købestop-måneds-udfordringer her på bloggen. Personligt har jeg holdt en form for købestop/køb-ganske-lidt siden januar 2014, men vi bruger disse måneder til at stramme op på madbudgettet og diverseposten for hele familien. Det er nemt at få dårlige forbrugsvaner, når fokus forsvinder og hverdagen overtager. Så kan købestoppet give fornyet fokus på, hvor pengene flyder hen og om det passer med jeres planer og værdier.
Jeg har prøvet at forklare mine tanker omkring købestoppet her, og følger jævnligt op ovre på Instagram. Og så vil jeg lave en opsamling her på bloggen, når måneden er gået 🙂
Før købestoppet
- Afmeld nyhedsbreve, unfollow influencers og drop online-vinduesshopping. For at give dig selv de bedste vilkår til at overholde købestoppet fra imorgen, så gælder det om at fjerne fristelserne…! Afmeld nyhedsbreve, der fortæller om udsalg og “gode tilbud”, de vil påvirke din frygt for at gå glip af noget. Unfollow profiler på Instagram, der får dig til at føle at dit tøj ikke er moderne eller godt nok. Og gå væk fra computeren i en periode, så du vænner dig fra at gå på dine sædvanlige onlinebutikker for lige at se om der er “noget” – der er altid noget.
- Tjek dine forbrugsvaner. Det du kan opnå med et købestop er at opdage, hvor du bruger penge af gammel vane, men hvor du ikke får reel glæde ud af det. I 2014 opdagede jeg, at jeg købte tøj af vane, når sæsonen skiftede, hvis jeg skulle til en fest og når der var udsalg. Bare fordi jeg havde vænnet mig til det. Men da jeg holdt et års købestop på tøj, så fik jeg roen til at se nærmere på det tøj, som jeg allerede havde, og blev glad for det igen.
- Kend dine forbrugstrickere. Når du sætter en streg i sandet og holder købestop i en periode, så vil du blive smertefuldt bekendt med dine forbrugstrickere. Det er der, hvor købestoppet gør ondt på dig. Hvis du er vant til at shoppe når du keder dig, på dine følelser – det kan både være glæde og sorg – af sociale grunde eller som belønning. De steder hvor købestoppet gør ondt på dig, det er dine trickere. I 2014 opdagede jeg, at jeg havde vænnet på til at shoppe på udslag, også selvom jeg ikke manglede noget, og det var en hård vane at komme ud af igen, fordi det gav mig følelsen af at gå glip af noget…!
Er du med at holde købestop i september? Hvis ja, hvad ønsker du at opnå?
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Om købestop i november …
Som sidste år, så holder jeg igen købestop her i november, som en form for forbrugs-opbremsning før december sætter igang. Et hurtigt tjek af min netbank viser, at eneste forbrug på min konto denne måned har været to gange ud og spise med veninder, og imorgen kommer der en tredje gang på listen. Det er faktisk lidt atypisk med så mange ture ud og spise, men jeg er taknemmelig for hver enkelt.
Under sidste novembers købestop opdagede jeg, at genbrugsbutikkerne var mit svage punkt, og den viden har jeg bragt med mig videre, så jeg nu kun ganske sjældent, og meget målrettet, bevæger mig på genbrugsjagt. Og det har mindsket tilgangen af “nye” ting til vores hjem gevaldigt, da jeg altid kunne finde “et-eller-andet”.
Jeg tror ikke, at jeg får samme åbenbaring denne gang. Efter mange år med fokus på kun at købe ganske lidt, og fjerne alle tanker om, at penge kan købe livsglæde, status eller overskud, så køber jeg virkelig bare det, som jeg har brug for, når jeg har brug for det. Det er ikke fancy selvrealisering, blot en stille erkendelse af, at alt det gode i mit liv, mine drenge, mit parforhold, min familie, venner og meningen med det hele – ikke koster penge.
Årsagen til, at jeg taler så varmt for købestoppet, eller købepausen, som redskab er, at det giver dig en chance for at se, hvilke penge du bruger af ren vane, og hvilke der skaber reel glæde. Trække en streg i sandet og besluttet dig for, hvordan du vil bruge dine penge fremover. Og så kan du bruge din energi på andre (vigtigere) ting. For mig giver det glæde at mødes med en flok piger, som jeg har kendt i over 30 (!) år, og det vil være alle pengene værd 🙂 Købestop eller ej 🙂
God aften derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.
-
Hurra for købestop …
Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, at jeg er mere end almindelig standard fortaler for at holde købestop i en periode, hvis forbruget er stukket af fra dig. Den forbrugspause, som et købestop giver gør det nemmere at mærke klart, hvordan du kan bruge dine penge bedst, så de giver størst mulig glæde for dig. Den eneste mulighed du har for at overholde et købestop, er nemlig at vende ryggen til lørdage i det lokale storcenter, til nyhedsbreve, reklamer, behovsskabende online influencer typer og andet godtfolk. Og når du fjerner al støjen om, hvad du “burde” købe, så er der plads til at du kan finde ud af, hvad du selv foretrækker.
Og efter de første sæsoner, hvor du vælger udsalget fra, så vænner du dig til at købe ved behov, og ikke for at undgå kedsomhed, ensomhed, manglende selvtillid eller frygten for at gå glip af noget. Samtidig er det min erfaring, at det skaber større glæde og tilfredshed, når du passer på de ting, som du allerede har og er taknemmelig for dem. Fremfor konstant at lede efter “det sidste nye”.
