Apropos #rydfladenforklimaet
Meget apropos #rydfladenforklimaet, så gav DR.DK en perfekt opvisning i hvordan det ikke skal gøres, da de udgav en artikel om, hvordan Københavns Kommune vil lave en prøveordning, hvor de sender pensionister på charterferie for at spare på hjemmeplejen. Ikke ét sted er klimaet nævnt og journalisten har formålet at lave et interview uden at stille spørgsmålet: Undskyld, Københavns Kommune, hvordan passer ideen om at sende borgere på ferie med fly, med jeres planer om at være verdens første CO2-neutrale kommune? Eller hvordan passer den med jeres nyeste klimahandleplan? Hvordan er det overhovedet muligt?
Tiden, hvor klimaet bliver ordnet af “de andre”, klimajournalisterne, bæredygtighedsudvalget på kontoret eller de særligt grønne politiske partier er helt slut. Klimaet skal være en vinkel i alle historier, alle politiske beslutninger og alle samtaler i hele landet. Og medierne er nødt til at gå forrest, og bringe en ærlig fremstilling af, hvad der sker lige nu, og stille de kritiske spørgsmål, når en forvaltning tager beslutninger på ældreområdet med hovedet under armen. For lige nu sender medierne et signal om, at alle mulige andre ting er vigtigere end de klimaforandringer, der helt ægte truer vores livsgrundlag, og så er det for nemt at vende blikket bort, tilbage til den store bagedyst.
Og vores unge kæmper med klimaangst. Hvortil nogen vil sige, at så skal vi dysse ned for nyheder om klimakrisen. Jeg ser det helt anderledes. Angst kan eksempelvis opstå, når der er ubalance mellem det man oplever indeni og udenpå. Så når man kan mærke klimaforandringerne på egen krop og frygter for fremtiden, men oplever medierne og de voksne omkring én tale om rentestigninger, flyveleder-strejke og hvem der vandt Vild med Dans, som om det var de vigtige ting. Så kan jeg virkelig godt forstå, at de er bange. Jeg var barn i 80’erne, da man opdagede og fiksede hullet i ozonlanget. Jeg husker frygten, men også roen ved at høre, at de voksne havde en plan. Lige nu må de unge se sig forgæves omkring. Hvor er de voksne med en plan? Dét måtte journalisterne gerne bruge deres kræfter på at finde frem til. På forhånd tak.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.
10 kommentarer
Ida
Så de unge skal døje med angst indtil hele verdens befolkning bliver enige om “en plan”? Jeg tror desværre ikke, det kommer til at ske. Fordi…. mennesker….
Og hvad gør man så? Lever i evig angst/vrede? Eller forsøger at leve mere bæredygtigt mens man samtidig giver sig selv lov til at være glad? Tage en pause fra nyhederne? Se Vild med Dans? Jeg foretrækker det sidste, og det er også det, jeg lærer mine børn.
Hjernen fungerer i øvrigt ikke optimalt under evig bekymring. På den måde kan klimaangsten ende med at spænde ben for eventuelle nye løsninger.
Jane
Jeg skelner mellem unge og børn. Unge kan gøre noget, så dem kan vi godt inddrage i gode måder at hjælpe. Men jeg kan ikke se, hvorfor børnene skal inddrages. Man kan tale med dem om ikke at smide skrald, generelt passe på naturen og andre, men jeg ville ikke inddrage dem i klimakrisens alvor. Snart kan det nok ikke undgås, så må klogere mennesker end mig vide hvordan vi gør det skånsomt.
Jeg er i øvrigt helt enig med dig i, at vi skal nyde livet. Der har altid været kriser. Min mormor levede et skønt hverdagsliv og blev gift under anden verdenskrig, og det finder jeg noget trøst i. At de gode hverdagsliv kan leve under dårlige vilkår. I 2018 blev jeg enig med min gode veninde om, at vi ville nyde det gode vejr, selvom vi godt kendte årsagen. Vi hjælper intet ved at sidde med nedrullede gardiner, men der er meget vundet ved at gå ud i verden og nyde den på trods. Det giver ny energi til at kæmpe igen. Men jeg orker ikke samtidig at lytte til mediernes snak om “nøj, det er varmt, lad os spise is”. Som om de ikke kender grunden. Suk.
Ida
“Nyde på trods” – der er vi enige.
Vores uenighed går bl.a. på, om det hjælper at “rydde fladen”. Flere og flere mennesker undgår nyheder. Hvorfor? Fordi det tærer på psyken. Vil flere dramatiske klimanyheder ændre denne tendens? Jeg tror det ikke. Resultat: Endnu færre orienterer sig. Man kan omvendt også blive “immun”, hvis man udsættes for tilpas mange nyheder om en krise, hvilket beklageligvis nok er ved at ske med nyhederne om krigen i Ukraine.
Vi er også uenige om, hvorvidt vi globalt set kan “løse klimaproblemet”. Hvad betyder det egentlig? Og hvornår har politikerne gjort “nok”? Ikke bare i Danmark men på verdensplan? Mennesker er grådige og egoistiske, og lande har vidt forskellige interesser. Rusland er klar til at smadre alt. Jeg mener, at ideen om, at vi globalt set kan “løse” klimakrisen er fuldstændig urealistisk. Måske kan vi afbøde det lidt, og det er så det, vi er i gang med.
Vi skal også være opmærksomme på, at vi i vores del af verden har en tendens til dommedagsforestillinger qua vores jødisk-kristne arv. Klimakrisen vil gøre flere ting værre og sværere, men der er ikke belæg for at sige, at alle skal dø, og at kloden vil brænde op. Den retorik kan medføre apati (ikke-handling) eller endnu værre: Vold. Historisk har det vist sig ganske farligt at tro, at man lever i de sidste tider.
Jane
Jeg ønsker netop samtaler som denne, som en helt naturlig del af nyhedsfladen. Hvad skal vi gøre? Hvem gør allerede noget? Hvordan fordeler vi bedst ressourcer? For og imod løsninger. Som det er nu, så er det enten dommedags-trommerne der spiller, eller helt tavshed. Jeg vil gerne have de mere moderate stemmer frem, så vi kan tage disse samtaler, i medierne og hjemme ved køkkenbordet. For klimakrisen går ikke væk, selvom vi leger normalitet, det bliver kun værre og værre. Og enig. Kloden skal nok klare sig, men vi er godt på vej til at gøre den rigtig ubehagelig som menneske-bolig. Og det vil jeg gerne have, at vi taler mere om.
Ida
Vi er enige i ønsket om flere moderate stemmer. Jeg synes bare ikke, dit indlæg lægger op til nuancer (“de voksne må blive enige om en plan, der kan fikse problemet”). De enkle løsninger overser, hvor komplekst et væsen, mennesket er. Og det er farligt at bilde unge mennesker ind, at de “bør” være angste, indtil de voksne løser problemet. For det kommer ikke til at ske. Og hvis vi “løser” dette problem, kommer der et andet og måske endnu farligere.
Oplevelsen af angst står og falder ikke med de ydre omstændigheder. I så fald skulle den sygdomsangste vente på, at alle sygdomme i verden blev udryddet, før vedkommende kunne slippe sin angst.
Det er ikke dårligt at “lege normalitet”. Menneskets psyke har brug for det for at kunne fungere. Hvem overlevede i koncentrationslejrene med psyken i behold? Ikke dem, der konstant fokuserede på det forfærdelige og desperat forsøgte at finde løsninger. Men dem, der fandt en mening i livet uafhængigt af de ydre omstændigheder.
Det er frygteligt at se en ungdom blive bildt ind, at de først kan blive fri for angsten, når klimakrisen er “løst”.
Jane
Jeg bilder ikke unge mennesker noget ind. Jeg tror blot, at frygten er svær at få til at gå væk, når nu der rent faktisk er noget at være bange for. og ja, der har været kriser før – men klimakrisen er på en måde en forstærker på alle eksisterende kriser – så den er svær at indhegne. Til gengæld ved jeg også, at gode hverdagsliv kan leves under selv de største kriser. Min egen lille familie havde nogle skønne år under corona, på trods af at vi savnede venner og familie.
Og min mormor levede et godt hverdagsliv og blev gift under anden verdenskrig, så det er muligt. Og der er forskel på at fokusere på det, vi kan gøre noget ved, og gøre os umage med det og nyde solen undervejs. Og stikke hovedet i busken, og lade som om klimakrisen ikke er der.
Ida
“Jeg tror blot, at frygten er svær at få til at gå væk, når nu der rent faktisk er noget at være bange for”.
Vi er tættere end nogensinde på en sprængning af en atombombe eller en atomulykke. Hver tredje af os får kræft. Der er faktisk noget at være bange for. Men hvad gør vi så med dem, der lider af invaliderende angst for atombomben eller for kræft? Der er jo noget at være bange for?
Er disse patienter “tabt”? Nej, de kan faktisk få hjælp til at komme ud af angsten, selvom atombomben ikke forsvinder eller der kommer en kur mod kræft. På samme måde med klimaangst. Man kan komme ud af angsten og få et bedre liv PÅ TRODS af de ydre omstændigheder. De angste unge skal ikke gå og vente på politikerne og medierne for at få det bedre.
Jane
Tak for dine input. Vi bliver nok ikke helt enige her, og det føles også lidt som om vi taler forbi hinanden. Hvis du nogensinde kommer forbi et foredrag eller lignende, så giver jeg en kop kaffe. Det hjælper nogle gange at mødes i den virkelige verden. kh jane
Ida
Jamen tak for tilbuddet. Som du måske kan regne ud, er jeg ikke ligeglad med klimaet, når jeg følger med her, og jeg har fundet inspiration til flere ting. Men jeg bliver skræmt væk af sort/hvid retorik, eller hvis tonen bliver for depressiv.
Jane
Jeg er helt med på, at det jeg skriver herinde ikke er for alle – det er jeg afklaret med.