Pr. 1. august er der startet en ny omgang fælles købestop i verdens bedste facebook-gruppe, og jeg kan kun anbefale at følge trop. Jeg har selv løbende holdt købestop – udover mit generelle på tøj – og har skrevet nærmere her på bloggen, hvis du vil vide mere. Jeg har også et helt afsnit i min kommende bog om, hvordan købestop kan bruges til at få bedre styr på og overblik over din økonomi 🙂
God aften derude.
-0-
-
Frugal friday a la købestop
Denne uge har været lidt særlig på handlefronten, fordi jeg fik den impulsive ide mandag morgen, så vidt muligt at holde købestop ugen ud. Og nej, vi havde ikke handlet stort ind søndag til hele ugen – det havde ellers været lidt smart 🙂 Jeg har delt status undervejs, i verdens bedste facebook-gruppe, hvor et par andre også er hoppet med på vognen. Jeg har måtte handle nogle småting torsdag og idag, men det er ret imponerende, hvor langt man kan nå med det, som køkkenet allerede indeholder.
Denne uge har vi:
- Handlet ganske lidt mad, men jeg måtte supplere med mælk, lidt frugt og andet torsdag, hvor jeg handlede for 99kr. og idag købte jeg vasketabs og toiletpapir – begge dele kunne teoretisk set havde været undværet, men der skal være en vis balance i, hvad jeg forventer at resten af familien vil acceptere. Og at tisse i haven, eller vaske op i hånden er bare ikke aktuelt 🙂
- På grund af købestoppet, primært spist mad fra fryseren, og idag står menuen på gratis mad fra kærestens arbejde, og så er købestop jo ingen sag 🙂
- Min kæreste har skiftet kæden på min cykel. Jeg cykler jo (glad) på arbejde hver dag, så der sker en vis slidtage undervejs, men heldigvis er en bivirkning ved at have en cykeltosset kæreste, at han selv kan vedligeholde/reparere vores cykler, hvilket sparer en masse penge. Og han hygger sig undervejs. Win-win.
- Apropos cykler, så har vi solgt to af drengenes gamle cykler til den nette sum af 3000kr. En kombination af at købe kvalitet og løbende holde dem pæne gør, at de efter at være brugt til to børn, stadig holder prisen rigtigt fint. Og der er mange gode års brug tilbage i dem. Godt for miljøet og godt for vores økonomi.
- Weekend skal foregå i laveste gear, med fokus på gratis og hyggelige aktiviteter, hvilket naturligvis dels er på grund af købestoppet, men dels også den måde vi lever på. Jeg vil gerne vise mine børn, at det bare handler om at være sammen, og at hygge ikke nødvendigvis involverer cafebesøg, shoppingcentre, legeland eller biografture.
Glædelig fredag derude.
-0-
-
Evaluering af købestop i november
Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.
I slutningen af oktober, delte jeg i verdens bedste facebook-gruppe, at jeg ville holde købestop i november, men jeg tror slet ikke, at jeg har skrevet om det herinde. Der har nu heller ikke været så meget at fortælle, da det faktisk et gået stort set efter planen. Jeg inviterede mine drenge ud og spise sushi (700kr), og købte nye solbriller (150kr), da de gamle gik fra hinanden. De gamle solbriller var fra før mit købestop startede i 2014, så jeg kan fint leve med at købe et par helt nye. De skal nok blive slidt op 🙂 Vanen tro kiggede jeg naturligvis først i genbrugsbikse og dba.dk, men jeg kunne ikke finde nogle, som jeg kunne lide, så det blev til et sjældent nykøb.
På familiefronten, der købte vi nye sko til drengene, som begge havde præsteret at slide dem helt i bund, og et par lange træningsbukser til dem begge. Bukserne er til vinter-gymnastik, cykelture og træning generelt, og er allerede yndlings. En fordel ved sjældent at købe nyt til drengene (eller os selv) er, at de faktisk værdsætter når de får nyt. Og taknemmelighed er som bekendt en direkte vej til et bedre og grønnere liv 🙂
Ved at holde købestop i november, blev jeg endnu en gang opmærksom på, at genbrugsbutikkerne er min nemesis. Det er de eneste butikker, hvor jeg skal tage mig sammen til ikke at gå ind, af fare for at falde over noget, som jeg tror at jeg mangler. Og genbrugskøb virker på en måde som gratis rent miljømæssigt, da jeg ikke skaber efterspørgsel på flere nye ting ved at købe genbrug, men problemet er, at jeg får købt ting med hjem til “hvad-nu-hvis”. Og det giver ikke meget mening konstant at arbejde for at rydde ud i overfloden, hvis jeg så slæber flere (overflødige) ting med hjem. Så det skal jeg lige huske 🙂
Og nu står vi på kanten af december, som kan være et forbrugsræs uden lige, eller en måned, hvor vi giver plads til anti-hverdag og ekstra hygge med drengene. Jeg er ikke den store juler, men det er nemmere at nyde december, når vi fra start af forventningsafstemmer, hvad der betyder jul for vores familie. Julehygge for mig er ikke ensbetydende med kæmpegaver og overflod af mad – men det havde du nok allerede regnet ud 🙂 Men resten af familien vil gerne have mere julepynt, pakkekalender og juletræ, og der følger jeg naturligvis trop.
Iøvrigt, hvis du vil have inspiration til en mere bæredygtig jul, så har SustainDaily-pigerne lavet et fint magasin med fokus på en mere rolig jul, uden overflod og spild. Men ellers er mit råd, som altid, brug det du allerede har, julepynten fra sidste år, kan sagtens klare et år mere, skru ned for gaverne, køb gerne genbrug og læg en plan for ikke at smide mad ud i julen.
God fredag derude.